Kampen om Tahrir Square

”Himlen var fyldt med sten. Kampene omkring mig var så forfærdelige, at vi kunne lugte blodet.” Med disse ord beskriver Robert Fisk de dramatiske begivenheder på Tahrir Square, hvor revolutionens og kontrarevolutionens styrker stødte frontalt sammen. Voldsomme kampe varede hele dagen og hele natten på pladsen og i gaderne omring.

Denne pogrom blev præsenteret for verden som en spontant reaktion fra almindelige borgere, der har fået nok af uorden. Den blev beskrevet som et sammenstød mellem to rivaliserende politiske bevægelser. På begge sider kæmpede titusinder af unge mænd, mens de sang Egyptens nationalsang og viftede med det egyptiske flag. Det blev beskrevet som ”kaos” og ”Egypteres kamp imod egyptere”

Men der er en fundamental forskel. På den ene side står repræsentanterne for arbejdere og unge, for demokrater og progressive intellektuelle, det vil sige alle levende kræfter i Egypten. På den anden side af barrikaderne står repræsentanterne for det reaktionære og korrupte regime, oligarkiet, bureaukratiet, forbryderne og torturbødlerne. Den ene side kæmper for fremtiden, håb og frihed. Den anden side kæmper for at forsvare en skammelig og barbarisk fortid.

En farlig klasse

Der var intet spontant omkring dette voldsomme og blodige sammenstød. Det var yderst organiseret og planlagt. Det var et sidste desperat forsøg på at forsvare Mubaraks diktatur. Ledere fra det National Demokratiske Parti [Mubaraks parti] delte store plakater med Mubarak ud, og plakaterne blev holdt af mænd med politistave og knipler. Deres vilkårlige brug af tåregas disse var endnu et bevis (hvis der overhovedet var brug for beviser) på, at disse pro-regerings ”demonstranter” i virkeligheden var politifolk uden uniform.

Selvfølgelig handlede politiet ikke alene. De tømte fængslerne for kriminelle, som de organiserede og bevæbnede. De brugte også disses kontakter i den kriminelle verden til at mobilisere tusinder af unge mænd fra slumkvartererne i Kairo for at kæmpe for dem. Disse er pjalteproletarer, de ”mørke styrker”, der blev beskrevet af Marx og Engels i det kommunistiske manifest:

”Pjalteproletariatet, dele af de laveste lag, der er udskilt af det gamle samfund, og som modstandsløst rådner op, sættes hist og her i bevægelse ved en proletarisk revolution, men ifølge hele sin stilling vil det være mere tilbøjeligt til at lade sig købe til reaktionære rumlerier.”

Det er netop dette, vi ser i Kairos gader. Robert Fisk bevidner dette:
”problemet er, at Mubaraks mænd er de samme bøller jeg så dengang da de arbejdede sammen med bevæbnede sikkerhedsstyrke for at slå ned på demonstranter. En af dem, med gul t-shirt, sjusket hår og lyse røde øjne – jeg ved ikke hvad han var på – bar det samme jernrør, som han havde brugt i fredags. Endnu engang var Mubaraks forsvarere tilbage. De sang endda det samme gamle omkvæd – der altid bliver forandret for at tilpasse den lokale diktators navn – ” med vores blod, med vores sjæl, giver vi os selv til dig”.

Dette brutale angreb var Hosni Mubaraks sande svar til det egyptiske folks krav om demokrati. En hær af bøller, rekrutteret fra fængsler og slumkvarterer, kørt ind til Kairo med bus fra alle dele af landet. Dette var en broget koalition af de mest ignorante, bestikkelige, tilbagestående elementer i samfundet. De mænd, der på kamel og hesteryg galoperede ind på pladsen, var tilsyneladende rekrutteret fra de stakler, der tjener til føden ved at leje deres dyr ud til turister nær pyramiderne.

Fisk skriver: ”Så langt væk som Giza, havde NDP samlet de folk, der kontrollerede valget. De skreg deres støtte, mens de marcherede ved siden af en stinkende rendesten. Ikke lang væk kunne en kamelejer høres sige: ”hvis du ikke kender Mubarak, kender du ikke Allah” – hvilket var, for at sige det mildt, lidt for meget”

Bevæbnede med knipler, jernstænger, knive, sten og molotovcocktails prøvede de at storme pladsen. De kontra-revolutionære kom frem på tagene i de tilstødende lejligheder. Derfra smed de betonplader og molotovcocktails på folk på pladsen

Ved dagens slutning var der rapporter om fem døde i Kairo. Til slut kan dette være meget mere.

Hæren

Mange spørger: Hvad med hæren? Hæren opmuntrede demonstranterne ved at kalde deres krav legitime og ved at love ikke at skyde på dem. Men den har forholdt sig passiv mens demonstranterne er blevet angrebet. Med andre ord har hæren hemmeligt handlet i samarbejde med de kontrarevolutionære. De åbnede passager, således at bøllerne kunne komme ind på pladsen. Bag efter satte de sig tilbage og gjorde intet.

Hundrede af folk på pladsen bar bandager og andre tegn på at være blevet skadede, mens hæren så på. Robert Fisk skriver: ”Den egyptiske tredje armé, kendt fra legender og sange for at have krydset Suez in 1973, kunne ikke engang – eller ville ikke – krydse Tahrir pladsen for at hjælpe de sårede” Denne forræderiske ”neutralitet” er til støtte for de kontrarevolutionære.

Mohamed al-Samadi, en læge der havde behandlet folk, klagede over at tropperne ikke hjalp. ”Når vi kommer her gennemsøger de os for våben, men de lader bevæbnede bøller komme og angribe os” sagde han, men han forblev trodsig: ”Vi nægter at gå, Vi kan ikke lade Mubarak blive i otte måneder”

Mange observatører har fundet hærens ageren underlig. Men der er intet underligt ved dette. Lenin forklarede for lang tid siden, at staten er bevæbnede formationer af mænd til at forsvare ejendom.

Det er meget muligt, at der er splittelser i hæren. De øverste generaler er mest interesserede i at bevare status quo. De er en integreret del af regimet, og har fået deres egen del af byttet. De normale soldater vil være under pres fra masserne, men er også udsat for hærens disciplin. De mellemliggende lag af officerer vil være delte: nogle vil være mere tilbøjelige overfor status quo, men andre er sympatiske overfor demonstranterne.

Flertallet af tropperne er forvirrede og forstår ikke, hvad der sker. Fisk citerer følgende begivenhed: ”og der var soldater på en pansret mandskabsvogn, der lod der lod stenene flyve forbi ham indtil han hoppede ned på vejen blandt Mubaraks fjender og slog sine arme omkring dem, mens tårerne trillede ned af hans ansigt”

Ved at indlede et modangreb prøver Mubarak at forfølge en meget risikabel strategi. Han bliver utvivlsomt tilskyndet til at stå imod fra saudierne og andre reaktionære arabiske regimer, der er rædselsslagne af den afsmittende virkning fra en ”smitsom” sejrrig revolution i Egypten. Men disse handlinger vil sætte den egyptiske hær under massiv pres. Hvor meget hærens indre sammenhængskræft kan modstå disse pres er et åbent spørgsmål.

Kontrarevolutionens strategi

Resultatet er en kompliceret ligning der kun kan løses af kampen mellem levende styrker. Det er derfor, at kampen om Tahrir Square var så vigtig. Hvis de kontrarevolutionære styrker havde vundet, ville det have betydet en drejning i hele processen. Sejr for kontrarevolutionen ville have haft en demoraliserende effekt på grund af den symbolske betydning af pladsen.

Onsdag opfordrede den egyptiske vicepræsident Omar Suleiman demonstranterne på Tahrir Square til at ”forlade pladsen og adlyde udgangsforbuddet for at genoprette roen”. Han sagde at indledningen af dialog med reformisterne og oppositionen afhang af, at protesterne i gaderne ophører. Men regimet vil ikke have travlt med at tale med nogen som helst, hvis masserne forlader gaderne.

Når først, de revolutionære mister initiativet, vil det være relativt nemt at kvæle de revolutionære tendenser i hæren og at genskabe disciplin. Dernæst vil man rydde gaderne i hovedstaden - centimeter for centimeter, én for én, og drive revolutionen tilbage. ”Roen” vil være blevet genoprettet. Butikkerne og bankerne vil være genåbnet søndag, for at give et indtryk af at tingene ville køre som normalt. Langsomt ville bevægelsen miste momentum og folk ville glide tilbage til deres daglige rutiner.

Politiet ville dukke op på gaden igen og arrestationer blive gennemført. De ville inkludere nogle få kriminelle, men ville i overvældende grad være modstandere af Mubarak, især de vigtigste aktivister. Dette ville skræmme den ”moderate opposition” der ville være tvunget til at acceptere de små krummer, som regimet tilbød dem, eller at gå i eksil. Mubarak ville forblive i sit palads. Kontrarevolutionen ville forblive i sadlen. Men alle disse planer blev forpurret af oprørernes mod og beslutsomhed.

Til at begynde med blev de overraskede og overvældede af de kontrarevolutionære, men de kæmpede tilbage. Hæren tillod Mubaraks mænd at gå ind på pladsen (dette var tydeligvis arrangeret på forhånd). De begyndte at smide sten på demonstranterne. Men demonstranterne nægtede at lade sig skræmme, og de begyndte at bryde sten op for at slå dem tilbage.

De revolutionæres mod

I takt med at nyheden begyndte at brede sig, kom tusinder af egyptere til pladsen. Som Fisk skriver, sværmede de imod hinanden som romerske kæmpere. De overrumplede fuldstændig de enheder, der ”stod vagt” ved pladsen, ved at kravle over deres kampvogne og pansrede køretøjer for dernæst at bruge dem som dække.

Mubaraks tilhængere krydsede hele pladsen, men til sidst blev de drevet ud af oprørernes mod. Robert Fisk var med Mubaraks tilhængere, da de stormede ind på pladsen. Han giver et meget grafisk billede af hvad der skete:

”Himlen far fyldt med sten – Jeg taler om sten på 15 cm i diameter, der ramte jorden som mortergranater. På denne side kom de selvfølgelig fra Mubaraks modstandere. De smadrede ind på murene omkring os. På dette tidspunkt vendte NDP-mændene sig om og løb i panik mens præsidentens modstandere stormede frem. Jeg stod med ryggen mod et lukket rejsebureau – Jeg kan huske en plakat for en romantisk weekend i Luxor og den legendariske ”gravenes dal”
[…] Selvfølgelig ville det være en overdrivelse at sige, at stenene overskyggede himlen, men på nogle tidspunkter var der hundredvis af sten i luften. De smadrede en hel militær lastbil ved at smadre dens sider og knuse dens ruder. Stenene kom fra sidegaderne Champollion Street og Talaat Harb. Mændene var svedige, og med røde bandanaer råbte de deres had. Mange af dem havde hvide klude om deres sår. Nogle blev slæbt forbi mig, mens de sprøjtede blod over hele vejen”

Fisk fortsætter:

”Jeg så unge kvinder i tørklæder og lange klæder, der sad på knæene og brækkede brosten op mens stenene faldt hele vejen omkring dem. De kæmpede tilbage med et enormt mod, der senere blev en slags forfærdelig grusomhed.

”Nogle slæbte Mubaraks sikkerhedsfolk rundt om pladsen. De slog dem, indtil blodet brød frem fra deres hoveder og sprøjtede på deres tøj.”

Hvad ville man ellers forvente? Når ubevæbnede mænd og kvinder bliver udsat for et voldeligt overfald, har de så ikke ret til at forsvare sig med voldelige midler? Retten til selvforsvar er universelt anerkendt i enhver civiliseret nation. Og der er intet forkasteligt ved det, hvis de sidenhen hævner sig over de betalte bøller, der ikke viser nogen nåde over for ældre, kvinder og børn. Disse uhyrer fik, hvad de fortjente. Under omstændighederne slap de billigt.

De egyptiske revolutionære reddede sig selv i går. De modstod det første stormløb og kæmpede modigt imod og pressede fjenden tilbage over hele linjen. Til sidst vandt de kampen om Tahrir. Men der var en høj pris for dette. Fem blev rapporteret døde mens 1500 blev sårede. Ingen kender de virkelige tal. Og selvom det revolutionære folk har vundet en vigtig kamp, så er det centrale spørgsmål – spørgsmålet om magten – ikke blevet løst.

Hykleri om ”vold”

Den egyptiske revolution har kastet de vestlige regeringer ud i forvirring. De havde ikke forventet disse begivenheder, og ved ikke, hvordan de skal reagere. Det seneste trick er, at ”beklage vold” og kalde på alle sider til at ”vise mådehold”. Ban Ki-Moon, FN’s general sekretær, sagde, at hvis regimet støttede vold, ville det være ”fuldstændig uacceptabelt”. Samme slags kommentarer får vi fra Washington og London: ”hvis regimet er ansvarligt”, ”Hvis det kan påvises, at regeringen har organiseret angreb” eller ”hvis der ikke er gjort noget for at forhindre dette” og så videre.

Alle ved, hvem der stod bag dette blodige overfald på fredelige og ubevæbnede demonstranter. Men Obama, Cameron og Ban Ki-Moon udførte stadigvæk samme hykleriske skuespil, og lod som om, de ikke vidste, hvem der var ansvarlig. De placerede offeret på samme niveau som overfaldspersonen. Og selv hvis regeringen i Egypten bliver kendt som den ansvarlige, hvad foreslår I så, bliver gjort? Svare er klart: intet som helst.

Robert Gibbs, der er Obamas talsperson, sagde i onsdags: ”Hvis noget af volden er startet af regeringen, må det stoppe omgående”. Han opfordrede til ”mådehold på alle sider”. Dette er hykleri i den mest frastødende form. Indtil i går var bevægelsen i Egypten fuldstændig fredelig. Masserne der har været samlet på Tahrir Square, har handlet i en ordentlig og disciplineret form. De har beskyttet skattene på det nationale museum imod røvere. De har dirigeret trafikken. De har fjernet skrald fra gaderne.

I går blev disse fredelige demonstranter voldeligt angrebet af bevæbnede kriminelle der var organiseret og dirigeret af Mubaraks hemmelige politi. Dette ondskabsfulde angreb var fuldstændig uprovokeret. Forestil jer følgende scenarie: en ond bandit der er bevæbnet til tænderne, angriber en ubevæbnet mand på gaden, og prøver at dræbe ham. Offeret for det uprovokeret angreb prøver at forsvare sig ved at slå og sparke. Så kommer en politibetjent, og gør intet for at stoppe angrebet, men rådgiver i stedet både det ubevæbnede offer og den bevæbnede overfaldsmand til at ”vise mådehold”. Hvad ville vi sige til sådan adfærd?

Volden gør livet svært for Mubaraks tidligere venner, internationalt og internt, der har accepteret hans løfte om at træde tilbage til september. Sammen med USA har Frankrig, Tyskland og England opfordret til en hurtig overgang. Deres sind er vokset sammen af de internationale uvikling efter begivenhederne i Egypten – både økonomisk og politisk.

Oliepriserne er steget ovenpå frygt for, at uroen kan sprede sig til andre autoritære arabiske stater, inklusiv oliegiganten Saudi Arabien, eller at forstyrre olieforsyningen fra det Røde Hav til Middelhavet igennem Suez kanalen. Olieprisen passerede 103 dollars i torsdags.

I mellemtiden flyder den revolutionære bølge i alle retninger. I torsdags, samledes tusinder af anti-regerings demonstranter i den yemenitiske hovedstad Sanaa for at kræve et skifte i regeringen og for at sige, at præsident Ali Abdullah Salehs tilbud fra i onsdags om at træde tilbage i 2013, ikke var nok.

Af alle disse årsager behøver imperialisterne stabilitet i Mellemøsten. Men hvordan skal de få dette? Det er spørgsmålet. Lige fra starten har USA kæmpet med at finde en sammenhængende reaktion til begivenheder, der skifter fra dag til dag, - ja hver time. I virkeligheden er verdens stærkeste magt blevet reduceret til rollen som hjælpeløs tilskuer. En artikel i Independet i dag af deres korrespondent i Washington, Rupert Cornwell, havde følgende interessante titel: Washingtons stærke ord understreger USA\'s impotens

Den siger: ”I virkeligheden understreger ordene den såre hjælpeløshed hos regeringen, der på nuværende tidspunkt er reduceret til at se på TV ligesom alle andre, og krydse fingre for, hvordan tingene skal udvikle sig – i Egypten lige nu, men også i andre venlige lande i regionen, mest af alt Saudi Arabien og Jordan”

Obama tør ikke kalde på Mubaraks fald offentligt på grund af den effekt, det kan have i andre stater. Han er nødsaget til at tale i en forsigtigt og beregnende kode. ”En velordnet overgang må være meningsfuld, den må være fredelig, og den må begynde nu” sagde den amerikanske præsident få timer efter, at den egyptiske leder havde talt i tirsdags. Det vigtigste ord skulle have været ”nu”. Dette var ment for at sige klart, hvor Obama stod.

Men ingen i Kairos gader forstod beskeden. Endnu værre, Mubarak kaldte straks hans bluff ved at kalde sine tilhængere ud i gaderne for at angribe demonstranterne. Om noget, så har de seneste slibrige ord fra Obama været mere skammelige og frastødende end Bush’ åbenlyst reaktionære politik. Demonstranternes ”lidenskab og værdighed” var en ”inspiration for folk i hele verden”, ”vi hører jeres stemmer”, sagde præsidenten.

Nogle sagde i går, at selv sproget ikke kunne oversættes til forståelig arabisk. Det kan ikke være overraskende når det knap nok kan forstås på engelsk. Formålet med denne diplomatiske sprogbrug er i hvert fald heller ikke at formidle idéer, men at forklæde dem. Det problem, som Obama har, er, at det er meget svært at jage med hundene, og løbe med haren på samme tid.

Enhver amerikansk regering har støttet, bevæbnet og finansieret Mubarak-regimet. Obama og Clinton er ikke anderledes end Bush og Reagan i dette tilfælde. De har alle bakket op om denne loyale allierede af USA og Israel. De har alle tiet om regimets mange forbrydelser. Clinton sagde i november 2010: ”Partnerskabet mellem USA og Egypten er et hjørnesten for stabilitet og sikkerhed i Mellemøsten og videre. Vi ser til Egypten som regional og global leder i en bred række af spørgsmål. Dette er et forhold rodfæstet i gensidig respekt og fælles interesser samt en fortid med samarbejde og fælles visioner for fremtiden”

I dag sagde Tony Blair, Bush’ hoved-medgerningsmand i Irak, dette om Mubarak:

”Hvordan man har det med ham afhænger af, om man har arbejdet med ham udefra eller indefra. Jeg har arbejdet med ham i fredsprocessen i Mellemøsten mellem israelerne og palæstinenserne. Det vil sige, at det er en person, som jeg er i konstant kontakt med, og som jeg arbejder med på det spørgsmål. Jeg vil sige, at han har været enormt modig og en god styrke”

Disse ord blev udtalt efter de morderiske angreb mod demonstranterne. De viser, at de europæiske regeringer ikke står bedre end USA når det kommer til Mellemøsten. De er alle medskyldige i disse forbrydelser, og der er lige meget blod på deres hænder.

Mubarak, som den snu politiker han er, håber, at det Hvide Hus stiltiende vil acceptere overgrebene i håbet om, at stabilitet kan blive opretholdt i Egypten og i andre stater i regionen. Men dette er et forgæves håb. Det vil kun udskyde de uundgåelige og øge fjendskabet imod USA og Egypten over hele regionen.

Selv om de amerikanske politikere ikke er særlig kloge, kan selv de dummeste blandt dem vel forstå, at det ikke er god politik for Washington at ofre sine langsigtede interesser til gengæld for kortsigtede og illusoriske sejre. Indtil videre har anti-amerikanske slogans ikke spillet så stor en rolle i Kairos gader. Men det kan ændre sig meget hurtigt!

Lige meget hvad der sker i de næste dage og uger, vil det egyptiske folk aldrig glemme Hosni Mubaraks forbrydelser. Hans navn vil altid være brændemærket med skændsel. Og de vil aldrig tilgive de vestlige regeringer, som til det sidste gav støtte til bødlerne i Kairo. Ordene ”demokrati” og ”menneskerettigheder” i Obamas og hans europæiske ligemænds munde stinker af hykleri.

For et revolutionært program!

Mens imperialisterne taler om en ”velordnet overgang” skyder kontra-revolutionen folk ned i gaderne. Ved dagslys var der en pause, mens tropperne med tanks så på. Men hen mod morgenen blev pro-Mubarak banderne set bevæge sig imod pladsen med knive og køller. Reuters rapporterer, at Mubaraks tilhængere åbner ild mod demonstranterne og dræber mindst fem.

Disse skudepisoder startede omkring klokken 04.00 mens hundrede af anti-regerings aktivister sov på pladsen. Bagmændene til denne forbrydelse er kendte. En ledende amerikansk embedsmand sagde i onsdags, at det var klart, at ”nogle, der var loyale over for Mubarak havde kastet disse folk ud for at skræmme demonstranterne.”

Det nytter ikke at bede hæren om at stoppe morderne. Det er endnu mere forgæves at appellere til det ”internationale samfund”, - de samme vestlige regeringer, der har været bag Mubarak hele tiden.

Der er en magt i samfundet, der er stærkere en enhver stat. Det er folket. Men det må organiseres. Da politiet blev taget væk fra gaden for at skabe kaos og uorden, satte folket komitéer op for at forsvare deres områder fra kriminelle elementer. Den samme idé må nu tages op og generaliseres: Lav forsvarskomitéer overalt!

Truslen fra kontra-revolutionære bander af kriminelle kan kun blive besvaret, hvis folket bevæbner sig til selvforsvar. Pacifisme nytter ikke når, man står over for bevæbnede kriminelle. Det er nødvendigt at bevæbne folket! Hvis de angriber med stænger og sten, bevæbn jer med stænger og sten. Hvis de angriber med molotovcocktails, bevæbn jer med molotovcocktails, hvis de angriber med pistoler, bevæbn jer med pistoler.

Den eneste måde at besejre kontra-revolutionen er ved at optrappe masseaktioner, og føre dem til et højere plan. Det betyder, at organisere en komplet generalstrejke. Fratag regimet transport, benzin, telefoner, post, lys, varme og vand. På den måde vil I vise dem, at arbejderklassen er mere magtfuld end alle deres bevæbnede voldsmænd og politimænd tilsammen.

En generalstrejke over hele Egypten vil vise, hvem der i virkeligheden har magten i landet. For at organisere dette på den mest effektive måde, er det nødvendigt at opsætte valgte komitéer til forsvar for revolutionen i alle fabrikker, gader og landsbyer. De revolutionære komitéer må forbindes på lokal, regional og national plan. Dette vil være kimen til den fremtidige demokratiske regering – et reelt alternativ til det rådne diktatoriske regime

Hvis der er en lære, man kan drage af erfaringerne fra den seneste uge, er det dette: Folket kan ikke stole på andre end dem selv: Stol på jeres egen magt, jeres egen solidaritet, jeres eget mod, jeres egen organisation!

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)