Italien: stigende massebevægelse

Den politiske situation i Italien byder på økonomisk krise, en radikalisering til højre i regeringen, krise i reformismen, en splittelse i bureaukratierne i fagforeningerne og en stigende bevægelse i arbejderklassen. Det er en meget eksplosiv situation, som lægger grunden til bevægelser med karakter af opstand i fremtiden, hvilket vi har set i Latinamerika.

Men lad os tage en ting af gangen. Krisen er global, men dens virkning i Italien er meget omfattende.

Mellem den 12. december og den 12. januar blev industien nærmest standset. Aldrig tidligere har vi set en tilsvarende opbremsning i industrien i løbet af en måned. 900.000 arbejdspladser er blevet tabt (særligt blandt løsarbejdere og vikarer), og millioner af arbejdere er blevet fyret i ti til 15 uger med lønninger på under 600-700 euro om måneden.

Produktionen er blevet hårdt ramt af krisen, især er bilfabrikanten Fiat blevet hårdt ramt. Fiat er den vigtigste virksomhed i Italien, og sammen med dets underleverandører står de for 12 procent af BNP i Italien. 58.000 arbejdere er blevet fyret fra Fiat, og det er muligt at to af firmaets fem fabrikker bliver lukket (de ligger begge i det sydlige Italien i Pomigliano d'Arco ved Napoli og Termini Imerese på Sicilien).

Vi står over for en klassisk overproduktionskrise For at give en ide om, hvad der sker i bilindustrien rækker det at sige, at mens der er en Fiat-fabrik i Brasilien, som producerer 700.000 biler om året og en fabrik i Polen der producerer 400.000, så er der i Italien fire fabrikker på samme størrelse samt en fabrik i Torino, som er langt større, der tilsammen producerer 600.000 biler. Hver af disse fabrikker kunne hver især producere mellem 600.000 og 800.000 biler. Udnyttelsen af kapitalapparatet ligger i øjeblikket på omkring 30 procent af produktionskapaciteten.

Berlusconi-regeringn har givet to milliarder euro i skrotpræmier, et tiltag der vil tillade Fiat at profitere på krisen uden mat sikre arbejderne en fremtid. Der er ingen plan for industrien, og tiltagene omfatter ikke produktionen på fabrikkerne i Pomigliano og Termini Imerese. På trods af, at Fiat havde et overskud på tre milliarder euro i 2008 nægter firmaet at bruge en eneste euro på at sikre arbejdernes lønninger. Det mest vanvittige er, at mens produktionen er blevet indstillet i 20 uger på fabrikken i Termoli, kører motorfabrikken med 17 skift om ugen med arbejdere, der er tvunget til at arbejde over.

Den 27. februar blev der afholdt en strejke i lokalområdet, for at forsvare arbejdspladser på Fiat fabrikken. Denne strejke havde en betydelig indflydelse, da den ikke kun involdverede arbejdere på Fiat, der deltog i demonstrationen (delegerede Fiat-arbejdere fra fabrikker overalt i Italien), men også industriarbejdere fra hele regionen. Den dag var der ingen fabrikker, skoler eller butikker åbne i Pomigliano. Udover industriarbejdere, var også studerende, butiksejere, kunstnere, selvstændige – endda den lokale biskop, nonner og alterdrenge tilstede.

Det var ægte klassekamp, den lokale befolkning udviste. Og ligeså var niveauet af deltagelse ved kampen i Pomigliano, som den reaktionære pave Ratzinger blev nødt til at nævne ved sin sermoni den kommende søndag. Den lokale biskop valgte at køre den længere ud. Da han stod ved fagforeningens talerstol, angreb han ’dem der vil beskytte deres profitter, vil have arbejderne til at betale for krisen.

Ved selv samme møde udtalte Gianni Rinaldini (generalsekretær for FIOM-CGIL, metalarbejdernes fagforening), at ’’der snart vil komme en national demonstration med deltagelse af alle Fiat-arbejdere fra gruppen i Turin.’’ Da han afsluttede, modtog han enorme bilfald og tilråb fra de folk, der var mødt op.

Det generelle billede

Konflikten på Fiat udbrød på same tid, som den åbne splittelse mellem de officielle faglige hovedorganisationer. Mens CISL, UIL og UGT (en højredrejet fagforening) alle har underskrevet en aftale med staten og Confindustria (arbejdsgiverforeningen), der gør op med kollektive overenskomster og erstatter dem med et system, der mere minder om den korporative model i stedet for ægte fagligt arbejde, har CGIL nægtet at underskrive en sådan aftale. De har i stedet indkaldt til landsdækkende demonstration den 4. april.

Forud for dette har der været adskillige mindre strejker. Blandt andet var der en fælles strejke mellem FIOM-CGIL (metalarbejdernes fagforening) og de offentligt ansatte under CGIl den 13. februar. Her demonstrerede 500.000 arbejdere. Den 18. marts er det lærernes tur.

CISL, UIL og UGL har indgået en række særskilte, skandaløse aftaler, og de har taget skridt i retning af at acceptere den nye anti-strejke lovgivning, som regeringen foreslår, der – hvis den bliver vedtaget – vil skabe en situation, hvor 90 procent af strejkerne vil være ulovlige.

Linjen med socialt partnerskab, som CGIL selv har accepteret i løbet af de seneste 15 år, skaber en situation hvor selve eksistensen af den største fagforening (CGIL) er truet af Berlusconi og arbejdsgiverforeningen. Dette kan bureaukratiet i CGIL naturligvis ikke acceptere.

Det er grunden til, at CGIL-apparatet forsøger at reagere, men det kan de kun gøre ved at antage mere radikale paroler og basere sig på arbejderbevægelsens kampvilje. Men det er vanskeligt fordi lederne ikke er de samme som i 1970’erne, og de er ikke vant til konflikt. Det åbner derfor op for en kamp inde i CGIL om hvilken linje, der skal stå i spidsen.

På den ene side står Epifani, generalsekretæren der desperat – men uden held – forsøger at opnå en aftale og vende tilbage til politikken med social kontrakt med arbejdsgiverne og den borgerlige regering. På den anden side er der en fløj, som ledes af Rinaldini (generalsekretær for FIOM) og Podda (leder for de offentligt ansatte i CGIL), som presser på for et skridt til venstre inde i CGIL, et venstresving der svarer til det, der fandt sted i partiet Rifundazione Communista på partiets kongres sidste sommer efter erfaringen med den katastrofale Prodi-regering.

Stort råderum for venstrefløjen

Partiet PD (det demokratiske parti) er blevet rystet af lokale valg (i Abruzzo og Sardinien), hvor partiet tabte mere end 10 procentpoint. Det førte til, at lederen Veltroni trak sig tilbage, og at næstformanden Dario Franceschini blev valgt til partiets leder med 92 procent af stemmerne.

Dario Franceschini er en politiker, der kommer fra de gamle kristendemokrater (DC). Imidlertid stod den eneste anden kandidat, Parisi, endnu længere til højre (han kom fra DC-fraktionen omkring den tidligere premierminister Romano Prodi). Der var ingen kandidat fra det tidligere socialdemokratiske parti DS, som opstod ud af splittelsen i det gamle kommunistparti PCI i 1991.

Det der er tilbage af det gamle socialdemokratiske bureaukrati inde i PD, som nu er et borgerligt parti, led endnu et nederlag. For at sige det mere præcist kæmpede de ikke engang og indså, at de ikke var i stand til at få partiet til at støtte de kampe, som CGIL har organiseret siden oktober.

Det største problem, CGIL står over for i dag, er at de ikke har et politisk parti at henvise til. Det ar aldrig tidligere været tilfældet, og det er netop på et tidspunkt hvor de står over for de hidtil hårdeste angreb fra regeringen og arbejdsgiverne.

PD har afvist at støtte CGIL’s mobiliseringer. Partiet er ikke tilknyttet ESP (det eruopæiske socialistparti) og det støtter privatisering, anti-strejke lovgivningen samt nedskæringer. Det forsøger desuden at overhale regeringen hvad angår racistisk politik og ødelæggelse af miljøet. PD er et parti for arbejdsgiverne. Det er et parti, der er begravet dybt i korruptionsskandaler i hvert hjørne af landet, og mange af lederne sidder i fængsel.

Udfordringen for Rifundazione Communista i dag, sammen med andre mindre kræfter på venstrefløjen, er følgende: at synke dybere rødder blandt arbejderklassen, at basere sig på klassekamp, at give en stemme til den bevægelse, der udfolder sig og opbygge en tilstrækkelig masse (uden at glemme at hele venstrefløjen mistede sine pladser i parlamentet sidste april) til at partiet kan blive et referencepunkt for arbejderklassen og for en ny, offensiv, faglig kamp. Denne offensive faglige kamp anføres af CGIL og en række mindre udsplittede fagforeninger, der for første gang nogensinde marcherede side om side med CGIL den 12. december og den 12. februar.

I Italien er der en ny periode, der åbner sig. De nuværende parlamentariske styrkeforhold (som er stærkt til fordel for højrefløjen) bør ikke gøre os blinde over for de oprejsninger, der bliver forberedt i dette land, hvor den italienske arbejderklasse med sikkerhed vil spille den ledende rolle.