Israelsk terrorangreb på Hizbollah: Netanhayu ønsker en regional krig

Denne artikel blev oprindeligt udgivet onsdag den 18. september på marxist.com, efter at Israel havde foretaget et terrorangreb på Libanon, hvor personsøgere eksploderede. Den efterfølgende dag blev endnu et angreb gennemført i stil med det første, men denne gang i form af walkie-talkier, der ligeledes eksploderede.

[Source]

Mindst ni mennesker blev dræbt — herunder en 10-årig pige — og over 2.800 blev såret, da de personsøgere, de bar, blev sprunget i luften i et hidtil uset angreb mod Hizbollah i Libanon. Ifølge amerikanske embedsmænd stod Israel bag angrebet, som havde været under forberedelse i månedsvis. Angrebet finder sted, mens Netanyahus kabinet netop har vedtaget at udvide krigsmålene til at inkludere hjemsendelse af dem, der er blevet fordrevet fra den nordlige del af Israel. Det er et tegn på, at en invasion af Libanon er under opsejling.

Vi må sige tingene, som det er. Dette er et terrorangreb begået af Israel i strid med Libanons suverænitet og mod et parti, som er en del af landets regeringskoalition. Et angreb, der har ramt hundredvis af civile (både medlemmer af Hizbollah, som er en del af den civile infrastruktur, og deres familier, venner, kolleger og forbipasserende), og som har til formål at fremprovokere en eskalation, der kan føre til en altomfattende regional krig.

For det første må vi pointere, at hvis Iran, Hizbollah eller houthierne havde udført et så omfattende angreb, ville hele det såkaldte internationale samfund have været oppe i det røde felt og fordømt angrebet på det kraftigste. De ville — med rette — beskrive gerningsmændene som terrorister. Derefter ville de bevæbne dem, der blev udsat for angrebet, med de mest moderne våben under påskud af "retten til selvforsvar".

Men ingen af de ting vil ske, eftersom det er Israel, der har udført angrebet, et land, som er en af amerikansk imperialismes meget få pålidelige allierede i denne afgørende region.

Talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, Matthew Miller, begrænsede sig til at sige, at USA ikke havde noget med angrebet at gøre, og at de ikke var blevet advaret på forhånd. Det er en påstand, som man må tage med et stort gran salt. Der sker ikke meget i Mellemøsten, uden at den amerikanske efterretningstjeneste har kendskab til det.

Hvis det er sandt, at de ikke kendte til angrebet, inden det blev udført, stiller det desuden ikke Washington i et godt lys. Det ville være ensbetydende med, at deres mest betroede allierede ikke advarede dem, og at de ikke formåede at finde ud af det på egen hånd.

I stedet for at fordømme terrorangrebet — og ifølge enhver fortolkning af international lov er der tale om terrorisme — tilføjede Miller naturligvis en opfordring til Iran om »ikke at udnytte nogen hændelse til at skabe yderligere ustabilitet.«

Det er den såkaldte »regelbaserede verdensordens« hjerteløse dobbeltmoral. Israel udfører en blodig og morderisk kampagne mod Gaza. Over næsten et helt år myrdes 40.000 mennesker, hvoraf de fleste er civile, herunder kvinder og børn. USA fortsætter ufortrødent med at støtte landet med milliarder af dollars i militær bistand og lover at stå ved dets side, uanset hvad der sker. Så dræber Israel Hamas' leder på iransk territorium, og USA opfordrer Iran til at udvise tilbageholdenhed. Israel gennemfører et massivt terrorangreb i Libanon mod et af partierne i regeringskoalitionen, og igen opfordrer USA Iran (ikke Israel!) til at udvise tilbageholdenhed.

Hvordan blev angrebet udført?

Ifølge flere efterretningskilder, der citeres af vestlige og arabiske medier, var angrebet mod Hizbollah nøje forberedt måneder i forvejen. I kølvandet på Hamas-angrebet den 7. oktober har Israel udført en række selektive mord på højtstående Hizbollah-medlemmer. For at forhindre Israel i at lokalisere dem, gik Hizbollah i februar fra at bruge mobiltelefoner til at bruge personsøgere, der kommunikerer via radiobølger og derfor er meget sværere at lokalisere.

Indtil videre er der ikke mange detaljer om, præcis hvordan angrebet blev udført. Ifølge de samme rapporter i vestlige og arabiske medier ser det ud til, at de personsøgere, der eksploderede, var en del af et nyt parti, som organisationen har distribueret i løbet af de sidste par måneder.

Avisen New York Times skriver:

»Ifølge amerikanske og andre embedsmænd, der var orienteret om operationen, gennemførte Israel sin operation mod Hizbollah tirsdag ved at gemme eksplosivt materiale i et nyt parti taiwansk-fremstillede personsøgere, der var importeret til Libanon.«

De personsøgere, der blev anvendt til angrebet, var næsten alle AP924-modeller fra den taiwanske producent Gold Apollo. Sprængningen blev ikke blot fremkaldt af et overophedet batteri. En lille mængde af explosivt materiale, måske helt ned til tre gram, var placeret i nærheden af batteriet. Personsøgerne var også udstyret med en kontakt, som kunne fjernudløses via en kodet besked for at udløse eksplosionen.

Personsøgerne modtog et opkald og blev derefter meget varme og eksploderede. Den iranske revolutionsgarde har rapporteret, at personsøgerne var programmeret til at bippe i 10 sekunder før eksplosionen, så brugeren ville bringe dem i synshøjde, og de dermed ville forårsage maksimal skade. Den iranske ambassadør i Libanon blev også offer for angrebet.

Det ser ud til, at omkring 5.000 personsøgere blev bestilt og distribueret til medlemmer af Hizbollah i Libanon, hvoraf dem, som på angrebstidspunktet tilfældigvis var tændte, eksploderede.

På baggrund af disse oplysninger kan vi drage nogle konklusioner. Den ene handler om, hvor sofistikeret og forudseende den israelske efterretningstjeneste er, og i hvilken grad de er i stand til at komme ind på livet af deres fjender, især Hizbollah.

For at udføre angrebet var det nødvendigt for dem at vide, hvornår og fra hvilket firma personsøgerne blev bestilt — for at kunne manipulere med dem, før de ankom til Libanon og blev distribueret. Hvis manipulationen af personsøgerne fandt sted i Taiwan, ville det rejse spørgsmål om omfanget af samarbejde mellem den israelske efterretningstjeneste og både den taiwanesiske regering og producent.

Producenten, Gold Apollo, hævder, at personsøgerne blev fremstillet af et andet firma, BAC Consulting, der har base i Budapest, og som de har en aftale med, der giver dem lov til at bruge deres varemærke. Det er stadig ikke klart, hvornår personsøgerne blev modificeret af den israelske efterretningstjeneste. Var det på produktionsstedet, før eller efter de ankom til Libanon?

Invasion af Libanon under forberedelse

Men det vigtigste spørgsmål er: Hvorfor nu? Den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet hævder, at den netop har afværget et Hizbollah-angreb på en unavngiven tidligere højtstående sikkerhedsofficer. Men det er intet andet end spil for galleriet. Den reelle årsag er en anden.

Samme dag som angrebet på Hizbollah stemte det israelske kabinet for at udvide sine krigsmål til at omfatte en sikker tilbagevenden af israelske borgere, som er blevet evakueret fra den nordlige del af landet, og til at beskytte dem mod skudveksling over grænsen mellem Israel og Libanon. Det betyder, at Israel nu officielt forbereder en invasion af Libanon med det erklærede mål at etablere en »bufferzone« for at »garantere sikkerheden i det nordlige Israel«.

Det er på denne baggrund, vi skal se terrorangrebet i tirsdags. Med det håber Israel at slå to fluer med ét smæk. For det første ville angrebet eliminere en række Hizbollah-topfolk, skabe forvirring og uorden samt så tvivl i organisationen om, i hvor høj grad Israels efterretningsvæsen har formået at infiltrere dem. For det andet håber Israel sandsynligvis, at angrebet vil fremprovokere en voldelig reaktion fra Hizbollahs side, som så kan bruges til at retfærdiggøre Israels invasion af Libanon.

En rapport i Al-Monitor hævder, at den israelske efterretningstjeneste oprindeligt planlagde at bruge attentatet i forbindelse med en landinvasion af Libanon. Men at de troede, at Hizbollah var ved at blive mistænksomme over for personsøgerne, og at de derfor var nødt til at sprænge apparaterne i luften eller helt miste muligheden for at bruge dem. Det kan være, at det er sandt, eller måske er det bare en historie, der er lækket til medierne for at aflede opmærksomheden fra den egentlige årsag. Uanset hvad, fandt angrebet sted på et meget belejligt tidspunkt, hvor forberedelserne til en israelsk landinvasion er ved at blive afsluttet.

Der er dog en dyb splittelse i Israel om netop spørgsmål om en ny invasion af Libanon, en splittelse, som når helt til toppen af den israelske stat og militæret.

I de seneste dage har både Kan, Israels offentlige tv-station, og Channel 13 rapporteret åbent om denne splittelse. Ifølge rapporterne argumenterer den øverste officer i hæren, generalmajor Ori Gordin, som er ansvarlig for de israelske forsvarsstyrkers nordkommando, for at indlede en invasion af Libanon, men forsvarsminister Gallant og IDF's stabschef Herzi Halevi er imod.

Krigsmål ikke opnået

De, som er modstandere af en invasion af Libanon, er det ikke, fordi de elsker fred. Men de kan se, at det ud fra et militært synspunkt ikke giver mening at angribe en formidabel fjende som Hizbollah lige nu. Hizbollah har titusindvis af raketter i deres arsenal og har tidligere tvunget Israel til at trække sig ud af Libanon ved invasionen i 2006. En ny krig ville i mellemtiden komme på et tidspunkt, hvor IDF ikke har været i stand til at opnå sine erklærede krigsmål i Gaza og ikke har været i stand til at nedkæmpe palæstinensisk væbnet modstand på Vestbredden.

Efter næsten et års blodig kamp er sandheden, at Israel ikke har været i stand til at redde gidslerne og tilmed er meget langt fra at have udslettet Hamas. I en artikel citerer New York Times en tidligere kommandør for IDF's Gaza-division:

»Hamas er i gang med at vinde krigen«, sagde generalmajor Gadi Shamni. »Vores soldater vinder hvert eneste taktiske møde med Hamas, men vi taber krigen, og det i stor stil.« Hamas kontrollerer stadig store dele af Gaza, og når IDF gennemfører en »operation«, kommer organisationen tilbage og genvinder kontrollen »15 minutter senere«. »Der er ingen, der kan udfordre Hamas, når de israelske styrker har forladt området,« siger Shamni.

Præcis det samme sagde IDF's øverste talsmand, viceadmiral Daniel Hagari, i et offentligt sammenstød med Netanyahu i juni: »Ideen om, at det er muligt at ødelægge Hamas, at få Hamas til at forsvinde — det er at kaste sand i øjnene på offentligheden«.

På den anden side er Netanyahus egne interesser helt anderledes og endda i modstrid med store dele af den israelske herskende klasse og statsapparatet. Hans interesser kan opsummeres således: Han er nødt til at blive ved magten for enhver pris, ellers står han over for et valgnederlag og retsforfølgelse for flere forbrydelser, som endda kan sende ham i fængsel.

For at kunne blive ved magten har han brug for, at krigen fortsætter. Og da krigen i Gaza ikke giver de ønskede resultater, er han villig til at kaste sig ud i et militært eventyr i Libanon, som kan føre regionen ud i en åben konflikt. Faktisk ville en åben konflikt i regionen være i hans interesse, da det ville trække USA ind i konflikten på Israels side og sikre hans magtposition. Det er i al fald hans forventning.

Splittelser i toppen

Netanyahu manøvrerer nu for at fjerne forsvarsminister Gallant fra regeringen, efter de to på et regeringsmøde kom op at skændes over Netanyahus konstante og åbenlyse sabotage af en gidselaftale med Hamas.

I de sidste par dage har der været hektiske forhandlinger og studehandler. Netanyahus forslag er at erstatte Gallant med sin tidligere rival Gideon Sa'ar, som løsrev sig fra Likud for at danne sit eget parti, New Hope. Det ville kræve, at Netanyahu skulle give indrømmelser i forhold til den kontroversielle retsreform, men for Bibi er det ligegyldigt nu. Hovedprioriteten er at skille sig af med alle de røster i regeringen, som er imod hans Libanon-eventyr.

Gallant udgør også en forhindring for Netanyahu i en anden, beslægtet sag. De ultraortodokse partier har truet med at vælte Netanyahus koalition, hvis han ikke fritager Yeshiva-studerende fra militærtjeneste. Drevet af sit stærke ønske om at blive ved magten er Netanyahu parat til at give den indrømmelse, men Gallant er imod.

Israeli Business Forum, som repræsenterer en stor del af landets kapitalister, advarede Netanyahu mod at fyre Gallant og sagde, at beslutningen ville »svække Israel i dets fjenders øjne og føre til dybere social splittelse blandt dets folk« samt have en negativ indvirkning på økonomien: »Premierministeren ved bedre end nogen anden, at alle økonomiske indikatorer viser, at Israel er på vej ned i en økonomisk afgrund og er ved at synke ned i en dyb recession.«

Men desværre korresponderer Netanyahus interesser — hans egen politiske overlevelse — ikke nødvendigvis med kapitalisternes på nuværende tidspunkt.

Ikke kun israelske kapitalister er bekymrede. En rapport i ABC News citerer unavngivne IDF- og andre militærofficerer, som advarer om, at Netanyahu »presser Israel ind i en potentielt katastrofal krig mod Hizbollah i Libanon«. En krig mod Hizbollah »er let at starte, men meget svær at afslutte«, sagde en anonym officer. »Vi er ved at tabe krigen, vi er ved at miste afskrækkelsen, vi er ved at miste gidslerne.« I artiklen i ABC står der, at der er »generel bekymring for, om Israel har tilstrækkeligt med ammunition og missiler til at forsvare sig selv i en eventuel konfrontation med Hizbollah«.

I et desperat forsøg på at undgå en regional krig, som USA vil blive trukket med i, blev en højtstående Biden-rådgiver, Amos Hochstein, sendt til Israel for at forsøge at overtale Bibi til ikke at invadere Libanon. Ifølge kilder citeret af Axios insisterede Hochstein på, »at USA ikke mener, at en konflikt i Libanon vil hjælpe med at opnå målet om, at fordrevne israelere kan vende tilbage til deres hjem i nord«, og at »en total krig med Hizbollah risikerer at føre til en meget bredere og langvarig regional konflikt«.

Som ved tidligere lejligheder ignorerede Netanyahu selvfølgelig fuldstændig dette blide skub fra USA og fortsatte med at gøre præcis det modsatte af, hvad han var blevet rådgivet til at gøre. Han er udmærket klar over, at USA måske er uenig med ham i taktik eller strategi, men i sidste ende vil udfaldet være til hans fordel.

Umiddelbart efter den 7. oktober skyndte Biden sig til Israel for at omfavne den vanvittige indehaver af premierministerens kontor og fortalte ham i klare vendinger, at USA var på hans side uanset hvad. Ved at erklære, at USA's støtte var »urokkelig«, gav Biden Netanyahu frie hænder til at gøre, præcis hvad han ville.

Amerikansk imperialisme har til tider offentligt udtrykt deres uenighed med ham og endda truet med at tilbageholde våbenleverancer til Israel. Det er til dels for at tilfredsstille de amerikanske vælgere — hvor det ikke har haft nogen som helst effekt — og til dels på grund af en ægte frygt for de revolutionære konsekvenser, Netanyahus handlinger kan få for andre regimer i regionen, som også er USA's allierede, og som Washington ikke ønsker at miste.

Det afgørende er, at den israelske premierminister udmærket ved, at USA i sidste ende altid vil støtte Israel, når det kommer til stykket. Det vil kun være endnu mere sandt i tilfælde af en regional krig.

Så Netanyahu lytter til, hvad Biden og hans udsendinge har at sige, og gør derefter, hvad han mener er bedst for ham selv, selvom det ofte er det stik modsatte af, hvad USA lige har fortalt ham.

Den samme Axios-rapport beretter om Netanyahus svar til Hochstein: »Israel værdsætter og respekterer støtten fra Biden-administrationen, men i sidste ende vil det gøre, hvad der er nødvendigt for at opretholde sin sikkerhed og sikre, at beboerne i nord kan vende sikkert tilbage til deres hjem.« Oversat fra diplomatisk sprog til almindeligt dansk bad han ham om at »pisse af!«

Sandheden er, at Netanyahu er fuldstændig ligeglad med sikkerheden for beboerne i nord, på samme måde som han er fuldstændig ligeglad med skæbnen for de gidsler, der er taget af Hamas. Det har gidslernes pårørende og store dele af den israelske offentlighed allerede indset. For ham er de bare brikker, som han kan bruge til sine kyniske intriger.

Hvis vi undersøger træfningerne på grænsen mellem Libanon og Israel, kommer det sande billede til syne. Israel har udført mere end 80 procent af angrebene og dræbt mere end 80 procent af ofrene. Mange flere civile er blevet evakueret fra den libanesiske side af grænsen end fra den israelske side. Hvis vi skulle acceptere Netanyahus logik, ville Libanon være berettiget til at invadere Israel, ikke omvendt.

Hizbollah har gentagne gange sagt, at deres angreb mod Israel er til støtte for befolkningen i Gaza, og at de vil stoppe, hvis Israel indgår en våbenhvile med Hamas. Den letteste måde at garantere sikkerheden for Israels borgere i nord ville derfor være, at Israel indgik en våbenhvile, men det er netop, hvad Netanyahu bevidst har saboteret gang på gang.

En nyere rapport i Axios hævder, at Bidens rådgiver Hochstein var i Israel, da Netanyahu, Gallant og militære topfolk traf beslutningen om at udføre terrorangrebet på Libanon, men de besluttede ikke at sige et ord om det til ham. Det var kun kort, inden personerne begyndte at eksplodere, at Gallant ringede til den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin for at informere ham om, at et angreb på Libanon var nært forestående.

Man skal naturligvis tage sådanne rapporter med visse forbehold. Den eneste kilde, som Axios nævner, er en unavngiven »amerikansk embedsmand«, og USA vil selvfølgelig gerne offentligt tage afstand fra angrebet. Der er dog en detalje i historien, som lyder sandfærdig: at Gallant, som er kendt for at være imod en invasion af Libanon, skulle have ringet til Lloyd Austin. Forsvarsministeren er det mest direkte amerikanske bindeled til den israelske regering, og Lloyd Austin er kendt for at være på den lidt mindre krigsliderlige fløj i Biden-administrationen. Men selv hvis vi accepterer, at dele af rapporten er sand, så ville det indikere, at Washington havde forudgående kendskab til terrorangrebet i Libanon, hvilket er det modsatte af, hvad den amerikanske talsmand Miller hårdnakket hævdede.

Brændbart materiale kan antænde en regional krig

Israels angreb på Libanon er endnu et hasarderet træk fra Netanyahu, som truer med at optrappe konflikten i regionen. Der er allerede rigelige mængder brændbart materiale. Der er stadig det uafklarede spørgsmål om iransk gengældelse for det israelske angreb, der dræbte Hamas-lederen Hanniyeh i Teheran. Iran er tydeligvis ikke interesseret i at fremprovokere en regional krig, men samtidig kan magthaverne ikke tillade sig at tabe ansigt, når de åbenlyst bliver provokeret af Israel.

I de seneste dage har houthierne angrebet Israel med, hvad de hævder, var et hypersonisk missil. Der er en del diskussion om den nøjagtige karakter af det anvendte våben, men det står klart, at det bevægede sig med meget høj hastighed og ikke blev opfanget af hverken den amerikanske eller franske flåde i regionen og også delvist undgik det israelske luftforsvar. Det er en bekymrende udvikling for Israel. Det er uvist, hvordan det lykkedes houthierne at fremstille eller få fat i sådan et sofistikeret våben. Der er spekulationer om, hvorvidt det kan være kommet fra Iran.

Vi har set vestlig imperialismes hensynsløse provokationer mod Rusland i forbindelse med krigen i Ukraine og mere specifikt diskussionen om at tillade Rusland at bruge britiske eller amerikanske langdistancemissiler til at ramme mål dybt ind i russisk territorium. Det ville kun være logisk, hvis Rusland som modsvar var interesseret i at forsyne USA's fjender i Mellemøsten med avancerede våben og teknologi. I medierne har der været spekulationer om, at netop sådan en leverance i august blev stoppet i sidste øjeblik som følge af pres fra Saudi-Arabien på Rusland.

Pro-iranske militser i Irak har lovet at hjælpe Libanon i tilfælde af en israelsk invasion. USA er stærkt eksponeret i regionen og har militærbaser i flere lande, som kan blive mål for fremtidige angreb.

Begivenhedernes nøjagtige videre forløb kan ikke forudsiges på forhånd, men det står klart, at Netanyahu af sine egne grunde er interesseret i at optrappe konflikten, og Israels terrorangreb på Hizbollah har rykket det scenarie tættere på.

Én mands uansvarlige, hensynsløse handlinger truer med at udløse en blodig konflikt, som vil forårsage massiv død og ødelæggelse. Israelske embedsmænd har åbent talt om at »bombe Libanon tilbage til stenalderen« og om at gøre Beirut til et nyt Gaza.

Men det er ikke kun Netanyahu, der bærer ansvaret for den eskalerende konflikt. Israel ville ikke være i stand til at fortsætte sin morderiske kampagne i Gaza eller true med en regional krig, hvis det ikke var for den »urokkelige« støtte, som amerikansk imperialisme og Biden personligt har udvist Israel. Hvis Washington afbrød sin militære og økonomiske støtte til Israel, ville IDF være ude af stand til at fortsætte krigen.

Hvad vi er vidner til, er kapitalismens imperialistiske natur i det 21. århundrede: rædsel uden ende. Derfor siger vi — ned med krigsmagerne! Hvis vi skal opnå fred, må vi vælte det rådne system, der ligger til grund for imperialisme og krig.