Honduras: undertrykkelse og forhandlinger afleder modstandsbevægelsen

Fire måneder efter kuppet mod den demokratisk valgte præsident Manuel Zelaya i Honduras, har en kombination af brutal undertrykkelse og afledende taktikker ved forhandlingsbordet midlertidigt afsporet modstandsbevægelsen, men ikke formindsket befolkningens modstand mod Michelettis regime. Bevidsthedsniveauet har fortaget et kæmpe spring. Det er nødvendigt at organisere de mest fremtrædende aktivister i bevægelsen i en organisation baseret på de marxistiske ideer.

Redaktionens note: Denne artikel er skrevet 28. oktober - altså inden det blev klart, at Zelaya har accepteret aftalen om "enhed" med kupmagerne. Som denne artikel forudser, vil sådan en aftale ikke løse nogen af de grundlæggende problemer.

Præsident Zelayas tilbagevenden til landet den 21. september markerede endnu et vendepunkt i den heroiske modstandsbevægelse mod kuppet. I tre måneder har arbejdere, bønder og unge i Honduras, anført af den nationale front for modstand mod kuppet, trodset Michiletti regimets undertrykkelse med masse demonstrationer og strejker i en inspirerende bevægelse, der har vist ekstraordinær ukuelighed. Bevægelsen har formået at bygge en national ledelse med repræsentanter fra de vigtigste fagforeninger men som også omfatter bønderne, ungdommen, den sorte befolkning osv. Der er blevet oprettet lokale og regionale strukturer i modstandsbevægelsen over hele landet. Fronten er blevet en kraft, man skal regne med, og selv den amerikanske ambassadør forstod, at enhver forhandling måtte omfatte frontens ledelse for at blive accepteret af befolkningen.

Zelayas ankomst til hovedstaden Tegucigalpa, smuglet hemmeligt ind i landet for der at søge tilflugt på den brasilianske ambassade, skabte en opstemt stemning blandt hans tilhængere. Det føltes som ganske sikkert, at kup-regeringens endeligt var et spørgsmål om timer eller dage! Zelaya udviste personligt mod og loyalitet over for masserne, der havde bekæmpet kuppet. Det ville have været let for ham at forlade politik og indgå en handel med kupmagerne, men han insisterede på at blive genindsat som præsident, og han risikerede livet ved på tre tidspunkter at forsøge at komme ind i landet. Men som vi advarede om, kunne oligarkiet mærke masserne ånde dem i nakken og greb til den mest brutale repression. Hundredvis blev arresteret, der blev erklæret

Fire måneder efter kuppet mod den demokratisk valgte præsident Manuel Zelaya i Honduras, har en kombination af brutal undertrykkelse og afledende taktikker ved forhandlingsbordet midlertidigt afsporet modstandsbevægelsen, men ikke formindsket befolkningens modstand mod Michelettis regime. Bevidsthedsniveauet har fortaget et kæmpe spring. Det er nødvendigt at organisere de mest fremtrædende aktivister i bevægelsen i en organisation baseret på de marxistiske ideer.

Redaktionens note: Denne artikel er skrevet 28. oktober - altså inden det blev klart, at Zelaya har accepteret aftalen om "enhed" med kupmagerne. Som denne artikel forudser, vil sådan en aftale ikke løse nogen af de grundlæggende problemer.

Præsident Zelayas tilbagevenden til landet den 21. september markerede endnu et vendepunkt i den heroiske modstandsbevægelse mod kuppet. I tre måneder har arbejdere, bønder og unge i Honduras, anført af den nationale front for modstand mod kuppet, trodset Michiletti regimets undertrykkelse med masse demonstrationer og strejker i en inspirerende bevægelse, der har vist ekstraordinær ukuelighed. Bevægelsen har formået at bygge en national ledelse med repræsentanter fra de vigtigste fagforeninger men som også omfatter bønderne, ungdommen, den sorte befolkning osv. Der er blevet oprettet lokale og regionale strukturer i modstandsbevægelsen over hele landet. Fronten er blevet en kraft, man skal regne med, og selv den amerikanske ambassadør forstod, at enhver forhandling måtte omfatte frontens ledelse for at blive accepteret af befolkningen.

Zelayas ankomst til hovedstaden Tegucigalpa, smuglet hemmeligt ind i landet for der at søge tilflugt på den brasilianske ambassade, skabte en opstemt stemning blandt hans tilhængere. Det føltes som ganske sikkert, at kup-regeringens endeligt var et spørgsmål om timer eller dage! Zelaya udviste personligt mod og loyalitet over for masserne, der havde bekæmpet kuppet. Det ville have været let for ham at forlade politik og indgå en handel med kupmagerne, men han insisterede på at blive genindsat som præsident, og han risikerede livet ved på tre tidspunkter at forsøge at komme ind i landet. Men som vi advarede om, kunne oligarkiet mærke masserne ånde dem i nakken og greb til den mest brutale repression. Hundredvis blev arresteret, der blev erklæret undtagelsestilstand og udgangsforbud, og hæren og politiet tog kontrollen med gaderne. Masserne kæmpede stadig. I et par dage var der en tilstand af folkeligt oprør i snesevis af arbejder- og fattigkvarterer i hovedstaden og i byer rundt om i landet. I mange af disse blev barrikader sat op, og her kæmpede befolkningen imod, mens de drev hæren og politiet ud.

Men i disse skæbnesvangre timer, over for muligheden for en revolutionær omstyrtelse af diktaturet, begyndte imperialismen og en del af regimet at spille et andet kort sammen med undertrykkelseskortet; forhandling. Mens han kaldte til opstand og et sidste skub mod diktaturet, mødtes Zelaya med repræsentanter for de partier, der støtter Michiletti, og han blev set omfavne dem, da de besøgte ham på den brasilianske ambassade. Han havde allerede accepteret betingelserne for San José aftalen, der grundlæggende sagde, at han kunne komme til magten i et par måneder, at der ville være amnesti for kup magerne, og at han skulle droppe alle ideer om en grundlovsgivende forsamling. Dette har uden tvivl skabt forvirring i bevægelsen.

San José aftalen legitimerer kuppet

Modstandsfrontens ledelse havde klart meldt ud, at deres kamp var for Zelayas genindsættelse, men også for en grundlovsgivende forsamling. Hvilket i massernes øjne, selvom det er på en forvirret måde, repræsenterer deres stræben efter fundamental ændring, og at befolkningen skulle tage magten fra oligarkiet. Selv Zelaya har antydet, at han kun accepterede San José aftalens betingelser (der klart legitimerer kuppet) af taktiske grunde, og at når først han var tilbage ved magten kunne befolkningen fortsætte deres kamp for en grundlovsgivende forsamling.

På dette tidspunkt ville det have været muligt at vælte kuppet ved en revolutionær opstand. Masserne kunne have taget magten og oprettet en revolutionær grundlovsgivende forsamling på vegne af den nationale modstandsfront. Problemet er, at når det kommer til opstand, er enhver tøven fatal. Bevægelsens ledelse havde ikke en klar strategi. Dagen og tidspunktet for opstand blev ikke fastsat, da mulighederne var gunstige. De nødvendige forberedelser var ikke blevet lavet.

Det, at der blev insisteret på, at bevægelsen skulle være fredelig, betød, at muligheden for at skabe bevæbnede forsvars blokader til modstanden (for at beskytte demonstrationer, dens ledere og deres organisationer og bygninger) blev spildt, da en sådan bevæbning ville være aldeles berettiget i massernes øjne. Kombinationen af undertrykkelse og bevægelsens lederes tøven på et afgørende øjeblik betød, at muligheden ikke blev grebet. Muligheden for opstand gled forbi.

Tyngdefeltet i klassekampen flyttede sig fra gaden til forhandlingsbordet. Organisationen af Amerikanske stater (OAS) skyndte sig at sende en delegation af udenrigsministre af sted, og forhandlingerne begyndte den 7. oktober. Obama-administrationens og de latinamerikanske nøglelandes mål var klart: at nå en aftale, der vil afspore muligheden for en revolutionær omvæltning af diktaturet. Betingelserne ville være de der var angivet i San José aftalen, som går ud på, at Zelaya kan vende tilbage som præsident, men opgive al kamp for en grundlovsgivende forsamling. Desuden indebærer aftalen amnesti til de, der var involveret i kuppet. Zelaya ville komme tilbage til magten, men kun i få måneder, og med sin mund lukket, derefter ville et manipuleret valg give oligarkiet en ny legitim regering. Men fra Michelettis og oligarkiets synspunkt var forhandlinger fra start af en forsinkelses taktik, der ville tillade dem at nå frem til deres valg den 29. november, hvilket ville legitimere deres regime.

Ti dage inde i forhandlingerne bekendtgjorde Zelayas delegation, at der var enighed om 95 procent af punkterne. Den lille detalje var det ene punkt hvor der ikke var nogen aftale, netop Zelayas tilbagevenden til magten! Så i virkeligheden havde kupmagerne indvilget i at give sig selv amnesti, at Zelaya skulle stoppe kampagnen for en grundlovsgivende forsamling (hvilket var den umiddelbare grund til kuppet) og at afholde valg under deres kontrol (hvilket de ville have gjort lige meget hvad)! Dette var en farce, en klar manøvre, men det faktum at Zelayas delegation fremstillede det som en aftale, skabte endnu mere forvirring i modstandens rækker, der stadig blev mødt med hård undertrykkelse. Regimet tog sine tricks til et højere niveau, da de bekendtgjorde, at de ophævede undtagelsestilstanden (der havde suspenderet forfatningsmæssige garantier) men de offentliggjorde ikke dekretet, og derved opretholdt de undtagelsestilstanden.

Oligarkiet fik et pusterum

Lige før offentliggørelsen af den såkaldte “95 procent” aftale, forlod modstandsfrontens leder Barahona forhandlingerne. Han sagde, at han var fundamentalt uenig i Zelayas beslutning om at opgive den grundlovsgivende forsamling, selvom han respekterede hans valg. Dette træk var korrekt, men problemet var, at modstanden denne gang var blevet drevet fra gaderne ved en kombination af undertrykkelse og forhandling. Initiativet var blevet tabt.

Da de følte at de havde genvundet kontrollen, følte oligarkiet sig stærkt og forenet. De ved også, at de har stærk opbakning i Washington, der vil støtte dem hele vejen. Micheletti har nu gjort det klart, at han kun vil træde tilbage, hvis Zelaya går med til ikke at blive genindsat som præsident.

Repression den 7. oktober

Forhandlingerne er i en blindgyde. For at komme ud af dette dødvande, har Obama administrationen igen udøvet et let pres på regimet. Hillary Clinton har haft en telefonsamtale med Micheletti, og højt placerede folk i administrationen vil komme til Honduras i denne uge. Lederen af OAS’ mission i Honduras sagde også, at ”vi er meget tæt på en aftale”. Modstandsbevægelsen er ikke blevet knust, men dens kapacitet til at mobilisere er blevet stærkt reduceret. Dette er resultatet af på den ene side brutal undertrykkelse, der allerede har kostet 22 liv, tusindvis af tilskadekomne, og tusinder af illegale anholdelser. Men det er også resultatet af det håb, der blev sat af Zelaya i et forhandlingsresultat og det faktum, at lederne af modstanden på intet tidspunkt udfordrede dette på afgørende måde. Der er også et forståeligt element af træthed, især når det ikke er noget klart perspektiv.

Dette betyder ikke på nogen måde, at bevægelsen er blevet endeligt besejret eller knust. Langtfra. Størstedelen af Honduras’ befolkning er stadig imod kuppet. En af de seneste meningsmålinger viste, at 52 procent var mod kuppet, og kun 17 procent var for. Med 60 procent for, at Micheletti opgiver magten mod kun 22 procent, der sagde, han burde blive. Ud over dette støttede 52 procent Zelayas tilbagevenden til magten, mens 33 procent var imod. 45 procent af befolkningen sagde, at de støttede modstandens demonstrationer, mens 41 procent var imod dem. Det viser, at dette ikke kun var en passiv opposition til kuppet. Faktisk er den massive opposition til kupmagerne og deres partier en af grundene til at de ikke vil tillade Zelaya tilbage ved magten, da de frygter at dette kunne blive set som en sejr for bevægelsen og kunne lede til en valgsejr for en af hans tilhængere, især nu hvor det ser ud som om at modstanden forener sig bad Carlos H Reyes mulige kandidatur.

Det er svært at se, hvordan nogen aftale kan nås på dette punkt, selv med et stort pres fra Washington og truslen om ikke at anerkende valgene den 29. november. Kupmagerne føler sig stærke. De har effektivt neutraliseret modstanden for øjeblikket, og de har stærk opbakning i USA, der presser dem til at tage et afgørende skridt i et forsøg på at tilbagerulle den revolutionære tidevandsbølge i Latinamerika. For dem er kuppet i Honduras ment som en klar advarsel til Venezuela, Bolivia, Ecuador, El Salvador og ethvert andet land, der vover, at træde ud over linjen.

Nødvendigt at gøre status

Den nationale modstandsfront bliver nødt til at gøre status over de sidste fire måneders begivenheder. Der har været nogen snak om grupper, der ville gå op i bjergene og starte en væbnet kamp mod diktaturet. Dette afspejler en utålmodig stemning og frustration, der især er rettet mod nogle af modstandens lederes taktik og tøven. Ikke desto mindre er en grundig kritik af de brugte metoders mangler er nødvendig. At trække sig op i bjergene ville være en katastrofe for bevægelsen. Det ville afskærme de bedste og modigste aktive fra massen af arbejdere, bønder og unge, der har været på gaden de sidste fire måneder.

Repression den 7. oktober

Man kan ikke give masserne skylden. De gav alt for denne bevægelse. Deres organisation og ukuelighed, da de stod over for brutal undertrykkelse, er en inspiration. Hvis det blot var et spørgsmål om heroisme og opofrelse, så ville de have væltet et dusin kup-regeringer. Men heroisme er ikke nok. Modstandens ledelse har taget en masse skridt i den rigtige retning, der er ingen tvivl om at den er sammensat af modige, ærlige og dedikerede mænd og kvinder, nogle af dem med mange års kamp på deres skuldre. Hvad der mangler er en ledelse, der har en klar idé om, hvordan man tager bevægelsen videre. En generalstrejke, der ville have lammet regimet, blev aldrig ordentligt indkaldt eller forberedt. Ved det skelsættende tidspunkt, da et spontant oprør i arbejderklassekvarterene kunne være blevet omformet til en national opstand, var der forvirring og tøven. For at omgruppere styrkerne og forberede den næste bølge i kampen, må bevægelsen diskutere alle disse problemer.

For at bevæge sig fremad og fortsætte kampen bør det starte med klart at afvise forhandlinger med regimet og bevæge sig frem for at organisere en seriøs kampagne mod valget den 29. november. Valget bør boykottes over hele landet fordi det bliver afholdt af et illegitimt styre i en tilstand af brutal undertrykkelse. Denne boykot bør organiseres gennem en massiv kampagne med politisk forklaring i de fattige boligområder og bygge op til massedemonstrationer og en omhyggeligt forberedt general strejke.

De honduranske massers modige bevægelse I de seneste fire måneder har ikke været forgæves. Det har skabt stærke organisatoriske strukturer og bånd mellem de aktive lag og masserne. Massebevægelsen har fået en ide om sin egen magt og styrke. Frem for alt har bevidstheden taget et gigantisk skridt fremad. Intet af dette vil være spildt, uanset hvad der sker i løbet af de næste par uger. Ingen af de fundamentale problemer som masserne i Honduras står overfor er blevet løst, og de kan ikke løses inden for kapitalismens begrænsninger, så der er intet andet alternativ end at fortsætte kampen. Det er nødvendigt at samle de aktivister der er længst fremme i bevægelsen i en organisation baseret på de marxistiske ideer. Marxisterne vil indenfor bevægelsen blandt Honduras’ arbejdere kæmpe for at give den fantastiske energi i massernes revolutionære kamp en fremsynet og beslutsom ledelse, der kan føre den til sejr.

undtagelsestilstand og udgangsforbud, og hæren og politiet tog kontrollen med gaderne. Masserne kæmpede stadig. I et par dage var der en tilstand af folkeligt oprør i snesevis af arbejder- og fattigkvarterer i hovedstaden og i byer rundt om i landet. I mange af disse blev barrikader sat op, og her kæmpede befolkningen imod, mens de drev hæren og politiet ud.

Men i disse skæbnesvangre timer, over for muligheden for en revolutionær omstyrtelse af diktaturet, begyndte imperialismen og en del af regimet at spille et andet kort sammen med undertrykkelseskortet; forhandling. Mens han kaldte til opstand og et sidste skub mod diktaturet, mødtes Zelaya med repræsentanter for de partier, der støtter Michiletti, og han blev set omfavne dem, da de besøgte ham på den brasilianske ambassade. Han havde allerede accepteret betingelserne for San José aftalen, der grundlæggende sagde, at han kunne komme til magten i et par måneder, at der ville være amnesti for kup magerne, og at han skulle droppe alle ideer om en grundlovsgivende forsamling. Dette har uden tvivl skabt forvirring i bevægelsen.

San José aftalen legitimerer kuppet

Modstandsfrontens ledelse havde klart meldt ud, at deres kamp var for Zelayas genindsættelse, men også for en grundlovsgivende forsamling. Hvilket i massernes øjne, selvom det er på en forvirret måde, repræsenterer deres stræben efter fundamental ændring, og at befolkningen skulle tage magten fra oligarkiet. Selv Zelaya har antydet, at han kun accepterede San José aftalens betingelser (der klart legitimerer kuppet) af taktiske grunde, og at når først han var tilbage ved magten kunne befolkningen fortsætte deres kamp for en grundlovsgivende forsamling.

Demonstration 1. oktober

På dette tidspunkt ville det have været muligt at vælte kuppet ved en revolutionær opstand. Masserne kunne have taget magten og oprettet en revolutionær grundlovsgivende forsamling på vegne af den nationale modstandsfront. Problemet er, at når det kommer til opstand, er enhver tøven fatal. Bevægelsens ledelse havde ikke en klar strategi. Dagen og tidspunktet for opstand blev ikke fastsat, da mulighederne var gunstige. De nødvendige forberedelser var ikke blevet lavet.

Det, at der blev insisteret på, at bevægelsen skulle være fredelig, betød, at muligheden for at skabe bevæbnede forsvars blokader til modstanden (for at beskytte demonstrationer, dens ledere og deres organisationer og bygninger) blev spildt, da en sådan bevæbning ville være aldeles berettiget i massernes øjne. Kombinationen af undertrykkelse og bevægelsens lederes tøven på et afgørende øjeblik betød, at muligheden ikke blev grebet. Muligheden for opstand gled forbi.

Tyngdefeltet i klassekampen flyttede sig fra gaden til forhandlingsbordet. Organisationen af Amerikanske stater (OAS) skyndte sig at sende en delegation af udenrigsministre af sted, og forhandlingerne begyndte den 7. oktober. Obama-administrationens og de latinamerikanske nøglelandes mål var klart: at nå en aftale, der vil afspore muligheden for en revolutionær omvæltning af diktaturet. Betingelserne ville være de der var angivet i San José aftalen, som går ud på, at Zelaya kan vende tilbage som præsident, men opgive al kamp for en grundlovsgivende forsamling. Desuden indebærer aftalen amnesti til de, der var involveret i kuppet. Zelaya ville komme tilbage til magten, men kun i få måneder, og med sin mund lukket, derefter ville et manipuleret valg give oligarkiet en ny legitim regering. Men fra Michelettis og oligarkiets synspunkt var forhandlinger fra start af en forsinkelses taktik, der ville tillade dem at nå frem til deres valg den 29. november, hvilket ville legitimere deres regime.

Ti dage inde i forhandlingerne bekendtgjorde Zelayas delegation, at der var enighed om 95 procent af punkterne. Den lille detalje var det ene punkt hvor der ikke var nogen aftale, netop Zelayas tilbagevenden til magten! Så i virkeligheden havde kupmagerne indvilget i at give sig selv amnesti, at Zelaya skulle stoppe kampagnen for en grundlovsgivende forsamling (hvilket var den umiddelbare grund til kuppet) og at afholde valg under deres kontrol (hvilket de ville have gjort lige meget hvad)! Dette var en farce, en klar manøvre, men det faktum at Zelayas delegation fremstillede det som en aftale, skabte endnu mere forvirring i modstandens rækker, der stadig blev mødt med hård undertrykkelse. Regimet tog sine tricks til et højere niveau, da de bekendtgjorde, at de ophævede undtagelsestilstanden (der havde suspenderet forfatningsmæssige garantier) men de offentliggjorde ikke dekretet, og derved opretholdt de undtagelsestilstanden.

Oligarkiet fik et pusterum

Lige før offentliggørelsen af den såkaldte “95 procent” aftale, forlod modstandsfrontens leder Barahona forhandlingerne. Han sagde, at han var fundamentalt uenig i Zelayas beslutning om at opgive den grundlovsgivende forsamling, selvom han respekterede hans valg. Dette træk var korrekt, men problemet var, at modstanden denne gang var blevet drevet fra gaderne ved en kombination af undertrykkelse og forhandling. Initiativet var blevet tabt.

Da de følte at de havde genvundet kontrollen, følte oligarkiet sig stærkt og forenet. De ved også, at de har stærk opbakning i Washington, der vil støtte dem hele vejen. Micheletti har nu gjort det klart, at han kun vil træde tilbage, hvis Zelaya går med til ikke at blive genindsat som præsident.

Repression den 7. oktober

Forhandlingerne er i en blindgyde. For at komme ud af dette dødvande, har Obama administrationen igen udøvet et let pres på regimet. Hillary Clinton har haft en telefonsamtale med Micheletti, og højt placerede folk i administrationen vil komme til Honduras i denne uge. Lederen af OAS’ mission i Honduras sagde også, at ”vi er meget tæt på en aftale”. Modstandsbevægelsen er ikke blevet knust, men dens kapacitet til at mobilisere er blevet stærkt reduceret. Dette er resultatet af på den ene side brutal undertrykkelse, der allerede har kostet 22 liv, tusindvis af tilskadekomne, og tusinder af illegale anholdelser. Men det er også resultatet af det håb, der blev sat af Zelaya i et forhandlingsresultat og det faktum, at lederne af modstanden på intet tidspunkt udfordrede dette på afgørende måde. Der er også et forståeligt element af træthed, især når det ikke er noget klart perspektiv.

Dette betyder ikke på nogen måde, at bevægelsen er blevet endeligt besejret eller knust. Langtfra. Størstedelen af Honduras’ befolkning er stadig imod kuppet. En af de seneste meningsmålinger viste, at 52 procent var mod kuppet, og kun 17 procent var for. Med 60 procent for, at Micheletti opgiver magten mod kun 22 procent, der sagde, han burde blive. Ud over dette støttede 52 procent Zelayas tilbagevenden til magten, mens 33 procent var imod. 45 procent af befolkningen sagde, at de støttede modstandens demonstrationer, mens 41 procent var imod dem. Det viser, at dette ikke kun var en passiv opposition til kuppet. Faktisk er den massive opposition til kupmagerne og deres partier en af grundene til at de ikke vil tillade Zelaya tilbage ved magten, da de frygter at dette kunne blive set som en sejr for bevægelsen og kunne lede til en valgsejr for en af hans tilhængere, især nu hvor det ser ud som om at modstanden forener sig bad Carlos H Reyes mulige kandidatur.

Det er svært at se, hvordan nogen aftale kan nås på dette punkt, selv med et stort pres fra Washington og truslen om ikke at anerkende valgene den 29. november. Kupmagerne føler sig stærke. De har effektivt neutraliseret modstanden for øjeblikket, og de har stærk opbakning i USA, der presser dem til at tage et afgørende skridt i et forsøg på at tilbagerulle den revolutionære tidevandsbølge i Latinamerika. For dem er kuppet i Honduras ment som en klar advarsel til Venezuela, Bolivia, Ecuador, El Salvador og ethvert andet land, der vover, at træde ud over linjen.

Nødvendigt at gøre status

Den nationale modstandsfront bliver nødt til at gøre status over de sidste fire måneders begivenheder. Der har været nogen snak om grupper, der ville gå op i bjergene og starte en væbnet kamp mod diktaturet. Dette afspejler en utålmodig stemning og frustration, der især er rettet mod nogle af modstandens lederes taktik og tøven. Ikke desto mindre er en grundig kritik af de brugte metoders mangler er nødvendig. At trække sig op i bjergene ville være en katastrofe for bevægelsen. Det ville afskærme de bedste og modigste aktive fra massen af arbejdere, bønder og unge, der har været på gaden de sidste fire måneder.

Repression den 7. oktober

Man kan ikke give masserne skylden. De gav alt for denne bevægelse. Deres organisation og ukuelighed, da de stod over for brutal undertrykkelse, er en inspiration. Hvis det blot var et spørgsmål om heroisme og opofrelse, så ville de have væltet et dusin kup-regeringer. Men heroisme er ikke nok. Modstandens ledelse har taget en masse skridt i den rigtige retning, der er ingen tvivl om at den er sammensat af modige, ærlige og dedikerede mænd og kvinder, nogle af dem med mange års kamp på deres skuldre. Hvad der mangler er en ledelse, der har en klar idé om, hvordan man tager bevægelsen videre. En generalstrejke, der ville have lammet regimet, blev aldrig ordentligt indkaldt eller forberedt. Ved det skelsættende tidspunkt, da et spontant oprør i arbejderklassekvarterene kunne være blevet omformet til en national opstand, var der forvirring og tøven. For at omgruppere styrkerne og forberede den næste bølge i kampen, må bevægelsen diskutere alle disse problemer.

For at bevæge sig fremad og fortsætte kampen bør det starte med klart at afvise forhandlinger med regimet og bevæge sig frem for at organisere en seriøs kampagne mod valget den 29. november. Valget bør boykottes over hele landet fordi det bliver afholdt af et illegitimt styre i en tilstand af brutal undertrykkelse. Denne boykot bør organiseres gennem en massiv kampagne med politisk forklaring i de fattige boligområder og bygge op til massedemonstrationer og en omhyggeligt forberedt general strejke.

De honduranske massers modige bevægelse I de seneste fire måneder har ikke været forgæves. Det har skabt stærke organisatoriske strukturer og bånd mellem de aktive lag og masserne. Massebevægelsen har fået en ide om sin egen magt og styrke. Frem for alt har bevidstheden taget et gigantisk skridt fremad. Intet af dette vil være spildt, uanset hvad der sker i løbet af de næste par uger. Ingen af de fundamentale problemer som masserne i Honduras står overfor er blevet løst, og de kan ikke løses inden for kapitalismens begrænsninger, så der er intet andet alternativ end at fortsætte kampen. Det er nødvendigt at samle de aktivister der er længst fremme i bevægelsen i en organisation baseret på de marxistiske ideer. Marxisterne vil indenfor bevægelsen blandt Honduras’ arbejdere kæmpe for at give den fantastiske energi i massernes revolutionære kamp en fremsynet og beslutsom ledelse, der kan føre den til sejr.