Hamas og Israel indgår våbenhvile

Den egyptiske regering meddelte 18. juni at der var blevet indgået en aftale mellem Hamas og Israel. Ifølge aftalen skal Hamas standse raketangreb på israelske byer og landsbyer, der ligger i nærheden af Gaza. Til gengæld vil Israel stoppe sine militære operationer i Gazastriben og lette den økonomiske blokade, de har påført Gaza, og de vil tillade indførelse af varer og råmaterialer. Israel har bekræftet meddelelsen fra Egypten.

Våbenhvilen er et nederlag for Hamas’ militære strategi. Den reducerer organisationen fra at være leder af den palæstinensiske modstand til at være Israels loyale politibetjent. Våbenhvilen fastslår klart, at det er Hamas’ ansvar ikke blot at stoppe raketaffyringerne, som deres egne folk udfører, men også at stoppe de angreb, som medlemmer af andre organisationer udfører. Det betyder, at Hamas, lige som sin forgænger PLO, vil bekæmpe palæstinensisk terrorisme som Israels underordnede.

Israels chef for den politiske afdeling i Forsvarsministeriet, Amos Gilad, har understreget, at Hamas vil blive holdt ansvarlig for enhver aggressiv handling, der kommer fra Gazastriben, uanset hvem der udfører handlingen. I praksis betyder det, at Hamas vil være tvunget til at patruljere Gaza med politifolk for at forhindre ethvert brud på våbenhvilen.

Samtidig med, at denne aftale blev forhandlet, fortsatte Israels angreb som sædvanlig. Alene på dagen før offentliggørelsen af aftalen dræbte israelske luftangreb syv palæstinensere i Gaza, og adskillige andre blev såret. En kampagne med arrestationer blev også udført på Vestbredden.

Den individuelle terrorismes fallit

Hvis nogen undrer sig over, hvorfor marxister er imod individuel terrorisme, er dette præcis årsagen. Det er ikke på grund af, at vi ikke mener, at de palæstinensiske masser har ret til at gøre gengæld imod deres zionistiske undertrykkere. Tværtimod er det fordi, den historiske erfaring viser, at sådan en gengældelse aldrig kan blive opnået gennem individuel terrorisme.
Lige som PLO gjorde, stod Hamas med valget imellem at blive strøget fra historiebøgernes sider eller blive brugt af det zionistiske oligarki og deres imperialistiske herrer. Efter PLO-ledernes forræderi gav palæstinenserne den radikale islamisme en chance. Men uanset hvad man kæmper for og hvilken ideologi man baserer sig på, vil det højst sandsynligt give samme resultat at basere en modstandsbevægelse på individuelle voldshandlinger.

Institutionaliseringen af Hamas begyndte allerede i det øjeblik, da de vandt valget til det palæstinensiske parlament. I løbet af denne tid var de tvunget til at drage den konklusion, at individuel terrorisme ikke er nok til at tilfredsstille en sultende befolknings behov. Tidligere var de blevet alvorligt ramt og svækket af Israels angreb på dem og andre palæstinensere.

For at holde sig ovenpå hanvendte de sig hurtigt til USA og Europa for at opnå anerkendelse. De udskiftede endda deres traditionelle islamiske klædedragter med vestlige jakkesæt og slips når de optrådte i de internationale medier. Tilfangetagelsen af den israelske soldat Gilad Shalit var også et af Hamas’ midler til at presse Israel til at forhandle, og gennem disse forhandlinger håbede de at opnå den ønskede israelske anerkendelse af Hamas som den legitime leder af de palæstinensiske enklaver.

Den individuelle terrorisme har ikke opnået noget andet end at provokere den kapitalistiske stat til yderligere aggression og vold. Den har faktisk styrket staten og dens greb om samfundet i stedet for at svække den. Individuel terrorisme har haft den virkning, at offentlighedens opbakning til staten og militæret er vokset. Hvis det ikke var for den individuelle terrorisme ville zionismen formentlig have et meget svagere greb om det israelske samfund. Terrorismen forhindrede en meget positiv udvikling, hvor jøder og palæstinensere arbejdede sammen, handlede med hinanden og deler de samme klasseinteresser.

Hassan Nasrallah, lederen af Hizbollah – det shiitiske parti og guerillabevægelse i Libanon – bemærkede engang, at Israel måske ser stærk ud, men i virkeligheden er så svag som et eddekoppespind. Individuel terrorisme har vist sig at være lige så skadelig for Israel som flyvende insekter er for et virkeligt edderkoppespind. Israel er skrøbelig, ligesom den kapitalistiske infrastruktur, det baserer sig på, er skrøbelig. Men individuelle terrorhandlinger kan ikke skade det. Det er i klassekampen, gennem kollektiv handling i hele klassen, at sejr er mulig.

Den hævn, som palæstinenserne og andre undertrykte masser fortjener, er langt mere grundlæggende og dyb end noget, som den individuelle terrorisme kan tilbyde. Deres hævn vil være at se hele den udbyttende imperialistiske klasse i Mellemøsten og resten af verden blive ødelagt. Det kan kun opnås gennem samarbejde i den internationale arbejderklasse i stedet for enkelte grupper og fraktioners handlinger.

Source: Socialistisk Standpunkt