Generalstrejke og politisk tomrum i Grækenland

Lederne passive

De studerende slog med deres entusiasme og kampånd tonen an i Syndagma-demonstrationen. Desværre begrænsede lederne af GSEE sig til tre taler, der i alt varede 45 minutter, uden at de fremsatte et program for kampen videre frem. Derfor forlod arbejderne demonstrationen med en følelse af, at deres ledere pressede dem til at gå hjem og frit lade politiet angribe og terrorisere eleverne og de studerende.

Blot 30 minutter efter, at den sidste fagforeningsleder var færdig med sin tale, angreb politiet igen de unge, og de unge forsvarede sig med at kaste sten. Kampene fortsatte indtil sent om aftenen. Den 11. december (hvor denne artikel er skrevet) forsøger de unge atter at mobilisere foran politistationerne over hele landet. Og i morgen er der planlagt endenu en demonstration i Athens centrum sammen med de universitetsstuderende.

De første politiske konklusioner

Efter fire dages kamp kan vi nu begynde at drage de første klare konklusioner. Denne bevægelse fortjener uden tvivl betegnelsen ”teenager-opstanden”. Vi har her en generation med titusindvis af skoleelever, der bryder ud i den største eksplosion i løbet af de sidste 20 år, hvis ikke mere, i Grækenland. Der er klare symptomer på en instinktiv revolutionær ånd samt en klar tendens til ikke blot at rette vreden mod den nuværende borgerlige regering, men også mod den borgerlige stat og selve det kapitalistiske system.

Bevægelsen skyldes ikke blot det kriminelle mord på en ung skoleelev – hvilket naturligvis var den udløsende faktor – men også det store pres, som den græske overklasse har lagt på arbejdende mennesker i de senere år på grundlag af krisen i den græske og internationale kapitalisme. Endnu en gang ser vi, at ungdommen er et følsomt barometer for samfundet og peger på endnu større slag mellem klasserne, som forberedes i den nære fremtid.

Brug for enhedsfront

De unge og arbejdernes massive deltagelse i disse begivenheder er, sammen med kampånden imod systemet, den ene faktor i ligningen. Den anden faktor er imidlertid det nuværende fuldstændige fravær af klare krav og en seriøs koordinering. De bureaukratiske ”koordinationskomiteer”, som den kommunistiske ungdomsorganisation KNE fremfører, og som har kontrolleret studenterbevægelsen siden 1999, spiller en sekundær rolle i bevægelsen, og i virkeligheden bliver de trukket efter bevægelsen i stedet for at lede den. Det er grunden til, at marxisterne foreslår øjeblikkelig koordinering i bevægelsen ved at oprette valgte studenter komiteer på hver skole, som kan sende repræsentanter til en koordinationskomité i hver by og på nationalt niveau. Disse komiteer bør derefter bygge en enhedsfront med de universitetsstuderende og frem for alt med fagforeningerne.

Ud over denne svaghed er den største udfordring, som bevægelsen står over for, den politiske holdning hos lederne af arbejderpartierne og fagforeningerne. Vi har allerede peget på, at lederne af fagforeningerne ikke ønsker at gøre noget konkret for at hjælpe bevægelsen bortset fra taler ved demonstrationer. Lederne af socialistpartiet PASOK holdt sig fuldstændig væk fra generalstrejken. For første gang gav PASOKs formand Papandreu – selv om han her rejst krav om at regeringen ”må gå af” – ingen henstillinger til partiets medlemmer om de skulle deltage i kampen eller ej. Den ”officielle” PASOK-ledelse har gjort det klart, at de er uden for den nuværende bevægelse, og det er normalt fordi den sidste ting, de højrereformistiske ledere af PASOK ønsker, er at komme til magten på ryggen af en offensiv massebevægelse.

Synaspismos

Ledelsen af Synaspismos (et venstrefløjsparti, der fik 5 procent af stemmerne ved valget i 2007, red.) forsøger til gengæld at investere politisk i bevægelsen, hvilket er en god ting, men ud fra deres opførsel er det tydeligt, at de kun gør dette for at stå sig godt i meningsmålingerne. Det kan forklares ved, at i takt med at Nyt Demokrati-regeringen bliver mere upopulær går de fleste arbejdere til PASOK som den letteste vej til at fjerne Karamalis-regeringen. Lederne af Synaspismos tager i praksis ingen konkrete initiativer, der kan give bevægelsen et politisk udtryk, og de gør intet, der klart kan adskille dem politisk eller organisatorisk fra anarkisterne og deres kontraproduktive hooligan-metoder.

Kommunisterne

Imidlertid er holdningen hos de stalinistiske ledere af KKE endnu mere uacceptabel. De har indledt en åben konflikt med Synaspismos-ledelsen ved åbent at anklage dem for ”koordinering med lumpne og deklasserede elementer”, hvilket de reaktionære regeringsvenlige massemedier udnytter til at præsentere venstrefløjen som helhed som nogle, der blot bekriger hinanden om hvem, der vil få flest stemmer fra venstreorienterede vælgere. Samtidig forsøger lederne af KKE ikke at beskæftige sig med den virkelige bevægelse og foretrækker at indkalde til parti-demonstrationer, der er adskilt fra resten af arbejderklassen og ungdomsbevægelsen.

På trods af alt dette fortsætter ungdomsbevægelsen lige nu med at vokse. Kampen er objektivt set politisk. Regeringen må væltes, og det er den vigtigste opgave, som arbejderne og de unge forstår selv om deres ledere ikke giver bevægelsen et konkret politisk udtryk. I takt med, at bevægelsen fortsætter med at vokse, især omkring skolerne og universiteterne, og med arbejderklassens aktive sympati, vil regeringens krise blive endnu dybere.

Kløft mellem top og bund

Under disse forhold er det, der er brug for, at koordinere massebevægelsen og styrke den. Derigennem kan man lægge pres på arbejderpartiernes ledere og tvinge dem til at tage deres ansvar alvorligt. Der er i virkeligheden en dyb kløft mellem bevægelsens objektive potentiale og den passive holdning hos venstrefløjspartiernes officielle ledere.

I sidste ende er den eneste vej ud af den nuværende politiske blindgyde en generel mobilisering af arbejderklassen og ungdommen for en ægte arbejderregering med et socialistisk program. Kun sådan en regering kan yde den nuværende kamp retfærdighed og opnå en ægte sejr. Opgaven er at sætte en stopper for den nuværende barbariske borgerlige magt, både politisk og økonomisk. Det er den løsning, vi må kæmpe for i arbejderbevægelsen.

Mange arbejdere og unge vil drage vigtige konklusioner fra de nylige begivenheder. Ud af dette vil de kræfter komme, der kan ændre masseorganisationerne fra deres nuværende tilstand til ægte, kæmpende arbejderpartier. Det er det, de græske marxister kæmper for at opnå.

Source: Socialistisk Standpunkt