Går kommunister ind for vold?

Kommunister bliver ofte fremstillet af den herskende klasse som voldelige individer, der ikke vil stoppe, før samfundet drukner i dets eget blod. Det kom derfor ikke som en overraskelse for os, da Danmarks største digitale medie, BT – som interviewede en ledende kammerat fra vores danske sektion om deres historiske beslutning om at stifte et Revolutionært Kommunist Parti – brugte interviewet på at forsøge at få kammeraten til at indrømme, at de går ind for vold.

[Source]

Lad os svare klart og tydeligt her: Går kommunister ind for “voldelig revolution”? Nej, vi kæmper for så fredelig en overgang til socialisme som muligt.

Det er dog svært at undertrykke vores foragt, når dette systems forsvarer i denne periode, i denne kapitalistiske verden, stiltiende ser bort fra millioner daglige rædsler og forbrydelser for så kun at skrige i rædsel over den fremtidige, forestillede “vold” i en kommunistisk revolution.

Over hele kloden udgyder kapitalismen oceaner af blod. 114 millioner mennesker er blevet fordrevet af krig og vold som følge af imperialistiske interventioner og fattigdom fra Gaza til Ukraine til Sudan, Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Haiti osv. Siden oktober har hele den vestlige presse og det politiske establishment forsvaret Israels kollektive afstraffelse af folket i Gaza som “legitimt selvforsvar” – et “selvforsvar” hvor 35.000 mennesker er bekræftet dræbt, hvoraf 70 procent er kvinder og børn.

Alligevel foregiver de samme medier at være forfærdede, når vi som kommunister siger, at mens vi ønsker en fredelig omdannelse af samfundet, har arbejderklassen ret til at forsvare sig selv og det, den tilkæmper sig.

Der er en logik i kapitalisternes hykleri. Den herskende klasse kan altid retfærdiggøre undertrykkerens og udbytterens vold i forsvaret af deres hellige rigdom og privilegier. Intet er for ondt mod dem, der vover at udfordre deres herredømme.

Efterhånden som vreden bygger sig op i samfundets dyb, selv i de såkaldte “demokratiske” lande, viser den herskende klasse, hvor langt de er villige til at gå for at forsvare deres interesser. Tænk på gilet jaunes-bevægelsen (“de gule veste”) i 2018, da de franske masser rejste sig mod den “demokratiske” Macron-regering som reaktion på en stigning i brændstofpriserne, der blev en katalysator for en generel utilfredshed med systemet.

“Vold på gaderne vil ikke blive tolereret,” erklærede præsident Macron højtideligt for nationen, før han sendte bevæbnet gendarmeri ind, som anvendte eksplosiv ammunition til at “kontrollere menneskemængden”. Det førte til, at 17 mennesker mistede øjne og tre personer måtte gennemgå amputationer af hænder eller fødder. En kvinde (som ikke var involveret i protesterne) blev dræbt på sin altan, efter at være blevet ramt i ansigtet af en tåregasgranat.

Mere nyligt er vold blevet brugt til at bryde fredelige lejre op fra Columbia University i USA til Amsterdam Universitet i Holland. Dette er ikke isolerede eksempler – Amnesty International beregnede, at i 2022 havde 54 procent af regeringer brugt vold mod fredelige protester, hvilket er i strid selv med deres egne love.

Men når massernes bevægelse truer selve kernen af deres essentielle interesser, er der ingen grænser for den vold, som kapitalistklassen vil udløse. Efter det amerikansk-støttede kup mod Allendes demokratisk valgte socialistiske regering i Chile i 1973 blev 10.000 arbejdere, socialister, kommunister og andre aktivister slagtet af Pinochet-regimet. Juridiske formaliteter beskyttede ikke det chilenske folk.

Når deres autoritet virkelig trues, som i revolutioner, ser vi præcis, hvilken vold vores herskende klasse er i stand til. Deres tørst efter hævn stiger i takt med, at revolutionære bevægelser – selv de mest fredelige – truer deres magt. Hvis masserne ikke er klar til at kæmpe tilbage, med våben i hånd om nødvendigt, er de forsvarsløse. I Chile betød Allendes modvilje mod at bevæbne masserne, at Pinochet kunne tage magten uden kamp - det endte i et blodbad.

Vi kan også tage det mere nylige eksempel fra Sudan. Mellem 2019 og 2023 blev landet rystet af en fuldstændig fredelig revolution, der væltede den forhadte al-Bashir og hans militærdiktatur. I Khartoum og over hele landet var der massedemonstrationer, generalstrejker og oprettelsen af massemodstandskomiteer. Revolutionens lederskab – hovedsageligt Sudanese Professionals Association (SPA) – forpligtede sig til kun at anvende fredelige midler, og bandt dermed de revolutionære massers håb til de gamle magthavers gode vilje, som de forhandlede i god tro med, uden at tage forholdsregler for at bevæbne masserne til selvforsvar.

Men da det revolutionære momentum ebbede ud, forkastede de gamle herskere forhandlingerne og gik i offensiven. Bander af  stammemilitser, organiseret som Rapid Support Forces (RSF), rykkede ind i Khartoum og myrdede og voldtog uden konsekvenser. Denne kontrarevolution var kun en blodig optakt til en ny borgerkrig, der har fordrevet 8 millioner mennesker, herunder halvdelen af befolkningen i Khartoum, mens Burhan og Hemedti – to forbrydere, støttet af forskellige regionale og imperialistiske magter – kæmper om byttet som gribbe, der kæmper om et ådsel.

Skulle masserne have ladet sig føre som lam til slagtebænken? Som kommunister er vores svar: nej! Vi går fuldstændigt ind for massernes ret til at forsvare sig selv! Vi er ikke pacifister og har ingen illusioner om den herskende klasses intentioner.

Den tragiske lektie fra Sudan er åbenlys: den eneste måde, dette barbariske blodbad kunne være undgået, ville have været, hvis revolutionens ledelse havde taget det afgørende skridt og organiseret en generalstrejke og opstand for at lamme landet, samtidig med at de appellerede til de revolutionære soldater om at slutte sig til revolutionens side.

På denne måde kunne det gamle regimes blodtørstige bøller let være blevet afvæbnet og lederne arresteret. I stedet førte ledelsens vaklen til et blodigt nederlag for revolutionen og et skridt længere ned ad barbariets sti for Sudan.

Fredelige revolutioner er mulige, ja, men kun hvis de organiserede arbejderes og fattiges overvældende styrke overbeviser den gamle herskende klasse om, at modstand er nytteløs.

Den herskende klasse vil fortælle os, at revolutioner er voldelige og at enhver, der går ind for revolution, derfor går ind for vold. Men historien fortæller en helt anden historie. I langt de fleste tilfælde har revolutioner i den moderne æra tendens til at starte relativt fredeligt. Det er netop for at gøre en ende på undertrykkelsen og den vold, som eksisterer i det nuværende samfund, at de undertrykte tyr til revolution.

Vi ser grusom vold, når kontrarevolutionen går i offensiven. Et eksempel: den russiske revolution i oktober 1917 var i Petrograd så fredelig, at flere mennesker døde under optagelsen af en dramatisering af stormen på Vinterpaladset 10 år senere, end der faktisk døde ved selve begivenheden. Det var den 21 fremmede imperialistiske hæres intervention, der kastede landet ud i en frygtelig borgerkrig.

Eller tag den tyske revolution i 1918. Det var en relativt fredelig affære, der afsluttede den store nedslagtning under første verdenskrig. Men efter at arbejderne ikke lykkedes med at tage magten, sendte den herskende klasse Frikorps-dødspatruljer over hele Tyskland for at jage og dræbe kommunister og radikale arbejdere. Da en ny krise ramte i 1929 foretrak den herskende klasse i sidste ende at overdrage magten til Hitler fremfor at stå over for nye revolutionære eksplosioner, hvilket banede vejen for millioner af dræbte under holocaust og anden verdenskrig.

Den herskende klasse vil hellere brænde den gamle verden til jorden end se en ny verden, der er befriet fra deres herredømmes slaveri og fornedrelse, opstå.

Kapitalismens krise vil tvinge masserne til at gå den revolutionære vej. Det mest fredelige resultat vil kun være garanteret, hvis de gør det beslutsomt, under fast revolutionær ledelse og med overvældende styrke på deres side. Under disse betingelser er det ikke udelukket, at den herskende klasse mange steder vil se modstand som nyttesløst og blive frataget midlerne til at gøre modstand, selv hvis de ønskede det.

Modsat, i det omfang arbejdernes ledere er ubeslutsomme eller omfavner pacifistiske illusioner, vil den gamle herskende klasse se deres snit til at skabe blodigt kaos og kæmpe sig tilbage til magten. Ironisk nok er det pacifistiske illusioner frem for revolutionær realisme, der fører til de blodigste katastrofer.

Historien viser hvordan den herskende klasses hævn kan se ud. Fra korsfæstelsen af 6.000 slaver langs Via Appia i 71 f.Kr. efter Spartacus' oprør mod Rom, til semaine sanglante (“den blodige uge”), hvor 30.000 parisiske arbejdere blev slagtet efter pariserkommunen blev knust i maj 1871 – hvorend den herskende klasses kontrarevolution sejrer, søger de at drukne revolutioner i blod.

Årsagen er simpel: de må lære de udbyttede masser en lektie, de ikke glemmer hurtigt. Som Richard II angiveligt sagde til de besejrede engelske bønder, der havde rejst sig i 1381: "Bønder var I, og bønder er I stadig. I vil forblive i trældom, ikke som før, men uforligneligt hårdere."

Ved at påstå, at kommunister er voldelige, forsøger den herskende klasse at bytte om på rollerne; at gøre os til de anklagede. Tværtimod står vi her som kapitalismens anklagere.

Den herskende klasse står på anklagebænken for de mest bestialske forbrydelser. Uden at kunne tilbyde noget forsvar eller formildelse af deres handlinger, peger de med rædsel fingeren mod dommer og jury: "hvordan kan I anklage mig? Jeg burde være anklageren. I monstre ville dømme mig for voldelige forbrydelser kun for at begå værre vold mod mig ved at udføre jeres dom!"

Dette er blot et forsøg på at stikke arbejderne blår i øjnene. Vores hævn vil ikke tage form som meningsløst spildt blod. Vores hævn vil være ekspropriationen af kapitalistklassen og skabelsen af et nyt, fremtidigt samfund, der er egnet til mennesker, i stedet for de ruiner, de truer med at skabe i nutiden.

mod Rom, til semaine sanglante (“den blodige uge”), hvor 30.000 parisiske arbejdere blev slagtet efter pariserkommunen blev knust i maj 1871 – hvorend den herskende klasses kontrarevolution sejrer, søger de at drukne revolutioner i blod.

Årsagen er simpel: de må lære de udbyttede masser en lektie, de ikke glemmer hurtigt. Som Richard II angiveligt sagde til de besejrede engelske bønder, der havde rejst sig i 1381: "Bønder var I, og bønder er I stadig. I vil forblive i trældom, ikke som før, men uforligneligt hårdere."

Ved at påstå, at kommunister er voldelige, forsøger den herskende klasse at bytte om på rollerne; at gøre os til de anklagede. Tværtimod står vi her som kapitalismens anklagere.

Den herskende klasse står på anklagebænken for de mest bestialske forbrydelser. Uden at kunne tilbyde noget forsvar eller formildelse af deres handlinger, peger de med rædsel fingeren mod dommer og jury: "hvordan kan I anklage mig? Jeg burde være anklageren. I monstre ville dømme mig for voldelige forbrydelser kun for at begå værre vold mod mig ved at udføre jeres dom!"

Dette er blot et forsøg på at stikke arbejderne blår i øjnene. Vores hævn vil ikke tage form som meningsløst spildt blod. Vores hævn vil være ekspropriationen af kapitalistklassen og skabelsen af et nyt, fremtidigt samfund, der er egnet til mennesker, i stedet for de ruiner, de truer med at skabe i nutiden.