Fransk imperialismes forfald i Afrika

I 2017, i sin tiltrædelsestale som Frankrigs præsident, sagde Emmanuel Macron, at han ønskede at overbevise sine landsmænd, om at Frankrigs magt ikke er i forfald, men “står på tærsklen til en ekstraordinær renæssance”. Siden da er fransk imperialismes forfald accelereret, både økonomisk, geopolitisk og militært, især i Afrika.

[Source]

Efter de mange uafhængighedserklæringer i 1960, bevarede Paris i en lang periode en betydelig økonomisk indflydelse i sine tidligere kolonier. I dag er der dog kun et fjernt minde tilbage om den, for de franske imperialister. I juni 2021 udtalte den franske ambassadør i Cameroun, Christophe Guilhou, for eksempel, at “franske virksomheders markedsandel i Cameroun er faldet fra 40 procent i 1990’erne til 10 procent i dag”. Faldet skyldes Kinas stigende økonomiske indflydelse, som “siden 00’erne ... har domineret stort set alle infrastrukturelle projekter i Cameroun.”

Fænomenet er imidlertid ikke begrænset til Cameroun. I en undersøgelse fra 2018 påpegede Coface (et datterselskab af den franske bank Natixis), at Frankrigs markedsandel i Afrika faldt fra 11 procent til 5,5 procent mellem 2000 og 2017. I december sidste år kastede en af sværvægterne i det Fransktalende Afrika håndklædet i ringen: Bolloré-gruppen - et fransk transportfirma, der hovedsageligt beskæftiger sig med fragt - måtte frasælge hele sin afrikanske logistik- og transportforretning.

Fransk kapitalisme har ikke en chance i konkurrencen med sine imperialistiske rivaler. Siden krisen i 2008 er konkurrencen mellem stormagterne blevet intensiveret i Afrika, ligesom i resten af verden. Kinesiske virksomheder er gået ind på markeder, der tidligere var domineret af fransk imperialisme.

Frankrigs økonomiske tilbagegang i Afrika udtrykker sig også geopolitisk, idet den franske hær, i de seneste år, har været nødt til at trække sig ud af en række afrikanske lande.

Fra Barkhane til Wagner

Den franske intervention i Sahel - Operation Barkhane - der begyndte i 2013, havde til formål at styrke Frankrigs militære og politiske tilstedeværelse i regionen. Interventionen har imidlertid vist sig at være en komplet fiasko. Den franske hær formåede ikke at nedkæmpe de islamistiske oprørere, som til gengæld spredte sig til andre lande. De franske tropper gjorde sig forhadte i befolkningens øjne og miskrediterede sig selv over for en stor del af det lokale militær, som var blevet trætte af sine franske ‘partneres’ koloniale opførsel. Som følge heraf har det lokale borgerskab i stigende grad vendt sig mod Rusland og Kina.

I slutningen af 2020, bad regeringen i Den Centralafrikanske Republik Rusland om hjælp til at bekæmpe et fransk-støttet oprør. Moskva sendte straks lejesoldater fra Wagner-gruppen, som slog oprørerne tilbage og generobrede mere end halvdelen af landets territorium. I kølvandet på denne udvikling krævede Den Centralafrikanske Republik, at Frankrig permanent skulle trække sine tropper ud af landet, hvilket blev efterlevet.

I 2021 og 2022 væltede en række kup, ledet af ‘pro-russiske’ soldater, de pro-franske regimer i Mali og Burkina Faso. Malis nye regering bad de franske soldater om at forlade landet og russerne om at erstatte dem. Et par måneder senere krævede også den nye regering i Burkina Faso de franske troppers afgang. På mindre end halvandet år, har den franske hær således været nødt til at trække sig ud af tre lande, som tidligere var afgørende for Frankrigs tilstedeværelse i Afrika.

Stedfortræderkrig

Under sit sidste møde med Vladimir Putin, den 7. februar 2022, talte Emmanuel Macron meget om situationen i Afrika. Han håbede sandsynligvis på at kunne forhandle et kompromis på plads, for dermed at afslutte den bekostelige stedfortræderkrig mellem Paris og Moskva. Krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland har imidlertid knust alle Macrons forhåbninger om et sådant kompromis.

Siden da er situationen kun fortsat med at eskalere. I december blev Dimitri Sytyi, en af Wagner-gruppens ledere i Den Centralafrikanske Republik, såret af en brevbombe. I begyndelsen af marts blev en fabrik i Bangui, som tilhørte den franske virksomhed Castel, sat i brand, sandsynligvis af Wagner-soldater. Den 19. marts blev en kinesisk virksomhed angrebet, sandsynligvis af mere eller mindre pro-franske oprørere. Ni kinesiske arbejdere blev dræbt i angrebet.

Stedfortræderkrigen mellem Frankrig og sine imperialistiske rivaler vil fortsætte, i takt med fransk imperialismes forfald. De første ofre vil være arbejdere i Afrika, men den imperialistiske rivalisering vil også påvirke arbejdere i Frankrig, eftersom borgerskabet forsøger at kompensere for tabt profit i udlandet, ved at intensivere udbytningen hjemme. For at sætte en stopper for det nuværende kaos, må arbejdere i Frankrig og Afrika stå sammen og føre en fælles kamp mod imperialismen og kapitalismen.