Frankrig: 3,5 million på gaden

En ny aktionsdag mod pensionsreformen bragte d. 12. oktober 3,5 millioner demonstranter på gaden i Frankrig, det største antal indtil nu i denne bevægelse. Demonstrationens massive karakter kan kun sammenlignes med strejkerne i 1995/96, da regeringen forsøgte at skære i den sociale sikkerhed og nogle grupper af arbejderes ret til pension.

Antallet af demonstranter er imponerende: 330.000 i Paris, rekord mange, 230.000, i Marseille, 145.000 i Toulouse, 130.000 i Bordeaux, 95.000 i Nantes, 75.000 i Rouen og en lang liste på næsten 250 demonstranter i byer over hele landet. Et eksempel på bevægelsens udbredelse og dybde er i den lille by Puy-en-Velay med en befolkning på 20.000, hvor de lokale myndigheder siger, at der i deltog 8.500 i demonstrationen (fagforeningen sagde 20.000 inklusiv mange fra nærliggende byer). Det totale antal af demonstranter er steget med 25 procent i forhold til den sidste aktionsdag.

Aktionsdagen var markeret af strejker, der berørte ikke bare den offentlige sektor, postvæsenet, jernbanerne, metroen og busserne, men som også spredte sig til den private sektor, inklusiv metalarbejderne, havnene og bemærkelsesværdigt energisektoren, hvor de fleste raffinaderier fulgte opfordringen til strejke.

For første gang gik skoleeleverne og de studerende (som for nylig er kommet tilbage fra deres sommerferie) med i bevægelsen. Det var et scenarie, som Sarkozy regeringen for enhver pris ønskede at undgå, foreningen af arbejderne og elever og studerende. I 2006 tvang en massiv bevægelse fra arbejdere og unge (med 3,1 million demonstranter da den var størst) regeringen til at trække forslaget om Kontrakter for førstegangsansatte (CPE) tilbage og endte med den højreorienterede premierminister De Villepins tilbagetrædelse.

12. oktober gik mere end 400 gymnasier over hele Frankrig i strejke og mange blev besat eller blokeret af eleverne. Det var de studerendes svar til undervisningsministerens advarsel om, at venstrefløjen og fagforeningerne forsøgte at ”manipulere” dem. De universitetsstuderende har også erklæret, at de går massivt med i bevægelsen i løbet af de næste få dage.

Bevægelsens styrke d. 12. oktober vil uden tvivl opmuntre de massemøder på arbejdspladserne, der finder sted 13. oktober, hvor der skal stemmes om fortsættelse af strejkerne. Fagforeningerne indenfor jernbanerne og Paris metropolitan transport, olieraffinaderierne og havnene er allerede gået med i en ikke-tidsbegrænset strejkebevægelse.

I Nord/Pas de Calais regionen har CGT organiseret arbejdsstandsninger på mellem 1 og 3 timer på metalfabrikkerne, inklusiv Alstom og Bombardier. Målet var ifølge sekretæren for det regionale CGT Metalarbejdere, Jean-Pierre Delannoy, at ”et stigende antal af arbejdere går med i ikke-tidsbegrænsede strejker for at lægge pres på CGT sammenslutningen om at tage bevægelsen til et højere stadie.”

Alle 6 TOTAL raffinaderier er også gået med i strejkebevægelsen. I den vigtige Le Havre havn, har fagforeningsaktivister fra blandt andet Renault, Total, Chevron og Eliokem organiseret blokader i de tidlige timer 13. oktober. Det industrielle område i Sud at Mans var også blokeret af fagforeningsaktivister fra lærernes fagforeninger og fra Renault CGT. Der er med sikkerhed mange fabrikker og arbejdspladser over hele landet, hvor strejkeaktion i en eller anden form allerede er begyndt, men som ikke er blevet rapporteret i de nationale medier.

Men de nationale ledere af CGT nægter stadig at give bevægelsen en klar ledelse. CGT formanden Bernard Thibault, der ironisk nok blev valgt til ledelsen for CGT efter hans rolle i storkonflikten blandt jernbanearbejderne i 1995, erklærede vagt, at ”vi må finde veje til at øge presset på regeringen”. Problemet er, at efter 7 nationale aktionsdage, hvordan kan man så ”øge presset” på anden måde end ved at indkalde en reel generalstrejke?

CGT’s officielle udtalelse går lidt længere end dets formand, og siger at CGT:

“opfordrer alle arbejdere til at fortsætte mobiliseringerne: at organisere fælles stormøder på alle arbejdspladser, at diskutere overalt, i den offentlige og private sektor, princippet for arbejdsstandsninger og demokratisk at beslutte veje til at gøre aktionerne mere permanente.”

Men i stedet for at komme med en klar opfordring til tids-ubegrænsede strejker, der rent faktisk allerede finder sted indenfor et voksende antal sektorer, foreslår den en række af muligheder, som en tag-selv menu:

“tids-ubegrænsede strejker, nye arbejdsstandsninger, faste demonstrationer foran folketingsmedlemmernes kontorer, debatter, fællesmøder, alle former for aktioner, der er innovative og diverse, bør gøre det muligt, at gøre bevægelsen større.”

Lederen af CGT metalarbejderne i Nord/Pas de Calais Jean-Pierre Delannoy udtrykte den i stigende grad vrede stemning blandt medlemmerne, da han erklærede, at hans medlemmer var lede og kede af at ”gå gennem gaderne” igen og igen og krævede ”virkelig handling” i form af tids-ubegrænsede strejker.

Demonstrationerne d. 12. oktobers massive omfang gav bevægelsen ny selvtillid. Stemningen var ”vi er stærke – vi kan vinde”. Der er et enormt pres fra neden, der afspejles især i de lokale og regionale fagforeningsstrukturer. I flere vigtige byer er nye demonstrationer blevet indkaldt før den nationalt besluttede aktionsdag lørdag d. 16. oktober. Det er for eksempel tilfældet i Toulouse, hvor en ny demonstration er blevet besluttet 14. oktober. I Roanne (Loire) har fagforeningerne indkaldt til nye demonstrationer hver torsdag, lørdag og tirsdag udover dem, der er blevet indkaldt på nationalt plan.

Det er tydeligt, at hvis lederne for CGT kom med en klar opfordring til tids-ubegrænset strejker, der skulle lede op til en massiv generalstrejke bevægelse, ville bevægelsen eskalere til et nyt niveau. ”Reformen” af pensionssystemet er et angreb, der berører alle dele af arbejderklassen. I nogen bedre organiseret og mere militante fabrikker og arbejdspladser kan arbejderne og fagforeningsaktivisterne selv tage initiativet, men en national appel fra fagforeningslederne er nødvendig for at give de resterende selvtilliden til at komme med.

Selv uden en sådan appel kan bevægelsen udvikle sig i den retning i løbet af de næste par dage. Fagforeningsledere som Thibault argumenterer for, at de ikke kan påtvinge nogen deres vilje, at medlemmerne må bestemme. Det er klart, at det sidste ord tilhører massemøderne på arbejdspladserne, men hvad skal fagforeningslederne gøre godt for, hvis ikke de kan vise en vej frem! Men på dette stadie i bevægelsen kan Thibault, ved at vaske sine hænder og sige at medlemmerne har det sidste ord, ende med at stå overfor en situation, hvor bevægelsen ryger ud af hans kontrol.

I denne situation er det helt korrekt, når fagforeningsaktivister og medlemmer af Kommunistpartiet selv tager initiativet. Stormøder på arbejdspladserne bør indkaldes overalt for at diskutere påbegyndelsen af tids-ubegrænsede strejker. Hvor dette allerede har fundet sted, bør blokader sendes til nærliggende fabrikker og arbejdspladser for at sprede strejken. Elever og studerende bør også på stormøder diskutere deres deltagelse i bevægelsen og organisere blokader for at sprede bevægelsen til andre skoler, fakulteter og arbejdspladser.

På lokalt og regionalt niveau bør valgte repræsentanter fra stormøderne mødes og vurdere situationen, udveksle og centralisere informationen og organisere effektive masseblokader af de arbejdspladser, der stadig ikke er i strejke. Tillidsmændene og de lokale fagforeningsafdelinger bør tage initiativet og stille deres apparat, kontorer og trykpresse, til tjeneste for bevægelsen.

Stemningen er der allerede, som det blev vist ved flere meningsmålinger publiceret i mandags. En af dem udført for Le Parisienne afslørede, at 69 procent af befolkningen støttede aktionsdagen 12. oktober og forbløffende 61 procent støttede en forlænget strejke.

Hvis denne bevægelse udvikler sig til en massiv generalstrejke, vil spørgsmålet om regeringen i sidste ende blive rejst. Sarkozy er allerede svækket af korruptionsskandaler og af den brutale udvisning af Romaerne. Lederne af Kommunistpartiet og Socialistpartiet bør åbent kræve, at regeringen går af, og at der udskrives tidlige valg. Hvis de stod på et ægte socialistisk program imod krisen, ville de få overvældende støtte.

Source: Socialistisk Standpunkt (Denmark)