En første status over lokale valg i Venezuela

Lige efter midnat den 24. november annoncerede den Venezuelanske CNE, Nationale Valgkommission de første resultater af valget af de lokale borgmestre og delstatsguvernører. Ud fra disse tal kan man se at revolutionens kræfter har tabt valgene i nogle vigtige stater. Men det er vigtigt at holde fast i, at 5,6 millioner mennesker stemte på PSUV. Det er en stigning på mere end en million stemmer i forhold til resultatet i afstemningen om konstitutionsreformen. På den anden side stemte kun omkring fire millioner på oppositionens kandidater. Det betyder, at den højreorienterede opposition faktisk tabte mere end 300.000 stemmer. Det viser magtbalancen.

Mens PSUV (Venezuelas forende Socialistparti) vandt i 17 stater, vandt oppositionen i fem (en delstat valgte ikke guvernør i dette valg). I det tidligere lokal- og regionalvalg (i 2004) formåede oppositionen kun at vinde to guvernørposter – i staten Zulia og Nueva Esparta. Denne gang formåede oppositionen at vinde også i Miranda, Carabobo, Táchira og den vigtige Alcaldia borgmester i Caracas (Storcaracas kommunalråd). Mens de endelige resultater for Carabobo og Táchira ikke er blevet annonceret endnu, giver optællinger oppositionen flertallet der.

Selvom det skal understreges, at PSUV vandt tre stater tilbage (Sucre, Aragua og Guarico) fra de guvernører, der udgjorde en del af PODEMOS og havde forrådt revolutionen, kan det ikke gøre op for tabet af de vigtige delstater, som dem nævnt ovenfor. Især tabet af den afgørende vigtige Alcaldia borgmesterpost i Caracas er et vigtigt tilbageslag, og oppositionen vil bruge dette som en base for at opbygge sin støtte.

Valgenes betydning

Det her var på ingen måde ”almindelige” valg. Alle forstod, at de vil have en afgørende indflydelse på revolutionens fremtid som et hele. Det internationale borgerskab forstod dette fra begyndelsen. Som det spanske højreorienterede dagblad ABC formulerede det: ”Chavez står overfor valg hvori ’den bolivariske revolutions’ fremtid står på spil.” Andre medier forsøgte at præsentere et billede af kaos og usikkerhed ved at fordreje og overdrive nogle af Chavez’ tidligere udtalelser. Det er den typiske attitude fra den borgerlige presse, hvis eneste hensigt er at miskreditere den bolivariske regering og forberede dens fremtidige fald.

Trods det var der en høj valgdeltagelse. Omkring 65 procent af vælgerne stemte, sammenlignet med kun 45 procent i lokalvalgene i 2004. Valgkontorerne blev holdt åbne i timevis efter den officielle lukketid fordi hundreder stadig stod i kø for at afgive deres stemme (noget som oppositionen fordømte som ”udemokratisk”).

Tilbageslagets egentlige årsag

Bureaukraterne indenfor den bolivariske bevægelse og i PSUV vil uden tvivl lægge skylden for dette nye tilbageslag på masserne. De vil sige: ”Dette viser det lave bevidsthedsniveau, masserne er endnu ikke parate til socialisme. Derfor må vi vente og udskyde opbyggelsen af socialisme”. Der vil være en stærk kampagne til fordel for ”mådehold” og et stærkt pres vil blive lagt på Chávez for at antage denne linje. En sådan kampagne vil være en gentagelse af den, der fulgte nederlaget i afstemningen om forfatningsreformen i december 2007 – men i et meget større omfang.

Men der er en anden side i situationen. Den konklusion som mange af de mere udviklede lag drog i december 2007 var, at det var præcis denne politik (dvs. mådehold), der havde ført til nederlaget. De begyndte at gøre oprør imod, hvad de så, som en femte kolonne indenfor den bolivariske bevægelses rækker. Det fandt sit udtryk i skarpe modsætninger på PSUVs nationale kongres i februar og også på PSUV Ungdoms kongres i september.

I Caracas er fødevarepriserne røget i vejret med en vækst på næsten 50 procent i løbet af det sidste år. Det samme er kriminalitetsraten, og der er nået rekordniveau i antal døde pr. indbygger. Den tidligere borgmester for Alcaldia kommune, Juan Barreto (der er medlem af PSUV) begyndte med at udføre ekspropriationer af boliger, men trak så i land og viste sig dermed ude af stand til at løse boligproblemerne for de fattige masser i byerne.

I Miranda hersker de samme problemer. Derudover var PSUV kandidaten Diosdado Cabello som er forretningsmand og den åbenmundede leder af ”derecha endógena”, den hjemmedyrkede højrefløj indenfor regeringen og PSUV. Som mange andre steder frastødte det mange loyale PSUV-støtter.

Spørgsmålet om korruption var også afgørende i Carabobo, hvor den tidligere ”bolivariske” guvernør (Acosta Carles, en militærofficer) havde vist sig at være involveret i alle mulige former for skumle handelsaftaler, i kraft af sin position. Han blev ekskluderet fra PSUV og erstattet af Mario Silva, en populær TV-vært. Men Acosta Carles stillede op imod PSUV og formåede at vinde nok stemmer til at få højrefløjens kandidat ind.

Dette er bare et par få eksempler. Hvad de viser er, at hovedårsagen til nederlaget skal findes i de katastrofale følger, ikke af radikal politik, men af reformistisk politik. Reformismen har bevist, at den ikke er i stand til at løse massernes presserende problemer. Det er især sandt nu, hvor et drastisk fald i oliepriserne vil reducere mængden af penge, der er til rådighed for de sociale programmer.

Perspektiver

Dette nye valgmæssige tilbageslag vil uden tvivl blive brugt af højrefløjen og de kontrarevolutionære i deres kampagne for at vælte Chavez og stoppe revolutionen. De opnåede hvad de ville; fremskridt i nogle strategiske stater. Derfra vil de fortsætte med at sprede deres kampagne med at opbyge mistillid til regeringen og kritisere den mere åbent og mere radikalt. De vil bruge resultatet til at mobilisere deres støtter og opmuntre dem til at arbejde aktivt for at vælte Chavez. De vil få støtte fra de internationale borgerlige medier, der gang på gang har fremsat ideen om en svækket og miskrediteret Chavez.

Oppositionen lancerer muligvis nu en kampagne for at samle underskrifter til en tilbagekaldelsesafstemning (som de gjorde det i 2004), hvilket den venezuelanske konstitution tillader. Men denne gang vil de højst sandsynligt have endnu mere tiltro til deres egen styrke og vil bruge både lovlige og ulovlige metoder for at forsøge at opnå deres mål.

På den anden side vil masserne ikke forblive passive, Frustrationen over tabet af adskillige strategiske positioner vil blive til vrede. Masserne vil placere ansvaret for dette nederlag på bureaukratiet og de upålidelige og feje ledere, der omringer Chávez.

 

Det vil have enorme konsekvenser indenfor PSUV, PSUV ungdom og fagforeningsbevægelsen. Disse organisationer vil blive rystet fra top til bund. Startende med de mest avancerede lag i avantgarden vil masserne drage konklusioner. De vil se, at revolutionen virkelig er i fare. De vil bruge alle deres kræfter for at redde revolutionen – men denne gang vil kampen også være imod revolutionen interne fjender: bureaukraternes femte kolonne, der har infiltreret den revolutionære bevægelse.

Magtbalancen

Valgene viste en dybtgående polarisering i det venezuelanske samfund, ja. Men det betyder ikke enden på revolutionen. Som nævnt ovenfor viser tallene, at et umådeligt flertal stadig støtter revolutionen og ideerne om socialisme, og er parate til at bevæge sig fremad. Selv på valgdagen, da oppositionen forsøgte at starte optøjer, svarede folket med at gå på gaden og drive dem ud. Dette er det afgørende punkt. I sidste ende afgøres en revolution ikke i parlamentet eller i valg. En revolution afgøres i kampen mellem klasserne, i fabrikker, på universiteterne og i gaderne.

Situationen er stadig meget gunstig for revolutionen. Chávez har støtte fra det store flertal af befolkningen. Han har et overvældende flertal i Nationalforsamlingen. Frem for alt har ideen om socialisme fanget bevidstheden hos millioner af arbejdere, bønder, unge, kvinder og fattige i byerne. Forholdene er modne til at lancere en offensiv, der kunne afskaffe kapitalismen og begynde opbygningen af socialisme.
De 5,6 millioner mennesker, der stemte på PSUV, stemte for socialisme. Men efter 10 år med revolution er det ikke nok at tale om socialisme. Socialisme må udføres i handling, hvis det ikke skal forblive bare en drøm. Revolutionen bliver nødt til at gå i offensiven!

Vores slogans er:

• Ingen indrømmelser til højrefløjen!
• Udfør flertallets vilje – indfør socialisme!
• Nationaliser jorden, fabrikkerne og bankerne!
• Arbejderkontrol i alle fabrikker!
• Bevæbn folket!
• Fremad til den socialistiske revolution!

Source: Socialistisk Standpunkt