For Femte Internationale

Appellen udråbt af præsident Chavez om dannelsen en ny revolutionær internationale, Femte Internationale, har fremprovokeret en passioneret diskussion i arbejderbevægelsen i Latinamerika og på verdensplan. Det er umuligt for marxister ikke at have en holdning til dette spørgsmål. Hvilken indstilling må vi have?

Det første spørgsmål, der må besvares, er: har vi brug for en internationale? Marxismen er internationalistisk eller den er intet. Allerede ved vores bevægelses start skrev Marx og Engels i det Kommunistiske Manifest: “arbejderne har ikke noget fædreland”.

Marx og Engels’ internationalisme var ikke en grille eller resultatet af sentimentale overvejelser. Den fulgte af det faktum, at kapitalismen udvikler sig som et verdenssystem – ud fra de forskellige nationale økonomier og markeder opstår der et samlet, udelelig og indbyrdes afhængigt hele – verdensmarkedet.

I dag er denne forudsigelse fra marxismens grundlæggere på brillant vis blevet bevist. Verdensmarkedets knusende dominans er den mest afgørende faktor i vores epoke. Ikke et eneste land, uanset hvor stort og magtfuldt – ikke USA, ikke Kina, ikke Rusland – kan stå udenfor verdensmarkedets mægtige indflydelse. Det var den virkelige årsag til USSR’s kollaps.

Første og Anden internationale

Den kommunistiske liga var fra begyndelsen en international organisation. Men dannelsen af den Internationale Arbejdersammenslutning (Første Internationale) i 1864 repræsenterede et kvalitativt skridt fremad. Første internationales historiske opgave var at etablere den revolutionære marxismes hovedprincipper, program, strategi og taktik på verdensplan. Men ved dens start var Første Internationale ikke en marxistisk internationale, men en ekstremt heterogen organisation bestående af britiske reformistiske fagforeningsfolk, franske proudhonister, italienske støtter af Mazzini, anarkister og lignende. Ved at kombinere fasthed i principperne med stor taktisk fleksibilitet vandt Marx og Engels gradvist flertal.

Første Internationale formåede at lægge det teoretiske grundlag for en ægte revolutionær internationale. Men det blev aldrig en virkelige masse abejderinternationale. Det var i virkeligheden en foregribelse af fremtiden. Den socialistiske internationale (Anden Internationale) lanceret i 1889 begyndte hvor Første Internationale slap. I modsætning til Første Internationale, begyndte Anden Internationale som en masseinternationale, der samlede millioner af arbejdere. Den havde massepartier og fagforeninger i Tyskland, Frankrig, England, Belgien osv. Derudover havde den i hvert fald i ord den revolutionære marxisme som grundlag. Verdenssocialismens fremtid så ud til at være sikret.

Men Anden internationales ulykke var at den blev dannet under en lang periode med kapitalistisk opsving. Det prægede mentaliteten hos det ledende lag i de Socialdemokratiske partier og fagforeninger. Perioden mellem 1871-1914 var socialdemokratiets klassiske periode. På grundlag af en lang periode med økonomisk vækst var det muligt for kapitalismen at give indrømmelser til arbejderklassen, eller mere korrekt dens øverste lag.

Dannelsen af en talrig kaste af fagforeningsansatte, partibureaukrater og parlamentariske karrieremagere førte til en process med degenerering, hvor bureaukratiet i stigende grad bevægede sig væk fra masserne og partiets medlemmer. Gradvist, næsten umærkbart, forsvandt de revolutionære mål ud af syne. Lederne blev absorberet i den daglige rutine med parlamentarisk eller fagforeningsaktivitet. Til sidst fandt de teorier til at retfærdiggøre deres opgivelse af principperne.

Dette var det materielle grundlag for den nationale-reformistiske degenerering af Anden (den socialistiske) Internationale, der blev ubamhjertigt afsløret i 1914, da lederne for internationalen stemte for krigsbevillinger og støttede “deres” borgerskaber i Første verdenskrigs imperialistiske blodbad.

Tredje Internationale

Tredje (kommunistisk) Internationale stod på et kvalitativt højere niveau end begge dens to forgængere. Ligesom Første Internationale på dens højdepunkt stod tredje internationale for et klart revolutionært, internationalistisk program. Ligesom Anden Internationale havde den en massebasis på millioner. Endnu engang så det ud til, at verdensrevolutionens skæbne var i gode hænder.

Under Lenin og Trotskijs ledelse fastholdt Kommunistisk Internationale en korrekt linje. Men den russiske revolutions isolation under forhold med ekstrem materiel og kulturel tilbageståenhed førte til den bureaukratiske degenerering af revolutionen. Den bureaukratiske fraktion ledet af Stalin vandt overhånden, især efter Lenins død i 1924.

Leon Trotskij og Venstreoppositionen forsøgte at forsvare oktoberrevolutionens pletfri traditioner imod den stalinistiske reaktion – den lenistiske tradition med arbejderdemokrati og proletarisk internationalisme. Men de kæmpede imod strømmen. De russiske arbejdere var udmattede efter årevis med krig, revolution og borgerkrig. På den anden side følte bureaukratiet sig i stigende grad sikkert, skubbede arbejderne til den ene side og overtog partiet.

Med Lenins endelige sygdom og død styrede bureaukratiet under Stalin og Bukharin ind på en højreorienteret kurs, med forsoning overfor kulakkerne og andre kapitalistiske elementer i Rusland, og stræbte efter en blok med de såkaldte proressive borgerlige elementer i de koloniale lande (Chiang Kai Shek i Kina) og arbejderbureaukratiet i Vesten (den anglo-russiske komite). Denne opportunistiske politik førte til den kinesiske revolutions blodige nederlag, og at en mulighed blev tabt på gulvet i England i 1926 og endnu vigtigere i Tyskland i 1923.

Med hvert nederlag for den internationale revolution blev de sovjetiske arbejdere mere skuffede og demoraliserede og bureaukratiet og den stalinistiske fraktion i partiet opnåede ny styrke og selvtillid. Efter nederlaget til Trotskijs Venstreopposition (1927), brød Stalin, der havde brændt fingrene med den venligtsindede politik overfor kulakkerne, med Bukharin og svang over til en ultravenstreposition med tvungne kollektiviseringer i Rusland og samtidig prakkede han internationalen (Komintern) den vanvittige “tredje periode” politik på.

Trotskij og hans støtter, bolsjevik-leninisterne blev ekskluderet fra Kommunistpartiet og Internationalen. Derefter blev de bagvasket, forfulgt, fængslet og myrdet. Stalin trak en linje af blod mellem buraukratiet der bemægtigede sig og forrådte Oktoberrevolutionen og trotskisterne, der kæmpede for at forsvare bolsjevik-leninismens virkelige ideer.

Den internationale Venstreopposition

Tredje Internationales enorme potentiale blev ødelagt af stalinismens fremvækst i Rusland. Den stalinistiske degenerering af Sovjetunionen ædelagde de stadig umodne ledelser af kommunistpartierne i udlandet. Hvor Lenin og Trotskij havde set til den internationale arbejderrevolution som den eneste sikring af den russiske revolution og Sovjetstatens fremtid, var Stalin og hans støtter ligeglade med verdensrevolutionen. “Teorien” om socialisme i et land udtrykte den nationale begrænsning i udsynet hos bureaukratiet, der så den kommunistiske internationale som intet andet end et redskab for Moskvas udenrigspolitik.

Det værste resultat var i Tyskland. Trotskij argumenterede for en enhedsfront med de kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere for at bekæmpe den nazistiske trussel. Men Trotskijs advarsler til kommunistpartiernes medlemmer faldt for døve øren. Den tyske arbejderklasse var splittet på midten. Den vanvittige “socialfacisme” politik splittede og paralyserede den magtfulde tyske arbejderbevægelse og tillod Hitler at komme til magten i 1933.

Den tyske arbejderklasses nederlag i 1933, der kom på baggrund af kommunistpartiets afvisning af at tilbyde en enhedsfront til de socialdemokratiske arbejdere, var et vendepunkt. Trotskij drog konklusionen, at en internationale, der var ude af stand til at reagere ansigt til ansigt med et sådan nederlag, var død, og at der måtte dannes en ny internationale. Historien viste, at han havde ret. I 1943 blev den kommunistiske internationale, der var blevet kynisk anvendt af Stalin som et instrument for Moskvas udenrigspolitik, forsmædeligt begravet uden at der var indkaldt en kongres. Den politiske og organisatoriske arv fra Lenin blev påført et hårdt slag i en hel historisk periode.

Fjerde Internationale

Trotskij forsøgte under de vanskeligste forhold i eksil, bagtalt af stalinisterne og forfulgt af GPU at regruppere de små kræfter, der forblev loyale overfor bolsjevismen og oktoberrevolutionens traditioner. Udover deres små kræfter var mange af støtterne af oppositionen forvirrede og desorienterede, og der blev begået mange fejl, især af sekterisk karakter. Dette afspejlede delvist trotskisternes isolation fra massebevægelsen. Denne sekterisme er tilstede i dag i de fleste af de grupper, der hævder, at de repræsenterer trotskismen, men som ikke har formået at forstå de mest elementære af de ideer, som Trotskij forsvarede.

Trotskij lancerede Fjerde Internationale i 1938 på grundlag af et bestemt perspektiv. Men dette perspektiv blev ikke opfyldt af historien. Mordet på Trotskij af en af Stalins attentatmænd i 1940 var et dødeligt slag imod bevægelsen. De andre ledere af Fjerde Internationale var ikke de de opgaver historien stillede voksne. De gentog Trotskijs ord uden at forstå Trotskijs metode. Som resultat begik de alvorlige fejl, der førte til Fjerde Internationales forlis. Ledelsen af Fjerde internationale var fuldstændig ude af stand til at forstå den nye situation, der opstod efter 1945. Opsplitningen og splintringen af den trotskistiske bevægelse har sine rødder i den periode.

Det er ikke muligt her at gå mere i detaljer med den daværende ledelse af Fjerde Internationales fejl, men det er tilstrækkeligt her at sige, at Mandel, Cannon og co. mistede orienteringen efter krigen og at dette førte til en fuldstændig opgivelse af ægte marxisme. Den såkaldt Fjerde Internationale degenererede efter Trotskijs død til en organisk småborgerlige sekt. Den har intet tilfælles med dens stifters ideer og med den ægte bolsjevik-leninistiske tendens. De pseudo-trotskistiske sekters indstilling til den bolivariske revolution er et særligt grovt eksempel på dette.

Anden og Tredje Internationale degenerede til reformistiske organisationer, men de havde i det mindste masserne. Trotskij i eksil havde ikke en masseorganisation, men han havde det korrekte program og politik og et rent banner. Han var respekteret af arbejdere over hele verden, og hans ideer blev lyttet til. I dag eksisterer den såkaldt Fjerde Internationale ikke som en organisation. Dem der taler i deres navn (og der er nogen stykker af dem) har hverken masserne eller de korrekte ideer, ej heller et rent banner. Al snak om at genoplive IV Internationale på dette grundlag er fuldstændig udelukket.

Bevægelsen er blevet kastet tilbage

Lenin var altid ærlig. Hans slogan var: sig altid det som er. Sandheden kan være ubehagelig, men vi bliver nødt til altid at sige sandheden. Sandheden er, at på grund af en kombination af omstændigheder, objektive og subjektive, er den revolutionære bevægelse blevet kastet langt tilbage og den ægte marxismes kræfter reduceret til et lille mindretal. Det er sandheden, og den, der benægter det, bedrager blot sig selv og andre.

Årtier med økonomisk vækst i de udviklede kapitalistiske lande, har betydet opkomst af en hidtil uset degenerering af arbejderklassens masseorganisationer. Det har isoleret den revolutionære strømning, der alle steder er blevet reduceret til et lille mindretal. Sovjetunionens kollaps har tjent til at skabe forvirring og desorientering i bevægelsen, og sætte det endelige segl på de tidligere stalinistiske lederes degenerering, hvoraf mange er overgået til den kapitalistiske reaktions lejr.

Mange har draget pessimistiske konklusioner fra dette. Til de folk siger vi: det er ikke første gang, at vi står overfor vanskeligheder, og vi er ikke det mindste bange for sådanne vanskeligheder. Vi bibeholder en urokkelig tillid til marxismens korrekthed, til arbejderklassens revolutionære potentiale og til socialismens endelige sejr. Den nuværende krise udstiller kapitalismens reaktionære rolle, og sætter oplivningen af den internationalisme på dagsordenen. Der er begyndelsen på en regruppering af kræfterne internationalt. Der er brug for at give denne omgruppering et organiseret udtryk og et klart program, perspektiv og politik.

Den opgave, som vi står overfor, er groft sagt tilsvarende den, Marx og Engels stod overfor ved stiftelsen af Første Internationale. Som vi forklarede ovenfor, var organisationen ikke homogen men bestod af mange forskellige tendenser. Men Marx og Engels blev ikke afskrækket af dette. De gik med i den generelle bevægelse for en arbejderklasse internationale og arbejdede tålmodigt for at forsyne den med en videnskabelig ideologi og program.

Hvad, der adskiller IMT fra alle andre tendenser, der påstår, de er trotskister, er på den ene side vores samvittighedsfulde indstilling til teori og på den anden side vores tilgang til masseorganisationerne. Modsat de andre grupper er vores udgangspunkt, at når arbejderne begynder at bevæge sig, vil de ikke gå til en eller anden lille gruppe på arbejderbevægelsens udkant. I vores bevægelses stiftende dokument forklarer Marx og Engels:

”I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed? Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.

Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.

Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og umiddelbare resultater.” (Marx og Engels, Det kommunistiske partis manifest, kapitel II ”Proletarer og kommunister”)

Hvilke konklusioner kan vi drage af dette? Kun denne: at ægte marxister ikke må adskille sig fra masseorganisationerne. Denne epokes dilemma er, at den socialdemokratiske ledelse for arbjederbevægelsen har kapituleret til borgerlig politik og at de undertrykker arbejdernes stræben men samtidig stadig fastholder masseopbakning i mange lande. Det er meget nemt at erklære den officielle ledelse for degenereret. Men opgaven er at opbygge et alternativ.

Internationalen vil ikke blive bygget ved blot at erklære den. Den vil kun blive bygget på grundlag af begivenheder, ligesom den Kommunistiske Internationale blev bygget på grundlag af massernes erfaringer i den stormfulde periode fra1914 til 1920. Begivenheder, begivenheder, begivenheder er hvad, der er nødvendigt for at uddanne masserne i nødvendigheden af en revolutionær omdannelse af samfundet. Men i tillæg til begivenheder må vi skabe en organisation med klare ideer og solide rødder i masserne på verdensplan.

Hvordan den venezuelanske revolution forsvares

I hans Caracas-tale pointerede Hugo Chavez, at alle de tidligere internationaler oprindeligt var baseret i Eruopa, hvilket afspejlede klassekampene i Europa på det tidspunkt, men at i dag var verdensrevolutionens epicenter i Latinamerika og især i Venezuela. Det er et ubestrideligt faktum, i det mindste nu, at revolutionen i Latinamerika er gået langt længere end noget andet sted i verden. IMT forklarede dette perspektiv for ti år siden, og det er fuldt ud blevet bekræftet af bevgivenhederne.

Ved at fremføre dette unægtelige faktum benægtede Chavez på ingen måde, at der eksisterer et revolutionært potentiale i resten af verden inklusiv Europa og Nordamerika. Tværtimod er han kommet med gentagne appeller til arbejdere og ungdommen i disse lande om at gå med i bevægelsen for en socialistisk revolution. Han har appelleret direkte til arbejderne, de fattige og afroamerikanerne i USA om at støtte den venezuelanske revolution. Dette har intet tilfælles med den reaktionære demagogi om “tredje verdenisme”, der forsøger at modstille “Latinamerika” med “gringoerne”. Det er den virkelige internationalismes stemme, der for længe siden lancerede det inspirerende slogan: “arbejdere i alle lande foren jer!”.

Imperialismen er fast besluttet på at sætte en stopper for den revolutionære proces, der finder sted i letinamerika. Venezuela er den ubestridte fortrop for denne proces, og Chavez internationalistiske politik og hans fortsatte appeller for verdensrevolutionen følges af alle anti-imperialistiske kæmpere over hele verden. Den venezuelanske revolution repræsenterer en dødelig fare for den herskende klasse over hele det amerikanske kontinent. Det forklarer, hvorfor den amerikanske imperialisme har taget nye skridt for at kontrollere situationen: oprettelsen af syv militærbaser i Colombia, kuppet i Honduras og sidst men ikke mindst aftalen for at opsættelsen af nye militære baser i Panama, der i realiteten vil omringe Venezuela med amerikansk militær tilstedeværelse.

For den venezuelanske revolution er internationalisme ikke et undeordnet spørgsmål, men et spørgsmål om liv eller død. I sidste ende er den eneste vej til at paralysere den amerikanske imperialisme, at opbyge en magtfuld massebevægelse på verdensplan til forsvar for revolutionen. Det er vigtigt at bygge denne bevægelse i Latinamerika, men det er tusinde gange mere vigtigt at bygge den nord for Rio Grande. Det er derfor, at IMT har lanceret og konsekvent støttet den internationale kampagne Hands off Venezuela. HOV kampagnen har mobiliseret den offentlige mening internationalt til støtte for den venezuelanske revolution. På vores foraneledning er blev en resolution vedtaget enstemmigt af de britiske fagforeninger til forsvar for den venezuelanske revolution, der blev afholdt et massemøde hvor 5000 unge og fagforeningsfolk i Wien deltog for at høre præsident Chavez tale, og andet.

Fra den lille begyndelse er vi nu tilstede i mere end 40 lande. Det er en stor sejr, men det er kun begyndelsen. Hvad, der er brug for, er mere end en solidaritetskampagne. Hvad, der er brug for, er en revolutionær internationale imod imperialisme og kapitalisme, for socialisme og til forsvar for den venezuelanske revolution. Hvad, der er brug for, er en ægte verdensomspændende revolutionær internationale.

Reformisme eller revolution?

Caracas aftalen (El Compromiso de Caracas) var baseret på ideen om en verdensomspændende kamp imod imperialismen og kapitalismen, for socialisme. Det er tilstrækkeligt grundlag for at forene de mest militante dele af den internationale arbejderbevægelse. Men vi bemærker, at denne appel er blevet mødt med et blandet svar selv fra nogen af de ledere, der var tilstede på PSUVs kongres. Reformisterne og socialdemokraterne kunne ikke lide præsidentens insisteren på at Femte Internationale ikke bare skulle være antiimperialistisk men også antikapitalistisk og socialistisk. Det irriterede en del. Nogen af af de repræsentanter, der var tilstede på mødet for venstrepartierne i Caracas, gik imod denne appel med det argument, at vi allerede har “Sao Paulo Forummet”, og at en sådan internationale ikke behøver at være åbent anti-kapitalistisk.

De gentagne møder i “Sao Paulo forummet” har tydeligt udstillet begrænsningerne i sådanne møder, der har vist sig ikke at være andet end rene snakkeklubber: et sted hvor alle mulige slags reformister kan samles og beklage sig over kapitalismens uretfærdigheder, men som aldrig tilbyder et revolutionært perspektiv, og som ikke går ind for socialisme. I stedet forfægter de reformistiske metoder med delvise reformer, der ikke ændrer noget grundlæggende. Det er derfor, at imperialismens internationale organer såsom Verdensbanken, ser velvilligt på den slags og aktivt opmuntrer og finansierer NGO’er som et middel til at aflede opmærksomheden væk fra den revolutionære kamp for at ændre samfundet.

Organisationer som “Sao Paulo Forummet” og Verdens sociale forum bringer ikke den internationale kamp mod kaitalismen et skridt fremad. Det er derfor, Chavez har foreslået dannelsen af Femte Internationale, der er et radikalt brud med sådanne bevlægelser. I hans tale sagde Chavez, at den virkelige trussel mod den menneskelige races fremtid var kapitalismen selv. Med henvisning til den verdensomspændende kapitalistiske krise fordømte han de vestlige regeringers forsøg på at redde systsmet med ødsle statslige redningspakker. Vores opgave, sagde han, er ikke at redde kapitalismen men at ødelægge den.

Chavez sagde, at han rettede appellen til venstreorienterede partier, organisationer og strømninger. Appellen har åbnet en debat blandt masserne i Venezuela og også en debat i mange af de venstreorienterede partier og organisationer over hele Latinamerika og derudover. Det har naturligvis skabt skel – men disse skel eksisterede allerede. De er de skel, der altid har eksisteret i bevægelsen: skellet mellem dem, der blot ønsker at indtroducere nogle få reformer, at forskønne kapitalismen, og dem der ønsker at afskaffe kapitalismen helt fra roden.

I El Salvador for eksempel er præsident Funes, der formelt set er medlem af FMLN, gået imod Femte Internationale og har sagt, at han intet har at gøre med socialisme. Alligevel er FMLN officielt gået ud med støtte til Femte Internationale. I Mexico er ideen blevet taget op af afdelinger i PRD og andre masseorganisationer. I Europa vil det uden tvivl blive diskuteret i kommunistpartierne og eks-kommunistpartierne og på venstrefløjen generelt. Før eller senere må enhver tendens tage stilling til dette spørgsmål.

Hvilket standpunkt bør marxisterne tage?

Hvilket standpunkt bør marxisterne tage? Som marxister går vi ubetinget ind for opsættelsen af en international masseorganisation for arbejderklassen. Der eksisterer ingen ægte masseinternationale på nuværende tidpsunkt. Det, der var Fjerde Internationale, blev ødelagt af ledernes fejltagelser efter mordet på Trotskij og lever i realiteten kun i de ideer, metoder og program, som forsvares af IMT. IMT forsvarer marxismens ideer i arbejderklassens masseorganisationer i alle lande. Det er indenfor disse organisationer, at diskussionen omkring forslaget om Femte Internationale må tages op snarest muligt.

Det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt appellen for Femte Internationale rent faktisk vil føre til dannelsen af en ægte internationale. Det afhænger af mange ting. Men det er klart, at det faktum, at denne appel kommer fra Venezuela og præsident Chavez, betyder, at den vil få et ekko blandt mange mennesker i Latinamerika til at starte med. Denne appel vil rejse mange spørgsmål blandt arbejdere og unge om, hvilket program sådan en internationale skal have, om de tidligere internationalers historie, årsagerne til deres storhed og fald.

Dette er en ,debat som marxisterne har en pligt til at deltage aktivt i. IMT, der allerede er anerkendt vidt omkring for sin rolle i opbyggelsen af solidaritet med og tilvejebringelsen af en marxistisk analyse af den venezuelanske revolution, må indtage et klart standpunkt. Og vi har indtaget et standpunkt. På et møde i IMT i marts med tilstedeværelse af mere end 40 kammerater, der repræsenterede mere end 30 forskellige lande i Asien, Europa og Amerika (inklusiv Canada og USA), vedtog IMT enstemmigt at deltage i opbyggelsen af Femte Internationale.

Vi erklærer vores fulde støtte til dannelsen af en massebaseret revolutionær internationale og vil komme med klare forslag til, hvad vi mener, at den nye internationales program og ideer skal være. Vi forsøger ikke at påtvinge nogen vores holdniner. Internationalen, og de dele den består af, vil udarbejde sine politiske standpunkter over en periode gennem en demokratisk debat og også på basis af fælles erfaringer.

• For en verdensomspændende antiimperialistisk og antikapitalistisk enhedsfront!
• For den internationale socialistiske revolution!
• For et marxistisk program!
• Længe leve Femte Internationale!
• Arbejdere i alle lande, forén jer!