Fattigdom: kapitalismens forbrydelse mod menneskeheden

Efter den globale finanskrise i 2008 har vi været vidner til den mest udbredte mistillid til og afvisning af det kapitalistiske system siden Sovjetunionens kollaps. Den uregerlige krise i verdensøkonomien kan mærkes i alle dele af livet, hvilket skaber stor ustabilitet både indenrigspolitisk og i relationer landene imellem.

[Source]

Over hele Europa bliver politiske partier, der har været med til at forme efterkrigstiden, reduceret til fodnoter, alt imens oprørske ’populister’ stiger til tops. I Storbritannien har Brexit efterladt det århundrede gamle Tory-parti på r til selvdestruktion. I Latinamerika, Afrika og Mellemøsten har enorme protestbevægelser væltet regeringer, og i USA - den rigeste nation på kloden - har Bernie Sanders og Donald Trumps valgkampagner rystet det ellers urokkelige topartisystem og som The Financial Times skriver ”sat den politiske ækvivalent til en selvmordsbomber på fri fod i Washington”

En så dyb social krise har uundgåeligt fundet sit spejlbillede i massebevidstheden især blandt yngre mennesker, der i mange dele af verden står til at opleve højere arbejdsløshed, lavere lønninger og mere prekære livs- og arbejdsforhold end deres forældre. I en undersøgelse lavet af “The Victims of Communism Foundation” svarede 44 % af amerikanske millennials (født mellem 1981 og 1996), at de ville foretrække at leve i et socialistisk samfund, 42 % fortræk et kapitalistisk og 7 % (et betydeligt antal) svarede tilmed, at de ville foretrække at leve i et kommunistisk, hvilket startede en bølge af forfærdelse i pressen.

Dette skifte er på ingen måde begrænset til USA. I Europa viste en EU-sponsoreret undersøgelse af 18-25-årige, at størstedelen af de adspurgte ville “deltage aktivt i en masseopstand mod den generation der sidder på magten, hvis det skete i løbet af de næste dage eller måneder” mens 89 % var enige i udsagnet ”banker og penge behersker verden”. Man kunne næsten sige: Et spøgelse går gennem Europa…

Men det er ikke en ensidig proces. Mens flere og flere tager afstand fra status quo i vrede, og kommentatorer sørger over ”liberalismens død”, har en uhellig alliance mellem milliardær-filantroper, politikere og kendis-intellektuelle rejst sig i et panikslagent forsøg på at forsvare kapitalismen under en noget uventet parole: bekæmpelse af fattigdom.

Det ‘stille mirakel’

I Storbritannien har Theresa May været nødsaget til at mønstre et forsvar for kapitalismen, der hylder det frie marked som ”den bedste repræsentant af kollektivt fremskridt i vores historie” sammen med påstande om at, når lande indfører en fri markedspolitik, så “bliver absolut fattigdom mindsket og den disponible indkomst vil vokse.” I 2016 besvarede den tidligere præsident Barack Obama valget af Donald Trump med en artikel, der påstod at: ”Den bedste tid at være i live er nu”, hvilket nok er korrekt, hvis man er Barack Obama.

Bogreolerne flyder over med bestsellere som Steven Pinkers Enlightenment Now og Hans Roslings Factfulness, som blev udgivet posthumt i år, og som beretter om “det menneskelige fremskridts stille mirakel.” Velgørende milliardærer som Bill Gates forsikrer os: “stol på mig, verden bliver bedre”, mens han deler gratis udgaver af Roslings bog ud. Store nyhedsmedier som The Economist rapporterer, at “antallet af mennesker, der lever under ekstrem fattigdom er faldet med 137.000 siden i går” og klager over manglen på mediedækning af denne fantastiske bedrift. Smarte hjemmesider såsom “The World Poverty Clock” lyser op med blændende infografik, der demonstrerer de nedadgående rater af fattigdom rundt om i verden. Liberale og alt-right-personer som f.eks. Jordan Peterson er enige om, at “mellem 2000 og 2002 er niveauet af absolut fattigdom i verden faldet med 50 %. Det er den højeste vækstrate af store forbedringer i menneskelig historie”. En hel industri er vokset ud af ganske enkelt at fortælle folk, hvor godt status quo er – endnu et af det fri markeds vidundere.

Hvis alting går så godt, hvorfor er de fleste så overbeviste om det modsatte? Ifølge Pinker og Rosling ligger problemet i massernes ”uvidenhed” og deres instinktive tendens til at antage det værste, selv når folk, der ved bedre, fortæller dem noget andet. Rosling bemærker, at folk svarer “systematisk forkert”, når de bliver adspurgt om, hvor mange mennesker der lever i fattigdom i verden. Løsningen? En sund dosis ”factfulness: den stress-reducerende vane kun at have holdninger om ting, der er understøttet af fakta”.

Argumentets logik er kraftfuldt i sin enkelhed. Hvis ’fakta’ siger, at verden på næsten alle måder er i bedring, så må det betyde, at systemet virker. Og hvis systemet virker for de fleste mennesker, så er der ingen grund til, at folk leder efter løsninger hos ’populisterne’ hverken på venstre- eller højrefløjen. Den eneste plausible forklaring på dette må være en kombination af uvidenhed og fordomme. Liberalismen er tilbage for at få sin hævn. Men når det kommer til verdens fattigdom, så bliver fakta og fiktion regelmæssigt blandet sammen.

Fattigdommens politik

En interessant ting, der bør nævnes, er: at de fattigdomsstatistikker, der bliver rapporteret af Pinker, Rosling og Peterson, alle kommer fra den samme kilde: the World Bank. Siden 1981 har the World Bank indsamlet data fra hele den “udviklende” verden for at kunne konstatere, hvor mange mennesker der lever under ”ekstrem” eller ”absolut” fattigdom - klassificeret som under den internationale fattigdomsgrænse (IPL, International Poverty Line). I dag ligger IPL på $1,90 om dagen i forhold til købekraftsparitet i 2011 (den mængde penge, der skal bruges for at købe en given ”kurv” med varer).

Ved første øjekast virker det måske overraskende, at det næsten udelukkende er verdens mest prominente repræsentant af finanskapital, der står for at overvåge global fattigdom, men skeptikere bør holde the World Banks mission i hu. Hugget i sten udenfor dets Washington hovedkvarter står ”Vores drøm er en verden fri for fattigdom.”

I årtier har the World Bank jagtet drømmen om en verden fri for fattigdom, ved at give lån til stater i den udviklende verden og sælge gælden til Wall Street-investorer med et attraktivt udbytte på op til 15 %. For at få adgang til lånene må debitorlandene gå med til den Internationale Valutafonds (IMF, the International Monetary Fund) ”strukturprogrammer” i tilfælde af at de ikke kan betale pengene tilbage, er de tvunget til at sælge ud af de offentlige aktiver og skære i det offentlige forbrug såsom f.eks. pensioner. En sådan politik, identisk med den den Europæiske Centralbank fulgte i relation til Grækenland, har reduceret væksten af GDP per capita i den udviklende verden fra 3,2 % in 1960’erne og 70’erne til 0,7 % i 1980’erne og 90’erne og sørgede for, at halvdelen af verdens rigdom var centreret i hænderne på 1 % af befolkningen i 2015.

Men samme år rapporterede the World Bank, at antallet af mennesker i verden, der lever for det, der svarer til under $1,90 om dagen, faldt fra omkring 4 ud af 10 til mindre end 1 ud af 10 med den hurtigste udvikling efter år 2000 inklusive under verdensrecessionen, der fulgte krisen i år 2008. Sådanne statistikker der trodser tyngdekraften, har tydeligvis politisk værdi. Hvis verden virkelig har reduceret fattigdom hurtigere end nogensinde før, på trods af koncentrationen af rigdom i færre og færre hænder, så havde Thatcher og Reagan måske ret, og kapitalismen er det ”stigende tidevand der løfter alle skibe”.

Samme år rapporterede the World Bank, at antallet af mennesker, der lever i “absolut fattigdom” (også kaldet “ekstrem fattigdom), faldt fra 4 af 10 til mindre end 1 af 10. Det stejleste fald efter år 2000 (inklusive under verdensrecessionen, der fulgte det finansielle sammenbrud i 2008). Sådanne statistikker, der trodser tyngdekraften, er tydeligt politisk værdiladede . Hvis fattigdom på verdensplan er reduceret med den hurtigste hastighed, der nogensinde er registreret, på trods af koncentrationen af rigdom på færre og færre hænder, så havde Thatcher og Reagan måske ret: Kapitalismen er det “stigende tidevand, der løfter alle skibe”

Hvis det virker for godt til at være sandt, så er det fordi, det er det. Udover den åbenlyse interessekonflikt hos en institution, der rapporterer om resultaterne af sin egen politik, så har den producerede data og de antagelser, der stammer fra den, et meget løsere forhold til fakta, end ”utålmodige optimister” som f.eks. Bill Gates gerne vil have os til at tro.

Myten om absolut fattigdom

Når politikere og publikationer taler om at reducere fattigdom, mener de næsten altid ”absolut fattigdom” defineret af Our World in Data som et minimum, en ”fast levestandard”, der ”ikke bare er holdt konstant over tid men også på tværs af lande”. Id est det absolutte minimum, der er påkrævet for menneskelig overlevelse, IPL, er fastsat som $1,90 om dagen. Problemet er, at ideen om absolut fattigdom som en fast og konstant størrelse på tværs af tid og rum, uanset hvor videnskabelig den end synes på overfladen, er nonsens.

I sit forsvar for kapitalismen og oplysningsidealerne referer Pinker til IPL som ”den laveste nødvendige indkomst for at kunne brødføde sin familie”. Desværre er næsten hvert af de ord forkerte. For det første fordi IPL faktisk er udregnet i forhold til forbrug og ikke indkomst, men mest af alt fordi den er så lav, at det i langt de fleste lande ikke være nok til at brødføde nogens familie.

I 2005 rapporterede den amerikanske regering i sin “Thrifty Food Plan”, at en gennemsnitlig person har brug for mindst $4,58 om dagen blot for at opfylde det mindste ernæringsbehov – altså mere end det dobbelte af det ”absolutte minimum”, IPL. Faktisk ville en person, der lever på gaden i London, hvis man følger IPL, teoretisk set løfte sig selv ud af ekstrem fattigdom ved hver dag at indtage en enkelt sandwich fra et hvilket som helst supermarked.

Selv i den udviklende verden formår IPL ikke at komme med et tilstrækkelig grundlag. De $1,90, der bliver brugt af the World Bank, er baseret på et gennemsnit taget fra fattigdomsgrænserne i de 15 fattigste lande globalt inklusive Gambia og Sierra Leone. Det betyder, at mindsteforbruget for en befolkning, der hovedsageligt lever af landbrug, udregnet på baggrund af mangelfulde undersøgelser, danner grundlag for alle de lande, der er medregnet i the World Banks definition af ”udviklingslande” inklusive Kina, den Demokratiske Republik Congo og Argentina.

Ikke overraskende fremkommer der af en dårlig metode absurde resultater. Pakistan beviser den pointe. Ifølge the World Bank har Pakistans forsøg på at reducere fattigdom (hjulpet af $5 mia. i lån fra the World Bank) været meget succesfuld med en fattigdomsrate, der er faldet fra 15,9 % i 1996 til 6,1 % i 2013. ”The World Poverty Clock” har endda været frække nok til at påstå, at antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom i Pakistan nu er ”under 3 %”, hvilket de har udledt fra the World Banks data.

Ifølge Pakistans egen Nationale Ernæringsundersøgelse fra 2011 er ⅓ af alle pakistanske børn undervægtige, næsten 44 % har hæmmet vækst og halvdelen af dem er anæmiske. Mest nedslående er at sult-statistikkerne for mødre og børn i Pakistan stort set ikke har ændret sig de sidste to årtier ifølge et studie publiceret af The Lancet i 2013. Situationen har heller ikke forbedret sig meget siden. Ifølge ”the Global Hunger Index 2016” er 22 % af befolkningen underernærede og 8,1 % af børnene dør af fejlernæring, inden de fylder 5.

Indien, som ofte er blevet brugt som et glansbillede for fattigdomsreduktion, er et andet godt eksempel. I 2015 holdt en talsmand for den indiske regering en tale, hvor han anerkendte den dystre livssituation for 300 millioner mennesker, der både er arbejdsløse og landløse og ofte fra stamme- eller “nedre-kaste”-baggrunde. “The World Poverty Clock”’s estimat lød på, at det i januar 2016 ville være mindre end halvdelen - nemlig omkring 145 millioner mennesker - der levede i ”ekstrem fattigdom”. Udenfor det asiatiske kontinent er billedet lige så forvirrende. I 2010 rapporterede den mexicanske regering en fattigdomsrate på 46 %. The World Bank har sat den til 5 %.

Globalt har FN rapporteret, at et samlet antal på 815 millioner mennesker lider af kronisk underernæring (underernæring, der varer over et år) i 2016, og det tal er stødt stigende. Men the World Bank rapporterede i 2013, at kun 767 millioner mennesker blev klassificeret som absolut fattige, og i 2016 var dette tal endnu mindre. Det er i sandhed et mirakuløst system, der kan hjælpe folk ud af fattigdom uden at putte mere mad i deres munde. Som Marx skrev i 1859 ”Der må være noget råddent i kernen af et socialt system, hvis rigdom vokser uden at formindske lidelse”.

Faktum er, at hele ideen om en særlig kategori for ”ekstrem” eller ”absolut” fattigdom simpelthen ikke virker. Det, der dog opnås, er produktionen af muntre og glædelige statistikker, der kan bruges til at understøtte politikker foreslået af the World Bank eller dens primære andelshaver, USA. Men hvad der er værre er, at the World Bank, selv ved brug af dette kneb designet til at skabe et så favorabelt resultat som muligt, har været tvunget til at lappe på dens egne tal og rykke på målstolpen ved flere anledninger.

Løgne og statistikker

I sin bog The Divide: A Brief Guide to Global Inequality and its Solutions giver akademikeren Jason Hickel fra London School of Economics (LSE) en kortfattet beretning om the World Banks jongleren med statistikker, siden den har sat sig det mål: at først halvere og siden eliminere ekstrem fattigdom – hvilket Hickel kalder ”Den Store Fattigdoms Forsvindingsnummer”.

I 2000 mødtes verdens ledere i New York for at skrive under på FN’s Millenium-deklaration, som opsatte målet om at reducere antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen (der dengang var $1,02 om dagen) til det halve. Men ikke lang tid efter bekendtgjorde the World Bank i sin årlige rapport for år 2000, at antallet af folk, der levede under $1,02 om dagen, var stigende og faktisk var steget fra ”1,2 mia. i 1987 til 1,5 mia.” i 2000 og var spået til at skulle stige til 1,9 mia. inden 2015. Alligevel bekendtgjorde James Wolfensohn, præsidenten for the World Bank, i 2001, at ”siden 1980 er mængden af mennesker, der lever i fattigdom, på verdensplan faldet med estimerede 200 mio.”

Hvordan opnåede de en så drastisk og hurtig ændring? Simpelt: de ændrede IPL. The World Bank opdaterer periodisk IPL for at medregne inflation. I teorien burde det forbedre dataens nøjagtighed, men i praksis er det regelmæssigt blevet brugt til at ændre på statistikker, så de viser det størst mulige fremskridt mod målsætningen for FN’s deklaration. F.eks. var fattigdomsgrænsen på $1,08 i 2001 reelt lavere end den foregående IPL, hvilket betød at ”antallet af fattige bogstavelig talt ændrede sig fra dag til dag på trods af, at intet havde ændret sig i den virkelige verden”, som Hickel forklarer.

 Det er ikke den eneste gang, at the World Bank har rykket på sine egne målstolper. IPL blev revideret igen i 2005 fra $1,08 til $1,25. Denne gang betød ændringen, at det absolutte antal af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen rent faktisk steg, men til gengæld betød ændringen en stor forbedring for udviklingstendensen. Således at andelen af mennesker, der lever for under $1,25 faldt meget hurtigere mellem 1990 og 2005, end den del af mennesker, der lever for under $1,08. Det har betydning, fordi målet, der var blevet sat af the World Bank, var at halvere andelen af mennesker, der lever i fattigdom, ikke at reducere det absolutte antal. Og rigtigt nok, i år 2013 (to år før 2015-deadlinen) bekendtgjorde the World Bank stolt, at de allerede havde nået deres mål. Måske inspireret af Stalin’s kendte slogan ”Opnå femårsplanen på fire år!” faldt det globale etablissement og medier over sig selv for at proklamere succesen om 15-års planen på 13 år.

Den nyligste statistikmanipulation udført af the World Bank skete i 2015, da den nuværende IPL blev fastsat til at være $1,90 om dagen, hvilket reelt er lavere end den tidligere på $1,25. Vi vil højst sandsynligt se flere stille mirakler udført med tal fra the World Bank, jo nærmere vi kommer på FN’s mål om at udrydde ekstrem fattigdom fuldstændigt inden 2030 som en del af deres Sustainable Development Goal.

Ujævn udvikling

PR-kampagnen om fattigdom i verden har været ubønhørligt overdrevet og ofte med ringe henvisning til de faktiske kendsgerninger. Men på trods af at antallet af folk, der efter sigende skulle være ’sluppet fri’ fra fattigdom, er forkert, hvordan kan den generelle tendens så forklares? IPL er absurd lav og de undersøgelser, der har ligget til grund for beregningerne, er ofte mangelfulde og upålidelige, men der har dog været en markant stigende tendens i andelen af befolkningen der er over IPL-niveau uden dog at være kommet ud af fattigdom.

Drivkraften bag denne ændring har været bølgen af urbanisering, som er kommet rullende de sidste 30 år. Millioner af mennesker flytter - frivilligt eller ej - fra deres fødebyer på landet ind til storbyerne, hvor mange bliver en del af verdens voksende arbejderklasse. Det har haft en stor indflydelse på fattigdomsstatistikkerne: the World Bank skriver selv, at 76 % af ”verdens fattige” (dem der lever under IPL) i 2013 boede i landområder. Årsagen til dette er ikke, at bylivet nødvendigvis er bedre end livet i en landsby, hvilket enhver, der har set et slumområde, kan skrive under på, men at livet i byen generelt indebærer lettere adgang til og afhængighed af forbrug af varer – den primære måde at beregne folks levestandard til IPL.

Denne process har også været ekstremt ujævn. Kina har bidraget mest indtil videre: I 1990 boede 74 % af den kinesiske befolkning på landet men det blev i 2012 bekendtgjort, at der for første gang i Kinas historie boede flere i urbane centre end på landet, hvilket svarer til, at cirka 200 mio. mennesker er flyttet fra landet og ind til byerne – mere end hele Nigerias befolkning tilsammen. I 2017 var den urbane befolkning steget med yderligere 300 mio.

En del af disse 500 mio. nye byboere har oplevet en markant forbedring i leveforhold i forbindelse med landets store vækst de seneste 30 år som følge af statslige investeringer og eksport. Men denne succeshistorie er kun en del af billedet og endda en ret lille del. En stor del af den nye bybefolkning i Kina er blevet trukket ind i det 21. århundredes ækvivalent til de ”sataniske møller” fra den industrielle revolution med lange arbejdsdage under ubærlige forhold for lave lønninger.

Den berygtede Foxconn fabrik i Shenzhen, der i 2015 havde cirka 500.000 ansatte, er et godt eksempel. Som det stod skrevet i The Guardian efter en ”epidemi” af selvmord blandt ansatte på fabrikken ”de overlevende fortalte om voldsom stress, lange arbejdsdage og hårde managere, der var tilbøjelige til at ydmyge de ansatte for deres fejl, om unfair bøder og brudte løfter om frynsegoder”. Foxconns CEO, Terry Gou, ”fik store net installeret uden for mange af bygningerne til at gribe faldende kroppe”. Den dag i dag brokker arbejderne sig stadig over at være tvunget til at tage 12-timers-vagter.

Men med en gennemsnitlig månedsløn på cirka $390 bliver en Foxconn arbejder betragtet som en god bid fra at være ”ekstremt fattig” og kan endda betragte sig selv som en del af den ”globale middelklasse”. Andre er ikke så ‘heldige’. Shenzhen har den højeste månedlige mindsteløn i Kina, hvorimod arbejdere i Heilongjiang f.eks. kan forvente ca. halvdelen. Derudover er der ca. 200 mio. mennesker, der lever i slummen på grænsen til Kinas voksende megabyer, der ofte arbejder under prekære forhold med usikre indkomster.

Indien tegner et helt andet billede af urbaniseringen i den udviklende verden. Et estimat er, at “30 indere flytter fra land til by hvert minut” ifølge en rapport citeret i The Financial Times. Men den lave grad af investeringer i industri og infrastruktur har tvunget mange nye byboere ud i den ”uformelle sektor” som bod-ejere, rickshawchauffører osv. på grænsen til en prekær eksistens på gaden i Indiens vældige men smuldrende byer.

En artikel i The India Times begræder Indiens udvikling til ”et land af urbane fattige,” hvor ”basale behov som vand, elektricitet, kloakering og spildevand forbliver et stort problem.” I 2011 blev det rapporteret, at 17,4 % af urbane husholdninger - cirka 65 mio. mennesker - boede i områder, der var ”uegnede til menneskelig beboelse,” og mens kløften mellem Indiens rige og fattige bliver bredere, fortsætter slumområderne med at vokse. I Dharavi - ét enkelt slumområde i Mumbai - bor der nu over en million mennesker.

Med stigende arbejdsløshed og faldende investeringer i reel produktion i Indien er det svært at forstå, hvorfor så mange mennesker fortsat ”løfter sig selv” ud af fattigdommen i landsbyerne og ind i storbyernes fattigdom. Svaret på denne gårde har ikke meget at gøre med at ændre på folks levestandard men ganske enkelt, at det er blevet umuligt at leve som før. I dag i Indien bliver tusindvis af bondefamilier knust af gæld. Mange er tvunget til at sælge deres land og bliver efterladt hjemløse. De, der formår at migrere til byerne, bliver en del af de ”urbane fattige” og forsvinder på mirakuløs vis fra statistikkerne om global fattigdom. De, der ikke flytter til byerne, bliver i stigende grad drevet til selvmord, og således gør de - på mindre mirakuløs vis - en ende på deres fattigdom.

Den voksende krise for de “urbane fattige” er ikke kun begrænset til Indien. Pakistan kan prale af verdens største slumområde - Orangi Town i Karachi - med over 2 mio. beboere (større end hele befolkningen i Nordirland tilsammen). I Lagos, Afrikas største by, bor 65 % af befolkningen i slumområder mens omtrent 300.000 er hjemløse. Og alligevel er størstedelen af verdens urbane fattige ekskluderet fra the World Banks statistikker om ekstrem fattigdom. På verdensplan estimerer FN, at omkring en milliard mennesker bor i slumområder, men hvis man bruger IPL som målestok, får vi at vide, at der er færre end 200 mio. “urbane fattige”.

En bitter fremtid

Hvis man formår at se klart igennem den sky af misinformation der piskes op i medierne, så bliver det tydeligt, at fattigdom i verden er et voksende- og ikke et aftagende problem. Mange økonomer har argumenteret for, at en fattigdomsgrænse på $5 om dagen ville være meget tættere på det reelle behov. Hvis man brugte denne ”etiske fattigdomsgrænse” estimerer Hickel at fattigdomsoptællingen ville ende på ”omkring 4,3 mia. mennesker… mere end 60 % af verdens befolkning”. Ydermere ville dette tal vise en stigning på 1 mia. sammenlignet med 1990. Ud fra disse tal står sandheden til åbent skue: verden bliver rigere, og alligevel er der flere, der lever i fattigdom i dag end på noget andet tidspunkt i menneskets historie.

Hvad værre er, at the World Bank har advaret om, at selv med dens fejlagtige metode til at måle fattigdom ser det ud til, at den mirakuløse formindskelse af fattigdom måske er gået i stå, og at målet om at udrydde ekstrem fattigdom vil blive nået inden 2030 (hvis overhovedet) ser mere og mere tvivlsomt ud. I Afrika og Latinamerika er andelen af mennesker, der lever under IPL, faktisk stigende.

Dette burde ikke overraske nogen, hvis man tager den store mængde af overførte rigdomme fra disse regioner til den ’udviklede’ verden i betragtning. Et studie lavet af Global Financial Integrity og Norges Handelshøjskole viste, at udviklingslande i 2012 havde en samlet indkomst på lidt over $2 bio. inklusiv nødhjælp, investeringer, penge sendt fra familiemedlemmer i udlandet osv. Men samme år strømmede i alt $5 bio. fra disse lande til de udviklede lande. Hickel forklarer, at denne nettoudstrømning på $3 bio. er 24 gange større end alle nødhjælpsbudgetter i verden tilsammen, så ”for hver dollar nødhjælp udviklingslande får, så mister de $24 i nettokapitalflugt”. For hver skole, der bliver bygget; brønd, der bliver gravet eller pakke med mad, der bliver sendt er der altså bosser og banker i Vesten, der får 24 gange det beløb tilbage igennem gæld, ressourceudvinding og en stor omgang decideret bedrageri.

Profeterne af ‘fakta-baseret’-tænkning citerer ikke disse tal, når de fortæller arbejdere i Vesten, hvor godt det går. Det kan måske være, fordi det fundamentalt modsiger den historie, som vi er blevet fortalt om fattigdom i årtier, og giver meget lidt bevis for deres urealistisk optimistiske tro på at, hvis vi lader bankerne og milliardærerne gøre deres gode arbejde, så skal alt nok blive godt.

Sandsynligvis bliver tingene værre - ikke bedre - i løbet af de kommende år. Udsigterne for udviklingsøkonomier i den nærmeste fremtid er ikke nær så rosenrøde, som vi er blevet narret til at tro. I april i år publicerede The Financial Times en alarmerende artikel, der rapporterede, at 40 % af de subsahariske afrikanske nationer er ”på vej mod en ny gældskrise” kun 13 år efter, at milliarder af dollars af afrikansk gæld blev afskrevet i 2005. Med fordoblede rentebetalinger over det seneste årti til mere end 20 % af skatteindtægter står lande som Ghana overfor 20 år eller mere med krise – en tabt generation.

IMF har ordineret sin sædvanlige medicin og tilskynder gældsramte lande til at ”øge effektiviteten af den offentlige sektor, overdrage offentlige investeringer til den private sektor, implementere finanskonsolideringsplaner og søge nye indtægter gennem forbrugerbeskatning”. Resultatet af dette er forudsigeligt katastrofalt for de afrikanske arbejderes levestandard, og det vil ikke kunne skjules med statistiske kneb.

Indien er også i farezonen. For at kunne opretholde strømmen af mennesker fra landsbyerne til de voksende byer bliver Indiens økonomi nødt til at vokse med ca. 8-10 % om året – et tal mange økonomer er enige om. Sidst den nåede de 8 % var i juli 2016. I mellemtiden har staten skrabet et i stigende grad uholdbart økonomisk underskud sammen, mens antallet af ”dårlige lån” er steget til nu at udgøre 11,6 % af alle lån. For at sætte det i en kontekst, så er antallet af dårlige lån i den italienske økonomi, som truer stabiliteten af hele Eurozonen, på 11,1 %.

Hvis stigende renter i USA kommer til at fjerne investeringer fra de såkaldte ’udviklingsmarkeder’ såsom Indien, hvilket de historisk set har gjort, alt imens priserne på basale varer som olie samtidig stiger internationalt, så kan det betyde, at den nyligt gældsdrevne vækst i den indiske økonomi kan vende sig til sin modsætning og starte en eksplosion af arbejdsløshed og måske endda en udvandring fra byerne. Et sådant scenarie ville mere eller mindre være en gentagelse af Asienkrisen, der ramte i 1997, bortset fra, at det denne gang ville ramme verdens 6. største økonomi, der er sat til at være verdens mest befolkede land i 2024.

Hvis man medregner konsekvensen af klimaforandringerne, som allerede rammer udviklingslande hårdere i forhold til ekstremt vejr, vandmangel og problemer med afgrøder, så er fremtidsudsigterne for verdens fattige dystre med meget lidt plads til håb om mirakler. Hvis den kapitalistiske udplyndring af verden og dens befolkning får lov til at fortsætte, så står vi foran en menneskelig katastrofe af hidtil uset og ufatteligt omfang.

Skabelse af fattigdom

Det bliver ofte sagt, at verdens kapitalister er “skabere af rigdom”. Men man må spørge: hvor kommer deres rigdom fra? Ifølge kapitalisterne selv og deres forskellige repræsentanter er svaret simpelt: ’entreprenørskab’, ’risikotagning’ eller ’innovation’, som gavner alle - inklusive de fattige - ved at give dem de ansættelser, som de har brug for. Faktum er, at det modsatte er tilfældet. Gennem hele kapitalismens historie har kilden til kapitalisternes rigdom været massernes fattigdom.

Det faktum var fortidens bourgeoisi ikke ubekendt med. Som filosoffen Bernard de Mandeville skrev allerede i 1728 “det er tydeligt, at i en fri nation, hvor slaveri ikke er tilladt, at den sikreste rigdom består af en masse af arbejdende fattige; for udover at de er en aldrig svigtende kilde til flåder og hære, så ville der uden dem ikke være nogen nydelse, og intet lands produkt kunne være værdifuldt”.

Profitterne, der udgør Bill Gates’ milliarder, stammer i sidste ende fra arbejderklassens ubetalte arbejde: forskellen mellem værdien af det produkt arbejderne producerer (om det er en service eller en vare) og den løn de modtager. Jo større forskellen er, des større er profitten, hvilket skaber et stort pres for at forlænge arbejdstider og ’reducere arbejdsomkostninger’ – id est presse lønningerne længere ned og forværre arbejdsforholdene.

Det er selvfølgelig ikke en ensidig proces, og arbejderne har før vundet betydelige landvindinger i form af højere lønninger, kortere arbejdsdage og bedre arbejds- og levevilkår. Men hvor det har lykkedes arbejderne af vinde indrømmelser, har arbejdsgiverne slået igen med alle til rådighed stående midler. I Vesten især har de-industrialisering, nedskæringer og fagforeningsfjendtlige tiltag alle været brugt som del af et kapløb mod bunden, hvilket har tvunget arbejdere til at konkurrere mod hinanden om dette privilegium: at få lov til at gøre en anden mand rig.

Men kapitalisme er også et globalt system; det tvinger derfor arbejdere til at konkurrere på verdensplan, hvilket fører til dannelsen af en større og større klasse af fattige- og ejendomsløse arbejdere, som store virksomheder kan vælge og vrage imellem. På den måde kan ’skaberne af rigdom’ betale nogle arbejdere sulteløn i ét land, mens de tvinger lønningerne i et andet land ned til et (for dem) acceptabelt niveau – alt sammen mens de lykønsker sig selv for deres store indsats i reduktionen af fattigdom!

Det overordnede resultat er altså ikke at løfte menneskeheden ud af fattigdommens dyb men snarere den tvungne fastholdelse af det overvældende flertal af verdens befolkning i en tilstand af slaveri: for fattige til at slippe fri af udbytningen men ikke fattige nok til at sulte. Men for millioner af mennesker kan det kapitalistiske system i dag ikke engang ”sikre sin slave hans eksistens som slave”, som Marx skrev i Det Kommunistiske Manifest. FN estimerer, at 20 mio. mennesker står overfor sultedød i Sydsudan, Nigeria, Somalia og Yemen grundet den største hungersnød siden Anden Verdenskrig. Samtidig stiger selvmordsraterne over hele verden: en sigende taksering af de fremskridt kapitalismen har gjort over de sidste 30 år.

Hvor end den har spredt sig (og det er i dag overalt på Jorden) har kapitalismen medført en hastig akkumulation af både rigdom og elendighed. Dette system, der skaber fattigdom, og den lille klasse af udbyttere, der drager mest gavn af det, er lige så meget i stand til at udrydde fattigdom, som en tiger er til at fjerne sine egne klør.

Grund til optimisme

Og alligevel er der både behov for og grund til optimisme i dag: ikke falske løfter om ”utålmodig optimisme” fremført af typer som Bill Gates men en revolutionær optimisme bygget på troen på, at de undertrykte og udbyttede masser på jorden kan og må tage kontrol over den utrolige rigdom de producerer og bruge den til at bygge en bedre fremtid for menneskeheden.

I dag producerer vi mad nok til 10 mia. mennesker mens millioner sulter. Virksomheder og skattely sidder på billioner af uinvesterede dollars, som kunne blive brugt til at revolutionere produktionen, takle klimaforandringer og skabe gode og holdbare levevilkår for alle. Der er ikke nogen af de onder, vi har beskrevet her, der er nødvendige eller uundgåelige; de er produkter af et system, der skaber profit for de få og fattigdom for de mange. Men det kan stoppes.

Over hele verden kan man se millioner af mennesker begynde at bevæge sig imod deres fattigdom og udbytning. Det er, hvad milliardær filantroper frygter mest. At stå med masserne i kamp og kæmpe for en ny socialistisk verden, en verden virkeligt fri for fattigdom i alle dens former er den eneste måde, hvormed vi kan ende kapitalismens barbari. Vi har alle grunde til at være optimistiske i denne kamp: vi har en verden at vinde.