Marxismen bliver ofte karike- ret som en ny profetisk religion, der ser al historie som værende forudbestemt. Angiveligt mener marxister, at der ikke er noget, vi kan gøre for at stoppe eller ændre denne proces; at kommunismen er uundgåelig, ligesom Guds rige er det i kristendommen.

[Source]

Den østrigske filosof og forsvarer af kapitalismen Karl Popper hævdede, at det betyder, at marxismen er “pseudovidenskabelig”. Postmodernister kommer med lignende beskyldninger og afviser marxismen som en “metafortælling”; et forsøg på at forenkle de kaotiske historiske begivenheder til en historie om befrielsen, der aldrig kommer.

Det er især nyttigt for tilhængere af status quo, at sprede det kyniske synspunkt, at det er meningsløst at kæmpe for revolutionær forandring. De siger, at det er irrationelt eller naivt at kæmpe for noget, der aldrig før har eksisteret.

Det mest videnskabelige er åbenbart ukritisk at acceptere tingenes eksisterende tilstand.

Deres argumentation antyder, at marxismen afskriver menneskelig handlen. Marxismen fremstilles som et koldt, mekanisk verdenssyn, der ikke levner plads til bevidsthed og fri vilje. I stedet er vi blot underlagt historiens love.

Denne kritik afslører en ensidighed; en manglende evne til at forstå at modsætninger ikke eksisterer uafhængigt af hinanden men tværtimod hænger sammen. For disse modstandere af marxismen er historien enten absolut det ene eller det andet: Den er enten fuldstændig determineret (som marxister åbenbart mener) eller fuldstændig tilfældig – en uskreven bog hvor hver generation har total frihed.

Det er de to synspunkter, vi bliver tilbudt: fatalisme på den ene side og på den anden side, hvad vi kan kalde voluntarisme. Sandheden er, at begge er forkerte. De er modsatte poler, der er blevet skilt fra hinanden, og taget til deres ekstremer, som et forsøg på at adskille to sider af den samme mønt.

Voluntarisme

Hvis man isolerer modsætninger, bliver de usande, men også umulige at skelne fra hinanden. Man er lige så blind i et rum med blændende hvidt lys som i et rum, der er kulsort. Det samme gælder for voluntarisme.

Et eksempel på det ser vi med borgerlige historikeres forsøg på at fremstille historiens udvikling som resultat af “store mænds” frie valg og handlin- ger. De påstår, at eftersom historien udføres af bevidste mennesker, er den ganske enkelt afgjort af hovedpersonernes ideer. Store historiske begivenheder, bliver vi fortalt, finder sted, fordi store individer, som Cromwell eller Napoleon, omsætter deres visioner til praksis gennem deres personlige magt.

En af instruktøren Adam Curtis’ seneste serier begynder og slutter med følgende “voluntaristiske” citat fra den anarkistiske antropolog David Graeber: “Den ultimative, skjulte sandhed om verden er, at den er noget, vi skaber, og som vi lige så godt kunne skabe anderledes.”

Den tilsyneladende befriende konklusion er derfor, at vi lige så godt kunne have formet historien på en anden måde: Vi kan vælge at have nogle andre ideer og gøre alting bedre.

Denne voluntarisme giver sig ud for at have et yderst ophøjet syn på den menneskelige natur. Den hylder den frie vilje. Men ironisk nok, placerer dens ensidighed den ufrivilligt i samme lejr som dens ekstreme modsætning: fatalismen.

Hvis historien skabes af individer, som kun behøver at indse den simple kendsgerning – at de kan handle – for at ændre verden, som de vil, så opstår spørgsmålet: Hvorfor gør vi det ikke? Hvorfor er verden, som den er, og ikke på en anden måde?

Mange mennesker har gennem historien foreslået en bedre form for samfund. Nogle har endda fået millioner af tilhængere. Og alligevel er det bedre samfund ikke blevet skabt.

Voluntarismens verdenssyn reducerer alt til tilfældigheder. Historien fremstår vilkårlig. Mange forfærdelige ting er tilsyneladende sket uden nogen synlig årsag – det var bare sådan vi valgte at gøre. Det er et mysterium, hvorfor så mange forfærdelige ting er hændt, og hvordan vi kan sikre, at gode ting sker i stedet.

Det er også et mysterium, hvordan, efter vi “nemt har skabt historien anderledes”, kan forhindre, at den dårlige slags historie bliver dominerende igen. Historien er tilsyneladende uforklarlig; bare en fejltagelse – eller “bare den ene forbandede ting efter den anden”, som Henry Ford sagde. Som resultat forbliver vi ofre for historiens mystiske skæbne.

David Graeber hævder at kunne overvinde fremmedgørelse og magtesløshed ved at fastslå, at vi ganske enkelt selv skaber historien. Men tomheden i hans voluntarisme reproducerer bare den selvsamme fremmedgørelse og magtesløshed.

Marxismen derimod forklarer, at ægte frihed ikke kommer af at undslippe årsagssammenhænge og lovmæssigheder, men af at forstå og anvende dem. Ved at forstå samfundets love, opnår vi evnen til at ændre dem. Men hvis vi lukker øjnene for verdens årsagssammenhænge, famler vi i blinde.

I virkeligheden er enhver begivenhed et produkt af uendelige årsager, der alle interagerer med hinanden i et net af kausalitet. Love udtrykker sig ikke direkte eller perfekt, men er betinget på forskellige måder, afhængigt af omstændighederne, skabt af andre love.

Fremskridt

Marxister er materialister. Mennesker er fysiske væsener, og vores ideer er udtryk for materielle erfaringer. Vores følelser og drømme er i sidste ende afledt af vores materielle behov.

Historien er hverken helt tilfældig eller designet på forhånd af en gud. Vi kan forstå historien, fordi den har love, ligesom alle naturfænomener. Og historiens love illustrerer fremskridt – en tendens mod et højere niveau af økonomisk udvikling og social kompleksitet.

Postmodernister hævder, at den påstand er imperialistisk eller racistisk. De hævder, at det indebærer, at det vestlige samfund er andre samfund moralsk overlegent, og derfor har ret til at dominere dem (fordi det er mere avanceret). Men i virkeligheden er marxister militante anti-imperialister.

Men hvis der ikke er noget fremskridt i historien, ville man kunne påstå, at de første mennesker lige så vel kunne have etableret kapitalisme og bysamfund i stedet for at starte som jægere og samlere; eller at en vellykket revolution mod kapitalismen faktisk kunne føre til genetablering af feudalisme og ikke socialisme.

Sådan nogle påstande understreger det absurde i at benægte fremskridt og lovmæssigheder i historien. Det betyder ikke, at der er en lige linje af uafbrudt fremskridt, men at der er objektive historiske love, som vi kan forstå, og at tendensen går i retning af mere avancerede samfundsformer.

Absolut determinisme

Men hvad er fatalisme, og hvorfor er vi uenige i den? Ideen om absolut determinisme – eller fatalisme – udviklede sig i det 18. århundrede. På det tidspunkt var det et skridt fremad i filosofien: et forsøg på at forstå samfundet videnskabeligt.

Eksempelvis hævdede Pierre-Simon Laplace, at hvis vi kendte hvert eneste atoms position og hastighed, og de love der styrer dem, kunne vi forudsige alt i al evighed.

Det synspunkt udtrykker en korrekt indsigt i, at hele naturen er forbundet og underlagt love. Men det er også ekstremt forsimplet. Det behandler årsagssammenhænge som lineære - det vil sige, at en begivenhed kun er forårsaget af en tidligere begivenhed, og at hver lov udtrykker sig isoleret.

I virkeligheden er enhver begivenhed et produkt af uendelige årsager, der alle interagerer med hinanden i et net af kausalitet. Love udtrykker sig ikke direkte eller perfekt men er betinget på forskellige måder, afhængigt af omstændighederne, skabt af andre love.

Marxister bliver karikeret som nogle, der ser historien i Laplaces forsimplede forstand. Ifølge karikaturen af marxismen er økonomiske love de eneste, der styrer samfundet. Og de fungerer så direkte og perfekt, at vi kan forudse præcis, hvordan samfundet vil udvikle sig uden plads til tilfældigheder.

De mekaniske materialister fra det 18. århundrede efterlod ingen plads til bevidsthed. For dem gjorde bevidstheden intet, men var blot en passiv effekt ligesom skummet på havets bølger.

Det er en almindelig fejl inden for videnskaben kendt som reduktionisme.

Neurofilosoffen Paul Churchlands teori om “eliminativ materialisme” er et godt eksempel på den fejl. Ifølge ham eksisterer overbevisninger bogstaveligt talt ikke - kun neuroner. For at forstå menneskelig adfærd behøver vi derfor kun at forstå neuroner. Sådanne forskere benægter bevidsthedens evne til at forårsage noget som helst, udelukkende på det grundlag at bevidstheden selv er forårsaget af materie.

Så hvorfor har vi ideer? Hvorfor bruger klasser så mange kræfter på at udarbejde og udbrede ideologier? Hvorfor bliver der dannet politiske partier? Hvorfor er der så meget opmærksomhed på den ideologiske og teoretiske kamp, hvis automatiske økonomiske love alene forårsager alt?

Hvis historien udelukkende er bestemt af økonomiske love, så er det meget svært at forklare, hvorfor de fungerer, som de gør. Hvor kommer disse love fra, og hvordan kan de have så stor en magt?

Den preussiske kansler Bismarck udstillede ensidigheden i denne mekaniske materialisme, da han sagde, at “vi kan ikke skabe historien – vi må vente, mens den bliver skabt.” Hvem er det så, der skaber historien og hvorfor netop på den måde?

Marx kritiserede det åbenlyst forkerte synspunkt og sagde på berømt vis, at:

»’Historien gør intet,’ ‘den besidder ingen enorm rigdom,’ den ‘kæmper ingen slag.’ Det er mennesket, det virkelige levende menne- ske, der gør alt det, der besidder og kæmper; ‘Historien’ er ikke noget adskilt og bruger ikke mennesket som et middel til at nå sine egne mål; Historien er ikke andet end men- neskets aktivitet, der forfølger sine mål«

Det individuelle realiseres gennem det generelle. Hver person kan med andre ord kun være et individ takket være samfundet.

Men hvis historien kun skabes af virkelige individer, eliminerer det så ikke lovmæssigheden, eftersom individer er uforudsigelige og unikke? Ved at modsætte os mekanisk, absolut determinisme, har vi så ikke placeret os selv tilbage i voluntarismens lejr?

Nødvendighed og tilfældighed

For at svare på det, er vi nødt til at forstå, hvad tilfældighed og nødvendighed (eller lovmæssighed) er. Og for at gøre det er vi nødt til at forstå deres forhold til hinanden.

Vendepunkter i historien er i høj grad påvirket af tilfældigheder. Der findes ingen “historiens gud”, som udvælger mennesker til at opfylde sine mål og sørger for, at de er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Vigtige begivenheder kunne være foregået helt anderledes, hvis en af de ledende deltagere f.eks. havde misset et tog.

Så hvordan kan vi tale om historisk nødvendighed?

Det var den tyske filosof Hegel, der på glimrende vis demonstrerede, at nødvendighed og tilfældighed ikke udelukker hinanden, men er indbyrdes afhængige.

»Gud lader mennesker gøre, hvad de vil med deres særlige lidenskaber og interesser, men resultatet er fuldbyrdelsen af - ikke deres planer, men hans.« (Encyklopædi Logik, §13).

Hvis vi ser bort fra hans religiøse synspunkter, påpeger Hegel, at tingenes nødvendighed ikke eksisterer på forhånd og styrer dem udefra, men opstår ud af konkret, tilfældig aktivitet.

Et godt eksempel er evolution. Mange mennesker – inklusive nogle forskere – begår den fejl at sige ting som at “dette organ er designet til at se”. Det svarer til at tro, at historiske love forudbestemmer samfundet.

Men hele pointen med evolutionsteorien er, at forklare den historiske udvikling af liv uden et styrende formål eller en skaber. Vi ved, at organer udvikler sig uden at være designet bevidst. Evolutionens lov udtrykker simpelthen den organisk udviklings ubevidste proces under omgivelsernes pres.

Tag vand som eksempel. Væske har sine egne universelle fysiske love og dynamikker. Men hvor er denne “vådhed”? Er den tilført vandet udefra? Nej, den har ingen separat eksistens fra vandet. Og alligevel er dens dele, dvs. vandmolekylerne, ikke selv våde.

På samme måde kan vi ikke forudsige den nøjagtige bevægelse af et enkelt vandmolekyle; det er underlagt for mange påvirkninger. Så hvis vandets bestanddele ikke er våde og er uforudsigelige, hvordan kan vi så tale om likviditetslove?

Det, vi i virkeligheden mener med nødvendighed, er ikke en eksisterende plan, der kan garantere vandmolekylernes eller ethvert samfundsmedlems adfærd, men universelle årsager – love som tyngdekraften eller den kapitalistiske krise – der opstår ud af samspillet mellem et systems virkelige dele.

På trods af det kapitalistiske samfunds kompleksitet, opstår der kapitalistiske kriser med en vis regelmæssighed. Og ved at læse Marx kan vi forstå, hvorfor de må finde sted.

Der er mange eksempler på komplekse systemer, som består af uforudsigelige dele, men som alligevel er forudsigelige på et generelt niveau, som for eksempel vejret. Ligesom vi ikke nøjagtigt kan forudsige en bevidst persons handlinger, kan vi heller ikke nøjagtigt forudsige vejret på et bestemt sted, på en bestemt dag, et år ude i fremtiden.

Men forudsigeligheden opstår på en vis skala. Vi kan forudsige en nøjagtig gennemsnitstemperatur over et år.

Vi kan ikke forudsige, hvornår nogen vil dø - selv den sundeste person kan pludselig dø af meget tilfældige årsager. Men på tværs af samfundet er dødsraten så forudsigelig, at folkesundhedseksperter under pandemien kunne estimere antallet af dødsfald fra COVID ved at se på mængden af overskydende dødsfald i forhold til gennemsnittet over lang tid.

Individualitet og samfund

Økonomiske kræfter er ikke de eneste, der påvirker samfundet. Alle aspekter af samfundet påvirker hinanden gensidigt. I denne malstrøm er der dog én faktor, der i det lange løb skiller sig ud - den økonomiske. Men hvorfor er det sådan?

Engels opsummerede det i et brev til J. Bloch:

»Thi hvad hver enkelt vil, forhindres af enhver anden, og hvad der kommer ud af det, er noget, ingen har villet. Sådan forløber den hidtidige historie ligesom en naturproces og er også væsentligt underkastet de samme bevægelseslove. Men selv om de enkelte viljer – af hvilke enhver vil det, som han drives til af sin legemlige konstitution og af ydre, i sidste instans økonomiske omstændigheder (enten hans egne personlige eller almene sociale) – ikke opnår, hvad de vil, men smelter sammen til et samlet gennemsnit, et fælles resultat, må man alligevel ikke af den grund slutte, at de skal sættes = 0. Tværtimod, enhver bidrager til resultatet og er for så vidt indbefattet i det.«

Ja, hvert individ er uforudsigeligt og unikt. De er ikke blot kanaler for økonomiske kræfter. Men de er kun unikke og uforudsigelige til en vis grænse.

Årsagen til det er materiel. Vi tilhører alle den samme art. Vi er alle naturlige væsener og må derfor spise, drikke, finde husly osv.

Det individuelle realiseres gennem det generelle. Hver person kan med andre ord kun være et individ takket være samfundet: Vi fødes ind i en familie, lærer sproget i vores samfund, uddannes i samfundet. Vores personlige sympatier og antipatier, som giver os vores individualitet, er taget fra samfundet.

Som alle andre må individet deltage i økonomien for at overleve. Og det påtvinger os generelle interesser og måder at tænke på.

På grund af udviklingen af produktionsmidlerne har den type samfund og de relationer, vi må indgå i for at overleve, en bestemt form. Under kapitalismen består størstedelen af befolkningen for eksempel af arbejdere, som er nødt til at finde beskæftigelse og tjene en løn for at få mad på bordet. Og vi har ikke meget valg i den sag. Individet er således begrænset.

På samme måde har hver kapitalist sin egen personlighed. Nogle ønsker endda ikke at udbytte arbejderne. Deres personlige egenskaber vil til en vis grad bestemme, hvordan de driver deres virksomheder. Ikke desto mindre er enhver kapitalist forpligtet til at udbytte arbejdere - kapitalismen kræver det.

Det er sådan, nødvendighed udtrykker sig gennem tilfældigheder. Nødvendigheden – social lovmæssighed – eksisterer i og gennem individer. Ingen af os er styret af en mystisk historisk kraft. I stedet handler vi alle kun i overensstemmelse med vores egne interesser. Men i forfølgelsen af disse individuelle mål er vi tvunget til at interagere med andre i henhold til betingelser, som er udenfor vores kontrol.

På samme måde er individets interesser, selvom de altid til en vis grad er specifikke for dem selv, altid formet og begrænset af det samfund, vi lever i.

Revolutionær ledelse

Kommunismen er nødvendig. Kapitalismen må lægge – og har faktisk allerede lagt – det økonomiske og sociale grundlag for socialisme og kommunisme: etableringen af verdensmarkedet, gigantiske monopoler og arbejderklassen. Kommunismen er den eneste måde at løse kapitalismens modsætninger på.

Det er uundgåeligt, at kapitalismen vil gå i krise, at arbejderklassen vil organisere sig, og at revolutioner vil bryde ud.

Kommunismen er dog ikke forudbestemt og garanteret på forhånd. Vi har et valg, men det valg er begrænset. Hvis det ikke lykkes os at vælte kapitalismen, hvilket er muligt, vil kapitalismen i sidste ende ødelægge samfundet – og muligvis planeten.

Men hvordan kan det være, at vi måske ikke kan omstyrte kapitalismen og indføre socialisme?

Hvorfor kan vi ikke bare vente med korslagte arme på den uundgåelige socialisme?

Desværre har den herskende klasse også forstået, i hvert fald til en vis grad, nødvendigheden af klassekampen. Og det betyder, at den ikke bare lader denne nødvendighed udspille sig. Hvis den gjorde det, er der ingen tvivl om, at socialismen ville have været etableret for længe siden.

Den herskende klasse forstod arbej- derklassens voksende styrke og så en dødsfjende i de socialistiske og kom- munistiske bevægelser. Derfor har kapitalisterne grebet bevidst ind og kæmpet med næb og kløer for at modstå ethvert skridt i retning af revolution.

Vi må bekæmpe denne intervention med vores egen bevidste intervention. Det vil sige, at vi må opbygge en revolutionær organisation, som er fuldt bevidst om behovet for socialisme og om den herskende klasses forsøg på at forhindre dens virkeliggørelse.

Uden et sådant parti, vil revolutioner stadig finde sted (der er ingen måde, hvorpå den herskende klasse kan for- hindre den nødvendighed), men de vil blive besejret.

Det er den opgave, som IMT er dedikeret til: at opbygge en revolutionær ledelse, der kan gøre arbejderklassen bevidst om sin styrke; som kan organisere arbejderklassen til at tage magten, når revolutionære situationer udfolder sig.

Kapitalismens krise garanterer, at revolutionære begivenheder venter ude i horisonten. De er faktisk allerede ved at bryde ud over hele verden. Der er derfor ingen tid at spilde. Gå med i kampen, og vær med til at realisere kommunismens historiske nødvendighed.