Farcen om den irakiske “magtoverdragelse”

Kl. 10.45 i morges lokal tid i Bagdad overdrog den amerikanske prokonsul Poul Bremer, ved en hastig ceremoni holdt bag lukkede døre, magten til en midlertidig regering bestående af irakere. Indtil dette øjeblik var 30. juni længe blevet fremsat som den dato hvor Iraks fremtid skulle besluttes, en uforanderlig dato som ikke var til forhandling. Nu blev det hele hastet igennem med uforskammelig hast, to dage for tidligt.

En formel magtoverdragelse er normalt fulgt af pomp og ceremonier, trommeslag og lyden af trompeter, samt hejsning og sænkning af flag. Her var der intet af denne slags. Det lille møde mellem mænd i jakkesæt og andre i arabiske klæder, var ovre på et øjeblik. Poul Bremer lignede mere en mand der havde brændt sine fingre og hastigt sendte den varme kartoffel videre til en anden, end en repræsentant for en imperial magt der overdrager til en taknemmelig allieret.

Den nye premierminister placerede sine hænder på Koranen og svor på at opretholde Iraks frihed. Hr. Bremer forsvandt i en fart i et amerikansk transportfly, uden tvivl glad for at komme væk med livet i behold. Den amerikanske imperialismes officielle repræsentant sneg sig væk som en tyv i natten. Men, til trods for Hr. Bremers forståelige følelse af lettelse, er den såkaldte overdragelse af suverænitet en farce. Den amerikanske hær forbliver magten bag tronen. Påstanden om at amerikanerne og irakerne er ”partnere” er et bedrag. Det er et partnerskab som æslet og den førers.

Trods det højlydte propaganda om demokrati, er den nye regering ikke blevet valgt. Det er effektivt blevet nomineret af besættelsesmagten og håndplukket for deres loyalitet overfor Washington. Den udpegede premierminister Iyad Allawi er en håndlanger for CIA. Ironisk set er han en tidligere Saddam Hussein støtte og en Baath leder, der først besluttede at det var det rigtige tidspunkt at gå imod Saddam Hussein i 1990’erne.

Spørgsmålet er hvor meget magt irakerne i virkeligheden vil have? Statsmagt er, når alt kommer til alt, bevæbnede grupper af mænd. Hæren og politiet vil teoretisk være kontrolleret af den irakiske regering, men i praksis vil koalitionen bestemme. Den amerikanske hær vil forblive på irakisk jord, og gøre påstanden om at besættelsen er slut til komplet vrøvl.

Allawi og hans regering afhænger med deres liv af tilstedeværelsen af en 150.000 mand stærk multinational styrke, hvoraf alle undtagen ca. 17.000 er amerikanere, bakket op af tusinder af vestlige lejetropper under USA’s vinge og udenfor den irakiske lovs rækkevidde. I teorien ville besættelsesstyrkerne trække sig ud hvis den nye regering anmoder om det.

Men dette argument overser den lille detalje at den nye regering er fuldstændig afhængig af disse samme styrker for sikkerhed. Med mindre de er meget trætte af livet, vil de ikke komme med sådan en anmodning.
Den nye regering vil også være fuldstændig afhængig af amerikanske penge.

Dette er tilfældet med Allawis væbnede styrker. I 2004 budgettet er alt undtagen 300 mio. US$ ud af 1.5 mia. US$ til militære udgifter tilvejebragt af USA. Vestlige rådgivere for forsvarsministeren tror at, hvis den midlertidige regering forsøger at accelerere den amerikanske tidsplan for vækst (gange tre i slutningen af i år), kunne kapitaltilførslen stoppes. Allawis andre ministre er også afhængige af amerikansk hjælp til store dele af deres budgetter. Dette latterliggør alle påstande om suverænitet af enhver slags.

Bag scenen vil amerikanerne tage alle de vigtige beslutninger. Regeringen vil være styret af amerikanske rådgivere, der vil fortælle ministrene hvad de skal gøre. Selvom alle ministerier nu er ledet og bemandet med irakere, vil 150 hovedsageligt amerikanere fortsætte med at arbejde fra de samme skriveborde i det republikanske palads, som de gjorde før overdragelsen. (Briterne vil styre showet i Finans og forsvars ministerierne, australierne landbrugsministeriet).

Amerikanerne siger at de overdrager en dømmende myndighed der er uafhængig af justitsministeriet. Er dette sandt? Dette er hvad The Economist siger: ”Den uskadeligt lydende Centrale Kriminal domstol, bemandet af amerikansk håndplukkede dommere for et prøve ”overhalingsbane” sager, vil vende tilbage til den juridiske fold efter overdragelsen. Allerede nu er to medlemmer af regeringsrådet blevet indkaldt for retten. Mange advokater frygter at efter 30. juni vil standarden falde igen”.

Ca. 1300 arresterede skal løslades 1. juli. Men andre 4000-5000 vil forblive i amerikansk varetægt indtil de irakiske autoriteter kan ”garantere passende proces og en sikker domstol”. Saddam Hussein forventes af blive fysisk i amerikansk varetægt mens han lovmæssigt er i Iraks, og amerikanerne siger nu at de vil underskrive en aftale om denne sag med den irakiske regering.

Iyad Allawi er blevet valgt af CIA, fordi han blev set som “hård”. Han er ”vores form for bølle”, udtaler en statsdepartement talsmand til The Economist. Dette minder om en af de uforglemmelige udtalelser om Nicaraguas tidligere diktator, Somoza, at ”han er en idiot, men han er vores idiot”. Dette lyder ikke særlig opmuntrende for de der taler for demokrati i Irak.

Det nye regime vil være væbnet med drakoniske magtbeføjelser. Under den midlertidige konstitution, den Transitional Administrative Law (TAL), er kabinets beslutninger lov, og dekreter der allerede er trådt i kraft, som dem der udstak den ny presselov eller den uafhængige regulator af statsmedierne og mobiltelefoner kan blive kasseret af kabinettet. Rygtet siger at Allawis ”stedfortræder” regering planlægger at introducere militær undtagelsestilstand.

Det er meningen at denne magt skal udløbe efter valgene til den nationale forsamling I januar 2005. Men det er højst usandsynligt, især hvis sikkerheden ikke forbedres. Alle tegn peger i den modsatte retning. I midten af juni annoncerede FNs generalsekretær Kofi Annan at han udskød FNs tilbagevenden til Irak indtil det var sikrere.

Hoved begrundelsen for at fremskynde overdragelsen med to dage var frygten for den hurtigt nedadgående sikkerhedssituation. Der er et gennemsnit på 45 angreb om dagen. På aftenen for overdragelsen intensiveredes kampene, med væbnede oprører der bekæmpede politiet i to byer vest og nord for Bagdad. En britisk soldat blev dræbt i Basra og det forlyder at en amerikansk marinesoldat er blevet kidnappet.

Hovedproblemet med valg I Irak er dog ikke sikkerhedssituationen. Det er at hvis der bliver afholdt valg vil irakerne måske stemme ”forkert”. Det vil sige at de måske stemmer på kandidater der ikke passer USA. Det ville aldrig gå! Det er kendt at Poul Bremer var tilbageholdende med at afholde tidlige lokale og nationale valg af frygt for at islamisterne måske ville vinde. Den nye indenrigsminister advarer allerede om farerne for ”demokratiske militante”.

Befolkningens reaktion på denne udvikling ser ud til at have været modsætningsfyldt. Der må være et element af krigstræthed blandt en stor del af befolkningen, der længes efter fred. Bølgen af bilbomber og attentater har efterladt dem med en dyb længsel efter fredens tilbagekomst. Specielt blandt middelklasse irakere er der måske nogle illusioner til den nye regering. Men denne gode vilje er afhængig af en håndgribelig forbedring af det irakiske folks liv.

Teoretisk set vil den nye regering holde rigdommen fra Iraks store oliebeholdning i deres hænder. Men dette er også en illusion. Iraks olieindtægter vil i praksis ikke være under kontrol fra regeringen i Bagdad. FNs internationale auditing and monitoring body vil føre opsyn med dem. FN resolutionen tvinger Irak til at overholde aftaler der allerede er finansieret af amerikanerne med landets olieindtægter deponeret i den irakiske udviklingsfond (DFI). Siden besættelsens start har amerikanerne allerede brugt 11 mia. US$ af udviklingsfondens 20,2 mia. US$ og har lagt bånd på yderligere 4,6 mia. US$.

Hundreder af millioner af dollars blev brugt til at hyre vestlige militærfirmer til at sikre strategiske poster, såsom det nationale radio-hus, og holde dem ude af irakisk kontrol. Britiske sikkerhedsfirmaer er blevet sat i kontrol over adgangen til både Bagdads internationale lufthavn og havnen i Um Qasr. Derfor er næsten alle Iraks olierigdomme allerede blevet brugt i forvejen og pengene er sikkert anbragt i store amerikanske firmaers pengeskabe. Meget få, hvis nogen overhovedet, vil blive efterladt til det irakiske folk.

Den generelle fattigdom og arbejdsløshed antænder vrede, hvilket antænder opstanden. De fortsatte fjendtligheder udelukker en generel økonomisk opgang. Guerilla angreb på rørledningerne i de nordlige og sydlige oliefelter har reduceret eksporten drastisk (ifølge Allawi har de kostet irakerne i mia. US$) og har afskåret forsyninger til elektricitetsstationer.

Bush administrationen lovede at skabe 850.000 jobs I Irak. I april havde amerikanerne skabt omkring 395.000 jobs. Men de fleste af disse jobs er blevet givet, ikke til irakere, men til vestlige entreprenører, der er garanteret immunitet fra irakisk lov. Og mens jobs uddeles til disse entreprenører, er to millioner ud af Iraks arbejdsstyrke på 7 millioner stadig arbejdsløse.

Næsten ingen af de 18,4 mia. US$ der blev stemt igennem af den amerikanske kongres til Iraks kapitalbudget i 2004 er ankommet. Selvom administrationen har øremærket 10 mia. US$ til projekter, har de kun uddelt 3.2 mia., hvoraf de fleste vil gå til at bygge militærbaser. Underleverandører klager over at koalitionens største entreprenør, KBR, er måneder bagud med betalingerne. Irak befinder sig derfor i en ond spiral hvor den økonomiske krise afføder opstanden om opstanden afføder den økonomiske krise.

Ej heller er det lykkedes George Bush at overbevise sine europæiske venner til at opbakke ham fuldstændig. Selvom de stemte for den amerikansk sponsorerede resolution i Sikkerhedsrådet, insisterer Frankrig og Tyskland på i det mindste noget gældstilbagebetaling, før de vil vende tilbage og operere i Iraks efterkrigsøkonomi. I denne uge har Iraks Præsident Ghazi al-Yawar klaget over at kun 10 procent af Iraks hjælp er ankommet.

Der er et enormt had mod imperialisterne. Dette vil ikke blive fjernet ved etableringen af et marionetstyre i Bagdad. Ifølge en meningsmåling udført af Bagdads center for research og strategiske studier, ser kun 2 procent af irakerne, amerikanerne som befriere. Hovedparten af dem ser dem som en fremmed besættelsesstyrke. Modstanden vil fortsætte med opgange og nedgange i årevis. I sidste ende vil USA ikke have andet alternativ end at trække sig ud. Den nuværende handling er bare den første indikation på dette.

Sikkerhedssituationens virkelige alvor blev utilsløret forklaret af The Economist:
“Hovedfærdselsåren fra Syrien og Jordan gennem ørkenen til hovedstaden falder i et område udenfor Bagdads kontrol, og den ni kilometer lange strækning fra Bagdad til lufthavnen, kendt som Bagholdsangrebs Gade, forbliver Iraks farligste vej. Amerikanske styrker har overgivet to byer Fallujah og Baquba, til deres modstandere efter uafgjorte kampe.

“Andre kræfter søger også efter at optegne deres egne zoner. Brushoveder i Shammar stammen truer med at træde ud på rampen. Kurderne indhegnet i nord, har skubbet sig dybere og dybere ind i den olierige by Kirkuk syd for. Den centrale autoritets begrænsninger blev afsløret da Hr. Allawi, dagen efter beordringen af forbud mod alle irakiske militser, trak i land og sagde at de to kurdiske regionale regeringer kunne beholde deres egne peshmerga militser.

“Selv i hovedstaden har den centrale autoritet små beføjelser. Trods hr. Allawis forbud mod militser gik paramilitære, der er loyale overfor højesterådet for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI), en iransk opbakket shia-gruppe, på gaden for nylig for at protestere imod brænding til døden af seks førere af sunni-ekstremister. Over hele landet siger autoriteterne at der er 500 domstole der fungerer, men selv i de mest elegante områder af Bagdad må de konkurrere med markiser langs vejen med kun mandlige sharia og stamme domstole, kendt som fasls. Sekulariseringen ser ud til at gå godt på papiret, men ikke på gaden. Under amerikansk pres har kvinder vundet 25% af ministerierne i den midlertidige regering og Regeringsrådets lov nr. 137, der påtvang sharia lov i personlige anliggender blev omstødt. Men æres-kriminalitet er igen i stigning”.

Washingtons virkelige intention er ikke at overgive magten eller at trække sig ud af Irak, men at gøre irakere i stigende grad ansvarlige for undertrykkelsen. Afsløringer af tortur i amerikanske fængsler har medført alvorlige politiske problemer for Washington i hele Mellemøsten. På den anden side sænker antallet af dræbte i de amerikanske styrker den offentlige støtte til det irakiske eventyr i USA selv.

Den amerikanske imperialismes taktik i Irak ligner den britiske imperialismes opførsel I Irland efter første verdenskrig. Efter at have set sig ude af stand til at besejre den nationale befrielseskamp i Irland, besluttede den britiske herskende klasse at overgive magten til en regering af lakajer i Dublin, der accepterede magtens formaliteter og overtog undertrykkelsen af opstanden. Resultatet var en blodig borgerkrig der varede i årevis og som var karakteriseret ved udtalt grusomhed.

Allawi og hans kumpaner er ivrige efter at blive set som værende i stand til at opfylde jobbet. De ønsker at give deres amerikanske herrer bevis for at de er rå.

The Economist rapoorterer: ”Justitsministeriet har argumenteret for genindførelsen af dødsstraffen, forsvarsministeren har personligt lovet at skære rebellers hænder og hoveder af, og indenrigsministeren har beordret sine politimænd ind i no-go områder, såsom Bagdas våbenmarkeder. Mere vovede politimænd udsteder bøder for overtrædelser af færdselsloven, for første gang siden krigen. Hr. Allawi har også lovet at reintegrere ældre Baath-folk fjernet af hr. Bremer, og har annonceret remobiliseringen af fem af Iraks opløste hærdivisioner til støtte for politiet. ’Opløsningen af den irakiske hær var en stor fejltagelse’, siger han. ’Vi ordner USA's fejltagelser, gør vi ikke?’”.

Dette er ikke en suveræn national regerings sprog, men sproget fra en regering af lakajer og kollaboratører. De basale elementer i den er tidligere Saddam Hussein-støtter, Baath bureaukrater, politiinspektører og officerer, hvoraf mange var personligt involverede i det gamle regimes undertrykkelse, mord og tortur. Allawi er et perfekt eksempel på denne art.

Ved mangel på enhver form for ideologi, overbevisning og principper, påhæfter denne afskyelige race af opportunister sig til enhver regering der lover dem magt, rigdom og privilegier. I går sang de Saddam Husseins lovpris, i dag forbander de ham. I går forbandede de George Bush, i dag synger de hans lovpris.

Den nye (enstemmige) resolution fra FNs sikkerhedsråd har stillet den nødvendige diplomatiske kamuflage til Washingtons rådighed til at udføre denne manøvre. Det giver den amerikansk ledede multinationale styrke autoritet til at bruge ”alle nødvendige midler”. Iraks væbnede styrker vil, det er forstået, blive underlagt koalitionens operationelle kommando, selvom den irakiske regering vil tage ’strategiske beslutninger’ (hvad det så end betyder).

Alligevel forbliver det nye regime ekstremt skrøbeligt. Saddam Hussein havde 70 delinger, mens Allawi kun vil have en bevæbnet deling på 8000 mand. Hertil skal lægges at han vil kontrollere den nyudnævnte nationale garde, bestående af 40.000 dårligt trænede lokale mænd. Han har ingen større våben, og kun 16 helikoptere til transport og rekognoscering. Hans forsvarsministerium har en meget umoden karakter (det har stadig intet telefonsystem).

En sådan styrke kan ikke føre en succesfuld kamp mod den irakiske opstand, hvor den amerikanske hær, med alle dens store ressourcer har fejlet. Men hvad den kan gøre er at tage al ansvaret og upopulariteten over yderst undertrykkende handlinger over for befolkningen på sig. Den har allerede annonceret sin plan om at sende den irakiske hær fra hus til hus i Sunni byerne vest for Bagdad og Shia byerne syd for. Dette er en forsmag på hvad der vil ske i fremtiden.

De regerende styrker kan ikke besejre en opposition der er svært bevæbnet med morterer og raketter. Hovedkraften i kampen vil være koalitionsstyrkerne – præcis som det er nu. Men de irakiske kollaboratører vil udføre det meste af det beskidte arbejde med undertrykkelse tortur og mord, hvilket giver amerikanerne og briterne mulighed for at vaske deres hænder som Pontius Pilatus, og sende alle klagerne til ”den retmæssige irakiske autoritets” adresse. Resultatet vil være en ny spiral af vold og grusomheder, der kun vil tjene til at intensivere den nationale befrielseskamp.

En af hovedelementerne i ligningen er moralen og kampgejsten hos besættelsesstyrkerne. Omringet af en fjendtlig befolkning, smeltende i sommerheden, konstant på vagt for bagholdsangreb, bliver de amerikanske soldater i større og større grad demoraliserede og desillusionerede med krigen. Hver ny falden, hver ny afsløring af fængselsmisbrug, uddyber følelsen af fortvivlelse. Den almindelige amerikanske soldat vil hjem. Muligheden af mytterilignende opførsel er indbygget i situationen. Denne situation kan ikke fortsættes uendeligt.

Stemningen I USA vender sig langsomt men sikkert mod krigen. Præsidentvalget toner frem. Eksempelet med Spanien, viser muligheden af pludselige og skarpe svingninger i den offentlige mening som resultat af krigen. Dette er en anden grund til den skammelige hastighed for den såkaldte magtoverdragelse i Bagdad.

Disse manøvrer kan trække konflikten i langdrag og udskyde den endelige beslutning, med fremtidige opstande i Irak og USA til følge. Men de kan ikke ændre det uundgåelige resultat. Før eller senere vil den amerikanske hær være tvunget til at trække sig ud af Irak. Konsekvenserne er dette er ikke nemme at forudsige, i hvert fald ikke i detaljer. Men en forudsigelse kan gøres sikkert. Verden vil ikke blive et sikrere eller mere fredeligt sted som resultat af George Bush’s Irak eventyr.

London, 28. juni, 2004

Alan Woods      

1. Irak: Rædsler uden ende
2. Irak: USA sidder fast i sumpen
3. Irak – et besat land
4. Irak – opstanden eskalerer
5. Irak – socialisme er vejen frem