Falluja: det 21. århundredes Guernica

“Og når de har skabt et vildnis kalder de det fred” (Tacitus)

Den amerikanske imperialismes undertrykkende natur står nøgent afsløret. Falluja reduceres til en rygende bunke brokker foran verdens øjne. Svære amerikanske kanonbatterier skyder langsomt byen i grus. Mange civile er flygtet i panik, mange ligger begravet under de spredte rester af deres hjem.

De sukkersøde illusioner om ”smarte bomber” og ”udvalgte mål” står tilbage som hule løgne. De gider ikke engang gentage dem. Det er åbent, brutalt og vilkårligt mord. Det er det 21. århundredes Guernica.

Det er tankevækkende, at dette hensynsløse slagteri og ødelæggelse finder sted omkring den første årsdag for koalitionsstyrkernes ”sejr”. Det var en krig, der angiveligt blev udkæmpet for at ”befri” det irakiske folk. Den ”frie” verdens fjernsynsskærme var fyldt med jublende irakere, der bød invasionsstyrkerne velkommen og fejrede Saddam Hussein-statuens fald.

Hvor er de jublende mængder i dag? Det er umuligt end at fabrikere de falske scener, der blev udført af smarte pr-mænd for at skabe den falske sensation, at koalitionsstyrkerne virkelig var en befrielseshær og ikke en besættelsesstyrke. Ingen jubler. Ingen fester. De eneste lyde, der fejrer dette sørgelige jubilæum er maskingeværernes knitren, dundren fra svært artilleri, de døendes rallen og enkernes gråd.

Dette er den virkelige status efter tolv måneders fremmed besættelse af Irak.

George W. Bush, som har en uforlignelig sans for ubevidst humor, taler om den nuværende konflikt som ”små grupper udenlandske terrorister og faste støtter af Saddam Hussein.”

Disse ”små grupper” ser ud til at være særdeles rige på succes, når det kommer til at konfrontere den mægtige amerikanske hær i de sidste omtrent tre uger. I virkeligheden ser vi ikke ”små gruppers” værk, og slet ikke udlændinge. Det er de udenlandske besættelseshære, der bliver mødt af en masseopstand hos det irakiske folk.

De brutale metoder, som invasionstropperne benytter sig af, har medført væmmelse i Irak og i resten af regionen. Og vreden rettes mod besættelsesstyrkerne i Irak.

De amerikanske tropper har brugt drabene på fire amerikanske ”sikkerhedsfolk” (i realiteten lejesoldater) den 31. marts som en undskyldning til et altomfattende angreb på Falluja, der har dræbt hundredvis og såret endnu flere – mænd, kvinder og børn. Angrebet var ikke tilfældigt. Det var planlagt på forhånd og afspejlede USA’s mest kristne præsidents ønske om at knuse det, der har været det mest aktive og militante center for den irakiske modstand.

Ligesom Hitler ønskede at knuse det baskiske folks ånd ved at bombe deres gamle hovedstad, ønskede George Bush at statuere et eksempel med Falluja – et eksempel så rædselsfuldt, at det ville få alle andre irakere til at tænke sig om to gange, før de griber til våben mod deres ”befriere”.

Med den største beslutsomhed blev al den skræmmende ildkraft og teknologi, som står til rådighed for den mægtigste imperialistiske stat i verden, rettet mod dette ene punkt. De amerikanske kommandører var overbevist om, at fjenden hurtigt ville blive skræmt og overgive sig. De tog fejl. Marinesoldaterne skød deres vej ind i Falluja og skød flere end 200 irakere, deriblandt kvinder og børn, mens de brugte kampvogne og kamphelikoptere i Bagdad-forstaden Sadrs slum. Den virkelige situation blev brutalt gjort klar for hele verden: koalitionen er i gang med at ”befri” Irak - fra det irakiske folk.

Da de blev mødt med uventet hård modstand, var de amerikanske styrker ude af stand til at indtage og besætte byen. Til slut var amerikanerne nødt til at forhandle en våbenhvile med lokale stammeledere og religiøse ledere: oprørerne i Falluja ville opgive deres tunge våben mod et lempeligere udgangsforbud, ubegrænset ”humanitær” adgang til byen og en gradvis tilbagevenden af de familier, der var flygtet.

Brugen af ordet ”humanitær” fra de, der har deltaget i det vilkårlige bombardement og belejringen af byen i ugevis er typisk for imperialismens hykleri. Men bag disse væsel-ord ligger en ubehagelig sandhed. Ved at indgå en våbenhvile, indrømmede den mægtigste hær i verden et nederlag. Planen om at sprede modstandsstyrkerne i Falluja, at tilintetgøre dem og brække deres nerve, har klart fejlet.

Dette er en stor ydmygelse for amerikanerne, og den vil have utallige militære og politiske konsekvenser. Den viser det irakiske folk og resten af verden, at USA-imperialismens militære magt ikke er uovervindelig, at den har grænser og at den kan besejres. Set i bakspejlet vil slaget om Falluja blive set som et vendepunkt i krigen i Irak, præcis som Tet-offensiven var et vendepunkt for krigen i Vietnam.

Våbenhvilen i sig selv har en meget relativ – for ikke at sige fingeret – karakter. Ingen af parterne stoler på den anden. Hver side forsøger at vinde fordele før en genoptagelse af fjendtlighederne. Amerikanske kommandører har klaget over, at kun en lille bunke rustne våben er blevet afleveret. Naturligvis har oprørerne ikke i sinde at nedlægge våbnene – det vil sige, de har ikke i sinde at begå selvmord.

For deres del har USA-styrkerne advaret om, at hvis ikke det ændrer sig, vil det dreje sig om ”dage, ikke uger”, før de overvejer at bevæge sig ind i byen igen. Det er kun et spørgsmål om tid før det morderiske angreb begynder igen. Oprørerne har ikke råd til at overleve, og den amerikanske hær har ikke råd til at fejle. I sidste ende vil Falluja blive forvandlet til en blodig pøl. Den vil blive aldeles ødelagt. Men fra dens aske vil en ny ånd af irakisk modstand blive født. Selv om de vinder en militær sejr vil den amerikanske imperialisme have lidt et afgørende politisk nederlag.

Falluja er blevet et signal og et symbol for alle irakere på modstanden mod den påtvungne besættelse af deres land. Alle besættelsesstyrkernes forsøg på at dæmonisere oprørerne som ”små grupper islamiske fanatikere og faste tilhængere af Saddam Hussein” er blevet afsløret som løgne. En irakisk akademiker, Sulieman Jumeili, som bor i Falluja, fortalte, hvordan han opdagede, at 80 procent af alle dræbte oprørere var irakiske islamiske aktivister. Kun 13 procent var primært nationalister, og kun 2 procent har været medlemmer af Baath-partiet.

Væbnet modstand mod udenlandsk herredømme har spredt sig som en steppebrand over hele landet. Koalitionsstyrkerne bliver angrebet overalt. Mens den amerikanske hær fortsat omringer Falluja, en sunnimuslimsk by, står den radikale shia-leder Muqtada al-Sadr Najaf og hans milits over for amerikanske tropper.

Amerikanerne krævede, at han enten skal fanges eller dræbes. I sandhed modig snak! Nu har de imidlertid besluttet, at diskretion er bedre. Ligesom i Falluja er de tvunget til at forhandle. Amerikanerne kræver, at han opløser sin milits. Et meget tilbageholdende krav! En svært bevæbnet røver bryder ind i dit hus. Du tager en køkkenkniv for at forsvare dig selv, og røveren forlanger, at du overrækker ham kniven i fredens og det gode naboskabs navn! Naturligvis er Muqtada al-Sadr Najaf noget tilbageholdende over for at gå ind på kravet.

På trods af denne irrationelle holdning er koalitionsstyrkerne forsigtige med at gå efter ham. De kan se, at det er et dyr, der bider! Derudover er der politiske overvejelser. Iraks øverste shia-leder, Ayatollah Ali Sistani, har kraftigt advaret mod et amerikansk angreb på Najaf, en hellig shiamuslimsk by, og har kaldt det for en ”rød linie”, der ikke bør krydses. Dermed står de i samme dilemma som i Falluja. De kan vinde en militær sejr (imidlertid ikke uden store tab), men prisen vil være, at de dermed støder hele den shiamuslimske befolkning i Irak fra sig. Faktisk har de allerede opnået dette. Men de ”moderate” shia-ledere, der har været villig til at tale med dem, vil blive kraftigt undermineret.

Opstanden vil tvinge koalitionsstyrkerne til at optræde med stadig større brutalitet. Det vil gøre endnu flere almindelige irakere vrede og drive dem i modstandsbevægelsens arme. Det vil føre til yderligere kampe, som igen vil fremprovokere mere vold fra besættelsesstyrkernes side, og sådan fortsætter det i en nedadgående spiral.

Amerikanernes håb om at kunne overdrage magten til en marionetregering i Bagdad ser aldeles forloren ud. Som tidsfristen for magtoverdragelsen den 30. juni rykker nærmere, opfatter færre og færre folk den som troværdig. Angrebet på Falluja har alarmeret de ”moderate” (det vil sige kollaboratørerne) i en så stor grad, at de åbent har kritiseret USA’s opførsel. Det er som hvis en bugtalers dukke pludselig udviklede sin egen bevidsthed og begyndte at skændes med sin herre. Dette lille faktum er et billedligt udtryk for den vrede, der hober sig op i det irakiske samfund.

I desperation har den amerikanske regering annonceret en opblødning af dens af-baathificeringspolitik. Det vil nu være lettere for tidligere medlemmer af Saddams Baath-parti at komme med i regeringen og den nye irakiske hær. Denne manøvre skal formentlig behage vrede sunni-muslimer i områder som Falluja. Sunnierne var privilegerede under Saddam, og det shiamuslimske flertals overlegenhed er en af årsagerne til deres frustration. Men amerikanernes nye politk har formentlig også et mere praktisk formål: koalitionen har brug for trænede irakere til at tage en større del af sikkerhedsbyrden.

Forsøget på at skabe et irakisk politi, der kunne overtage en stor del af opgaverne med at holde befolkningen nede – og også tage en del af tabstallene, som nu påføres amerikanske soldater – er endt i en farce. Begyndelsen på irakiske sikkerhedsstyrker kan ikke kontrollere landet. I løbet af de seneste kampe har de deserteret, nægtet at kæmpe eller endda vendt deres våben mod de amerikanere, der har trænet dem.

Ideen om at tillade Saddam Husseins tidligere tjenere at få positioner i sikkerhedsstyrkerne for at tækkes sunnierne var en stor fejltagelse. Efter massakren i Falluja vil det ikke imponere sunnierne det mindste. Deres had til invasionsstyrkerne er nu uudsletteligt. Det vil ikke tilfredsstille sunnierne – men det vil yderligere opildne shiamuslimerne og andre grupper, der led under det gamle regime. Og hvis amerikanerne genindsætter de gamle officerer, som er ansvarlige for mord, tortur og alskens forbrydelser mod det irakiske folk, hvad er så tilbage af argumentet om, at invasionen skulle sikre et ”regimeskifte” og en ny æra af fred og demokrati i Irak?

Amerikanerne ser sig også om efter flere udenlandske tropper til at støtte flere trænede irakere. Men deres chancer er ikke store. Den nye socialdemokratiske regering i Spaniens beslutning om at trække deres 1400 tropper ud af Irak har startet en kædereaktion. Honduras og den Dominikanske Republik har sagt, at de vil trække deres små styrker ud. Condoleezza Rice, den amerikanske sikkerhedsrådgiver har erkendt, at hun tror, flere lande vil følge.

Indtil nu har Japan og Sydkorea stået fast på deres deltagelse på trods af de højprofilerede kidnapninger af deres civile. Men hvor længe kan det fortsætte? Den blodige sump i Irak vil uundgåeligt medføre nye jordskælv, der vil sende et ekko gennem alle disse lande og ryste og vælte regeringer.

Den voksende desperation i Washington og London udtrykker sig gennem appeller om at få FN til at intervenere. Lakhdar Brahimi, FN’s specielle udsending i Irak, vendte for nylig hjem efter et 11 dages besøg i landet med en plan for regeringen efter den 30. juni. Ifølge denne plan vil det koalitions-udpegede regeringsråd blive opløst. I stedet vil der blive nedsat en række teknokratiske ministre, valgt af FN i samråd med koalitionens ledere og nuværende medlemmer af regeringsrådet. Disse vil så stå i spidsen for Irak indtil valg kan afholdes i 2005.

Det engelske finansmagasin The Economist skriver: ”Højtstående embedsmænd i Bush-administrationen udtrykker forsigtig støtte til planen og anerkender, at det er prisen for, at en ny resolution fra FN’s sikkerhedsråd velsigner overdragelsen. Men amerikanerne vil muligvis ønske at indskrænke overgansregeringens suverænitet – torsdag foreslog Bush-administrationen at lægge en dæmper på irakernes muligheder for at kontrollere de væbnede styrker og vedtage nye love. Det kan vanskeliggøre en aftale om en ny resolution i sikkerhedsrådet.

”En ny resolution vil være diplomatisk nyttig og give koalitionsmedlemmerne politisk dække til at beholde deres tropper i landet. Men Spaniens, Honduras’ og den Dominikanske Republiks udtrækning kombineret med tilbageholdende kommentarer fra Polen, Thailand, Khazakstan og Filipinerne antyder, at dette muligvis ikke er tilstrækkeligt. Ikke så underligt, at Pentagon har optegnet planer for væsentligt at øge de amerikanske troppers styrke i Irak.”

Disse linier beskriver meget rammende den virkelige årsag til de seneste diplomatiske manøvrer i Washington. FN, som de behændigt udelukkede fra alle deres beregninger før invasionen af Irak, bliver nu inviteret til at rydde op. Men dette behagelige perspektiv bliver fulgt af bestemte betingelser: mens franskmændene og tyskerne gør det hårde arbejde vil amerikanerne og englænderne beholde kontrollen med landet – det vil sige, de holder fast på den reelle magt og bruger den efter forgodtbefindende. Derudover ser der ud til at være ringe mulighed for at amerikanerne vil overveje at dele Iraks olie og lukrative kontrakter med andre nationer. Ikke så sært, at franskmændene og tyskerne ikke snubler over hinanden i forsøg på at acceptere.

En ny FN-resolution vil heller ikke opmuntre de lande, der trækker sig ud af Irak til at sende tropperne tilbage. I realiteten er det eneste land, der bibeholder noget, der ligner en pålidelig militær styrke i Irak, Storbritannien. Indtil videre har englænderne set meget mindre vold end amerikanerne i det centrale Irak. Men den hyggelige situation er ved at være slut. Meget snart vil de engelske styrker stå over for de samme opstande, som vi har set andre steder. Det vil give brændstof til protestbevægelsen i England, hvor Tony Blair hver dag mere og mere ligner en professionel bokser, der har modtaget for mange slag i hovedet.

Storbritanniens premierminister erklærede oprindelig, at han ikke så nogen grund til at øge antallet af britiske tropper til mere end 7500 i Irak på trods af den nye konflikt. Det afspejlede, at selv denne stivsindede mand er begyndt at føle presset. Imidlertid tvang tilbagetrækningen af de spanske tropper ham til at tænke igen. Flere britiske soldater vil blive sendt af sted, og mere end en af dem vil komme hjem i en kiste.

Ved at binde sit land så tæt til USA og blindt følge George Bushs diktater, forbereder Blair et politisk selvmord. Alle hans handlinger viser mentaliteten hos en mand, der har mistet hæmningerne og driver rundt uden hverken kort eller kompas og bliver båret rundt af begivenheder han ikke forstår og endnu mindre kontrollerer.

Den 9. april 2004 skrev journalisten Robert Fisk: ”En krig bygget på illusioner og højrefløjsideologi var dømt til at ende i blod og ild. Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Han var i kontakt med al-Qaida, han var indblandet i forbrydelserne mod menneskeheden 11. september. Iraks folk ville modtage os med blomster og musik. Der ville komme demokrati.

”Selv denne uge, da alle løfterne og formørkelserne faldt fra hinanden, var den amerikanske militære talsperson kun i stand til at give militære tabstal – dette mens mere end 200 irakere er rapporteret døde i det amerikanske angreb på Falluja.

”Over månederne kunne man kun sammenligne besættelsesmyndighedernes isolation fra det irakiske folk, som de skulle forestille at bekymre sig så meget om, med den store afstand i falske forhåbninger og selvbedrag mellem besættelsesmagterne i Bagdad og deres herrer i Washington.”

Robert Fisk kommenterer ironisk de amerikanske lederes påstande:

”Og så spreder blodbadet sig endnu videre over Irak. Kut og Najaf er uden for besættelsesmagternes kontrol. Og for hvert nye kollaps, fortæller de os om nyt håb. I går talte general Sanchez stadig om sin ”totale tillid” til tropperne, som har et ”klart mål”, og om hvordan de gør ”fremskridt” i Falluja og om hvorledes – dette er hans egne ord – ”et nyt morgengry er på vej”.

”Hvilket præcis er hvad amerikanske militære ledere sagde for præcis et år siden – da amerikanske tropper kørte ind i den irakiske hovedstad og da Washington struttede af sejr over Bagdads uhyre.”

Disse linier, skrevet af en af de meget få vestlige journalister, der ikke er bange for at sige sandheden, udtrykker den virkelige situation i Irak. Et år efter den såkaldte ”sejr” er amerikanerne ikke i gang med at vinde krigen. De er i gang med at tabe. Årsagen til denne situation er ikke militær, men politisk. Når et helt folk rejser sig op og siger ”Nej!” kan ingen magt på jorden holde dem nede. Mod denne magt er alle raketter, satellitter og teknologi i verden nyttesløse. For hver bombe der falder over Bagdads fattige forstæder og de sydlige irakiske byer, vil hadet til invasionsstyrkerne vokse og blive mere intenst.

Konflikten i Irak er gået ind i en ny fase. Irakerne som har rejst sig op imod besættelsen er ikke ”oprørere” eller terrorister”. De er hele det irakiske folk, der har rejst sig mod en brutal fremmed besættelse af deres land. Arbejderbevægelsen i hele verden må støtte det irakiske folks ret til at bestemme deres egen skæbne, fri fra fremmed indblanding. Vi må kræve øjeblikkelig tilbagetrækning af alle fremmede tropper fra irakisk jord.

Stop den kriminelle besættelse af irak!

Bring tropperne hjem nu!

Ned med imperialisme og kapitalisme – kilden til alle krige, sult og elendighed i verden!

Alan Woods      

1. Irak: Rædsler uden ende