Euroens endeligt?

Euroen kan være fortid om få uger. Således lyder de bekymrede vurderinger fra flere borgerlige økonomer. Samtidig vælter de europæiske politiske ledere fra den ene feberredning til den anden. Hver ny redningspakke bliver udråbt som den endelige løsning, men hver gang er resultatet det samme: større fortvivlelse og større desperation. Euroens dage render ud.

Virkeligheden banker på døren

Euroen er på vej mod opsplitning. Under opsvinget lykkedes det for det europæiske borgerskab at overbevise sig selv om, at det var muligt ganske gradvist at komme ud over nationalstatens grænser på kapitalistisk basis. At omdanne de mange små europæiske lande til en samlet økonomisk enhed, med Euroen som fælles valuta, med deraf følgende udvidelse af markedet og sænkning af omkostninger og handelsbarriere.

Imidlertid banker virkeligheden nu på døren. Eurozonen er på vej mod en alvorlig recession. Borgerlige økonomer forventer to procents nedgang i 2012 gennemsnitligt i Euroområdet (Economist 2011-11-26). Der er med andre ord en ny kraftig krise på bedding. Imens skændes de ”realistiske” politikere og økonomer om, hvilke af to følgende linjer man skal følge for at redde Euroen: 1) skære ned på statsbudgetterne for at afbetale statsgælden. Men det fører til kraftigere krise, fordi markedet beskæres, hvilket samtidig øger gælden i forhold til BNP på den korte bane. 2) Den anden fløj (der er vokset i styrke på det seneste) mener, at man (læs: Tyskland og Den Europæiske Centralbank, ECB) skal pumpe penge ud for at forsøge at holde hånden under de europæiske banker og dermed væksten.

Imidlertid lader de alle til at være enige om, at det generelle gældsniveau i Europa er uholdbart. Men hvordan skal statsmagten så pumpe penge ud, hvis de ikke skal optage mere gæld? The Economist mener løsningen er at starte seddelpressen og trykke de penge, der er brug for: ”Hvis ikke ECB og de europæiske ledere ganske drastisk ændrer deres mening, vil den fælles valuta kunne bryde sammen i løbet af få uger [...] Den eneste institution der kan give øjeblikkelig hjælp, er ECB. Som den ultimative udlåner, må den gøre mere for at redde bankerne ved at tilbyde ubegrænset likviditet […] den må forhindre priserne i at falde. Det vil sige, at nedsætte de korte renter og gå i gang med ”kvantitative lettelser” (opkøbe af statsobligationer) i stor skala.” (Economist 2011-11-26, egen kursivering)

På den måde, argumenterer blandt andet The Economist, kan den Europæiske Centralbank købe alle de statsobligationer, som de private investorer ikke har tillid til og på den måde holde renterne for de klemte lande nede. Fortalerne for en sådan aktion, vinder i disse dage stadig frem.

Det er dog ikke et helt uproblematisk forslag, for at sige det mildt. Dels betyder det, at den Europæiske Centralbank kommer til at sidde med alle de dårligste papirer og en enorm risiko. Og risiko for ECB betyder risiko for medlemslandene, da det er deres penge. Samtidig hænger det rent logisk ikke sammen: De europæiske lande er i problemer, da de ikke kan optage lån, fordi de private investorer frygter, at de ikke får deres penge igen. Svaret skulle så være, at medlemslandene går sammen om at købe deres egen gæld igennem ECB (som finansieres af medlemslandene)? Absurditeten i hele situationen viser, hvor alvorlig krisen er. Der er borgerskabets håbe om redning: finansiel indavl.

Hertil skal lægges det lille problem, at ”kvantitative lettelser”, at trykke flere penge, har samme effekt, som da konger og kejsere i gamle dage iblandede billige metaller i guldmønterne: pengenes værdi falder. Det medfører med andre ord en stor fare for inflation (prisstigninger).

Inflation som redning?

Bag de borgerlige økonomers tågesnak ligger der imidlertid en vis logik, som de dog ikke taler åbent om: hvis ECB udhuler valutaens værdi, bliver gælden mindre. Det vil betyde enorme tab for især Tyskland, der er den store udlåner i Europa. Men tab kommer man ikke udenom under nogen omstændigheder. Samtidig vil der dog være en ikke ubetydelig sidegevinst for de europæiske kapitalister: Det vil være en effektiv måde at hamre den europæiske arbejderklasses lønninger kraftigt tilbage og smadre alt, hvad arbejderklassen har tilkæmpet sig siden krigen.

Der er rent faktisk historisk erfaringer med netop dette: Tyskland finansierede sin deltagelse i Første Verdenskrig ved hjælp af lån. Efter første verdenskrig havde Tyskland enorm gæld og ikke råd til at betale de enorme krigsskadeerstatninger til vinderne af første verdenskrig, ligesom de europæiske lande ikke har råd til at vedligeholde deres lån i dag. For at løse problemet, trykte den tyske rigsbank flere penge. Pengenes værdi blev udhulet, og priserne steg med voldsom hastighed. Den herskende klasse mistede selvfølgelig mange penge på dette, men var dog i stand til at købe guld og andre aktiver, der fastholdt sin værdi. Værre var det for arbejderklassen og middelklassen, der blev helt og aldeles ruineret, idet priserne steg time for time, mens deres lønninger ikke fulgte med. I løbet af ganske kort tid blev de presset ned på – eller under – et eksistensminimum, og kapitalisterne kunne nyde enorme profitrater. Men kapitalisterne i dag frygter dette. For hyperinflation har per definition revolutionære implikationer, idet det bliver tydeligt for enhver, at systemet ikke engang er i stand til at brødføde den klasse som kapitalisterne udbytter. Hyperinflation vil betyde, at selve det kapitalistiske systems overlevelse er truet.

Euro-obligationer

Franskmændene har en anden idé: hvorfor ikke samle alle landenes statsgæld eller dele af den i én stor pulje og så rejse penge som en samlet enhed, gennem udstedelse af fælles Euro-obligationer, og ikke i de nationale økonomier? På den måde kan de mere klemte lande ”låne” de rigere landes kreditværdighed ved, at de rigere lande direkte garanterer for de mindre rige.

Det er blandt andet tyskerne imidlertid ikke glade for. For det vil betyde, at de rigere lande (især Tyskland, som det største) i praksis skal overtage de klemte landes statsgæld. Og samtidig vil problemerne definitivt ikke kunne isoleres til udkanten af Euro-området, men hele EU vil blive stillet til regnskab for markedernes vrede, og det vil være tydeligt at det ikke bare er perifere lande, der har problemer, men alle de europæiske lande. Det vil med andre ord trække de andre lande med ned i dybet. En deflationsspiral er ikke mindre smertefuld end hyperinflation og Grækenland viser, at en sådan ”løsning” også har revolutionære implikationer.

Magiske redningspakker

På trods af deres fine taler, dyre redningspakker og store ord, bliver situationen til stadighed mere alvorlig. Der findes nemlig ingen ”løsning” på kapitalismens krise. Kapitalismen går uundgåeligt igennem kriser for at udrydde overproduktion i form af varer og produktionsmidler. Det er en nødvendighed, så længe kapitalismen eksisterer. Der findes ingen genvej under kapitalismen, kriserne er en iboende del. At kræve kapitalisme uden kriser er som at kræve magneter med kun én pol.

Problemet er, at kapitalismen er et anarkisk, uplanlagt system, hvor den samfundsmæssige produktion er i hænderne på enkeltpersoner, hvis eneste mål er at skabe størst mulig profit. Derfor forsvarer kapitalisterne deres profitter under krisens faldende omsætning, ved at angribe lønningerne og sætte arbejdsintensiteten op, hvad Marx kaldte at øge den relative merværdi. Ligeledes kan vi forvente, at de i stigende grad vil søge beskyttelse hos netop deres nationalstat, hvilket vil føre til protektionistiske tiltag, som toldbarriere, konkurrerende devalueringer og så videre i den nærmeste fremtid. Alt sammen er tiltag, der – samtidig med at de forhøjer de enkelte kapitalisternes profit ”her og nu”, ved at skære i deres omkostninger og hjælpe dem i konkurrencen – skærer ind i deres marked og uddyber krisen.

De borgerlige medier forsøger at bevare illusionen om, at snedige redningspakker på magisk vis kan trylle problemerne for europæisk økonomi væk. Men dette forsøg bliver stadigt mere skingert i takt med, at redningspakke efter redningspakke bliver vedtaget uden anden effekt end at skabe endnu mere panik på markederne.

Sandheden må siges

Euroen bevæger sig mod afgrunden. Vi forudser i dag, som vi gjorde ved etableringen af det europæiske økonomiske samarbejde, at Euroen som vi kender den vil lide skibbrud. Det vil lamme kreditmarkederne, standse handlen og betyde en ny kraftig økonomisk nedtur med stigende arbejdsløshed og lønnedgang til følge. Grækenlands krise er bare begyndelsen, og giver en idé om, hvad der er i vente i resten af Europa. Præcis hvad der vil skubbe Euroen ud over kanten, hvad der vil få bægret til at flyde over, er svært at sige. Det kan være en obligationsauktion, der går galt, en kreditvurdering der sænkes, eller at et land vælger at forlade Euroen. Ligegyldig hvad, er de økonomiske udsigter grumme for den europæiske – og dermed den danske arbejderklasse.

Arbejderbevægelsen må forberede sig selv og arbejderklassen på de kommende kampe. Klassekampen vil blive kraftigt intensiveret, og det er arbejderbevægelsens ledelses ansvar at gå forrest og lede klassens kamp for de mest basale rettigheder. Det kræver, at man skærer igennem de borgerliges luftkasteller og løgne, og siger tingene, som de er: Krisen er en del af kapitalismen – afskaf kapitalismen! Der findes ingen løsninger for arbejderklassen, hverken inden for eller uden for EU på kapitalistisk basis. En demokratisk planlagt økonomi, i Danmark og hele Europa, gennem et Europas Forenede Socialistiske Stater, er det eneste reelle svar for arbejderklassen på Europas krise.

Source: Socialistisk Standpunkt (Denmark)