Euro-krisen

Da økonomien gik fremad blev euroen set som en styrke for de lande, der havde denne valuta. Nu vender det sig til sin modsætning, hvilket krisen i Grækenland illustrerer. Marxisterne advarede om dette for længe siden.

”Sidste år var det bankerne; i år er det lande. Den økonomiske krise, der så ud til at mindskes i sidste del af 2009 er nu atter i fuldt sving med truslen om statsbankerot.”

Disse indledende ord fra sidste uges leder i The Economist beskriver rammende den stigende følelse af pessimisme hos borgerskabet. I går talte de om ”forårstegn” og ”recessionens afslutning”. Nu kæmper de europæiske ledere for at undgå det, som The Economist beskriver som ”den største finansielle katastrofe i euroens 11-årige historie”. Pludselig hviler hele verdens øjne på Grækenland, som kan stå over for statsbankerot. Det vil ikke være det første tilfælde i Europa. Island blev drevet til fallit af den verdensomspændende finanskrise. Dette førte til demonstrationer på gaderne og regeringens afgang.

Island er et meget lille land i Europas udkant. Men Grækenland er medlem af EU og en del af euroområdet. Hvis landet går bankerot, vil det være det første euroland, der gør det. Dette er en alvorlig kilde til frygt blandt EU’s ledere. Indførelsen af den fælles valuta betyder, at de er bundet sammen i et ufleksibelt system. Det, der først blev anset for at være en styrke, bliver nu anset for at være en kilde til svaghed. Den græske kapitalismes krise kan skabe en krise i euroen og trække resten af Europa med sig i faldet.

Marxisterne forudsagde dette
For mere end ti år siden, da alle sang hyldestsange til euroen og forudsagde en uimodståelig bevægelse i retning af europæisk enhed, skrev vi et dokument ved navn Et socialistisk alternativ til den europæiske union, hvori vi præsenterede det modsatte synspunkt:

”Problemet er at de europæiske kapitalister arbejder hen imod en samling på et tidspunkt, hvor de generelle økonomiske omstændigheder peger i den stik modsatte retning. Hvis de kunne få en vækst på 5-6 %, som de havde under det store opsving, så kunne de gennemføre den monetære union uden de store problemer. Men med en vækstrate på 2-3 procent eller mindre, er det umuligt.
(…)
Alt det viser, at en føderal europæisk stat på kapitalistisk grundlag er udelukket. Specielt i en situation med økonomisk krise på verdensplan, hvilket er uundgåeligt inden for de næste to år eller lignende, vil alle modsætningerne træde frem i forgrunden. Det er usandsynligt, at EU vil gå helt fra hinanden, eftersom alle landene har behov for at forsvare deres markeder imod USA og Japan. De bliver nødt til at "hænge sammen eller hænge hver for sig". Men bevægelsen hen imod europæisk samling vil ende i et hav af nationale konflikter og mundhuggeri.”
(Et socialistisk alternativ til den europæiske union, 1997)

Det fejlslagne forsøg på at indføre en europæisk forfatning bekræftede dette perspektiv. Og hvad skrev vi om euroen?

”Der er et stort spring fra teori til praksis. I teorien ser det alt sammen fint og logisk ud. Problemet er, at det kapitalistiske system er alt andet end logisk. Rent abstrakt set er det en god idé med en fælles europæisk valuta. Det ville spare en masse penge, gøre handelen mere strømlinet, lette langsigtet økonomisk planlægning og investeringsbeslutninger og overflødiggøre en hel række unødvendige arbejdsprocesser. Men på kapitalistisk grundlag ville det blive en katastrofe i praksis. I teorien ville det betyde, at alle de nationale valutaer ville blive låst fast i et stramt system. Der ville ikke være nogen national regering, der ville få lov til ændre ved den aftalte vekselkurs. Det betyder, at det ikke ville være muligt for noget land at komme ud af en krise ved at søge tilflugt til devaluering.
(…)
Da de ikke ville have mulighed for devaluering, ville hver regering være tvunget til at søge en 1øsning derhjemme - det vil sige voldsom deflation og arbejdsløshed, især i de svagere økonomier. Det vil også betyde en enorm forøgelse af spændingerne staterne imellem og også mellem klasserne inden for hver stat. Sådan et ufleksibelt monetært system er tydeligvis ikke særlig levedygtigt. I praksis vil hver enkelt nationalstat lige fra begyndelsen af forsøge at opnå fordele på de andres bekostning. Det vil skabe alle mulige slags konflikter, som eventuelt vil føre til et sammenbrud. Det vil heller ikke kunne lykkes at spare og skære ned hele tiden.

Det centrale problem er ganske simpelt: at tro, at økonomier, der er så forskellige og hiver i hver sin retning, skulle kunne forenes til en fælles central valuta, bakket op af fælles midler og bindende lovgivning, det er helt indlysende forkert. Det kapitalistiske system er anarkistisk i selve sin natur. Hvis man forsøger at binde disse økonomier sammen i en fast fælles vekselkurs, vil det føre til en hel række af forstyrrelser og uoverskuelige modsætningsforhold. Når de økonomiske forhold i et land kræver højere rente, vil de i et andet land kræve lavere. Hvem skal så bestemme? Det er ikke svært at se, hvad svaret på det spørgsmål vil være. Som den førende økonomiske magt i Europa vil Tyskland tvinge sine krav igennem v.h.a. Bundesbanken, som reelt vil komme til at kontrollere centralbankerne. Det så vi allerede, da Bundesbanken satte renten op uden at konsultere sine samarbejdspartnere. Dette er allerede tilfældet, før ØMU'en er blevet indført - ØMU'en vil bare gøre de allerede eksisterende magtforhold officielle.

I et fast vekselsystem er der nødt til at være nogen, der bliver tabere. Det er også indlysende ud fra de problemer, der er opstået på vejen mod den fælles mønt, og som sætter spørgsmålstegn ved, om planen kan gennemføres før 1999 eller nogensinde. De oprindelige Maastricht-krav er, som vi forudsagde fra begyndelsen af, allerede en"død sild". Det er kun ved at manipulere med tallene og flytte på målet, at de kan få det til at se lidt ud, som om der er fremskridt. Men sådanne manøvrer viser imidlertid, at hele planen var uholdbar fra begyndelsen af. Selvom Italien og Spanien har meldt ud, at de har tænkt sig at gå med i ØMU'en i den første bølge, er de alligevel for svage til at gøre det uden at skabe utålelige modsætningsforhold derhjemme. Grækenland er helt automatisk udelukket, selvom Simitis-regeringen er i gang med en bølge af hidtil uset hårde angreb på folks levestandard i håb om at kunne kvalificere sig på et tidspunkt ude i fremtiden. På samme vis udfører de portugisiske "socialister" også kapitalisternes beskidte arbejde. Alt dette er med til at gøde jorden for en eksplosion i klassekampen i de her lande i løbet af de næste par år.
(…)
ØMU'en vil ikke komme til at betyde, at opsving-krise-cyklussen ikke er virksom mere. Bevægelsen mod krise vil uundgåeligt påvirke hvert enkelt lands økonomi på forskellig vis, afhængigt af landets relative styrker og svagheder. Men det må betyde et fald i skatteindtægter og en stigning i udgifterne til f.eks. arbejdsløse. Hvad ville den engelske regering kunne gøre i ovennævnte tilfælde? Under Maastricht ville den ikke have lov til at låne penge for at dække underskuddet. Den eneste udvej ville være at skære ned på udgifterne og hæve skatterne midt i en krise.
(…)
På et kapitalistisk grundlag kan en stabil monetær union ikke opnås uden en samlet stat. Desuden betyder verdensmarkedets overvældende dominans, at enhver regional valuta må passe ind i det globale vekselskurssystem, hvis det skal lykkes.
(…)
Hvordan de over hovedet har tænkt sig at opretholde en fast vekselkurs på et verdensmarked, der er kendetegnet ved flydende vekselkurser, er slet ikke klart. Økonomerne i USA er åbenlyst skeptiske over for det, og hvor solid vil Euroen egentlig blive? Hvis de internationale pengemarkeder ikke kan overbevises om, at den er det værd, som de europæiske banker siger, så vil den ikke være mere sikker over for spekulative valutabevægelser end f.eks. den italienske lire er nu.
(…)
Alle en lavkonjunkturs byrder skal uden hjælp bæres af hver enkelt medlemsstat. Det er hensigten at tvinge hver regering til at opretholde en "sund økonomi" v.h.a. den gode gamle metode med at hæve skatterne, skære ned på de offentlige ydelser og ved at sælge ud af statsværdierne.
(…)
Dette kneb tager ikke med i betragtning, at før første verdenskrig stod fagforeningerne og arbejderpartierne relativt svagt, og at arbejderklassen selv faktisk var en minoritet i de fleste europæiske lande (England var en undtagelse, fordi det var begyndt på sin kapitalistiske udvikling meget tidligere end de andre). Siden 2. verdenskrig er styrkeforholdet mellem klasserne ændret. Reaktionens sociale reserver, især bønderne, er blevet næsten helt fjernet af den industrielle udvikling, og arbejderklassen er blevet den dominerende magt i samfundet og arbejderne vil gå imod ethvert forsøg på at fratage dem det, de har opnået siden 1945.

Forsøget på at gå tilbage til kapitalismens klassiske periode vil fremprovokere et opsving i klassekampen, der ikke tidligere er set. Men der er ikke nogen garanti for at den førte politik vil medføre det, som kapitalisterne forventer. Når de pålægger selv de svageste europæiske økonomier tunge byrder, risikerer de at fremprovokere et kollaps. Vilkårene for den planlagte monetære union går ud fra som forudsætning, at ethvert land skal stå på egne ben, for at bruge denne blandt bankfolk meget yndede talemåde.
(…)
På nuværende tidspunkt kan de europæiske regeringer skaffe penge på de internationale finansmarkeder til at dække deres underskud, og (med undtagelse af Grækenland) er regnes de for sikre at låne til. Men Italiens offentlige gældsrate og pensionsforpligtigelser uden dækning for er mere end to gange så store som Tysklands. Når Italien ikke længere har sin egen møntfod og centralbank, vil en sådan svaghed uundgåeligt føre til en forhøjelse i kreditomkostningerne. New York betaler til tider højere risikopræmie end Italien, selvom dets gældsforhold i forhold til indkomst er meget lavere.

Selv på nuværende tidspunkt kan de store kreditvurderingsbureauer ikke blive enige om, hvordan de skal klassificere den fremtidige gæld i den nye møntfod, hvilket antyder, at der vil være store forskelle mellem de kreditvurderinger, de europæiske lande får efter 1999. Kapitalisterne i Italien og de andre svage økonomier vil blive tvunget til at betale en højere rente end de andre, på denne måde skæres der ned på deres profitrate. På længere sigt kan dette gøre økonomien i sådanne stater ustabil og forhøje risikoen for en krise. For første gang taler internationale investorer (ikke offentligt, selvfølgeligt) om risiko for misligholdelse af gæld i Europa.

Ligesom Qeubec også regnes for en høj risiko og skal betale meget høje præmier for at kunne låne penge, p.g.a. faren for løsrivelse, er den internationale finanskapital allerede i gang med at overveje risikoen for et sammenbrud i ØMU'en, endda før den er startet. De forudser, at de permanente nedskæringer og spareprogrammer, som forudsættes af ØMU'en, vil fremprovokere en sådan uro, at den vil bryde sammen. Startende med Italien og Finland vil de svagere økonomier blive tvunget til at trække sig. I tilfælde af krise vil det hele gå i retning af en opløsning.” (Min fremhævning, AW)

Det var, hvad vi skrev i 1997. Da vi skrev dette, var Grækenland endnu ikke medlem af euroen, og derfor troede vi, at de svageste led var Italien, Spanien, Portugal og Finland. Men den generelle argumentation var korrekt på trods af, at den gik imod den generelle stemning med optimisme omkring euroen og den europæiske integration, der herskede dengang. Dengang var selv nogle af vores tilhængere i tvivl om dette perspektiv. Nu er det en kendsgerning.

Euroen er faldet med 9,9 procent i forhold til dollaren siden november, hvilket afspejler en bekymring om, hvorvidt Grækenland og andre lande ikke vil være i stand til at skære ned på deres budgetunderskud. Den fælles valuta og aktierne i regionen fortsatte med at falde imens de europæiske ledere mødtes for at diskutere planer for at forsvare Grækenland. Men investorerne var ikke imponerede og beklagede sig over, at planen var for udetaljeret.

Ifølge chefanalytiker Albert Edwards fra Societe Generale er de svage kapitalistiske økonomier i Sydeuropa ”fanget i en overvurderet valuta og bliver kvalt af lav konkurrenceevne, en situation som vil føre til opløsning af eurosamarbejdet.” (Bloomberg 12. februar.) Problemet for lande som Portugal, Spanien og Grækenland ”er at årevis med upassende lave renter har ført til overophedning og høj inflation.” Nu, siger Edwards, selv hvis regeringerne ”kan nedbringe deres underskud, gør mangelen på konkurrenceevne i eurozonen det nødvendigt med årevis (og på grund af udsigterne andre steder, formentlig absolut) deflation. Enhver hjælp, der bliver givet til Grækenland, udskyder blot den uundgåelige opløsning af eurozonen.” (min fremhævning, AW.)

Fare for flere sager med bankerot
Edwards blev gennem en afstemning kåret som den næstbedste europæiske strateg i en undersøgelse fra Thomson Extel. Rapporten kårede også Societe Generale til det bedste firma inden for økonomisk og strategisk analyse for tredje år i træk. Derfor må disse synspunkter anses for at repræsentere kapitalens seriøse strateger. Imidlertid er det ikke klart, om den nuværende krise vil føre til en hurtig afskaffelse af euroen. Der er for meget på spil for det tyske og franske borgerskab, der vil gøre alt for at understøtte den fælles valuta. Men hvis krisen bliver dybere vil situationen ændre sig.

Dette er en meget alvorlig situation for hele Europa. Faren er, at hvis Grækenland får lov til at gå bankerot, kan det udløse en flodbølge af statsbankerotter, hvilket vil påvirke ikke blot Spanien, Portugal, Italien og Irland, men endda Storbritannien. Det kan føre til et øjeblikkeligt kollaps af den i forvejen svage bedring af økonomien i Europa, og efterskælvene vil kunne føles over hele verden. Det forklarer de europæiske lederes alvorlige bekymring.

Der er blevet talt om en redningsplan anført af Tyskland. Men den har sine egne problemer. Hvis den bliver til noget, vil andre europæiske lande stille sig i kø med hatten i hånden for at få hjælp. Problemet er på ingen måde begrænset til Grækenland, hvilket obligationsmarkederne er ganske klar over! De internationale pengeudlånere er i stigende grad bekymrede over kreditværdigheden hos Spanien, Iralan og Portugal, og der bliver hvisket dystert om tilstanden i Storbritanniens finanser. Det er én ting at redde den græske økonomi, som er relativt lille. Men hvad vil der ske, hvis de skal redde Spanien, Portugal, Irland eller endda Storbritannien?

For at overbevise markedet om, at disse lande er villige og i stand til at betale deres gæld, insisterer de internationale Shylock’er (pengeudlåneren i Shakespeares Købmanden i Venedig, red.) på, at de må sætte skatterne op og nedbringe udgifterne. Men sådan en politik vil betyde en katastrofe for økonomier, der vedbliver at være fanget i en krise med stigende arbejdsløshed. ”Dette er galskab. Hvis vi skærer ned på de offentlige udgifter nu, vil det ødelægge den økonomiske bedring!” Men keyensianernes klagesang påvirker ikke de kolde hjerter hos de internationale bankfolk, som kun er interesserede i at få deres penge igen – med pæn fortjeneste.

Europas problemer er ikke den eneste kilde til bekymring. Kina er bekymret over stigende inflation og ejendomsbobler, og de er begyndt at skære ned på deres udlån. Indiens centralbank har hævet deres krav til reserverne, og Brasiliens stimuluspakke bliver udfaset. De store centralbanker i de rige lande bevæger sig væk fra ”kvantitativ lettelse”, det vil sige at trykke penge for at købe længerevarende værdipapirer, og de nød-tiltag, som de indførte på krisens højdepunkt, er nu ved at blive afsluttet.

Siden den vigtigste (stort set den eneste) motor i ”bedringen” var statslige udgifter, skaber dette bekymring hos investorerne, der, som vi ved, ikke er motiveret af rationelle overvejelser, men af det samme flokinstinkt som får gnuerne på Afrikas savanne til pludselig at bisse. Der er allerede tegn på en sådan ændring. Priserne på aktiver og på aktiemarkedet er faldet brat, varepriserne er gået nedad, og der er stigende skrøbelighed.

MSCI World Index, der viser aktiepriserne på verdensplan, er faldet med næsten 10 procent siden sit højdepunkt den 14. januar. I stedet for den tidligere optimisme om en ”V”-formet økonomisk bedring, bliver finanspressen nu domineret af pessimisme omkring en W-formet recession med dobbelt-dyk. Der er stigende frygt for, at regeringerne vil blive tvunget til at fjerne den monetære og finansielle støtte for tidligt, og udsigten til en økonomisk bedring i 2010 vil kollapse i en ny krise.

USA’s BNP-tal peger på en stigning i økonomien med en rate på 5,7 procent på årsbasis i fjerde kvartal af 2009. Men disse tal er vildledende på grund af, at væksten hovedsageligt skyldes, at virksomhederne har fyldt lagrene op. Den amerikanske økonomi mister stadig jobs (selvom hastigheden for nedgangen er lavere nu), prisen på aktier falder, og boligmarkedet er fortsat svagt. Der er ingen tegn på en opgang i forbruget, og med masser af ubrugt kapacitet er det ikke sandsynligt, at virksomhederne vil investere.

I Europa og Japan er situationen langt værre. Selv om den japanske eksport er i bedring, er økonomien røget tilbage i deflation. I euroområdet udviste den økonomiske bedring tegn på svaghed længe inden den græske krise. Den hjemlige efterspørgsel har endda standset økonomien i Tyskland, hvor husholdningerne ikke har en stor gæld at betale af på.

Den økonomiske bedring er kun synlig i visse ”udviklingsøkonomier” som Indien og Brasilien, som har stærk vækst i den hjemlige efterspørgsel og kun ledt ledig kapacitet. Kina har fastholdt en høj vækstrate takket været en enorm stigning i statsbestemte udlån, men af selv samme årsag er økonomien sårbar overfor et pludseligt fald i offentligt forbrug. Udsigten for verdensøkonomien er derfor ekstremt usikker. Det er det, der ligger bag investorernes nervøsitet.

Sandheden er, at den økonomiske bedring er afhængig af statslige tilskud, lån, garantier til bankerne og subsidier til de store virksomheder. Ligesom en affældig gammel mand på krykker bliver det kapitalistiske system holdt oppe af offentlig støtte. Det er i endnu højere grad tilfældet med svage kapitalistiske økonomier som Grækenland. Spekulanterne kredser om landet som gribbe, der kredser om et såret dyr og venter på drabet. Hvis Grækenland går ned vil investorerne miste tilliden til andre dybt forgældede regeringer (Spanien, Portugal, Irland…), og dette kan udløse en kædereaktion, der kan ramme selv de stærkere økonomier og deres valuta.

Faren er, at de rige økonomier vil gentage de fejltagelser, som blev begået i USA i 1937 og Japan i 1997, da regeringen – i troen om, at det værste var overstået – hævede skatterne og strammede op på pengepolitikken, hvilket sendte økonomien tilbage i krise. Borgerlige økonomer og politikere siger altid, at de har ”lært af historien”, til hvilket Hegel for længe siden svarede, at det eneste, man kan lære af historien er, at ingen nogensinde har lært noget af den. Det bliver så rigeligt bekræftet ved at se på den økonomiske historie, hvor kapitalisterne konstant har gentaget fortidens fejl.

Borgerskabets krise
Revolution begynder altid i toppen med kriser og splittelser i den herskende klasse. Den tiltagende splittelse i den amerikanske herskende klasse viser, at de befinder sig i en blindgyde. Sammenstødene mellem keynesianerne og monetaristerne, mellem republikanere og demokrater, er et tegn på krisens alvor. Obama forsøger at være alt for alle, men han udviser komplet magtesløshed. Obamas konstante vaklen er et udtryk for usikkerhed og mangel på ethvert ægte perspektiv for borgerskabet som helhed. Han er en mester udi kunsten at udstråle tillid og indyde almindelige amerikanere håb. Men hans retorik er uden noget virkeligt indhold, og denne hulhed er råt blevet afsløret af begivenhederne.

Splittelserne og den vaklende indstilling hos borgerskabet i Europa og USA afspejler krisens dybde. De satte al deres lid til den økonomiske bedring. Men det er som et fata morgana, der forsvinder, hver gang man kommer tæt på. Det centrale problem er ikke kredit, men overproduktion, der viser sig som overkapacitet. Produktionen er langt under sit potentiale. Det er den største fordømmelse af kapitalismen og et klart bevis på, at systemet ikke længere har historisk berettigelse.

Produktivkræfternes stagnation og den nådesløse vækst i arbejdsløsheden – selv på et tidspunkt, hvor recessionen skulle forestille at være overstået – fortæller samme historie. Problemet med store og uholdbare underskud som i Grækenland, Spanien og Portugal er ikke problemets årsag, men kun en afspejling af det.

De borgerlige kommentatorer har intet forudset og intet forstået. Den 21. oktober 2009 skrev Financial Times: ”Så sent som i 2006 var der bred enighed om, at den type katastrofe, som nærmede sig, var umulig.” De reagerede på en krise, som de troede var ”umulig” ved at ty til midler, som de også anså for ”umulige”: ved at pumpe enorme mængder penge ud i det finansielle system og dermed skabe underskud, hvis lige ikke er set i fredstid.

Nu siger de samme borgerlige, at underskuddene er farlige, og at regeringerne må gøre mere for at holde dem under kontrol ved at skære i levestandarden. Set fra den ortodokse borgerlige økonomis synspunkt kan man ikke nægte dette. Men dermed står de tilbage med den modsætning, at for at skabe økonomisk vækst vil ethvert forsøg på dette have den modsatte virkning.

Borgerskabet er fanget i et uløseligt dilemma. På mødet mellem finansministrene fra G7-landene den 6. februar konkluderede de, at det var for tidligt at begynde at indstille den statslige hjælp. Men de var ude af stand til at enes om en plan for at forhindre en finansiel katastrofe. De har kun én løsning på de enorme underskud, som statsstøtten til det kapitalistiske system har skabt: en politik med brutale nedskæringer og kontrareformer i en hel generation. Men de har et lille problem: sådan en politik vil blive mødt af modstand fra arbejderklassen. Grækenland viser netop dette.

Nu til dags anser arbejdere i mange lande det for normalt og en automatisk rettighed, at når de holder op med at arbejde, når de er 60 eller 65, vil de modtage en form for penge fra staten. Men under kapitalisme er dette ikke normalt og ikke en automatisk rettighed. Den første, der indførte pension, var Bismarck. Denne reaktionære bonapartist indførte venligt pension for alle over 70 år i en tid, hvor den forventede levealder i Tyskland var 45 år.

Regeringerne i euroområdet har lånt 110 milliarder euro fra markedet i år, hvilket har presset låneomkostningerne op i disse lande, der har de svageste offentlige finanser, da de betaler en høj pris for deres store gældsniveau. Borgerskabets løsning er at beskære de offentlige udgifter snarere end at hæve skatterne. Nogle taler endda om helt at afskaffe statslig pension, og i det lange løb vil det blive sat på dagsordenen, hvis de ikke bliver besejret af arbejderbevægelsen. De vil begynde med en prøvesten som kan være tiltag som at hæve pensionsalderen. Frankrig bevæger sig allerede i den retning, og visse andre lande har allerede bevæget sig i samme retning.

Hvad nu?
Kapitalismen bevæger sig i opsving og kriser. På et vist tidspunkt vil den kapitalistiske verden uundgåeligt komme ind i en periode med økonomisk bedring – i nogle lande har vi allerede set de første tegn på dette. Det er en organisk lov i det kapitalistiske samfund. Imidlertid betyder en økonomisk bedring på ingen måde, at der bliver genskabt en ligevægt i samfundets klasseforhold. Det kan man se på krisen i den græske kapitalisme, hvilket Financial Times klart forstår:

”Den græske uro afspejler en bredere krise med ubalancer i euroområdets 16 lande, og alle må bidrage til at få denne bredere krise under kontrol. Specifikt har Grækenland og få andre lande – navnlig Portugal og Spanien – meget store budgetunderskud, mens Tyskland, Europas største eksportør og euroområdets største økonomi, plejer at have store budgetoverskud. Det græske underskud var bemærkelsesværdigt på 12 procent af bruttonationalproduktet i tredje kvartal af 2009, og Portugals var på 10 procent.” (Financial Times 1. februar.)

Den græske krise er uden tvivl den farligste krise i euroområdets historie. EU’s højeste myndigheder har givet Grækenland ordre om at skære sine lønudgifter ned, presse på med reform af pensionerne og sætte 10 procent af udgifterne til side for at trække sig ud af den nuværende kritiske situation. Papandreou har indgået en aftale med den konservative oppositions ledere i et forsøg på at forhindre social uro. Men udsigterne til tre år med økonomiske nedskæringer er en færdig opskrift på eksplosion i klassekampen i Grækenland.

Dette bliver forstået af kapitalens seriøse strateger som Edwards, der skriver: ”Til forskel fra Japan eller USA har Europa en uheldig tendens i retning af social uro, når de bliver udsat for ekstrem økonomisk smerte.” Hvis de sydeuropæiske lande, der har de svageste finanser, ”bliver overladt til en langvarig periode med deflation vil det sandsynligvis være en hård prøvelse for disse nationer.”

Den herskende klasse og EU lægger brutalt pres på ledelsen af det græske socialdemokrati PASOK, som vil forsøge at gennemføre et hårdt program og bruge gælden og underskuddet som en undskyldning. Dette fremprovokerer en stor reaktion fra arbejderklassen, der stemte på PASOK, og som nu går i kamp for at forsvare sine leveforhold. Den 10. februar standsede arbejdere i den offentlige sektor, fra lærere til skraldemænd, arbejdet over hele Grækenland. På trods af hårdt regnvejr gik de på gaden for at råbe slagord imod fastfrysning af lønnen og nedskæringer af tillæggene. En protest blandt de græske bønder var endnu mere offensiv. Deres traktorer har blokeret mange græske motorveje og den vigtigste grænseovergang til Bulgarien i tre uger.

Lederne af socialisterne i Grækenland forsøger at gennemføre et hårdt program for at hæve skatterne og beskære udgifterne. Den konservative opposition, der mistede regeringsmagten i oktober, støtter helhjertet disse tiltag. Deres leder, Antonis Samaras, blev takket af EU-kommissionens formand, José Manuel Baroso, for sin ”konstruktive indstilling”. Men enighedn vil ikke vare ved. Lønnedgangen vil skabe megen smerte, og borgerskabet forbereder sig på en ”reform” af pensionssystemet, der vil hæve pensionsalderen i Grækenland fra 58 til 63 år. Selv disse tiltag vil ikke være tilstrækkelige til at hæve ”produktiviteten og effektiviteten”, som borgerskabet kræver. Den græske regering har meddelt, at den vil lave en nøje gennemgang af skattesystemet, hvilket vil indebære et forsøg på at samle mere skat ind fra de rige. Men de rige har tusind metoder til at undgå at betale skat – særligt i Grækenland. Det centrale problem er krisens dybde, hvilket, på trods af alle forudsigelserne, ikke er overvundet. Den nuværende økonomiske bedring har en svag og ustabil karakter.

Bank for International Settlements (BIS), der omfatter Bank of England, den amerikanske centralbank og den europæiske centralbank, sagde, at den frygter, at verdens bankers problemer langt fra er løste, og at det sagtens kan udløse en såkaldt ”dobbelt-dyk” eller W-formet nedtur. En betydelig risiko er derfor, at den nuværende stimulus kun vil føre til en midlertidig stigning i væksten, efterfulgt af en længerevarende stagnation. En L-formet recession vil være langt værre end den nuværende situation. Det vil betyde en periode med ”stagflation”, som Japan oplevede i 1990’erne.

Blækket var knap nok tørt på en udtalelse fra de europæiske ledere til støtte for Grækenlands kamp for at finansiere sin gæld, da nye dårlige nyheder kom fra euroområdet. Tal, der blev offentliggjort fredag den 12. februar viste, at BNP i valutazonen kun steg med 0,1 procent i de tre sidste måneder af 2009, sammenlignet med det forudgående kvartal. At der overhovedet var en stigning skyldes især Frankrig, hvor en opgang i forbruget hævede økonomien med 0,6 procent. I regionens andre store lande var BNP enten flad – som i Tyskland – eller faldende, som i Italien og Spanien.

Frankrig klarer sig bedre, især på grund af den store rolle, staten spiller i økonomien. De offentlige udgifter steg med 0,7 procent i fjerde kvartal efter tilsvarende stigninger i de forudgående to kvartaler. Men Frankrig kan ikke fortsætte med at vokse stærkt. Landets budgetunderskud udgjorde 8 procent af BNP sidste år: Frankrig er næppe et foregangsland for økonomisk retlinethed, og de må kæmpe for at holde den stigende gæld nede.

I Spanien faldt BNP med 3,1 procent i 2009 indtil fjerde kvartal, og efterspørgslen bliver holdt nede af den gæld, der blev ophobet under det lange bolig-opsving. Arbejdsløsheden er nær ved 20 procent. Zapatero har forsøgt at undgå konflikt med fagforeningerne, men nu er han under et nådesløst pres fra obligationsmarkederne. Det betyder, at han vil blive tvunget til at lave nedskæringer og kontrareformer. Der er ingen tvivl om, at de spanske arbejdere vil reagere på samme måde, som de græske arbejder gør.

Finanskrisen i Grækenland har øget presset på andre lande for at bringe deres offentlige finanser i orden. Dette vil have to virkninger: det vil reducere BNP-væksten i hele euroområdet, og det vil føre til en intensivering af klassekampen overalt. Den hurtige vækst i arbejdsløsheden fungerer som en midlertidig bremse på økonomiske strejker, men den ophobede utilfredshed i samfundet bygger sig langsomt op og kan pludselig bryde ud. Den seneste generalstrejke i Grækenland er et tegn på dette. Recessionens første virkning i det meste af Europa var en betydelig nedgang i antallet af strejker. Arbejderne frygtede, at de kunne miste deres job, og håbede, at de kunne overleve indtil næste opsving. Imidlertid varer denne hæmmende funktion ikke evigt. På et vist punkt, i takt med at arbejderne bliver klar over, at det ikke er en løsning at dukke nakken, vender det sig til sin modsætning, og arbejdernes stemning vender sig fra frygt til vrede og et ønske om at slå igen. Dette er, hvad vi begynder at se nu i visse lande i Europa. Og det er det, der bekymrer kapitalens seriøse strateger på internationalt plan.

The Economist skriver:

”Der er stadig spørgsmålet om, hvor langt denne vilje [til at acceptere skattestigninger] vil række, når grækerne opregner recessionens pris. Bankerne har nedbragt deres udlån til forbrugere og små virksomheder. Antallet af checks, der ikke går igennem, har nået et rekordhøjt niveau. I sådan et klima kan den nervøse, ængstelige stemning blive afløst af skummende raseri.”

Og artiklen fortsætter:

”[… Papandreou] bevæger sig på en knivsæg. I et land, der har set Europas værste optøjer i nyere tid for lidt over et år siden, er den sociale fred skrøbelig. Men den største trussel kommer fra smågrupper på den yderste venstrefløj og fjendtligt indstillede unge, ikke fra de store fagforeninger eller partier.” (The Economist 12. februar, min fremhævning, AW.)

Disse kommentarer passer på ethvert land i Europa. Grækenland er kun speciel i den forstand, at det er en af de adskillige svage led i den europæiske kapitalisme. Men i alle de europæiske lande støtter de borgerlige partier at skære i arbejdernes levestandard for ”at løse krisen”, og de reformistiske ledere – nogle genstridige (Zapatero), andre villige (Brown) – går lydigt med. Arbejderne vil ikke se stille til, at alle de sidste 50 års erobringer bliver ødelagt. Vi ser allerede begyndelsen på en kæmpe bevægelse blandt arbejderklassen i Grækenland. I den næste periode vil dette blive gentaget i det ene land efter det andet i Europa.

Source: Socialistisk Standpunkt