Den arabiske revolution fem år efter

De arabiske masser stormede, med Marx’ ord, himlen for fem år siden uden organisation, program, plan eller forberedelse. I løbet af få uger væltede de, hvad der tilsyneladende ikke havde ændret sig en tomme i årtier med underskriftindsamlinger og appeller fra NGO'ere og akademiske godgørere. Det kolossale statsapparat, med hundredtusinder spioner, politifolk og militærfolk ansat, kunne ikke andet end at se til, mens masserne overtog gaderne.

Vi må minde alle dem, der i dag begræder massernes "lave bevidsthed", om, at revolutionen på alle stadier blev drevet frem af arbejderne, de unge, de fattige og undertrykte, der tog deres skæbne i egne hænder. I mellemtiden befandt alle de såkaldte "eksperter", kommentatorer, professionelle politikere og andre charlataner sig i en tilstand af chok og rædsel over for "pøbelens" bevægelse.

Ikke desto mindre er situationen i regionen i dag her fem år senere i skarp kontrast til den optimisme, håb og kampånd, der karakteriserede revolutionens første dage. Hvorfor?

Modsætninger består

Mens disse linjer skrives, er byen Kasserine i Tunesien vidne til sin femte dag med protester, efter at en ung arbejdsløs begik selvmord for to dage siden [23. januar]. Fjorten personer er indtil videre blevet såret, hæren er på gaden, og der er erklæret udgangsforbud. Protesterne har spredt sig til tre andre byer i det sydlige Tunesien med krav fra de unge om jobs.

Selvom den umiddelbare gnist til bevægelsen i Tunesien 2011 var Mohamed Bouazizis tragiske selvafbrænding, var de virkelige årsager til den gennemgribende revolution årevis med uretfærdighed, ydmygelse, usikkerhed og fattigdom. I modsætning til diktatorernes enorme rigdom levede fyrre procent af befolkningen i den arabiske verden for mindre end to dollars om dagen. Ungdomsarbejdsløsheden var omkring fyrre procent og i nogle regioner op til firs procent.

Fem år efter Zine El-Abidine Ben Ali blev væltet i Tunesien, er intet blevet løst. Arbejdsløsheden er langt fra faldet, men derimod gået op fra 12 til 15,3% - officielt! I Kasserine forbliver den over tredive procent. Selv om nogle demokratiske rettigheder er vundet, er det en ringe trøst for de mennesker, der kæmper for at overleve. Som en demonstrant fortalte AP sidste uge: "Frihed er rart; men jeg kan ikke brødføde min familie med det."

Situationen er den samme i Egypten, hvor arbejdsløsheden er 12,7% - over 2011-niveauet. Her forbereder det såkaldt "revolutionære" Sisi-regime sig på at fejre revolutionens jubilæum ved at indfange aktivister og forbyde protester. Imens forbereder Sisi sig på at løslade den afsatte diktator Hosni Mubarak.

Samtidig, i Syrien, Irak, Yemen og Libyen, er det, der begyndte som folkelige protester, blevet afløst af barbariske borgerkrige, som de facto har splintret disse stater i stridende fraktioner.

I den kontekst er det forståeligt, at en vis pessimisme kan gribe dem, der ser på situationen på afstand. For marxister er opgaven hverken at græde eller fortvivle, men først og fremmest at forstå de faktorer, der har ført til den nuværende situation.

Egypten

Mens massernes spontanitet har sine stærke sider og afslører deres enorme potentielle magt, ville det også være forkert at romantisere den. Det var netop disse opstandes uforberedte karakter, som også viste sig at være deres største ulykke.

At vælte et diktatorisk statsoverhoved kan være begyndelsen på revolution; men hvis det stopper dér, kan massernes enorme energi spredes for alle vinde. De egyptiske masser har lært dette på den hårde måde. Siden 2011 har de startet fire opstande, væltet tre præsidenter og fire premierministre; men ikke meget har ændret sig i deres hverdag. Den 30. juni 2013 gik 14 millioner egyptere på gaden i, hvad der sandsynligvis var – i hvert fald relativt set – den største protest i menneskehedens historie.

Hvad mere kan man kræve af de egyptiske masser? De viste den største kampvilje og havde magten i deres hænder flere gange. En af lederne bag 30. juni bevægelsen [2013] fortalte The Guardian: ”...efter [General Abdel Fatah al-] Sisi fik sit 48-timers ultimatum, havde vi et møde lige bagefter. Jeg var bekymret, fordi jeg tænkte, at det kunne være et forsøg fra hæren på at ride med på bølgen og drage fordel af situationen - og tage magten til sig selv. Men jeg tænkte også, at hvis det var et kup, ville Sisi selv stå over for en modreaktion inden for militæret selv. Jeg har studeret på militærskole, og en masse af mine tidligere kolleger forsikrede mig i de seneste uger om, at de ville støtte os …" (The Guardian, d. 6. juli 2013)

Hvis den herskende klasse havde valgt at bruge hæren mod revolutionen, var den brudt sammen langs klasselinjer. Den eksisterede altså på revolutionens nåde. Men bevægelsens ledere vidste ikke, hvad de skulle gøre med denne magt, så de gav den tilbage til militæret, ledet af Abdel Fattah al-Sisi. Sisi optrådte som revolutionens forsvarer for at kapre den. I virkeligheden er han - ligesom Mohamed Morsi før ham - en repræsentant for Egyptens herskende klasse, omend en anden fløj, som kontrollerer mellem femogtyve og fyrre procent af økonomien .

Ved at give magten til Sisi fik den herskende klasse mulighed for at reorganisere sine styrker. Samtidig fik Sisi revolutionær legitimitet i massernes øjne, som han midlertidigt styrkede ved at slå ned på det forhadte Muslimske Broderskab.

I dag efter flere års kampe er en vis træthed til stede blandt masserne, og bevægelsen er i en bølgedal. Sisi har forsøgt at bruge dette til at slå ned på revolutionen. Under dække af en anti-broderskabs kampagne har han arresteret tusindvis af revolutionære unge og nogle arbejderaktivister.

Syrien

Syrien viste sig at være det svageste led i den arabiske revolution. Bevægelsen i Syrien kom på en måde for tidligt. Uden impulsen fra de revolutionære bevægelser i regionen (Tunesien, Egypten ...) ville den sandsynligvis være blevet udskudt nogle år. Assad regimet var først for nylig begyndt at bevæge sig i retning af kapitalisme og væk fra den tidligere nationaliserede planøkonomi. Det havde derfor stadig visse reserver af støtte blandt dele af bybefolkningen og arbejderklassen. Fortidens sejre, som bestod af et vist velfærdssystem, højt kulturelt niveau på grund af gratis uddannelse osv., begyndte langsomt at blive skåret væk; men processen var stadig i sin begyndelse.

Det forklarer, hvorfor de vage demokratiske krav fra den revolutionære ungdom ikke fik et tilstrækkelig ekko blandt arbejderklassen som helhed. Efter at have været vidne til Mubarak og Ben Alis hurtige fald troede de syriske revolutionære unge, at de gennem masseprotester i gaderne kunne opnå det samme. Da dette mislykkedes, troede de, da de så Gaddafi falde med hjælp fra vestlig militær intervention, at det samme kunne ske i Syrien. Det isolerede bevægelsen endnu mere fra arbejderne, som udmærket ved, hvilken slags 'demokrati' vestlig indgriben bringer. Manglen på arbejderklassens deltagelse var den væsentligste forskel til revolutionerne i Tunesien og Egypten og også hovedårsagen til, at resultaterne var forskellige.

Efter at være gået i stå på den politiske front drejede bevægelsen i retning af "væbnet kamp". Men hvis den væbnede kamp i en revolution ikke er knyttet til den organiserede arbejderklasse, kan det hurtigt vise sig at blive fatalt. I en udelukkende militær konfrontation uden fuld opbakning fra den urbane arbejderklasse vil revolutionen altid være den svage part. Efter at være gået ned ad denne vej blev bevægelsen sårbar og havnede i de udenlandske imperialistiske magters kontrol.

CIA så ligesom andre vestlige og mellemøstlige stater en mulighed for at gribe ind og pumpe milliarder af dollars i at fremme reaktionære grupper, som var de eneste, hvis interesser var på linje med imperialisternes. Den islamistiske degenerering af bevægelsen styrkede også Assad blandt den overvejende sekulære befolkning. Den eneste ting Assad, USA og dets allierede kunne blive enige om var, at de revolutionære elementer måtte fjernes.

Som det var hensigten, fungerede dette blodige nederlag i Syrien (og Libyen, som er en lignende proces) og det voksende blodbad som en stopklods på mange bevægelser i regionen. Mange mennesker begyndte at drage den konklusion, at "revolution" blot skaber kaos og barbari.

Et spørgsmål om ledelse

Faktum er, at revolutionen i Egypten og Tunesien stoppede halvvejs og gik i stå. Dette gav reaktionære kræfter mulighed for at afspore bevægelsen og presse den i retning af kontrarevolution. I Egypten betød det, at statsapparatet blev efterladt intakt, og økonomien forblev i hænderne på den gamle herskende klasse. I Syrien begrænsede oppositionen sig til krav om demokratiske rettigheder; men i økonomiske og sociale spørgsmål gik den ind for privatiseringer og nedskæringer i velfærden. De havde det samme program som Assad, bare hurtigere!

I begge tilfælde troede lederne af bevægelsen, at "mådehold" var den bedste måde at opnå en bredere bevægelse. Hvad de opnåede, var imidlertid at give plads til, at kontrarevolutionen kunne manøvrere med tragiske konsekvenser til følge. En lignende situation udviklede sig i hele regionen. Derfor er bevægelsen nu i en bølgedal. Men ingen af de sociale og økonomiske problemer, der var roden til de revolutionære opstande, er blevet løst.

I Egypten er Sisi-diktaturet ekstremt svagt og kun holdt oppe af det faktum, at masserne er trætte og desorienterede efter flere års kamp. Men den egyptiske revolution er ikke blevet besejret i åben kamp. Masserne husker, hvordan de væltede fire regeringer på tre år. Som et forvarsel om, hvad der vil ske i fremtiden, væltede de Al Sisis første regering i foråret 2014. Før eller senere vil denne kraft rejse sig igen.

Så længe revolutionen er på tilbagetog, vil reaktionens grimme ansigt dominere dagsordenen. Men under overfladen af tilsyneladende ro er de samme modsætninger, som førte til revolution, stadig i fuld sving. I lande som Syrien og Libyen er revolutionen blevet presset meget langt tilbage. Men i Egypten, Tyrkiet og Iran, hvor arbejderklassen er stærk, er nye bevægelser allerede i støbeskeen. Det centrale er at begynde opbygningen af en ledelse, der kan gribe ind i disse bevægelser for ikke at begå de samme fejl som tidligere.

På trods af alt dette har kapitalismen ikke løst nogen af de problemer, som de arabiske og mellemøstlige masser er konfronteret med. Faktisk er tingenes tilstand forværret. Kampen mod uretfærdighed, fattigdom og barbari vil uundgåeligt blive genoplivet. Men den kan kun vindes ved at vælte det rådne kapitalistiske system, som er den egentlige årsag til alle problemerne.