Det 21. århundredes vandaler

Bagdad ligger smadret og blødende. Den blodige kamp ser ud til at være gået ind i en afgørende fase. Det endelige resultat har der aldrig været tvivl om, men den tidshorisont, der ville være for den militære del af angrebet, og hvor mange liv, det ville koste, kunne kun afgøres af begivenhedernes gang. Ligesom ståls modstandsdygtighed kun kan bevises under pres, kunne irakernes modstand mod det amerikanske og engelske angreb kun vises i kamp.

Situationen er klar. Amerikanerne var bekymrede over den uventet hårde irakiske modstand i den sydlige og midterste del af landet, hvilket fremprovokerede en krise inde i den amerikanske ledelse, hvor Pentagon kom med vrede angreb på forsvarsminister Rumsfeld, fordi han groft havde undervurderet potentialet for modstand. De krævede, og fik, store troppeforstærkninger. Samtidig frygtede de store tab blandt angrebsstyrkerne i Bagdad, så den amerikanske centralkommando besluttede at indsætte massiv ildkraft, at bombe, smadre og udrydde alt, hvad der stod i vejen, uden hensyn til civile tab.

Den amerikanske hærs ufattelige ildkraft har været koncentreret på det hjælpeløse irakiske folk, hvis væbnede styrker slet ikke havde noget at svare igen med, som kunne så meget som sammenlignes med det amerikanske arsenal. Et enkelt tilfælde kan tjene som eksempel. Under en fremrykning nordfra mod Tigris blev mindst 50 irakiske soldater dræbt, og 2 amerikanske soldater blev såret. De irakiske kommandører sendte busser og lastbiler fyldt med soldater over Tigris-floden for at angribe de amerikanske tropper, der bevogtede et vigtigt kryds. Men de amerikanske styrker slog ned på irakerne fra fly og med morter- og artilleriild. De irakiske tropper satte gang i et voldsomt modangreb på fjenden, som var ved at stramme deres greb om meget af byens centrum, men de blev kastet tilbage af de overvældende antal og den enorme, overlegne ildkraft.

Den amerikanske overlegenhed i luftrummet gjorde hele denne kamp ekstremt ulige. Mod denne form for militær magt er mod ikke nok. Da de amerikanske styrker nærmede sig Bagdad, var der stadig hård modstand, selvom de amerikansk kontrollerede medier prøvede at benægte dette. En amerikansk general skal have beskrevet de irakiske soldater som "kujoner". Men de virkelige kujoner er dem, der udkæmper krige uden nogen sinde at se fjenden ? dem, der smider bomber fra store højder og gemmer sig bag kolossal teknologisk overlegenhed. Disse såkaldte "helte", som kun går i krig mod de svage; som er meget modige, når de slås mod det svage og stort set afvæbnede Irak, men er dødeligt angst for at give sig i kast med Nordkorea.

Disse "helte" var rædselsslagne over den irakiske modstand i den sydlige del af landet, og de ville ikke sætte fod i Bagdad, før byen var blevet pulveriseret af voldsomme og omfattende luftangreb uden skelnen til ofrene. Alligevel har de lidt et antal tab ved Bagdad, som ikke er blevet afsløret. At de ikke ønsker at opgive tabstallene, siger en hel del. Der er dog kommet nogle detaljer om "koalitionens" tab frem. Mindst et A-10 "tankbuster"-fly, som bruges til at bombardere de irakiske styrker, blev skudt ned af et irakisk jord-til-luft-missil. En anden amerikansk jetjager blev angiveligt skudt ned nær den nordlige by Tikrit (Saddams hjemby), hvor der muligvis er fortsat stærk modstand.

The Independent fra 9. april rapporterede, at "hvad end [amerikanerne] ønskede at påstå, så var det klart, at de irakiske styrker havde gjort ret meget modstand, og at de faktisk stadig kæmpede i går aftes ? i det mindste i den østlige del af byen. Området omkring de fire broer over floden Diyala har været skueplads for særlig voldsom kamp i de sidste dage. To af broerne, som The Independent's reporter besøgte i går, var ødelagt. De omkringliggende områder var fyldt med udbrændte køretøjer og beskadigede bygninger, og vejene var dækket af brugte patroner".

Imperialisternes løgne

De amerikanske styrker rykkede frem gade for gade og mødte spredt, men hård modstand. Men irakernes håndvåben og raketstyr kunne ikke stille noget op over for bombefly og tanks, som smadrede sig vej gennem byen uden noget som helst hensyn til civile liv eller ejendom. Alle løgnene om "humanitarisme", "intelligente bomber" og "at undgå civile mål" er nu afsløret for alverden som rent hykleri og kynisme. Blandt de "ikke-civile mål", som de amerikanske bomber har smadret, var elektricitetsforsyningen og vandpumperne, som forsynede byens fem millioner indbyggere med et mindstemål af en halvciviliseret tilværelse.

Det største hospital i Bagdad forsøgte at klare den massive indstrømning af ofre uden lys eller vand. Folk kæmpede desperat for at få vand frem til hospitalet i en-litersflasker. Lægerne havde allerede opgivet at tælle ofrene ? hvoraf langt de fleste var civile. Eftersom der ikke var noget til at desinficere med, var stanken af blod og åbne sår overvældende. Det er, hvad Bagdads humanitære og civiliserede "befriere" har at byde på.

Der er næppe nogen, der stadig tror på, at de imperialistiske styrker ikke bevidst bomber civile mål. Ifølge en af rapporterne er op til 25% af bygningerne i Bagdad enten skadet eller smadret. I går bombede de de bygninger, hvor tv-stationen Al Jazeera havde sin base. Denne tv-kanal har holdt verden informeret om realiteterne i denne brutale aggressionskrig mod Irak. Nu har de betalt prisen. Amerikanerne anså dem tydeligvis for et retfærdigt militært mål. De dræbte mindst én journalist, som tilfældigvis tidligere havde arbejdet for CNN. Robert Fisk, en frygtløs ærlig reporter, bekræftede, at Al Jazeeras kontorer bevidst blev beskudt af en amerikansk tank, som blev ved med at skyde, selv efter at bygningen var smadret:

"En time efter affyrede en af tanksene på Jumhuriya-broen en granat ind i ruinerne. 18 civile ? heraf 15 kvinder ? var angiveligt stadig i skjul i kælderen i går aftes uden noget umiddelbart håb om at blive reddet". (The Independent, 9. april)

Og angrebet på pressen stoppede ikke her. Tv-stationen Abu Dhabis lokaler blev også bombet, og Palestine Hotel, hvor det meste af pressen holdt til, blev beskudt af en amerikansk tank. På den efterfølgende officielle "pressebriefing" benægtede brigadegeneral Vincent Brown, at der var tale om et bevidst mål. Men han kom hurtigt på glatis under de følgende spørgsmål. Da han blev spurgt om, hvorfor hotellet var blevet beskudt, svarede han, at "der var blevet skudt mod koalitionsstyrkerne fra hotellobbyen". Næste spørgsmål var: "Hvis der blev skudt fra lobbyen, hvorfor skød tanken så mod en etage højere oppe? Og hvad siger det om koalitionsstyrkernes skydefærdigheder, og hvad betød det for de civile ofre? Generalen svarede, at o.k., måske tog han fejl mht. lobbyen, og måske var skuddene kommet fra et andet sted. Men en anden journalist påpegede, at dem, der havde været inde på hotellet insisterede på, at der ikke var blevet skudt. På det tidspunkt gik generalen videre til andre spørgsmål.

Imperialisterne indstilling blev demonstreret af Robert Fisk, der rapporterede, at Internationalt Røde Kors havde prøvet at arrangere en konvoj ud af Bagdad; men at amerikanerne uden forklaring havde nægtet at lade dem komme ud af byen: "På et tidspunkt håbede Røde Kors at kunne tage en hårdt såret spanske tv-journalister med ud ? hans ben var blevet amputeret, efter at granaten fra tanken var eksploderet under hans kontor på hotellet ? men han døde om eftermiddagen. Den amerikanske kommandør for infanteridivisionen udsendte en udtalelse, hvori det hed, at Reuters' kamerafolk havde fungeret som snigskytter mod den amerikanske tank ? en påstand, der var så usædvanlig ? og så usand ? at den førte til verdensomspændende protester fra journalister".

Fisk fortsætter: "Kunne man tro på, at det var et uheld? Eller var det muligt, at det rigtige ord for disse dødsfald ? det første pga. en jetjager, det andet pga. en M1A1 Abrams tank ? var mord? Disse journalister er selvfølgelig ikke de første, der er døde under den engelsk-amerikanske invasion af Irak. Terry Lloyd fra ITV blev skudt af amerikanske tropper i Sydirak, da de angiveligt troede, at hans bil var et irakisk køretøj. Hans medhjælpere savnes stadig. Michael Kelly fra Washington Post druknede på tragisk vis i en kanal. To journalister er døde i Kurdistan. To journalister ? en tysk og en spansk ? blev dræbt mandag nat på en amerikansk base i Bagdad sammen med to amerikanere, da et irakisk missil eksploderede iblandt dem. Og vi må ikke glemme de irakiske civile, der bliver dræbt og lemlæstet i hundredvis, og som ikke bare kan forlade krigen og flygte hjemad, som journalisterne kan. Så det, der skete i går, taler for sig selv. Og desværre for amerikanerne ligner det meget mord".

Formålet med denne barbariske fremfærd er klart: Bagdads slagtere vil ikke have nogen vidner til deres forbrydelser. Som den pensionerede generalløjtnant fra marinen Bernard E. Trainor sagde, så "er der ikke noget helligt ved et hotel med en bunke journalister i".

Bush har udtalt, at "vores væbnede styrker opfører sig meget modigt og samtidig meget humant. Jeg er stolt af vores styrker. Jeg er stolt af de engelske styrker". (Tale i Nordirland, 8. april 2003). Han bliver ved med at tale om det amerikanske militærs "humanitære" opførsel, men nogle af hans egne officerer og soldater er mere åbne mht. at fortælle, hvad det egentlig er, de laver. Kaptajn Chris Wachter, som er B-1-pilot, blev spurgt, hvad der sket i hans hoved, når han får ordre til at bombe, og han svarede: "Mht. hvem målet er, så bekymrer vi os ikke nødvendigvis om det. Vi følger de ordrer, vi får, og smider bomber på dem, vi skal". (8. april 2003). Det er det, den amerikanske hær ? ligesom alle andre hære ? er trænet til at gøre, dræbe! De er ikke trænet i at hjælpe gamle damer over gaden. 20-årige Stephen Eagle Funk, der var den første amerikanske militærnægter i denne konflikt, forklarede, hvad det er for en træning, de får: "Hver dag under kamptræningen skulle vi råbe 'Dræb! Dræb!', og vi fik ballade, hvis vi ikke råbte det". (1. april 2003).

Er guerrillakrig mulig?

Det fortsatte og altødelæggende bombardement af bymidten tvang forsvarerne til at trække sig. Udsigten for selve krigen er nu usikker. Den irakiske hær har fået et hårdt slag, som det vil være svært at komme sig over. Om de er blevet udryddet som effektiv kampstyrke, vil vi få at se. Men der er ikke meget, der tyder på, at der vil komme meget mere direkte åben kamp. Hvis modstanden kan samle sig, vil den bestå af guerrillaangreb, bombesprængninger og baghold af mindre omfang. Men den amerikanske hærs erfaring fra Libanon og Somalia viser, at det er en foruroligende udsigt. Det er ikke for sjov, at Washington bliver ved med at advare om, at der stadig kan være uforudsete farer forude.

Regimet regnede åbenbart med, at det kunne føre guerrillakrig inde fra byerne. Amerikanerne og englænderne tog denne trussel meget alvorlig, og det er stadig en mulighed. Hvor Saddam og den irakiske topledelse er, vides stadig ikke. Og amerikanerne kan stadig møde det, de kalder "lommer af modstand", som kan vare længe og forårsage større tab, end de har haft hidtil.

Det er svært at forestille sig, hvad der sker i hovedet på præsident Saddam og hans inderkreds, når de ser de amerikanske soldater trænge ind i Bagdad. Den store belejring, hvor den særlige Republikanske Garde skulle kæmpe til sidste blodsdråbe, er ikke blevet til noget. Om det betyder, at regimet er kollapset, eller at det omgrupperer sig til en anden form for konflikt, er det for tidligt at udtale sig om. Men det er klart, at den første fase af krigen er ovre, og at en periode med stor usikkerhed og ustabilitet er begyndt. Det afgørende spørgsmål er som altid spørgsmålet om moral. Hidtil ser det ud til, at den ledende gruppe har holdt sammen. Men under forhold som de nuværende er det altid muligt, at en del af den herskende elite måske vil vælge at redde deres eget skind og forråde de andre. Det er det, CIA håber på, men førhen er de altid blevet skuffede på den konto. Og der er stadig ingen spor efter Saddam Hussein.

Amerikanerne prøver stadig at fjerne deres forhadte fjende ved simpelt mord (eller ved at "tage ham ud", som de siger nu). Fire tonstunge bomber blev smidt over en restaurant, som man mente blev brugt til et møde, hvor Saddam var til stede. Selvom engelske efterretningskilder siger, at han undslap med "nød og næppe", kunne amerikanerne i går aftes ikke be- eller afkræfte, om han var død. Men de irakiske myndigheder siger, at mindst ni mennesker, deriblandt et barn, blev dræbt, og fire såret. Mindst fire huse blev jævnet med jorden. Det fremgår klart af billederne af skaderne, at ingen i den ramte bygning ville kunne have overlevet bomberne, som borede sig ned i jorden og lavede et 20 meter stort krater. Der er rapporter om, at de omkringliggende boliger er blevet smadret, og at adskillige civile blev hevet ud fra ruinerne. Irakiske redningsarbejdere sagde, at op til 14 civile blev dræbt, inklusiv et barn.

At regimet ikke er helt udryddet endnu, kan ses af den kendsgerning, at de stadig kan udsende nyheder, i det mindste over radioen. Den statslige tv-station missede en morgen-nyhedsudsendelse og viste i stedet kun gamle optagelser af Saddam, der bliver tiljublet. Radioen var også tavs i en kort periode, men vendte tilbage med sange, der lovpriste Saddam Hussein. Det tyder på, at dele af regimet stadig eksisterer. Der har ikke været nogen overgivelse, og et stort antal folk fra den Republikanske Garde og andre soldater har opløst sig i den almindelige befolkning. Det er muligt, at de vil begynde på byguerrillakamp, eller det kan være, at de voldsomme slag, som invasionsstyrkerne har tildelt dem, har skabt så meget demoralisering, at videre modstand ikke er mulig. Men under alle omstændigheder vil besættelsestropperne stå over for guerrillaaktivitet på lavt blus, med mulige terrorangreb, snigmord og selvmordsanslag, ikke bare i de kommende måneder, men i de kommende år.

Mens vi skriver dette, kommer der stadig rapporter ind om hård modstand i det vestlige Bagdad. Det, der har været mest slående ved de sidste par dage, har været, at den regulære hær og den Republikanske Garde nærmest er som sunket i jorden. Det har også været klart, at centralkommandoen ikke længere ledte styrkerne. På trods af dette er modstanden fortsat. Det tyder på, at der er lommer af spontan modstand bestående af isolerede grupper af soldater eller almindelige mennesker. Ifølge en reporter fra det italienske Indymedia, som var i Bagdad tidligt i morges, var der fornyet kamp i forskellige dele af byen, og det er værd at citere en vigtig ting, hun skriver: "? Hårde, men ensidede sammenstød. De amerikanske soldater står over for mænd og drenge bevæbnet med lette våben og Molotov-cocktails. Soldaterne svarer igen med kanoner og maskingeværer?"

Befolkningens holdning

Denne detalje er vigtig. Det afgørende spørgsmål er den irakiske befolknings holdning. Imperialisterne taler om at "vinde folks hjerter og sjæle". Men efter de forfærdelige lidelser, de har påført Iraks folk, er dette kun en drøm. Imperialisternes brutalitet, deres totalt manglende hensyn til menneskeliv, har gjort dem fortjent til ikke bare de fleste irakeres, men hele Mellemøstens og alle civiliserede menneskers had alle steder i verden. Dima Ayoub, enke efter en dræbt Al Jazeera-reporter, sagde, hvad millioner af mennesker føler: "had avler had".

Systematisk og skånselsløst smadrer besættelsestropperne alt på deres vej. På den måde skaber de betingelserne for anarki. De sidste rester af en halvciviliseret tilværelse bliver slået i småstykker. I nogle af Bagdads forstæder har der været kaos og plyndringer. Også i Basra måtte de engelske styrker prøve at kontrollere plyndringer og uro. Der rapporteres om, at regeringslokaler, butikker og FN-bygninger er blevet stormet af civile, som tog møbler, mad osv. med sig. På tv så man billeder af folk, der kom ud fra offentlige bygninger i Bagdad med møbler, køleskabe ? alt hvad de kunne bære. De sultne og desperate fattige i byerne udnytter, at ordenen er brudt sammen, og prøver at få fat i hvad som helst, der kan sælges til gengæld for mad mm. Iblandt dem er der de sædvanlige kriminelle elementer, der altid nyder udsigten til socialt sammenbrud og plyndringer.

Midt i alt dette er der også en del privat initiativ fra nogle af de amerikanske "befrieres" side ? som følgende citat klart viser: "Amerikanske soldater, som kom frem paladset, brugte toiletterne, rodede gennem dokumenter i de udbombede lokaler og tog for sig af askebægre, puder, guld, guldbemalede arabiske glas og andre souvenirs". (MSNBC News, 7. april 2003).

De engelske og amerikanske besættelsestropper har forsøgt at fremstille disse "jubel"-scener som bevis på, at almindelige mennesker byder dem velkommen. Det er rent og skært vrøvl. Folket er desperat efter at se en ende på bombardementerne og granatangrebene, som har gjort deres liv til et helvede. De har brændende brug for mad og vand. Eftersom amerikanerne og englænderne er de eneste, der har disse ting, må de henvende sig til dem, og om nødvendigt sætte et venligt ansigt op, eller i det mindste skjule deres virkelige følelser. Men da nogle amerikanske soldater idiotisk prøvede at hejse det amerikanske flag i Bagdad, blev de mødt med højlydte protester fra de lokale, der krævede, at det irakiske flag blev hejst i stedet.

De amerikanske og engelske erobreres propaganda om, at de bliver budt velkommen som befriere af det irakiske folk, er helt igennem falsk. Hvis man vil se, hvordan folk virkelig byder en befrielseshær velkommen, så se på de gamle optagelser af franskmænd og italienere eller andre, der byder de allierede styrker velkomne i 1944-45. Praktisk talt hele befolkningen i den ene by efter den anden kom ud for at byde tropperne velkommen. Gaderne var fyldte med jublende mennesker, glæde og entusiasme stod malet i deres ansigter, der blev danset i gaderne, og soldaterne fik blomster og kranse i store mængder.

Intet af dette kan man se i Irak. Det er interessant at se, hvad det egentlig er, vi bliver vist på tv. Der er ingen optagelser oppefra, hvor man ville kunne se hele pladser eller store gader. Billederne er altid af små områder. Hvis der var billeder ligesom dem fra Anden Verdenskrig, så ville de da helt sikkert vise os dem.

Det får os til at tro på det, den italienske Indymedia-reporter siger om den såkaldte "jubel" og nedrivningen af Saddam-statuen. Hun siger: "Festen er ovre. 'Befrierne' er kravlet tilbage i deres tanks og pansrede køretøjer? de 150-200 unge irakere, som har optrådt som statister under jublen på Paradispladsen, som lige er blevet sendt live verden over, er forsvundet. De er smuttet hjem igen, hvor der ikke er noget vand eller elektricitet, men udstyret med de fødevarepakker, som de har fået af de amerikanske soldater".

Den italienske journalist var ikke tilfreds med bare at se på det, der skete på pladsen. Hun gik ned i baggyderne for at se, hvordan stemningen var der. Og der var billedet helt anderledes: "De pansrede køretøjer og tanksene holdt som blokade på vejen og deres kanoner var rettet mod hundreder af civile, som slet ikke var ivrige efter at deltage i 'jublen'". Lidt længere nede ad vejen så hun kamp, hvor amerikanske soldater jagtede mænd og kvinder og åbnede ild med maskingeværer. Hun så tanks, der buldrede hen over fortovene og smadrede alt, hvad der stod i vejen, biler, cykler, trækvogne osv.

Så det, vi ser i Irak i dag, er en modvillig accept af det uundgåelige, og at en del af befolkningen prøver på at behage den stærkeste part i konflikten. Mennesker bliver nødt til at have noget at spise, og de må kunne give mad til deres familier. Sådan er livet. Selvfølgelig er det irakiske samfund meget sammensat og modsætningsfyldt. Saddam-regimets undertrykkende og korrupte natur betyder, at mange vil byde hans fald velkommen. De første rapporter om irakiske civile, der viste deres foragt for regimet, kom fra Saddam City, et fattigt shiitisk distrikt i den østlige del af hovedstaden. Iraks shiitter har lidt meget under Saddam Hussein. Disse mennesker kan bestemt ikke lide Saddam, men det betyder ikke, at de synes, at en amerikansk besættelse er bedre.

En invaderende hær vil altid kunne finde kollaboratører. Der er altid nogle, der altid er på vinderens side. Mange fra det gamle regime vil skifte side og stille sig selv til rådighed for de nye magthavere. Mange folk fra middelklassen vil håbe på, at regimeskiftet vil føre til noget positivt. Endnu flere vil bare vente og se.

For omkring en uge siden viste engelsk fjernsyn nogle billeder af en engelsk officer, der kom ind hos en læge i en lille by i nærheden af Basra. Lægen var tydeligvis bange, da officeren kort bekendtgjorde, at han var kommet for at befri ham. Så steg officeren op på en stol og pillede et billede af Saddam Hussein ned fra væggen. Lægen prøvede at smile nervøst, men det fik ham kun til at se endnu mere bange ud.

Det er meget muligt, at denne læge ikke var tilhænger af Saddam. Men i det øjeblik må synet af en fremmed soldat, der kravler op på hans stol og fjerner et billede fra hans væg, have opfyldt ham med frygt, vrede, ydmygelse og magtesløshed. Sådan må mange irakere føle det lige nu.

Seriøse reportere er ikke i tvivl om, hvad den "jublende velkomst" virkelig betyder. The Independent kommenterer: "Hvad mener irakerne virkelig om, at amerikanerne er kommet? General Mattis sagde, at han var glad for at se de mange jublende civile, men folket i Cambodia jublede også ad Khmer Rouge, da de først rullede ind i Phnom Penh. Jubler folk virkelig, når soldaterne ikke kigger på?"

Den holdning, som mange irakere har, blev opsummeret i følgende citat fra The Independent: "'Saddam er ikke god. Vi vil have frihed', sagde Casir Hassan, en ung mekaniker. En lidt ældre mand, Shaqir Ayyad, sagde: 'Kort tid, USA o.k. Lang tid, nej'".

Gribbene er på vej

Men når først de store amerikanske selskaber får fingre i Iraks rigdomme, så vil de ikke forlade landet lige med det samme. Vi vil se en opblomstring i den anti-imperialistiske kamp igen. Når realiteterne i den amerikanske besættelse begynder at gå op for folk, vil den undertrykte vrede komme til udtryk i fjendtlige handlinger. Amerikanerne har haft en del erfaring med den slags i Libanon og Somalia. I Afghanistan kæmpes der stadig, og der er ikke udsigt til nogen afslutning. Fremtiden for de amerikanske besættelsestropper i Irak er endnu mere usikker.

De imperialistiske styrker, der nu er gået ind i Bagdad, opfører sig som arrogante erobrere, og ikke befriere. Bush-regeringen har allerede fordelt krigsbyttet. Kontrakterne på genopbygning af alt det, amerikanerne selv har smadret i Irak, er for flere måneder siden blevet givet til amerikanske firmaer. Oliefelterne, som de skyndte sig at tage i krigens første dage, vil blive fordelt mellem amerikanske olieselskaber, som vil "tage sig af dem" for det irakiske folk. Irakerne skal nok få dem tilbage ? når alle regningerne er betalt. Men det vil tage lang, lang tid. I mellemtiden vil Iraks betragtelige olierigdom være helt og holdent forbeholdt amerikanere.

Gribbene nærmer sig allerede Iraks blødende krop, før den er helt død. Amerikanerne har tænkt sig at tage langt størstedelen selv. Det er ikke engang sikkert, hvor meget de har tænkt sig at dele med deres engelske "allierede". Nu har pudlen Blair trofast tjent den amerikanske imperialismes interesser, og så får han bare et spark i hovedet som belønning. Det gamle ordsprog holder stadig: venskab er venskab, men forretning er og bliver forretning.

Bag facaden er der en voldsom kamp mellem USA og de europæiske imperialister. Franskmændene og tyskerne (og også englænderne) vil ikke holdes ude af de store profitter, der kan fås under den irakiske genopbygning. Derfor hyler de desperat op om FN, som de insisterer på , skal spille en "afgørende rolle" i Irak efter krigen. Det er kodesprog for "Vi vil også have del i byttet".

Men de magtforstyrrede amerikanske imperialister svarer med et kynisk smil: klart nok, kære venner, FN kan få lov til at spille en vis rolle i Irak ? de (dvs. I) kan få lov til at betale regningen. Men vi vil bestemme det hele, og vi tager hele profitten. Scenen er sat for flere konflikter, når de rivaliserende bander af imperialistiske røvere skændes om, hvordan verden skal deles op, mens millioner af mennesker lider under følgerne.

Det 21. århundredes vandaler

Da Talibanerne i Afghanistan ødelagde en eller anden gammel Buddha-statue med kanoner, udtrykte den vestlige verden chok og forargelse. Den slags opførsel satte ganske bestemt det afghanske styre helt uden for rækken af civiliserede lande. Vi ved endnu ikke, hvor stor skade der er sket på uvurderlige historiske monumenter i Irak, som er hjemsted for en af verdens ældste civilisationer. Vi ved ikke, hvor mange museer der er blevet bombet i smadder, hvor mange værdifulde genstande og kunstværker der er blevet ødelagt. Vi ved ikke, hvor meget af verdens kulturarv der nu er tabt for altid.

Men det, som vi ved, er, at den amerikanske imperialisme gennem sine handlinger nu står afsløret som den mest barbariske og kontrarevolutionære kraft på jorden. Bag "civilisationens" og "demokratiets" smilende maske ligger bankernes og de store selskabers grådige diktatur, hvis eneste mål i livet er at plyndre og voldtage hele verden. Vi ved, at bag alle de sukkersøde løgne om "fred" og "humanisme" ligger der et enormt militært-industrielt kompleks, der vokser sig stort og tykt på den rigdom, som samfundet producerer, og som burde bruges som udgangspunkt for generel velstand og glæde for alle, men som i stedet misbruges på krige, mord og ødelæggelse. Disse mennesker bekymrer sig ikke om menneskeliv, hverken fra deres eget land eller andre lande. Hvorfor skulle de bekymre sig om det, som tusinder af års kulturel udvikling har opnået? Sammenlignet med Bush, Rumsfeld, Powell og deres generaler var Talibanerne uskyldige små engle.

Den amerikanske general Blount pralede for lidt mere end en måned siden med, at hans folk ville bruge forarmet uran-ammunition ? af den slags som menes at være ansvarlig for den eksplosive stigning i kræfttilfældene efter Golfkrigen i 1991. De har også brugt de såkaldte klyngebomber mod civile mål, selvom de skulle være forbudte. Og de selv samme herrer, som torturerer fanger og holder dem fanget under barbariske forhold på Guantanamo-basen, vovede at anklage irakerne for at "bryde Geneve-konventionen", da de viste amerikanske krigsfanger på tv. Disse menneskers hykleri kender ingen grænser.

Og der er en til slående kendsgerning. Der er ingen som helst spor efter de berømte "masseødelæggelsesvåben". De amerikansk kontrollerede medier gør en masse ud af, at der er blevet fundet nogle beskyttelsesdragter og gasmasker imod kemiske våben. Men de er til forsvarsbrug og noget, som nærmest alle hære i verden udstyres med. Hvis der ikke kommer nogen beviser på disse våben, så falder hele deres argumentation for krigen til jorden. Og efter så lang tid, som der er gået, så vil der ? selv hvis de fremlægger beviser på et tidspunkt ? være alvorlig mistanke om, at de så vil være blevet belejligt placeret af CIA selv. Der vil ikke være nogen, der vil tro på løgnene fra London og Washington. Løgnerne har afsløret sig selv alt for mange gange i løbet af de sidste uger og måneder. Der er ingen, der lader sig narre mere. Hele affæren fremstår nu, som det den hele tiden har været: en åbenlys imperialistisk aggression mod et svagt mellemøstligt land.

Imperialisternes appetit efter udenlandske markeder, råstoffer og indflydelsesområder er umættelig. Det er et udtryk for den blindgyde, som kapitalismen befinder sig i på verdensplan, og som tvinger dem til at slås for hvert eneste marked som hunde, der kæmper om et kødben. I den nuværende epoke er krige uundgåelige, og de vil opstå med jævne mellemrum. At beklage sig over dette og med tårer i øjnene at appellere til fred og forståelse er spild af tid. Det er ligesom at prøve at overtale en menneskeædende tiger om, at den skal spise græs. Den eneste måde, krigene kan forhindres på, er ved at afvæbne kapitalistklassen, og det kan kun ske med revolutionære midler. Anti-krigsbevægelsen må laves til en massebevægelse mod imperialisme og kapitalisme, ellers er den dømt til magtesløshed.

Her i begyndelsen af det 21. århundrede ligner imperialisternes metoder den politik, som Romerriget brugte ? med krig, erobringer og plyndringer ? bare i meget større omfang. Med den romerske historiker Tacitus' ord: "Og når de har skabt en ødemark, kalder de det for Fred".

Alan Woods      

1. Internationalt manifest mod krigen i Irak