Derfor har vi brug for en kommunistisk internationale

Til juni stifter den Internationale Marxistiske Tendens en ny Revolutionær Kommunistisk Internationale (RCI), som vil kæmpe under kommunismens banner på tværs af alle kontinenter. I denne artikel forklarer Alan Woods den historiske betydning af dette skridt, idet han sporer tidligere internationalers opståen og fald og illustrerer RCI's betydning i kampen for kommunismen i dag.

[Source]

Kommunismen er internationalistisk, eller også er den ingenting. Lige siden starten på vores bevægelse, på siderne i Det Kommunistiske Manifest, forklarede Marx og Engels, at arbejderne ikke har noget fædreland.

Den videnskabelige socialismes grundlæggere arbejdede ikke for at opbygge et tysk parti, men en international. Lenin, Trotskij, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht viede deres liv til det samme mål.

Deres internationalisme var ikke en lidenskab eller et resultat af sentimentale hensyn. Den udsprang af den kendsgerning, at kapitalismen udvikler sig som et verdenssystem. Ud af de forskellige nationale økonomier og markeder opstår der en samlet, udelelig og indbyrdes afhængig helhed – verdensmarkedet.

Denne forudsigelse fra marxismens grundlæggere er i dag blevet demonstreret på glimrende vis, næsten som i et laboratorium. Verdensmarkedets knusende dominans er den mest afgørende faktor i vores epoke.

Der findes ingen bog, der er mere moderne end Marx og Engels' manifest. Den forklarer samfundets opdeling i klasser, den forklarer globaliseringen, overproduktionskriser, statens karakter og den historiske udviklings grundlæggende drivkræfter.

Men selv de mest korrekte ideer kan ikke udrette noget, hvis de ikke får et organisatorisk og praktisk udtryk. Derfor arbejdede grundlæggerne af den videnskabelige socialisme altid på at bygge en international organisation for arbejderklassen.

Marx og Engels spillede en nøglerolle i opbygningen af Den Internationale Arbejdersammenslutning, i dag kendt som Første Internationale. I begyndelsen havde organisationen en meget heterogen sammensætning. Marx og Engels var nødt til at kæmpe for at skabe ideologisk klarhed.

Den ideologiske kamp blev ført på to fronter: På den ene side måtte de bekæmpe de opportunistiske fagforeningslederes reformistiske ideer.

På den anden side var de tvunget til at føre en konstant kamp mod anarkistiske, ultra-venstre og sekteriske tendenser. Situationen har ikke ændret sig meget i dag. Kommunisterne står over for præcis de samme problemer og må kæmpe mod de samme fjender. Navnene har måske ændret sig, men indholdet er det samme.

Men Marx og Engels holdt sig ikke til den teoretiske kamp. Internationalen var ikke adskilt fra arbejderklassens daglige problemer. Den var konstant involveret i arbejderbevægelsens praktiske arbejde.

I modsætning til de borgerliges løgnagtige fremstilling af kommunismen, var der absolut intet autoritært i Karl Marx’ metoder. Han udviste tværtimod en enorm finfølelse og tålmodighed i sin omgang med arbejdere med reformistiske sympatier. Han skrev til Engels:

“Det var meget vanskeligt at formulere sagen, så vores synspunkt fremstod i en form, der var acceptabel for arbejderbevægelsens nuværende stade. [...] Det vil tage tid, før den genoplivede bevægelse tillader de gamle dristige ytringer. Det vil være nødvendigt at være fortiter in re, suaviter in modo [stærk i sagen, mild i måden].”

Det er et godt råd til kommunister i dag, som ønsker at udføre seriøst arbejde i arbejderklassens masseorganisationer.

Første Internationales opløsning

Internationalen gjorde store fremskridt. Men Pariserkommunens nederlag i 1871 gav organisationen et dødsstød. Den efterfølgende bølge af reaktion gjorde det umuligt at operere i Frankrig, og overalt blev Internationalen forfulgt.

Men den virkelige årsag til vanskelighederne skal findes i kapitalismens opsving på verdensplan, som fulgte efter Kommunens nederlag. Kapitalismens pres på arbejderbevægelsen resulterede i interne stridigheder og fraktionsdannelse.

Bakunin og hans tilhængeres intriger blev intensiveret af den generelle atmosfære af skuffelse og fortvivlelse. Af den grund foreslog Marx og Engels først at flytte Internationalens hovedkvarter til New York, og til sidst besluttede de, at det ville være bedre at opløse Internationalen – i hvert fald midlertidigt. Den Internationale Arbejdersammenslutning blev formelt opløst i 1876. I en periode var der ingen Internationale.

Anden Internationale

Det lykkedes Den Internationale Arbejdersammenslutning at lægge det teoretiske fundament for en ægte revolutionær internationale. Men den blev aldrig en rigtig masseorganisation. Den var snarere en foregribelse af fremtiden.

Den Socialistiske Internationale (Anden Internationale) blev lanceret i 1889 og fortsatte, hvor Første Internationale slap. I modsætning til Første Internationale havde den en massebase. Blandt dens medlemmer var massepartierne og fagforeningerne i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Belgien og andre lande.

Perioden 1871-1914 var socialdemokratiets klassiske periode. Dengang stod de socialdemokratiske partier, i hvert fald i ord, på et revolutionært marxistisk grundlag. Den nye Internationale var imidlertid på uheldig vis opstået i en periode med et enormt opsving i kapitalismen.

På baggrund af en lang periode med økonomisk vækst var det muligt for kapitalismen at give indrømmelser til arbejderklassen, eller mere korrekt, til dens øverste lag. Gradvist opstod der et privilegeret arbejderaristokrati.

De socialdemokratiske ledere blev overbeviste om, at det var muligt at opnå deres mål uden en revolution. De begyndte at tro, at arbejderklassens problemer kunne løses langsomt, fredeligt og gradvist gennem reformer.

Der opstod en modsætning mellem, hvad de anså som en “praktisk” realpolitik, og hvad de anså for at være forældede marxistiske teorier, selvom de fortsatte med at tale om klassekrig i deres 1. maj skåltaler.

Folk som den tidligere Marx-discipel, Eduard Bernstein, forsøgte teoretisk at retfærdiggøre dette tilbageskridt gennem en revisionisme af marxismen.

Men det materielle grundlag for den nationalistiske og reformistiske degeneration af Anden Internationale var forankret i kapitalismens objektive betingelser, hvilket syntes at bekræfte revisionismens synspunkter.

Hele det reformistiske hus blev imidlertid blæst omkuld i 1914, da lederne af Internationalen stemte for krigsbevillinger og støttede “deres” respektive borgerskab i Første Verdenskrigs imperialistiske blodbad.

Krigen og den russiske revolution, der udsprang af den, indledte en ny og stormfuld periode med revolution og kontrarevolution. Det var på dette materielle grundlag, at en ny internationale blev født.

Kommunistisk Internationale

Lenin konkluderede allerede i 1914, at Anden Internationale var død som et redskab til at forandre samfundet. Han annoncerede den nye Tredje Internationale, selvom antallet af revolutionære internationalister på daværende tidspunkt var forsvindende lille.

Den internationalistiske tendens var isoleret fra masserne, som var under de socialchauvinistiske lederes indflydelse og påvirket af patriotismens gift. Det ville kræve store begivenheder for at ændre situationen. Det skete endelig i 1917 med den russiske revolution.

Lenin og Trotskij førte den russiske arbejderklasse til magten, og i 1919 kunne de udråbe Den Tredje (Kommunistiske) Internationale.

Komintern, som den blev kendt som, stod på et kvalitativt højere niveau end sine to forgængere. Ligesom Den Internationale Arbejdersammenslutning stod den for et klart revolutionært, internationalistisk program. Ligesom Den Anden Internationale havde den en massebase på millioner.

Under Lenin og Trotskijs ledelse fastholdt Den Kommunistiske Internationale en korrekt revolutionær politik. Det så ud til, at verdensrevolutionens skæbne var i gode hænder.

Men den russiske revolutions isolation under forhold præget af en frygtelig materiel og kulturel tilbageståenhed afspejlede sig i revolutionens bureaukratiske degeneration.

Den bureaukratiske fraktion under Stalins ledelse fik overhånd, især efter Lenins død i 1924. Stalinismens fremmarch i Rusland kvalte Tredje Internationales enorme potentiale.

Sovjetunionens stalinistiske degenerering påvirkede de uerfarne og umodne ledere af de kommunistiske partier i udlandet.

‘Socialisme i ét land’

I 1928 forudsagde Trotskij, at hvis man accepterede “teorien” om socialisme i ét land, ville det uundgåeligt føre til en nationalistisk degenerering af de kommunistiske partier. Den forudsigelse er blevet fuldstændig bekræftet af historien.

Denne såkaldte teori markerede et afgørende brud med den leninistiske internationalisme. Den var et udtryk for bureaukratiets begrænsede, nationale udsyn, som blot anså Kommunistisk Internationale som et instrument for Moskvas udenrigspolitik. Efter at have udnyttet Komintern til at tjene sine egne kyniske interesser, opløste Stalin den i 1943 uden så meget som at forsøge at holde en kongres.

Trotskij og Venstreoppositionen forsøgte at forsvare Oktoberrevolutionens traditioner mod den stalinistiske reaktion. De kæmpede for de leninistiske traditioner med arbejderdemokrati og proletarisk internationalisme. Men de kæmpede en umulig kamp mod historiens stærke tidevand.

I 1938 udråbte Trotskij Fjerde Internationale, som tilbød den nye generation et rent revolutionært banner. Men efter mordet på Trotskij blev den ødelagt af sine lederes fejltagelser.

Uden Trotskijs vejledning endte Fjerde Internationale som dødfødt. Årtier senere er alt, hvad der er tilbage af denne organisation, et utal af fraktioner og sekteriske grupper, den ene mere bizar end den anden.

De har ikke opnået andet end at så endeløs forvirring og miskreditere selve ideen om trotskisme i mange arbejderes øjne.

Alt, hvad der i dag er tilbage af Fjerde Internationale, er Leon Trotskijs ideer, som stadig besidder al deres relevans og værdi. Disse ideer blev holdt i live af den afdøde kammerat Ted Grant og hans utrættelige arbejde og videreføres i dag af den Internationale Marxistiske Tendens.

Kommunistpartiernes degenerering

Vi er stolte af vores ideologiske arv. Men vi må se virkeligheden i øjnene. I dag, 150 år efter grundlæggelsen af Første Internationale, er den revolutionære bevægelse på grund af en kombination af objektive og subjektive omstændigheder blevet kastet tilbage, og de kræfter, der står for ægte marxisme, er reduceret til et lille mindretal.

Årsagerne hertil skal hovedsageligt findes i den objektive situation. Årtiers økonomisk vækst i de avancerede kapitalistiske lande har givet anledning til en hidtil uset degenerering af arbejderklassens masseorganisationer. Det har isoleret den revolutionære bevægelse, som overalt er blevet reduceret til et forsvindende mindretal.

Sovjetunionens sammenbrud satte det endelige punktum for degenereringen af de tidligere stalinistiske ledere, hvoraf de fleste har kapituleret under kapitalismens pres og åbent er trådt over i reformismens lejr.

Men der er også en anden side af mønten. Den nuværende krise afslører kapitalismens reaktionære rolle og sætter en genoplivning af den internationale kommunisme på dagsordenen.

Historiens tidevand

I årtier har vi været tvunget til at svømme mod strømmen. Men nu er historiens tidevand begyndt at vende.

Under den overfladiske fernis af ro og fred, er der overalt en sydende stemning af vrede, indignation, utilfredshed og frem for alt frustration over samfundets nuværende tilstand.

Selv i USA er der en udbredt utilfredshed og en voksende kritik over eksisterende forhold, som tidligere ikke var til stede.

Alle borgerskabets forsøg på at genoprette den økonomiske balance fører kun til en ødelæggelse af den sociale og politiske balance. Borgerskabet er fanget i en krise, som det ikke har nogen løsning på. Det er forudsætningen for at forstå den nuværende situation.

Krisen kommer til udtryk i ustabilitet på alle områder: økonomisk, finansielt, socialt, politisk, diplomatisk og militært.

Den fremtid, som dette system tilbyder, er en fremtid med endeløs elendighed, lidelse, sygdom, krige og død for menneskeheden. Kapitalismen er, med Lenins ord, rædsel uden ende.

Det er historiens ironi, at lederne af arbejderpartierne klamrer sig til den skrantende kapitalisme og markedet, selv når det kollapser for øjnene af os.

Den eneste løsning

Det centrale problem kan opsummeres ganske enkelt: det er et problem med ledelse. I 1938 sagde Trotskij, at menneskehedens krise kunne reduceres til krisen i arbejderklassens ledelse. Det opsummerer fuldstændig den nuværende situation.

Uden et solidt grundlag i marxistisk teori har den såkaldte venstrefløj kapituleret og opgivet kampen for socialisme. I stedet er der opstået et gigantisk vakuum. Men videnskaben har lært os, at naturen afskyr et vakuum. Det stiller os over for en meget konkret udfordring.

Arbejdere og unge ønsker inderligt at ændre samfundet. Men de kan ikke finde noget organiseret udtryk for deres bestræbelser. Deres vej blokeres ved hvert skridt af de gamle bureaukratiske organisationer og deres ledelse, som for længst har droppet enhver påstand om at stå for socialisme.

Over hele verden er en ny generation af klassekæmpere hastigt ved at tage form på baggrund af kapitalismens krise. Det medfører en voldsom ændring af bevidstheden, især blandt unge.

De seneste meningsmålinger fra Storbritannien, USA, Australien og andre lande giver os en meget klar indikation på, at de kommunistiske ideer hastigt vinder udbredelse.

Disse unge mennesker behøver ikke at blive overbevist. De er allerede kommunister. De ser ikke de eksisterende organisationer som tilbydende et alternativ til status quo. Tværtimod bliver de frastødt af dem.

De leder efter et rent banner, en organisation, der har brudt radikalt med forræderisk højrereformisme og kujonagtig “venstre”-opportunisme.

Potentialet for kommunisme er enormt. Vores opgave er at omsætte dette potentiale til virkelighed. Men hvordan opnår vi det?

Vi står over for en tydelig modsætning. I dag er Marx' ideer mere relevante og nødvendige end nogensinde. Men ideer i sig selv er ikke nok.

Vi er nødt til at lave de nødvendige praktiske tiltag for at finde den nye generation af kommunister og rekruttere dem til vores banner. Det betyder nødvendigvis, at vi må give ideerne et konkret, organisatorisk udtryk.

Behovet for en ny internationale er ikke en vilkårlig beslutning. Det er heller ikke udtryk for noget subjektivt ønske eller ureflekteret hastværk. Det er noget, der kræves af situationen.

Er tiden inde til så stort et skridt? For nogle mennesker vil tiden selvfølgelig aldrig være rigtig. De vil altid finde tusind grunde til, at vi skal vente med at træffe en beslutning. Men vi kan ikke udarbejde et program og en politik baseret på tøven og tvivl.

Det kan indvendes, at vi er for få til at tage sådan et skridt. Men alle revolutionære bevægelser i historien er altid begyndt som et lille og tilsyneladende ubetydeligt mindretal.

I 1914 var de kræfter, Lenin havde til rådighed, forsvindende små. Men det afholdt ham ikke fra at udråbe behovet for en ny kommunistisk internationale. Der var mange, der tvivlede, selv blandt hans egne støtter, men historien viste, at han havde ret.

Det er helt rigtigt, at vores kræfter er meget små sammenlignet med den enorme opgave, der ligger foran os, hvilket vi er fuldt ud bevidste om. Men den situation er allerede begyndt at ændre sig markant.

Vi har et vigtigt arbejde at udrette, og dette arbejde, som er ved at nå en afgørende fase, leverer allerede vigtige resultater. Det ses tydeligt af den utrolige succes, som vores “Er du kommunist?”-kampagne har haft.

Vi vokser hurtigt overalt. Det er ikke tilfældigt. Vi svømmer nu med strømmen. Frem for alt har vi de rigtige ideer. Det er i sidste ende den eneste garanti for succes.

Det, der er behov for, er et ægte kommunistisk parti, som baserer sig på ideerne fra Lenin og de andre store marxistiske lærere, og en internationale på linje med den Kommunistiske Internationale i dens første fem år.

Det er den opgave, vi har sat os for. Det er en absolut nødvendighed og en presserende opgave, som ikke tåler nogen forsinkelse.

Fra en beskeden begyndelse, under de sværest tænkelige forhold, har den Internationale Marxistiske Tendens allerede opbygget en organisation bestående af tusindvis af de bedste arbejdere og unge i mange lande.

Det er en stor præstation. Men det er kun begyndelsen. Tiden er nu inde til at tage et afgørende skridt: lanceringen af den Revolutionære Kommunistiske Internationale.

Vi appellerer til alle arbejdere og unge, der er enige i vores ambition, om at hjælpe os med at nå vores endelige mål: den internationale socialismes sejr.

• Mod kapitalisme og imperialisme!

• For den socialistiske trans- formation af samfundet!

• Slut dig til os i kampen for en verdensrevolution!

• Arbejdere i alle lande, foren jer!