Den Anden Egyptiske Revolution – Udtalelse fra IMT

Morsi er faldet. Massernes fantastiske bevægelse har endnu engang vist hele verden det egyptiske folks virkelige ansigt. Den viser, at Revolutionen, som mange endda også på venstrefløjen troede var kørt fast, stadig besidder store sociale reserver.

Trods den løgnagtige propaganda, der forsøger at portrættere Revolutionen som et ”kup”, var den en virkelig folkelig opstand, som spredte sig som en steppebrand gennem alle byer i Egypten. Det var den Anden Egyptiske Revolution.

I løbet af den sidste uge har der, ifølge de mest konservative estimater, været 17 mio. på gaden og kravet om en generalstrejke hang i luften. Det var en opstand, hvis lige ikke er set før i historien. Dets størrelse og udbredelse overgik den endda revolutionen, der væltede diktatoren Mubarak, for mindre end to år siden.

Uden parti, uden organisation eller ledelse, udfordrede masserne frygtløst et hadet regime. Med Marx\' ord, fulgte de i pariserkommunens fodspor og ”stormede himlen”. Revolutionen strider frem med syvmile skridt, og skubber alle forhindringer til side.

Trotskij forklarer, at ”en revolutions historie er for os først og fremmest historien, om masserne der tiltvinger sig vej til at beherske sin egen skæbne.” Det er den indre betydning af den Egyptiske Revolution. Lige som enhver anden stor revolution, har den rusket op i selv samfundets dybeste dybder. Den har givet stemme og form til massernes formløse ønsker om et anstændigt liv og en bedre fremtid.

”Men masserne er politisk forvirrede; De har ikke et klart program og ved ikke hvad de vil.” Sådan er formalisternes og sekterikernes sterile ræsonnement. Det er er produktet af uvidenhed om hvad en revolution er. I kraft af selve sin natur, betyder revolution, at millioner af politisk uskolede mennesker træder ind på historiens scene. De har ikke læst marxistisk bøger og er ikke medlemmer af et parti. Men de er revolutionens hoveddrivkraft, og den eneste garanti for dens succes.

I de tidlige stadier af revolutionen er masserne forvirrede og naive. Selvfølgelig! Hvem skulle have skolet dem? Hvem kan gøre det nu? Masserne kan kun lære gennem deres direkte erfaringer gennem handling. De lære af den største bog af alle – livets bog.

Men ikke desto mindre lærer masserne hurtigt. De mænd og kvinder der var på gaden i Cairo, Alexandria og andre byer, har lært mere i løbet af de sidste dage og uger, end i resten af deres hidtidige liv. Frem for alt har de opdaget deres kollektive magt – den magt der kan udfordre regeringer og stater, politikere og bureaukrater, generaler og politichefer – og som kan vinde.

Det er en meget magtfuld viden, men også en meget farlig én, set fra den herskende klasses standpunkt – og ikke kun i Egypten. Lederne Tyrkiet, Saudi Arabien, Jordan, Marokko og Qatar ryster i bukserne. Men chokbølgen fra Egypten spreder sig langt videre.

Det egyptiske folk har sat et farligt eksempel for arbejdere og unge i hele verden. I Portugal er regeringen på randen af kollaps, som resultat af massedemonstrationer og en generalstrejke. Det portugisiske folk nægter at acceptere endnu mere elendighed fra den borgerlige bande i Bryssel og og Berlin. Hele planen med ”nedskæringer til arbejderne og profitter til bankfolkene” bliver truet af dette – og med dette selve Euroens fremtid.

Var det et kup?

Imperialisternes reaktion på begivenhederne i Egypten har bestået af lige dele frygt, magtesløshed og forræderi. Amerikanerne var lige så fuldstændig ude af stand til at influere disse begivenheder, som de var for to år siden. De er blevet tvunget til at ty til manøvreringer bag scenerne og intriger med toppen af den egyptiske hær, bakket op af trusler og afpresning.

Den ”frie presse” i Europa og USA, som den komisk og fejlagtigt kaldes, har produceret en flod af løgne og usandheder. Den første og mest himmelråbende løgn er, at Morsi blev fjernet, ikke af massernes bevægelse, men af et militært ”kup”. Dette er imidlertid en ”forklaring”, der intet forklarer.

Alle ved at hærcheferne lavede en handel med Morsi og det Muslimske Broderskab for et år siden, der af navn gav magten til disse tyve og gangstere, mod at beholde det gamle statsapparat intakt. Det gamle regimes bødler fik lov at gå fri.

Ikke én general eller politichef blev stillet for retten for deres forbrydelser mod folket. De fik lov at fortsætte med at plyndre staten og fylde deres lommer som før, men de rige forretningsfolk der står bag det Muslimske Broderskab, fik lov at tage del i plyndringen.

Hvis hærcheferne besluttede sig for at skille sig af med Morsi, så var det kun fordi de blev tvunget til at gøre det på grund af massernes ustoppelige bevægelse. Generalerne frygtede, at hvis de ikke handlede, så ville masserne måske bevæge sig længere og tage magten i sine egne hænder. De besluttede sig for at ofre Morsi, for at redde hvad redde kunnes af det gamle statsapparat og frem for alt deres egen rigdom, magt og privilegier.

De borgerlige medier fremturer med en linje om, at dette ikke tegner godt for ”demokratiet” i Egypten. På TV-skærmene viser de repræsentanter for det Muslimske Broderskab, der tårevædet protesterer over, at dette er et slag mod demokratiet, eftersom den ”legitimt valgte” præsident blev fjernet af militæret, og de sammenligner dette med kuppet i 1950\'erne ,der førte til årtier med diktatur.

Ved konstant at køre på det faktum, at det var militæret der fjernede Morsi, forsøger de at aflede opmærksomheden fra det faktum, at det var masserne der afstedkom Morsis fald.

Dette var ikke et kup. Tværtimod, det blev påtvunget militæret, fra massernes side. Generalerne har gjort det klart, at de ikke ønsker at overtage regeringen. Det er ikke overraskende. Man behøver blot at tage et enkelt blik på de bølgende menneskehav på Tahrir pladsen, for at indse umuligheden af, at hæren kan kontrollere en så stor bevægelse. I stedet besluttede generalerne sig for at tage en ridetur på tigerens ryg. Problemet er, at en mand der ridder på ryggen af en tiger vil stå overfor seriøse vanskeligheder, i det øjeblik han forsøger at sidde af.

”Demokrati”

Den anden store løgn der bliver ivrigt spredt af medierne er, at Morsi var Egyptens ”første præsident, der blev valgt ved frie valg”, og at han derfor har ”legitimitet”, og at folket burde have været tålmodige og ventet til nyvalg, ligesom de ”civiliserede” amerikanerne, franskmænd og briter gør...

Da dette barnagtige dokument blev fremlagt for en af demonstranterne på Tahrir pladsen, svarede han blot: ”Men dette er en revolution!” Det var et ganske godt svar. Siden hvornår har en revolution bøjet sit hoved for eksisterende love, regeringer og institutioner? Revolutionen udfordrer – og dette i kraft af selve sin natur - den modgår og forsøger at omstyrte den eksisterende orden, dens love, regler og værdier. At forlange af en revolution, at den udviser respekt for de institutioner og personligheder, som den forsøger at omstyrte, er at forlange, at revolutionen skal undsige sig selv.

Hvorom alting er, er argumentet om, at Morsis regering var demokratisk, piv falsk. Hverken den måde den kom til magten, ej heller den måde den herskede på, var demokratisk. Kun 46,42 procent af de stemmeberettigede mødte op på valgstederne i første runde af præsidentvalget. Mange af dem der stemte for Morsi i den anden valgrunde, gjorde det i en illusion af, at de stemte på ”det mindste onde”, for at forsvare ”demokratiet” osv. Endda dele af venstrefløjen talte for at stemme på Morsi på basis af dette, en meget fejlagtigt position, som vi kritiserede skarpt på daværende tidspunkt. Vores kritik er blevet fuldt ud blevet retfærdiggjort af de følgende begivenheder.

Morsi var ikke ”det mindste onde”. Morsis metoder til at herske, var på ingen måder forskellige fra Mubaraks metoder. Rent faktisk blev de udført af de samme folk. Under hans ét år lange styre, blev hundrede af demonstranter dræbt, og tusinder af aktivister dømt, tæsket og fængslet af hans slyngler, udelukkende fordi de mobiliserede politisk imod ham.

Der blev organiseret pogromer mod de kristne, shia-muslimer og andre religiøse mindretal. Arbejdernes rettigheder blev systematisk undermineret. Han orkestrerede et legalt kup i det største fagforbund. Han dømte 21 uskyldige fodboldfans til døden. Kvinder blev overfaldet seksuelt på gaden for at intimidere dem til underkastelse. Egypten blev skubbet i retning mod en udemokratisk og undertrykkende islamisk forfatning. Morsi tildelte sig særlig magt, der gik langt ud over hans forfatningsmæssige rettigheder. Sidst, men ikke mindst, erklærede han sin intention om at skubbe Egypten ind i den sekteriske malstrøm i Syrien.

”Demokraterne” råder nu arbejderne til at være tålmodige, til at vente til næste valg, til at ”give demokratiet en chance,” osv. osv. Men disse ”demokrater” er alle mætte og bor i pæne huse. De har råd til at være tålmodige, i det at det borgerlige demokrati som de forsvarer, allerede har givet dem tilfredsstillende resultater. Men masserne kan ikke vente. De har været sultne i et år, mens andre lever i overflod. De er hjemløse, mens andre lever i luksus. Selv folk der stemte på Morsi i håb om en lille forbedring, har måttet se deres håb slukkes. Intensiteten i deres had er proportional med graden af deres forventninger.

For masserne er demokrati ikke et tomt ord. Lakmusprøven på demokrati er, om det kan fylde tomme maver. Den Egyptiske Revolution blev ikke udkæmpet for at give lukrative stillinger til professionelle politikere. Det var massernes oprør mod udbytning, arbejdsløshed og fattigdom. I en revolution ændrer stemningen blandt masserne sig med lynets fart. I modsætning til dette er parlamentarisk demokrati langsomt, og halter efter begivenhederne. Morsis påståede legitimitet var baseret på en minoritets stemmer, og den støtte han havde, er for en stor dels vedkommende smeltet væk.

Stadier i den Egyptiske Revolution

En revolution er ikke et drama i én akt. Den udfolder sig over en række stadier, gennem hvilke masserne forsøger at finde en vej ud af krisen, hvor de først ser til ét politisk parti eller leder, og derefter en anden. I de første stadier, som er karakteriseret af den eksplosive entre af masserne på den politiske arena, får deres mangel på politisk erfaring og deres naivitet dem til at gå af den letteste vej. Men snart indser de at den ”lette” vej viser sig at være den mest smertefulde og besværlige.

Trotskij forklarer:

”Masserne træder ind i revolutionen, ikke med en forberedt plan for en social rekonstruktion, men med en skarp følelse af, at de ikke kan udholde det gamle regime. Kun det ledende lag af en klasse har et politisk program, og selv dette behøver at blive testet af begivenhederne og blive godkendt af masserne. Revolutionens fundamentale politiske proces består altså i den gradvise indsigt fra en klasse i de problemer, der rejser sig fra den sociale krise – den aktive orientering af masserne gennem på hinanden følgende tilnærmelser. De forskellige stadier af en revolutionær proces, bevist ved udskiftning af partierne, hvor det mere ekstreme altid følger det mindre, som udtryk for massernes voksende pres mod venstre – så længe at bevægelsens drejning, ikke løber ind i forhindringer. Når den gør, begynder en reaktion: Skuffelse af forskellige lag af den revolutionære klasse, stigende ligegyldighed, og dermed en styrkelse af de kontrarevolutionære kræfter. Sådan er i hvert fald den generelle skitse af de gamle revolutioner.”

Vi kan se et lignende mønster i den Egyptiske Revolution. I mangel af et stærkt revolutionært parti har en del af masserne set til det Muslimske Broderskab, som var det eneste seriøst organiserede parti på daværende tidspunkt. Lederne af Broderskabet, trænede i bedrag, gjorde sig meget umage med at gemme de virkelige materielle og klassemæssige interesser, der lurede under deres retorik.

Men da de først kom til magten, sprang de hurtigt ud i deres sande farver. Med deres handel med hærcheferne forrådte de alle håb, deres støtter havde. Massernes mening svingede på afgørende vis imod dem, og ledte direkte til den nuværende situation. Dette repræsenterer et nyt og kvalitativt højere stadie af den Egyptiske Revolution.

Der vil komme en hel række af bevægelser og omvæltninger, og en hel række af ustabile regeringer, fordi der på kapitalistisk basis, ikke er nogen løsning på Egyptens problemer. Der vil komme nye opstande, men også perioder med træthed, skuffelse, fortvivlelse, nederlag og endda reaktion. Men hver pause vil blive fulgt af nye eksplosioner. Det er rodfæstet i naturen af denne periode.

Kan masserne tage magten?

Denne inspirerende bevægelse var en virkelig massebevægelse. Revolutionære kommiteer sprang op over hele landet. En generalstrejke blev startet. Millioner fyldte gaderne. Regeringen var magtesløs. Demonstranterne omringede præsidentpaladset, låste kæder for portene og opsatte plakater med teksten: ”Lukket efter Revolutionens ordre”.

Regeringsbygninger blev besat af almindelige mennesker – murere, tømrer, butiksassistenter, kontorassistenter, studenter og lærere. I nogle tilfælde sluttede almindelige soldater og officerer sig til dem. Politimænd i uniform sluttede sig til demonstranterne for at udtrykke deres solidaritet.

Der var intet forsøg på at sende soldaterne ind på Tahrir pladsen, som de gjorde for to år siden, af frygt for, at de ville blive inficeret med den revolutionære smitte. Toppen af hæren gik imod Morsi, fordi de ikke havde andet valg. Hvis de ikke havde gjort det, var der en alvorlig risiko for, at de kunne have mistet kontrollen over hæren selv. Under det voldsomme pres fra en bevægelse af millioner er det ikke udelukket, at hæren selv kunne splitte, hvor en sektion af underofficererne kunne bevæge sig til venstre, som det skete med Nasser i 1952. I mangel af et stærkt revolutionært parti, ville et sådan scenarium være en mulighed.

I de seneste få dage i Egypten lå magten i gaderne og ventede, på at nogen skulle samle den op. Tragedien er, at der ikke er nogen virkelig ledelse til at overtage. Morsi blev væltet af en revolution, ligesom at Zaren blev væltet i februar 1917. Men erfaringen fra den Russiske Revolution viste, at det ikke er nok at vælte det gamle regime. Noget skal sættes i dets sted. I Ruslands tilfælde, var tilstedeværelsen af Bolsjevikpartiet, under ledelse af Lenin og Trotskij, den afgørende faktor der muliggjorde, at revolutionen kunne sejre. Men intet sådan parti eksisterer i Egypten. Det må blive bygget under begivenhedernes jag.

I realiteten var magten i folkets hænder. Men hvis denne magt ikke er organiseret, kan den glide mellem deres fingrer. Når bevægelsen trækker sig tilbage, og folk vender tilbage til deres dagligdag, vil de professionelle politikere, karrieremagere og købmænd kapre revolutionen og indgå beskidte aftaler bag ryggen af folket. Intet vil være ændret, og om et års tid eller lignende vil folket komme tilbage på gaden igen.

”Folket er urimelige,” siger revolutionens borgerlige kritikere. ”Egyptens problemer er for store til at kunne blive løst i løbet af få måneder.” Ja, det er sandt at Egyptens problemer er meget alvorlige. Men netop af denne grund kan de ikke løses gennem lappeløsninger. Desperate problemer kræver desperate løsninger. Og det skinbarlige sandhed er at roden til problemerne, ikke er denne eller hine administration, denne eller hine præsident. Årsagen til problemerne er kapitalismens krise. Og den kan kun løses ved afskaffelse af kapitalismen og dets erstatning med en nationaliseret planøkonomi under arbejderklassens demokratiske kontrol.

Hæren kan ikke blive ved magten, men de vil formentlig forsøge at danne en såkaldt teknokrat-regering, ledt af en ”liberal” borgerlig af El Baradeis slags. Der vil måske være visse illusioner til hæren blandt de mere tilbagestående elementer, selvom dens autoritet ikke er så stor som de vestlige medier påstår. De mest bevidste mennesker har ingen illusioner til hæren. De mest kampklare elementer af unge er samlet omkring en løs koalition kaldet Tamarrod, som har givet et udtryk til massernes aspirationer. Tamarrod offentliggjorde en udtalelse før Morsis fald, som gik over temaet ”USA forsøger at influere hæren og Morsi, men alle partier bør vide, at folkets revolutionære vilje er stærkere.”

Dette er hundrede procent korrekt. Parolen for de mest konsekvente revolutionære må være: ”ingen tillid til de borgerlige politikere, som ønsker at stjæle revolutionen og frasælge dens erobringer, som købmænd der handler i bazaren. Ingen tillid til folk som El Baradei, som kun repræsenterer sig selv, men kræver retten til at tale på vegne af revolutionen.”

Sådanne folk kan ikke løse det egyptiske folks presserende problemer. Men hvordan kan disse problemer blive løst? De russiske arbejdere dannede sovjetter – arbejderråd – for at give bevægelsen et organiseret udtryk. I Egypten er revolutionære komiteer også begyndt at dukke frem. Disse er måden massernes ønsker kan blive ordentligt udtrykt. Komiteerne bør forbinde sig på lokalt, regionalt og endelig på national basis. Dette ville repræsentere et virkeligt revolutionært og demokratisk alternativ til den korrupte og repressive borgerlige stat.

Det egyptiske folk kan ikke vente på, at hæren eller nogen andre tager beslutningerne for dem. Arbejderkontrol bør øjeblikkeligt indføres på fabrikkerne og arbejdspladserne for at garantere produktion, beskytte arbejdernes forhold og rettigheder og afsløre cheferne og bureaukraternes korruption, svindel og dårlige ledelse. For at forsvare revolutionen imod terrorangreb fra støtter af den afsatte præsident og islamo-facistiske elementer, må arbejderne bevæbnes og organiseres i militser, koblet til de revolutionære komiteer. Revolutionære folkedomstole bør dannes, forbundet til de revolutionære komiteer, for at arrestere og dømme kontrarevolutionære og straffe de der skyldige i forbrydelser mod folket.

Lad vores paroler være:

1. Brød! Arbejde! Og boliger!

2. Konfisker rigdommen fra de rige, som har plyndret Egyptens rigdommen i
generationer og brug den til at genopbygge et ødelagt land.

3. Ned med kapitalister og bureaukrater som har røvet og udbyttet os!

4. For en regering af arbejdere og bønder, der vil nationalisere de store banker og virksomheder under arbejderklassens demokratiske kontrol, og mobilisere Egyptens rigdom til fordel for millioner af arbejdende, ikke en håndfuld parasitter.

5. For et program med offentlige investeringer til at bygge skoler, hospitaler, veje og boliger, både for at skabe beskæftigelse til de arbejdsløse og for at løse problemerne med dårlige huse og hjemløshed.

6. Dan valgte aktionskomiteer på alle arbejdspladser, lokalområder, skoler og universiteter.

7. Stol kun på jer selv og jeres demokratiske folkekomiteer.

8. Kontroller jeres ledere. Hvis de ikke handler i henhold til Jeres ønsker, så fjern dem og sæt nogen i stedet der vil.

9. Al magt til de revolutionære komiteer!

10 Længe leve den Socialistisk Arabiske Revolution!

Source: Den Anden Egyptiske Revolution – Udtalelse fra IMT