Cuba: Henrettelser og undertrykkelse – fra et klasseperspektiv

Dette dokument er fra maj 2003. Derfor er det muligvis ikke helt up-to-date med alle begivenheder. Men det indeholder en grundig analyse af det cubanske systems natur, et spørgsmål som optager mange venstreorienterede arbejdere og unge, og som er af stor vigtighed for marxister.

Henrettelsen af tre mænd, der havde kapret en færge, og de hårde domme, der faldt over 74 modstandere af det cubanske regime i april, er blevet fordømt af ledere, medier og regeringer verden over. USAs udenrigsminister Colin Powell forlangte endog, at Cuba burde løslade ”de politiske fanger”.

Før vi analyserer situationen, så lade os tage et kig på fakta. De tre mænd, der blev idømt dødsstraf, havde kapret en passagerfærge i et forsøg på at nå USA. Dette var det tredje kapringsforsøg i Cuba på blot to uger. Denne situation støttes af amerikansk lov, der garanterer asyl til alle cubanere, der kan komme til USA, uanset hvilke metoder, de bruger.

I den samme periode er den cubanske regering begyndt at indkredse dissidenter, deriblandt medlemmer af det såkaldte ”Valera Projekt”. Denne gruppes hovedkrav er en folkeafstemning, hvilket de ser som en ”gradvis udfasning” af den nuværende statsform, derunder den statsligt dominerede økonomi, der blev dannet efter revolutionen i 1959. Kort fortalt står denne gruppe ikke for ”demokrati”, men en tilbagevenden til kapitalisme. De 74 ”dissidenter” blev idømt fængselsstraffe på mellem seks og 28 år.

Den officielle anklage mod dem var ”forbrydelser mod statens uafhængighed og teritoriale integritet.” Der var mange beviser, der ud over enhver tvivl beviste, at disse oppositions-folk har modtaget store pengesummer fra USA’s regering gennem James Cason, chefen for USA’s interessekontor i Havana – USA’s de facto ambassade. Dette faktum er aldrig blevet benægtet af Colin Powell eller andre talsmænd fra den amerikanske regering. Faktisk er al denne information tilgængelig på den amerikanske regerings hjemmeside.

I 2000 donerede det amerikanske kontor for international udvikling (USAID) 670.000 dollars til tre cubanske organisationer som hjælp til ”den udenlandske udgivelse af arbejder fra uafhængige journalister fra øen... og distribution af deres skrifter på Cuba” (USAID report, Evaluation of the USAID Cuba Program, 2001).

Ved sådanne tiltag forsøger de amerikanske imperialister at fremme kontrarevolutionære kræfter i Cuba og i andre lande. De blander sig konstant i indre anliggender hos andre stater, når de ikke bryder sig om den politik, som staterne fører. Der er ingen tvivl om, at den amerikanske ambassade og CIA var aktivt involverede i de kontrarevolutionære forsøg på at afsætte Hugo Chavez’ regering i Venezuela.

Det amerikanske udenrigsministerium kalder officielt denne type aktivitet ”udstrækning” (outreach). Når det kommer til at forsvare den amerikanske imperialismes interesser, så anses denne slags opførsel for legitim. Men hvis nogen fremmed magt forsøger at bruge samme metoder mod USA, er det en anden historie. Under amerikansk lov kan lignende ”udstrækning”-aktiviteter fra en fremmed diplomat i USA føre til retsforfølgelse og op til 10 års fængsel. Dette gælder for enhver, der ”opererer i USA efter ordre eller under kontrol af en fremmed regering eller myndighed”.

Den amerikanske regerings hykleri er endnu mere slående når vi ser på den status, som fem cubanere, der afsoner lange fængselsstraffe i USA, nyder. De fem forsøgte at stoppe ultra-højreorienterede exilcubanske terrorgrupper i at rette voldelige anslag mod Cuba. USA hævder at føre en global ”krig mod terror”. Men USA’s regering – gennem CIA – har været hovedsponsor, har trænet og bevæbnet højreekstremisterne i alliance med den cubanske mafia i Miami, der er bag adskillige terroranslag mod den cubanske regering. Derfor, i stedet for at arrestere de cubanske terrorister, fængslede FBI de fem cubanske agenter! Ingen hykleriske protester eller moraliserende artikler i de borgerlige medier kan skjule USA’s regerings dobbelte standarder.

Hykleriet bliver endnu mere klart, når man ser på, hvordan Washington råber op om dødsstraf i Cuba, men behageligt ”glemmer”, at der hvert år sættes hundredevis af mænd og kvinder på dødsgangen i de amerikanske fængsler. Siden 1976 har USA henrettet over 700 mennesker, 248 af dem i Texas. Derudover er 95 af de henrettede siden 1973 siden blevet fuldt frikendt af retten. Det betyder, at de var fuldstændig uskyldige i de forbrydelser, som de blev henrettet for. Den amerikanske regering har absolut ingen ret til at klage over, at Cuba bruger dødsstraf, når den selv har et af de værste generalieblad i verden. Og George W. Bush har mindre end alle andre ret til at protestere. Da han var guvernør i Texas, der allerede tegnede sig for en tredjedel af samtlige henrettelser i USA siden 1976, blev han berygtet for sin skødesløse brug af dødsstraffen og at nægte at svare på bønner om at vise mildhed.

Dette er også et klassespørgsmål. Det store flertal af de mange fængselsfanger i USA og det store flertal af dødsdømte, er fattige – hovedsageligt sorte og ”hispanics” (spansktalende). USA er det eneste land i verden ud over Somalia, der nægter at underskrive FN’s konvention om børns rettigheder. Hvorfor? Fordi de amerikanere, der begår kriminalitet når de er under 18, også bliver idømt dødsstraf, 18 stater tillader endog henrettelse af unge helt ned til 16 år. Konventionen indeholder en paragraf, der ville gøre dette ulovligt.

Den amerikanske regering har en lang liste af kupforsøg mod den cubanske regering bag sig. De prøvede endda at invadere landet i 1961 i den berygtede Svinebugt-episode. De har også påtvunget øen en embargo så at sige siden revolutionens start.

Det er ikke kun Castro som person, der bekymrer det amerikanske borgerskab. Hvad de frygter mest er det cubanske regimes natur. De kan ikke tolerere, at der 140 kilometer fra USA’s kyst er et land, hvor kapitalismen er blevet afskaffet. Den cubanske revolution var et referencepunkt for de undertrykte og nedtrådte masser i Latinamerika. Det er derfor, de amerikanske imperialister hader Cuba – ikke på grund af dets mangel på menneskerettigheder.

”Venstrefløjen” bøjer sig for imperialismens pres

Dette er vores udgangspunkt, når vi analyserer, hvad der foregår i Cuba. Vi må basere os på et klassestandpunkt. Arbejderklassens interesser kommer i første række, både på og udenfor Cuba. Hvis vi ikke gør dette, risikerer vi at komme ud af balance og falde i den fælde, at diskutere abstrakt ”demokrati” eller ”retfærdighed” i stedet for de virkelige problemer i denne sag. Dette er desværre den position, som visse venstreorienterede intellektuelle har taget i forhold til dette spørgsmål.

Angreb fra Washington og de borgerlige medier i USA og Europa på den cubanske revolution er intet nyt. I dette tilfælde er kritikken imidlertid ikke blot kommet fra kapitalistklassen i USA og Europa. Det støjende kor af fordømmelser er blevet fulgt af en række såkaldte ”venner” af Cuba, som nobelpristageren i litteratur Jose Sarmago og forfatteren Eduardo Galeano. En ophedet debat om dette spørgsmål er også opstået i mange venstreorienterede partier i Europa og Latinamerika.

Disse ”Cubas venner” har glemt det fundamentale. Der er intet absolut ”demokrati” eller ”retfærdighed” i det nuværende kapitalistiske samfund. Formelt borgerligt demokrati er et figenblad til at dække en håndfuld rige banker og store virksomheders diktatur. I den seneste tid er det som om, de ikke engang gider at skjule tingenes tilstand. Bare se på valgene i alle kapitalistiske lande, særligt USA, hvor alle ved, at George Bush blev valgt ved valgsvindel.

Det samme er tilfældet omkring ”retfærdighed”. Princippet om, at ”alle er lige for loven” er gyldigt så længe vi ignorerer størrelsen på deres pengepung! På ethvert andet spørgsmål er der en lov for de rige og en anden for de fattige. Forfatteren Anatole France skrev for længe siden, at loven tillader rige såvel som fattige at sulte og sove under broer.

Der er mange ting ved det cubanske regime, som vi er uenige i. Men en ting kan ikke nægtes: den cubanske revolution eksproprierede imperialisterne og borgerskabet og skabte grundlaget for en kæmpemæssig forbedring i sundhedssystemet, uddannelse og massernes forhold. Dette er ”forbrydelserne”, som imperialisterne aldrig kan tilgive Cuba. I over tre årtier har de brugt hver eneste beskidt metode til at ødelægge disse fremskridt og udlevere Cuba til imperialisterne og kapitalisternes nåde. I denne kamp kan man ikke være neutral. Vi må forsvare Cuba mod imperialistisk aggression til hver en tid.

Ja, vil disse ”Cubas venner” svare, men vi er imod vold. Denne melodi er ikke ny. Mange på den reformistisk-pacifistiske venstrefløj i Europa beklager sig ofte over brugen af vold ”som princip”. Vi mener også, at vold er beklageligt. Men vi må også tage hensyn til, at vi lever i en verden, hvor den herskende klasse hver eneste dag bruger de mest brutale og voldelige metoder. Krigen i Irak taler for sig selv. Den eneste måde, man kan udrydde vold på, er ved at udrydde det system, der skaber det, det vil sige det kapitalistiske system, med alle de sociale forskelle og uretfærdigheder, det skaber. Det vil vi gerne. Men så længe den amerikanske imperialisme fortsætter med at bruge vold til at opnå dets mål over hele verden, har små lande ret til at forsvare dem selv så godt de kan.

Sandheden er altid konkret, plejede Hegel at sige. Og vi må også være konkrete. I dette tilfælde er det mægtigste og vildeste kapitalistiske land i verden, USA, i konflikt med en lille ø, der i det mindste er sluppet fri af imperialismes jerngreb, og hvor produktionsmidlerne er blevet nationaliserede. Siden Sovjetunionens kollaps har Cuba desperat kæmpet for at overleve, mens dets fjender har stræbt efter at isolere og knuse det.

I denne konflikt kan den internationale arbejderklasse ikke være neutral. Vi står sammen med Cuba mod amerikansk imperialisme. Vi står sammen med et land, der har udryddet analfabetisme og hvor, sundhedssystemet er det mest avancerede i hele Latinamerika. Dette er blevet opnået takket være planlægningen af ressourcerne og den konsekvente afskaffelse af det kapitalistiske markeds anarki. Dette står som et fyrtårn for Latinamerikas masser, og det kan imperialisterne ikke tolerere.

Når vi har trukket denne klasselinie, der klart adskiller de to lejre, kan vi analysere situationen fra arbejderklassens side, både i Cuba og internationalt.

Den amerikanske imperialismes kamp for at underminere Cuba bliver kæmpet på mange fronter. Den har fået hjælp af de interne vanskeligheder, som fulgte udeblivelsen af den økonomiske hjælp fra Sovjetunionen. Efter det stalinistiske regimes kollaps i Rusland blev Cuba isoleret og alene tilbage uden støtte fra landene i den tidligere stalinistiske blok. Det førte til en meget vanskelig periode for Cuba. Mellem 1989 og 1993 faldt bruttonationalproduktet med hele 35 procent.

I et forsøg på at trække sig ud af krisen har den cubanske regering introduceret nogle ”markedsøkonomiske” reformer siden midten af 1990’erne. Som et resultat af dette tilhører 600 virksomheder i Cuba nu udenlandske multinationale. Regimet gav udenlandske virksomheder frihed til at eksportere kapital og tillod dem at lave ”joint venture”-virksomheder i Cuba. Statens monopol på udenrigshandel blev delvist afskaffet og i begrænset omfang blev det tilladt for private at drive virksomheder, hovedsageligt i turistindustrien. Nu er turisme øens største indkomstkilde.

I Cuba er der elementer af en blandingsøkonomi, hvor den offentlige sektor fungerer side om side med det kapitalistiske element, og med to parallelle valutaer – dollaren og den cubanske peso. Dette har uddybet de sociale uligheder og i højere grad udsat Cuba for udsvingene i verdensøkonomien. Gennem de sidste to år har der været et stort fald i indkomsten fra turisme. Prisen på sukker, en anden cubansk hovedeksportvare, er også faldet. Derfor er Cuba igen i alvorlige økonomiske problemer. Ifølge adskillige kilder er arbejdsløsheden nu på 10 procent af arbejdsstyrken, og derudover er 10 procent underbeskæftigede.

Disse stigende sociale forskelle er en alvorlig trussel mod den cubanske revolution. Et lag af samfundet beriger sig selv på baggrund af disse markedsreformer, og det er blandt dette lag af ”nyrige”, at imperialismen kan finde en basis for støtte til genindførslen af kapitalisme i Cuba.

Den vanskelige økonomiske situation og fremkomsten af et lag, der klarer sig godt på baggrund af den delvise introduktion af private virksomheder, repræsenterer store farer for Cuba. Den spirende cubanske kapitalistklasse består af alle mulige former for spekulanter og banditter, der længes efter en tilbagevenden til ”gode gamle dage” før 1959, da Cuba var et stort kasino og bordel, der blev drevet af store amerikanske firmaer og mafiaen. Den amerikanske imperialisme forsøger at basere sig på dette lag, som den finansierer og opmunter til at indgå i sabotagehandlinger og omvæltning af regeringen.

Regimet har forsøgt at stoppe denne aktivitet ved barsk undertrykkelse. Vi har ingen sympati for disse kontrarevolutionære elementer, og vi støtter heller ikke de hykleriske fordømmelser fra højre- eller venstrefløjen.

Vi må sætte de seneste begivenheder i deres rette perspektiv. Der er ikke et eneste stabilt regime i hele Latinamerika fra Tierra del Fuego til Rio Grande. De seneste begivenheder viser, at de amerikanske imperialister forbereder en intervention imod revolutionen, enten åbent (som i Colombia) eller (som i Venezuela) ved at konspirere med interne kontrarevolutionære kræfter.

I denne situation er Cubas eksistens en permanent kilde til irritation for Washington. De ønsker at fjerne denne irritation så hurtigt som muligt. Fidel Castro svarede sine kritikere: ”Vi er nu sunket ned i et slag imod provokationer, som forsøger at føre os til konflikt og militær aggression fra USA.”

Han havde utvivlsomt en pointe. Efter den kriminelle krig mod Irak har tyngdepunktet i Bush-administrationen flyttet sig markant til højre. Den reaktionære imperialistiske klike omkring Rumsfeld og Cheney har nu fuldstændig kontrol. Disse elementer ser sig omkring efter det næste land, de kan angribe. Cuba er i den største fare. Den hårdhed, staten har reageret med, afspejler dette. Cuba har ret til at forsvare sig selv imod imperialisme og kontrarevolution, og dette er ingen barneleg.

Behov for en internationalistisk politik

Ikke desto mindre ønsker vi at fremhæve følgende. Den største trussel mod den cubanske revolution kommer ikke fra en håndfuld gusanos og kriminelle, men fra regimet selv. Så længe Castro lever vil de pro-kapitalistiske elementer blive holdt i skak. Men nøjagtig som en stor del af bureaukratiet i Sovjetunionen var klar til at gå over til kapitalismen og plyndre staten i sine egne interesser, så kan der i Cuba, når Castro forlader scenen, komme en bevægelse i retning af kapitalisme med elementer fra ledelsen i spidsen. Dette er den største fare for revolutionen.

I tråd med USA’s nye aggressive attitude over for resten af verden, har Bush gentaget den hårde linie over for Cuba. Han har planer om at øge den amerikanske støtte til cubanske ”dissidenter” og har sat Cuba på listen over de såkaldte ”slyngelstater”. Imperialismen og ”markedsøkonomiens” sejr vil betyde den totale ødelæggelse af alle revolutionens sociale erobringer.

Hvordan kan denne trussel overvindes? Der er en vej, og kun en vej; ved at indføre arbejderdemokrati som man havde i Sovjetrusland før Stalin. Leon Trotskij påpegede for længe siden, at ”socialisme behøver demokrati som en menneskekrop behøver ilt”. Vi taler ikke om borgerligt formelt demokrati, men ægte demokrati for arbejdende mennesker organiseret i arbejderråd og baseret på Lenins fire krav:

1) Frie og demokratiske valg med ret til tilbagetrækning.
2) Ingen valgt skal have en højere løn end en faglært arbejder.
3) Ingen stående hær eller politi men et bevæbnet folk.
4) Gradvis skal alle administrationens opgaver laves af alle på skift; når alle er en bureaukrat, er ingen en bureaukrat.

Trods alting støtter det overvældende flertal blandt masserne i Cuba stadig revolutionen. Kun massernes demokratiske kontrol og administration kan stoppe kontrarevolutionen og bureaukratiet, som kontrarevolutionen kan spire ud fra. Lad os ikke glemme, at det var det korrupte, dårligt ledede og bureaukratiske regime, der førte til Sovjetunionens fald og en kapitalistisk kontrarevolution i 1991. Lad vores slogan være: ”Tilbage til Lenin!”

Ægte socialisme kan ikke eksistere uden at garantere basale demokratiske rettigheder, såsom ytringsfrihed. Marxister har aldrig påstået, at et tung etpartisystem er en vej til socialisme. I Cuba ville det være aldeles muligt at garantere foreningsfriheden for enhver gruppe, der accepterer nationaliseringen af produktionsmidlerne. Alle sådanne tendenser burde være tilladt. Det ville ikke svække, men styrke revolutionen.

De kontrarevolutionære kræfter i Cuba kan sagtens besejres. Men det kræver ægte involvering af arbejderne i økonomien og staten. Det vil betyde indførslen af ægte arbejderdemokrati som i de første år efter den russiske revolution i 1917. Det ville uddybe de revolutionens sociale landevindinger og eliminere bureaukratiet og dets privilegier.

Revolutionens landevindinger er ikke blevet glemt af masserne. De behøver blot at se på resten af Latinamerika og Caribien for at se, hvad en tilbagevenden til kapitalisme vil betyde for almindelige cubanere fra arbejderklassen. Perspektivet om at vende tilbage til at være en de facto amerikansk koloni må være et meget grimt et for de fleste cubanere. Det ville betyde en tilbagevenden til fortidens uretfærdighed.

I den sidste analyse kan man kun bekæmpe kontrarevolutionen effektivt ved at sprede revolutionen internationalt, begyndende med resten af Latinamerika. Den historiske erfaring fra Sovjetunionen demonstrerer, at det er umuligt at bygge socialisme i et land. Situationen på det Latinamerikanske kontinent er meget fordelagtig, som de revolutionære begivenheder i Venezuela, Lulas sejr i Brasilien, bevægelserne i Bolivia, Ecuador, Colombia og Argentina viser.

Uheldigvis har Castro ikke baseret sig på revolutionen i Latinamerika, men på diplomatiske aftaler og i bedste fald nogle kampagner for internationalt pres mod embargoen. Men det er for begrænset. Han er formentlig bange for at provokere den amerikanske imperialisme. Men denne politik vil have den modsatte effekt, end den ønskede. Så længe revolutionen forbliver låst fast inden for Cubas snævre grænser, risikerer den at blive kvalt. Det er hvad USA ønsker at gøre. Og den cubanske revolutions nederlag ville være et slag mod revolutionen i hele Latinamerika.

Dette er den eneste levedygtige metode til at bevare den cubanske revolution og bringe den fremad. Det ser ud til, at Castro ser på den kinesiske model. Han ville gerne bygge en ny form for blandingsøkonomi. Men intet system kan overleve længe mellem to stole, mellem kapitalisme og planøkonomi. Den ene vil sejre over den anden før eller siden.

Et fuldblods kapitalistisk regime i Cuba vil have diktaturets brutale ansigt under USA-imperialismens beskyttelse. Dette må modstås for enhver pris.

Imperialismen forbereder barbari for Cuba, hvis den får sin hånd på øen. Hvad de amerikanske og britiske hære har skabt i Irak i den seneste krig er et varsel for, hvad der venter alle lande, der i fremtiden falder under deres dominans. Cuba kan ikke overleve uden i det mindste en revolution i hele Latinamerika. Der er intet alternativ: i det lange løb vil der enten blive etableret en ægte arbejderstat i Cuba, som et skridt frem mod en socialistisk føderation i Latinamerika, eller der vil komme kapitalistisk kontrarevolution med alt, hvad det indebærer for Cubas arbejdende befolkning.

Besøg komiteen for at løslade de fem: http://www.freethefive.org/ for information om de fem cubanere fængslet i USA.

Alan Woods and Roberto Sarti      

1. Cuba - Castro og den cubanske revolution
2. Den cubanske revolution