Cataloniens oprør og småborgerskabets fallit

Siden 2008 er klassekampen blevet skærpet i Spanien og blevet udtrykt på forskellige måder. Men det er indtil videre kulmineret med selvstændighedsbevægelsen i Catalonien, som har rystet resten af Spanien.

I Spanien er der forskellige nationale mindretal med særegne kulturer og sprog, som i tidens løb har krævet mere frihed fra den spanske centralregering i Madrid. Der er blandt andet Galicien i det nordvestlige hjørne af landet, Baskerlandet i nord, og i den østlige region er der Catalonien.

Da det fascistiske Franco-diktatur faldt fra hinanden i slutningen af 1970’erne, og demokratiet blev indført, blev der ikke taget hånd om de nationale mindretal. De blev blot inkorporeret i den spanske stat. Mange dele af den gamle fascistiske forfatning blevet bevaret i den nye demokratiske forfatning. Blandt andet gjaldt, at den spanske stats enhed skulle forsvares med våben om nødvendigt.

Overgangen fra diktatur til demokrati var på ingen måde en ”frisk begyndelse”. Tværtimod. Det nye demokratiske styres forfatning fra 1978, indeholdt masser af paragraffer fra den gamle fascistiske forfatning. Masser af fascistiske politikere, embedsmænd og lignende blev siddende på deres poster. Bødler fra fortiden fik lov til at gå fri. Det spanske flag, som var valgt af Franco, forblev det samme. Den spanske konge, som var udpeget af Franco som sin efterfølger, forblev på tronen.

Det nye demokratiske 1978-regime var på mange måder en fortsættelse af det gamle styre. Diktaturet faldt fra hinanden; men spansk kapitalisme blev bevaret med nye ”demokratiske” midler. Spørgsmålet om de nationale mindretal forblev uløst; men i Catalonien kunne det for en tid trænges i baggrunden.

Økonomisk krise

Hvis man vil forstå bevægelsen i Catalonien i dag, og hvorfor den har haft de ledere, som den har haft, er det nødvendigt at gå et par år tilbage.

I 2008 blev Spanien hårdt ramt af den økonomiske krise. Selv i årene før 2008 havde økonomien sneglet sig på fremad på 0,5-1 % i BNP vækst; men efter 2008 var der fald i BNP næsten hvert år frem til 2014. Siden 2014 har væksten ikke været over 1 %. Det har betydet massive nedskæringer og enorm arbejdsløshed, især blandt unge, hvor der har været arbejdsløshed på over 50 %. Samtidig er der blevet indført forskellige arbejdsmarkedsreformer, som har skullet gøre Spanien mere konkurrencedygtigt, det vil sige, ødelæggelse af løn- og arbejdsforhold.

I 2011 kom den første store reaktion på krisen i form af massebevægelsen los indignados, hvor især unge var i front. Det var den første store eksplosion i klassekampen i Spanien, siden krisen startede, og som så har udtrykt sig på forskellig vis lige siden.

Los indignados-bevægelsen havde store konsekvenser for det politiske liv i Spanien. Bevægelsen var især rettet mod politik, politiske partier og politikere. Den fik derfor store konsekvenser for det traditionelle borgerlige parti i Catalonien, Cataloniens Demokratiske Sammenløb (CDC). CDC opstod efter diktaturet faldt og har været en del af forskellige regeringer i Catalonien siden 1980’erne. Da los indignados døde, kom CDC ind i en dyb kris på grund af den store mistillid til politikerne, som bevægelsen havde skabt.

Ligesom alle andre regerende partier i Spanien kunne CDC ikke slippe uden om også at skære ned på grund af kapitalismens krise. For at få partiets opbakning tilbage forsøgte det sig med en mere radikal nationalistisk retorik. CDC havde aldrig før gået ind for selvstændighed; men nu begyndte lederne så småt at gå i den retning. I 2012 kom de med forslag om en folkeafstemning, og den politiske udvikling fortsatte i den retning.

Kapitalisterne i Catalonien har aldrig gået ind for selvstændighed, men kun støttet op om i idéen i den udstrækning, at det har hjulpet dem til at få indrømmelser fra deres herrer i Madrid. Det er traditionelt disse kapitalister, som CDC i bund og grund repræsenterer. Men for CDC’s ledere har vendingen imod selvstændighed først og fremmest handlet om at redde deres politiske liv, og derfor har spørgsmålet om selvstændighed fået sin egen logik.

Vi så derfor et split mellem de borgerlige selvstændighedspolitikere og de kapitalister, som disse politikere i bund og grund repræsenterer. Ifølge The Economist har omkring 1.500 virksomheder rykket deres hovedsæder ud af Catalonien siden folkeafstemningen fandt sted. CDC’s lederes vending mod selvstændighed minder om, hvad der skete i Storbritannien. Her udskrev den konservative premierminister Cameron folkeafstemningen om EU for at få styr på sit bagland i partiet og dermed for sin egen politiske karrieres skyld. Det endte dog med enorme konsekvenser: Brexit. På samme måde har CDC-ledernes leg med selvstændighed fået langt større konsekvenser, end de havde forudset.

Selvstændighed

CDC’s vending imod selvstændighed faldt sammen med en massebevægelse i Catalonien for selvbestemmelse. Den nåede sit højdepunkt i 2014 på Cataloniens nationaldag, 11. september, hvor 2 millioner (ud af en befolkning i Catalonien på 7,5 millioner) gik på gaden for at opnå en folkeafstemning om selvstændighed. For første gang var der flertal for løsrivelse i enkelte meningsmålinger.

Bevægelsen havde en modsætningsfuld karakter. Der var elementer af traditionel og reaktionær nationalisme. Samtidig var der også mange cataloniere, som gik på gaden på grund af de dybe økonomiske problemer. De så selvstændighed som en mulighed for at skabe en republik, hvor levestandarden ikke hele tiden blev forværret. Bevægelsen blev også fremskyndet af provokationer fra den konservative Partido Popular (PP) regering i Madrid med Mariano Rajoy i spidsen.

Siden valget i Catalonien i september 2015 har CDC, som fra fra 2016 blev omdøbt til PDeCAT, været i koalitionsregering med det moderate venstrefløjsparti ERC og er blevet støtte af det yderste venstrefløjsparti CUP. Det korruptionsplagede PDeCAT brugte venstrefløjspartierne til at polere dets slidte image.

Støttet af venstrefløjspartierne har PDeCAT fortsat med at føre en reaktionær anti-arbejder politik både i Catalonien og i Madrid. Koalitionen begyndte at miste opbakning. I et forsøg på at opretholde støtten udskrev den catalanske præsident Puigdemont den bindende folkeafstemning 1. oktober, som bragte ham på koalitionskurs med det spanske statsapparat.

En af selvstændighedsbevægelsen store svagheder hele vejen igennem har været den begrænsede involvering af arbejderklassen. Mange arbejdere i Catalonien taler spansk og føler sig ikke nødvendigvis mere som cataloniere end spaniere. Af gode grunde, som vi har set og vil se, er de utroligt skeptiske over for Puigdemont og de borgerlige catalonske politikere.

Hvis selvstændighedsbevægelse virkelig skulle have været succesfuld, så skulle den have været ledt af arbejderklassens og dens organisationer. Krav om demokratiske og nationale rettigheder skulle forbindes med krav om jobs, uddannelse, sundhed, ordentlige arbejdsforhold, det vil sige forbindes med sociale krav. Sådanne krav ville kunne skabe grundlaget for enhed i arbejderklassen på hele den iberiske halvø og gøre kampen for et selvstændigt Catalonien til en kamp for et værdigt liv på alle arbejdere.

Op til afstemningen

På Cataloniens nationaldag den 11. september i år så vi endnu en gang en enorm demonstration, hvor der ifølge politiet deltog mere end 1 million. Før det havde både Rajoy-regeringen og forfatningsdomstolen kendt afstemningen ulovlig. Der blev nu ført en massiv kampagne imod afstemningen.

Civilgarden, som er en militærenhed, der udfører politiopgaver, udførte ransagninger mod medier og forretninger, som var blevet beskyldt for at hjælpe med at forberede afstemningen. De spanske medier kørte en hetzkampagne imod den catalanske regering. Fra politikerne, domstolene og politiet i Madrid blev der slynget alle mulige trusler ud mod de catalanske politikere, der stod i spidsen for afstemningen.

Repressionen fra den spanske stat blev intensiveret, som dagene gik. Der blev påbegyndt straffesager mod politikere fra det catalanske parlament, og der blev der rejst tiltale imod over 700 borgmestre, fordi de havde sagt, at de vil indgå i samarbejdet om at arrangere folkeafstemningen. Al offentlig information om afstemningen blev forbudt. Politiet blev brugt til at beslaglægge plakater og tapetklister fra aktivister. Officielle afstemningshjemmesider blev lukket ned og spejlsider i udlandet blev blokeret.

Allerede før afstemningen affødte den massive repression en reaktion i den catalanske befolkning. Eksempelvis var der en episode, hvor politiet beslaglagde 45.000 breve hos et privat postselskab, der skulle bruges i folkeafstemningen, uden en dommerkendelse. En folkemængde samlede sig om bygningen og forhindrede politiet i at forlade stedet i flere timer. De protesterende skulle fjernes fysisk, før politiet endelig kunne forlade stedet.

Forsvar

I den her situation, hvor den spanske stat allerede inden afstemning havde vist sin udemokratiske karakter, spillede Podemos en skandaløs rolle. I en situation, hvor 70-80 % af catalonierne ifølge meningsmålingerne gik ind for en folkeafstemning (uden dog derved at gå ind for selvstændighed), stillede Podemos spørgsmålstegn ved afstemningens ”legalitet”. I en situation, hvor den spanske stat bruger alle til rådighed stående midler for at smadre afstemningen, og hvor det er tydeligt, at den ikke har tænkt sig at give sig en tomme, kalder Podemos til ”dialog”.

Det var klart, at den spanske stat ville gøre, hvad den kunne, for at forhindre afstemningen i at finde sted. Men repressionen fra den spanske stat op til afstemningen radikaliserede store dele af befolkningen i Catalonien. Mange, der før havde været modstandere af en afstemning, gik nu ind for den. Mange, som før ville have stemt NEJ til selvstændighed, ville nu stemme JA.

Der blev indkaldt til spontane demonstrationer. Studerende over hele Catalonien nedlagde undervisningen på ubestemt tid.

Rundt om i Catalonien blev der i lokalkvarterer opsat komiteer til forsvar af valgsteder. Brandfolk kom med tilbud om at hjælpe med at forsvare valgstederne. Bønder stillede deres traktorer til rådighed, så de kunne blokere for politiet, når de ville forsøge at lukke valgstederne ned. Forældre, lærere og studerende organiserede besættelser af skoler og gymnasier, som skulle bruges som valgsteder fra fredag til søndag (hvor afstemningen skulle afholdes).

Folkeafstemningen

Da den 1. oktober oprandt, havde titusindvis af cataloniere allerede fra helt tidlig morgen lavet menneskemure rundt om mange valgsteder. De stod i lange køer for at stemme.

Som forventet reagerede den spanske stat med enorm brutalitet. Tusindvis af ekstra politifolk var blevet indsat i Catalonien. Masser af videoer af politifolk, der angriber valgsteder, gik deres gang på de sociale medier. De tævede unge som gamle og beslaglagde stemmesedlerne.

De fleste steder reagerede catalonierne fredeligt og rakte armene op i vejret, når politiet nærmede sig. Det betød dog ikke, at de undgik knippelsuppen. I slutningen af dagen var der registreret mere end 800 såret.

Mange steder agerede politiet som en besættelsesmagt og blev også behandlet derefter. I den lille by Sant Carles de la Rápita efterlod et politiangreb 45 sårede. En video viser, hvordan politiet efterfølgende bliver jaget ud, hvor de lokale kaster sten efter dem. Sådanne eksempler var der over hele Catalonien.

Men det var langt fra alle valgstederne, at politiet formåede at lukke ned. I alt afgav omkring 2,2 millioner mennesker en stemme. Det var en valgdeltagelse på 42 %, og hvis man medtager de valgsteder, som politiet fik lukket ned, og de stemmesedler, som blev beslaglagt, så ville valgdeltagelse næsten have været på 50 %. Af de optalte stemmer gik lidt over 90 % til JA til selvstændighed. Når man tager forbehold for den brutale repression og sabotage, der fandt sted, så må man sige, at det var et klart mandat for en catalansk republik

Efterfølgende blev der indkaldt til generalstrejke den 3. oktober til støtte for folkeafstemningen og imod politirepressionen. Samme dag var der kæmpe demonstrationer til fordel for selvstændighed.

Ynkelige borgerlige politikere

De catalanske arbejdere og unge havde vist en enorm heroisme. Den eneste årsag til, at folkeafstemningen var sådan en stor succes, var det lokale initiativ fra bunden. Modsat bekræftede politibrutaliteten blot den spanske stats reaktionære natur, og gav en endnu større impuls til at løsrive sig fra det udemokratiske 1978-regime. Nu lå bolden hos de catalanske politikere og især hos den catalanske præsident Puigdemont.

Massebevægelsen havde skubbet Puigdemont og de andre borgerlige politikere meget længere, end de havde tænkt sig. Men det var umuligt for dem at prøve at stoppe bevægelsen uden, at det skulle blive deres politiske død.

Med mandatet fra afstemningen var der et enorm pres for, at de skulle erklære republikken. Først forsinkede Puigdemont det så meget som muligt og håbede på en udvej. 9 dage efter afstemningen erklærede han, at catalonierne med afstemningen havde vundet retten til selvstændighed…, men at han ville suspendere deklarationen af republikken.

Det affødte en massiv vrede blandt catalonierne. I flere demonstrationer efterfølgende var kampråbene imod ”forræderen” Puigdemont.

I nogle uger dansede Puigdemont og den spanske regering frem og tilbage. Endelig blev presset for stort. Der var ikke nogen udvej eller mulighed for ”dialog”. Puigdemont havde prøvet at indgå en aftale med den spanske regering om, at hvis han udskrev valg i Catalonien i stedet for at erklære selvstændighed, så ville han få immunitet. Aftalen strandede dog, og Puigdemont var tvunget til at lade det catalanske parlament stemme om selvstændighed. Den 27. oktober stemte et flertal i det catalanske parlament for selvstændighed. Titusindvis af mennesker fejrede det over hele Catalonien.

Straks efter anvendte den spanske regering paragraf 155 i forfatningen, som den hele tiden havde truet med. Paragraffen suspenderer den catalanske autonomi. Regeringen i Madrid fjernede efterfølgende den catalanske regering, det catalanske parlament blev opløst, chefen for det spanske politi blev fjernet, og der er udskrevet nyvalg den 21. december. Det kan ikke betragtes som andet end et kup mod det catalanske demokrati.

Den catalanske regering var magtesløs. I stedet for at appellere til de catalanske masser om modstand imod den spanske stat så udstedte den blot vage udtalelser om ”demokratisk modstand” og ”demokratisk opposition” til paragraf 155. De borgerlige catalanske selvstændighedspolitikere gav op. Og ikke bare det. De flygtede ud af deres nye republik. I slutningen af oktober var Puigdemont og flere fra hans regering fløjet til Belgien for ikke at blive retsforfulgt. Den spanske regering gentog kontrollen med Catalonien uden modstand fra de catalanske autoriteter.

Det viser, hvor uduelige og ynkelige de borgerlige politikere er. De ville hellere opgive republikken end at udløse endnu en massebevægelse, som de vil have svært ved at kontrollere.

Iberisk revolution

Den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), som vi i Revolutionære Socialister er en del af, har hele vejen igennem støttet op om cataloniernes ret til selvbestemmelse. Vi har støttet op om den demokratiske rettighed, at det catalanske folk selv kunne bestemme. om det fortsat vil være en del af den spanske stat eller vil gå over til selvstændighed. Dette burde ikke kun støttes af marxister, men af alle konsekvente demokrater.

Vi har fra starten af påpeget, at de catalanske borgerlige politikere ikke ville gå hele vejen, som vi nu har set. En catalansk republik kan kun blive skabt på baggrund af de catalanske massers revolutionære initiativ, som vi har set udtrykt igen og igen i løbet af de seneste måneder. I den kamp forbliver borgerlige og småborgerlige politikere inkompetente, og det vil kun være med arbejderklassen i spidsen, at en republik succesfuld ville kunne blive udråbt.

For at det skal kunne lade sig gøre, så kan kampen ikke udelukkende begrænses til demokratiske og nationale rettigheder. I stedet må disse kobles sammen med sociale krav: krav om ekspropriering af kapitalistklassen og om, at økonomien i stedet styres og kontrolleres af arbejderklassen. En republik på sådant et grundlag vil kunne sættes som alternativ til det bundkorrupte 1978-regime, og arbejderklassen i Catalonien vil kunne søge alliancer med arbejderklassen i resten af Spanien.