Catalonien: Masserne træder ind på scenen

Brutal politiundertrykkelse lykkedes ikke i at stoppe den catalanske selvstændighedsafstemning, da den stod ansigt til ansigt med hundredetusinder, der var fast besluttede på at rydde alle forhindringer af vejen for at deltage. Hvad vi så i går i Catalonien, var på den ene side det spanske regimes rædselsfulde ansigt, skabt under den såkaldte ”overgang” i slutningen af Franco-regimet, og på den anden side det catalanske folks massemobilisering og selvorganisering, for at udøve deres ret til selvbestemmelse.

Den spanske stat havde erklæret den catalanske selvstændighedsafstemning den 1. oktober, som var udskrevet af det catalanske parlament, for grundlovsstridig, og forsøgte derfor med alle midler at forhindre den i at finde sted. I ugevis havde den spanske stat sigtet catalanske embedsfolk, konfiskeret stemmeurner og valgmaterialer, registreret folk der opsatte plakater og taget spande med tapetklister og børster, truet titusinder med retsforfølgelse for på nogen måde at tage del i afstemningen, startet sager mod titusinder under anklage om at opildne til oprør fordi de deltog i forsøg på at blokere politiets ransagning af de catalanske regeringsbygninger, etc.

Forsvarskomiteer skød op

Som svar på den stigende undertrykkelse er Komiteer til Forsvar for Afstemningen (KFA) sprunget op i nabolag og byer over hele Catalonien med det hovedformål at garantere, at valgstederne blev holdt åbne og at afstemningen kunne afholdes.

Politiet (det catalanske Mossos, det spanske Nationale Politi og det spanske militærpoliti Guardia Civil) var blevet instrueret i at forsegle alle bygninger, som skulle bruges som valgsteder og også konfiskere stemmeurner, i det tilfælde at afstemningen gik i gang.

Fra fredag aften besatte titusinder af mennesker (lærere, forældre, studerende og naboer) skoler og gymnasier og organiserede kulturelle og sportslige aktiviteter for at holde bygningerne åbne, indtil valgstederne skulle åbne søndag morgen.

Barcelonas brandmænd havde ved et massemøde svoret at forsvare valgstederne, og 400 af dem meldte sig frivilligt. 20 brandmænd fra Baskerlandet, ledt af et parlamentsmedlem fra det baskiske venstrefløjsparti Bildu sluttede sig til dem for at give dem en hånd.

I den lille by Riudaura havde borgmesteren beordret alle døre på skolebygningerne afmonteret, for at forhindre politiet i at forsegle dem.

Den catalanske bondeforsamling havde også erklæret deres intention om at bruge traktorer og andet landbrugsmaskineri til at blokere valgstederne for at forhindre politiet i at nå frem til dem. I byen Alcarràs i Lleida, gjorde de netop dette.

Omkring kl. 06.00 ankom det catalanske politi Mossos til flere valgsteder. De spurgte generelt, hvem der var lederen (”Det er vi alle”, var svaret i stil med spartacusopstanden under Romeriget), og konfronteret med dusinvis eller hundreder af mennesker begrænsede de sig til at notere det og forlade stedet igen. Stemningen var høj. I de fleste byer kunne alle valgsteder åbne og der var ikke nogen episoder.

Omkring kl. 09.00 var der omkring en halv million mennesker ved valgstederne (i følge en tælling foretaget af radiostationen RAC1) og langt hovedparten af disse havde allerede modtaget stemmesedler og stemmeurner. Dette var endnu en sejr i et land, hvor 10.000 politifolk var blevet indkaldt for i ugevis at forsøge at beslaglægge stemmeurnerne.

Men, omkring på dette tidspunkt begyndt det nationale spanske politi og Guardia Civil at ankomme til enkelte valgsteder med klare instruktioner om at lukke dem ned og beslaglægge stemmeurnerne, på trods af at hundreder stod i kø både inde og ude. De brugte brutale metoder, angreb mænd, kvinder og børn, og lod ikke de ældre gå ram forbi.

I Barceloneta-kvarteret i Barcelona angreb politiet dusinvis af mennesker uden for valgstedet, href="https://t.co/az2WYfknI1">

Repressionen var ikke begrænset til udvalgte valgsteder i de store byer, men fandt også sted i små byer og landsbyer over hele Catalonien. De opførte sig som en besættelsesstyrke (som i Sant Iscle, en lille by med 1200 indbyggere i Maresme-regionen, hvor de voldeligt brød ind på valgstedet og konfiskerede stemmeurnerne).

Da dagen var forbi, var over 800 mennesker blevet såret, inklusiv en mand som var blevet ramt af en gummikugle (som er forbudt i Catalonien) og en gammel mand som fik et hjerteanfald efter at være blevet skubbet af politiet.

Folk forsøgte at sætte sig imod med fredelige midler, løftede hænderne i vejret eller satte sig på gulvet. I enkelte tilfælde lykkedes de med at skubbe politiet tilbage, som ved Nostra Llar Skolen i Sabadell.

I Sant Carles de la Rápita, ved Ebro-deltaet, efterlod href="https://t.co/gS4YEniq8Y" et brutalt politiangreb 45 sårede. Lokalbefolkningens harmdirrende svar var at jage politiet ud af byen med stenkast.

Guardia Civil blev også href="https://t.co/aYWL5oVDDk">HER. Lignende scener udspillede sig i flere andre byer. Se flere Eksempler href="https://t.co/aYWL5oVDDk" HER og href="https://t.co/JnitiLk15r" HER.

Gennem hele dagen var der også tilfælde hvor det href="https://t.co/ZkwQsyOssu" catalanske Mossos politi (som er mere sympatisk indstillet overfor folket) kom i håndgemæng med spansk politi og Guardia Civil.

Selv brandmænd, der beskyttede valgsteder, blev href="https://t.co/3ipPH3X5jL" angrebet af politiet i Barcelona. I Barcelona var der også tilfælde af, at lokale bus- og taxichauffører brugte deres køretøjer til at blokerede politiets fremfærd.

Samtidig hærgede grupper af fascistiske demonstranter frit i Barcelonas gader og overfaldt alle de antog at være tilhængere af uafhængighed. Politiet var ”selvfølgelig” optaget med at knuse hoveder og konfiskere stemmeurner.

Men ikke desto mindre var politiet kun i stand til at angribe en brøkdel af valgstederne, hvorimod det overvældende flertal holdt åbent gennem hele dagen med meget lange køer af vælgere, der ventede på at udøve deres demokratiske ret.

Folk blev ved deres valgsted lang tid efter lukketid klokken 20.00 for at beskytte stemmeurnerne og sikre, at optællingen kunne finde sted. Nogle havde været der siden fredag aften, andre var ankommet kl. 05.00 om morgenen.

Over 90% for JA

Ved aftenstid samlede titusinder sig på Plaça Catalunya for at vente på den officielle annoncering af afstemningsresultatet. 2.262.424 stemmer var blevet optalt (eksklusiv de der var blevet taget af politiet, og ud af disse var 2.022.144 (90,09%) for JA og 176.565 (7,87%) for NEJ. Til dette skal tilføjes, at 400 valgsteder var blevet lukket af politiet, som dækkede 770.000 stemmeberettigede. Valgdeltagelsen var omkring 42%, men når næsten 50%, hvis man tager højde for de, der blev forhindrede i at stemme. Hvis man tager den brutale politirepression og sabotage i betragtning (som inkluderede hacking af det elektroniske valgsystem) er det et overdøvende mandat til etablering af en catalansk republik.

Til sammenligning stemte 1.957.348 mennesker for pro-selstændighedspartier ved det catalanske valg i 2015.

Den catalanske regering har allerede annonceret, at den vil tage resultatet videre til det catalanske parlament indenfor 48 timer for at diskutere en uafhængighedserklæring. Men, stillet overfor den direkte opposition fra den spanske stat, kan en erklæringen af en catalansk republik kun finde sted, hvis der sker en overvældende massemobilisering af det catalanske folk, som en fortsættelse af hvad vi har set de sidste par dage.

Allerede i dag, mandag den 2. oktober vil der være arbejdsnedlæggelser ved middagstid og demonstrationer udenfor rådhusene for at protestere mod repressionen. Et antal mindre fagforeninger (CGT, COS, IAC, USTEC) har indkaldt til en generalstrejke den 3. oktober. Nu er hovedorganisationen (inklusiv de to største fagforeninger CCOO og UGT, såvel som lejernes organisation og andre kulturelle og civile organisationer) gået med og indkalder til ”økonomisk standsning”

Generalstrejke forberedes

Det anti-kapitalistiske pro-selvstændighedsparti CUP har også indkaldt til generalstrejke. Én af dets talspersoner og catalanske parlamentsmedlemmer Anna Gabriel har udtalt: ”Komiteerne til forsvar af afstemningen bør ikke opløses, de skal fortsættes og bruges til at organisere generalstrejken den 3. og blive kim til folkemagt”.

Dette er den rigtige vej fremad. Forsvarskomiteerne skal gøres til strejkekomiteer og fortsætte med at organisere mobiliseringen for den catalanske republik. De skal forbindes på lokalt, regionalt og nationalt niveau. En national nødforsamling af repræsentanter fra forsvarskomiteerne bør øjeblikkeligt indkaldes for demokratisk at diskutere vejen frem for kampen. Vi kan ikke stole på, at den catalanske PDCAT-regering er villig til at gå hele vejen. Dens strategi indbærer at appellere til de europæiske magter om at mægle. Det catalanske folk kan kun stole på sine egne kræfter, ikke på det kapitalistiske EU, som knuste det græske folk, da de stemte imod Memorandummet [om kraftige nedskæringer dikteret af EU og IMF, red]. I de sidste par dage har vi set et glimt af arbejderklassens styrke gennem havnearbejdernes, brandmændenes, buschaufførernes og andres handlinger. Hvis den organiseres ordentligt, kan generalstrejken den 3. oktober paralysere Catalonien. For at det skal ske, må de lag af arbejderklassen, som endnu ikke er overbevist, vindes over og det kan kun gøres, hvis den catalanske republik klart forbindes til et anti-nedskærings, anti-korruptions og anti-kapitalistisk program, noget PDCAT er ude af stand til og ikke har interesse i.

Det arbejdende folk i Catalonien har også en allieret i resten af Spaniens arbejderklasse. Der har allerede været mobiliseringer i Baskerlandet med deltagelse fra titusinder i lørdags og søndags. I Madrid fyldte tusinder Plaça del Sol endnu engang, i solidaritet med det catalanske folk, og der var demonstrationer i mange andre byer over hele Spanien. Lederne af Podemos og Forenet Venstre (IU) har allerede krævet den spanske præsident Rajoys afgang. Dette må hilses velkommen, men det er ikke nok. De bør øjeblikkeligt indkalde til massedemonstrationer i alle storbyer ligesom en solidaritetsstrejke den 3. Kampen for en catalansk republik, en enorm udfordring af 1978-regimet [kompromisset mellem det fascistiske regime og socialdemokratiet/kommunistpartiet om overgang til parlamentarisme, uden at udrense statsapparatet osv., red.], bør anses som en mulighed for at vælte regimet over hele Spanien. Rajoys regering er i virkeligheden meget svag, og plaget af korruptionsskandaler og er afhængig af de baskiske nationalister for at bevare sin parlamentariske majoritet. Hvis den skubbes tilstrækkeligt hårdt, kunne den falde.

I de næste par dage vil vi se paniske manøvre iblandt lag af det spanske, catalanske og europæiske borgerskab for at forsøge at finde en forhandlet vej ud af krisen. De er alle bange for den bevægelse, de har sluppet løs. For at afværge alle disse manøvrer, må det arbejdende folk i Catalonien fortsætte sin offensiv. Generalstrejken i morgen er kun første skridt.