Bolivia: ansigt til ansigt med Mesa’s reaktionære offensiv, arbejdernes og bøndernes revolutionære offensiv er nødvendig

Danish translation of Bolivia: Faced with the reactionary offensive of Mesa, a revolutionary offensive of workers and peasants is needed by Aníbal Montoya (March 11, 2005)

Situationen i Bolivia har de sidste dage gennemgået skarpe ændringer. Stående overfor en ny opgang i massernes kamp mod Mesa-regeringens politik, en bevægelse for udsmidningen af Angus de Illimani (vandfirmaet der kontrolleres at det franske multinationale selskab Suez), og for nationaliseringen af hydrocarboner, har reaktionens kræfter, med de multinationale og oligarkiet i spidsen, besluttet at gå i offensiven ved at bruge de borgerlige institutioner, deres massemedier og den reaktionære mobilisering af dele af småborgerskabet.

Bolivia er et land med massive olie og gas ressourcer, der har en anslået værdi på mere end 100 mia. dollars. Det er 16 gange landets udlandsgæld, og 130 gange dets årlige statsinvesteringer. For hver dollar de imperialistiske oliefirmaer investerer, tjener de 10 gange det beløb. 60 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Kontrollen over og udnyttelsen af disse ressourcer er derfor vital for de bolivianske arbejdere og bønder for at løfte dem ud af fattigdom og elendighed.

Siden Sánchez de Lozada blev væltet i oktober 2003, har den herskende klasse og imperialisterne følt at de handler med den ene hånd bundet på ryggen, hvilket gør det umuligt for dem fuldt ud at gennemføre deres politik. Alle Mesa-regeringens tiltag i de sidste år, har været designet til at lægge krisens byrde på de bolivianske arbejdere og bønders skuldre, og at sikre at de multinationale virksomhedsinteresser er blevet mødt med massemobiliseringer, der har tvunget Mesa-regeringen til at trække i land, forsinke, paralysere eller kun delvist gennemføre de fleste af tiltagene.

I de sidste uger har dele af oligarkiet, utilfredse med Mesa's "blødsødenhed", truet med at løsrive sig fra Bolivia, som i Santa Cruz og Tarija (landets rigeste område, hvor hovedparten af olie og gasreserverne findes), de kræver "autonomi" med fuld magt.

Mesa's tilbagetræden
I de sidste par uger er de folkelige protester indkaldt af nabojuntaerne, COB (fagforeningssammenslutningen) og andre bonde og folkelige organisationer i stigende grad blevet radikaliseret.

Dette hang sammen med Mesa's beslutning om at løbe fra sit løfte om at aflyse kontrakten med Aguas de Illimani, firmaet der kontrollerer vandforsyningen i byerne El Alto og La Paz. Frem for alt hænger denne radikalisering sammen med parlamentets godkendelse af hydrocarbon lovprojektet 3 marts, der vil gavne de multinationale, og som fornyede de kontrakter de indgik under Goñi (Sanchez de Lozada), og fastslog betaling på kun 18% af firmaernes profitter i stedet for 50% som krævet af MAS (bevægelsen for socialisme)

Denne situation efterlod Evo Morales' MAS med intet andet alternativ end at annoncere, at de gik med i protesterne, hvilket potentielt truede med at give bevægelsen en massekarakter, ikke set siden Sánchez de Lozadas fald i oktober 2003. Den herskende klasse gik i panik.

Perspektivet om at MAS gik fra blot at være oppositionsgruppe i parlamentet til at vise oppositionen i gaderne er betydningsfuld. Vi må ikke glemme at MAS, mod dets almindelige medlemmer og COBs ønsker, var Mesa regeringens hovedstøtte i løbet af sidste år, som gav troværdighed til afstemningen om hydrocarboner sidste juli, mens de beskyldte COB og andre folkeorganisationer for at hjælpe reaktionen ved at mobilisere arbejdere og bønder mod Mesa's reaktionære politik.

Det er i denne kontekst, vi må se Mesa's manøvre sidste søndag (6. marts). Denne kyniske og snedige borgerlige politiker besluttede sig til at organisere et grotesk spektakel omkring hans "tilbagetræden" som præsident for republikken. I en klassisk bonapartistisk manøvre gav han landet ultimatummet: "mig eller kaos".

Mesa's intention var at demobilisere den sociale protest, og at kriminalisere Evo Morales, MAS og COB for at oppiske had blandt middelklassen mod den folkelige mobilisering, dets ledere og organisationer. Det andet mål med Mesa's trussel om tilbagetræden var at disciplinere de forskellige dele af den herskende klasse, især oligarkiet i Santa Cruz, som med dets trussel om "autonomi" kun øgede den sociale ustabilitet.

Denne farce endte i en "national aftale" i parlamentet - promoveret af kirken, erhvervslivets organisation og imperialisterne - hvori alle de højreorienterede partier og oligarkiets partier (MNR, NFR og MIR) blev enige om fire punkter.

at stadfæste Hydrocarbon loven, der styrker det nationale ejerskab over disse ressourcer til gengæld for bare 18% af deres profitter.
valget af regionale guvernører ved universel stemmeret.
En afstemning om "autonomi" der kan skabe otte autonome regioner for at tilfredsstille de forskellige lokale oligarkier.
Indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling for at forfatte en ny grundlov.

På den måde brugte de parlamentariske tricks for at give udsalget af landets naturlige ressourcer til oligarkiet og de udenlandske multinationales grådige interesser en demokratisk facade. Med afstemningen om "autonomi" ønsker oligarkiet i Santa Cruz og Tarija en legal mekanisme for at kunne bruge disse regioners ressourcer til gavn for dem selv. De forbereder også en lovmæssig sikkerhed, der kan give dem deres ensidige uafhængighed i det tilfælde at arbejderne og bønderne tager magten i La Paz, hvorved de garanterer de multinationale, at ejerskabet over olie og gasfelterne vil forblive sikkert i deres hænder. Kun en arbejder og bonderegering vil kunne garantere virkelig kontrol og ledelse af de naturlige ressourcer i de forskellige lokalsamfund i Bolivia, samtidig med at de sikrer en fælles planlægning at alle dets ressourcer.

Reaktionen tester sine kræfter på gaderne
Mesa gik endnu videre i sin udtalelse i fjernsynet om aftenen 8. marts og opfordrede befolkningen til at samles tirsdag d. 10. marts på landets hovedtorv imod vejblokaderne, som COB, MAS og andre organisationer havde organiseret. Han bad også landets statsadvokat om skride lovmæssigt ind overfor alle, der deltog i disse vejblokader.

Indtil da havde reaktionen ikke turde at bringe deres folk på gaden for at gå imod arbejderne og bøndernes protester. Allerede ved samlingen tirsdag aften, gik hundreder af mennesker til præsidentpaladset for at tiljuble Mesa efter underskrivelsen af den "nationale aftale" og forlangte en "mano dura" ("en stærk hånd"). Bander af bøller fra overklassekvarterne i Cochabamba der tævede bønder, arbejdere og studenter mandag d. 7 marts, og politiets tæv og arrestation af 104 buschauffører onsdag i Santa Cruz, er en lille forsmag på, hvad der vil ske arbejderne og bønderne, hvis de tillader reaktionen at løfte sit grimme ansigt.

Som modsvar til Mesa's provokation blev COB, lokalorganisationerne (FEJUVES), bøndernes fagforening CSUTCB, MAS og andre organisationer onsdag d. 9. marts enige om at organisere en fælles front for at opretholde og sprede mobiliseringen og vejblokaderne. Dette skridt var virkelig korrekt, eftersom at en demobilisering indkaldt af arbejdernes, bøndernes og de venstreorienterede ledere i denne situation ville have haft demoraliserende konsekvenser og ville have styrket og opmuntret reaktionen endnu mere.

De Mesa-venlige protester tirsdag havde ikke den forventede massekarakter. Bare 5000 mennesker dukkede op i La Paz, og lignende tal (i nogle tilfælde endnu færre mennesker) dukkede op i de andre hovedbyer. Dette trods det faktum at regeringen, officielle institutioner og de vigtige erhvervsorganisationer gav arbejderne betalt fri for at de kunne deltage, og i nogle tilfælde lagde pres på dem for at gå med. Langt størstedelen af dem der deltog i disse reaktionære demonstrationer kom fra over- og middelklasse distrikterne i byerne. Det var kun i Syd i Tarija, at demonstrationen havde mere en massekarakter, fordi Tarijas oligarki havde imiteret sine kolleger i Santa Cruz og demagogisk rejst spørgsmålet om "autonomi" for at vinde en vis basis blandt middelklassen og mere politisk tilbagestående lag af arbejdere og bønder.

I Cochabamba, blev den reaktionære demonstration udsat til om eftermiddagen, fordi de folkelige organisationer havde indkaldt en modmarch på samme tidspunkt og sted. I La Paz var der sammenstød mellem arbejdere og bønder og Mesa's støtter.

På den anden side har vejblokader faktisk spredt sig i løbet af de sidste par dage. Som beskrevet i en Bolpress.com rapport: "i de sidste få timer er antallet af vejblokader steget i relation til tirsdag. Antallet af vejblokader steg fra 24 til 39 og intensiveredes i områderne omkring La Paz, Cochabamba, Santa Cruz og Potosí". (Bolpress.com. 10. Marts)

Cabildo Abierto i El Alto

Derudover har alle de i kampen involverede organisationer indkaldt et udvidet nationalt koordineringsmøde i Chaparé regionen for at diskutere en plan for kampen, som skal gennemføres af alle sociale og folkelige sektorer (Econoticiasbolivia.com 10. marts).

Dette er den rigtige vej at tage. Stående overfor en reaktionær offensiv må vi svare tilbage med en fælles modkamp for at styrke og øge arbejderne og bøndernes moral og bringe demoralisering og splittelse ind i vores fjendes lejr.

Faktisk har de første splittelser i borgerskabets lejr allerede vist sig. Mange ledere af MNR, NFR og MIR har lagt afstand til Mesa, og kritiseret appellen om at demonstrere imod blokaderne, af frygt for at dette yderligere kunne øge polariseringen i samfundet og radikalisere massebevægelsen.

I går rapporterede medierne at Mesa regeringen ville gå tilbage til at aflyse kontrakten med Aguas de Illimani, og opnå en aftale med firmaet, så det ikke ville fremsætte en klage for kontraktbrud, og at ledelsen af vandselskabet ville blive overgivet til et konsortium bestående af regeringsrepræsentanter og repræsentanter for El Altos lokalkomite (La Razón, 10 marts).

Mesa selv var nødt til at indkalde et møde med Morales og Solares i går eftermiddags for at prøve at nå en aftale, der kunne stoppe de sociale protester. Men efter fire timer var der ikke nået nogen aftale.

Mesa havde tydelig forregnet sig. Han troede naivt, at det ville være nemt at narre flertallet af befolkningen, ved at afskrive arbejdernes og bøndernes organisationer som fanatikere og "radikale", drømmende at hundreder af tusinder ville samle sig og give ham støtte i går (10. Marts). Han var ikke bare ude af stand til at mobilisere bare en tiendedel af det antal, men han skubbede samtidig de kæmpende organisationer ind i endnu større enhed og beslutsomhed.

Den største støtte til Mesa kom udefra, det ikke kunne være anderledes. Kirchner og Lula opførte sig som imperialismens skødehunde ved at tilbyde ubetinget støtte til Mesa.

På den måde blev det pantomime han havde organiseret fuldstændigt ubrugeligt. Den sociale base for reaktionen, især i Altiplano [High Plateau] viste sig at være ekstremt svag.

Problemet er, at Mesa ikke kan give nogle alvorlige indrømmelser på spørgsmålet om hydrocarboner, ikke bare fordi det ville irritere virksomhederne, men fordi arbejderne og bøndernes ikke er parate til at acceptere noget mindre end nationalisering af de ressourcer, der tilhører folket. Morales og Solares, lederne af respektivt MAS og COB, kan ikke være tilfredse med at tilbyde nogle små krummer til deres almindelige medlemmer. Derfor er en øgning af konflikten uundgåelig.

Der mangler et revolutionært perspektiv på at tage magten
Efter halvandet år finder vi os selv i samme situation som 17. oktober 2003. På dette tidspunkt var Mesa regeringen ude af stand til at tilfredsstille nogle af de bolivianske arbejdere og bønders krav, som vi forklarede i El Militante fra starten.

Mesa var Goñi Sánchez de Lozadas betroede løjtnant som et medlem af hans regering og vicepræsident for republikken. Dette var to positioner han meget snedigt forlod en uge før massebevægelsen der væltede Goñi i oktober 2003.

Men uden en ægte revolutionær strategi og perspektivet om en socialistisk revolution, overgav lederne af MAS og COB magten til Mesa - magten som de bolivianske arbejdere og bønder havde indenfor deres rækkevidde (se også LINK). Ikke bare det, men de appellerede til arbejderne, bønderne og store dele af middelklassen, som sympatiserede med revolutionen, om at stole på Mesa og give ham en våbenhvile på 90 dage. Senere forlængede lederne af MAS våbenhvilen til et år, så han kunne gennemføre "oktober dagsordenen", hvor hovedkravet var en nationalisering af hydrocarboner.

Som det nu er blevet bevist, var dette en alvorlig fejl. Mesa vil aldrig opfylde folkets krav. Kun en arbejder og bonde regering, der begynder ekspropriationen af de multinationale og oligarkiet, vil kunne gøre dette.

Eftersom sidste års kamp ikke førte til nogle afgørende resultater, trods utallige vejblokader, mobiliseringer og strejker (mange af dem isolerede og ikke koordinerede), gav dette den herskende klasse et pusterum til at samle vigtige dele af middelklassen omkring sig. Middelklassen svinger nu i retning af "orden" og "en stærk hånd", trætte af så mange opstande, strejker og mobiliseringer, som vi har set i de sidste få dage og i massemobiliseringerne i Santa Cruz og Tarija for "autonomi".

Faren kan være, at hvis denne "ubestemte" situation varer for længe, kan træthed og skepsis sætte ind blandt arbejderne og bønderne, især hvis de ser, at deres kamp ikke fører nogen vegne og krisen fortsætter med at ramme dem, og derved svækker kampen. Hvis det øjeblik blev nået, ville reaktionen, ved at basere sig på den mere eller mindre aktive støtte fra dele af middelklassen, ikke tøve med at gennemføre et afgørende stød mod massebevægelsen gennem et militærkup. Massebevægelsen kunne blive fanget med paraderne nede.

Heldigvis er vi stadig langt fra en sådan situation. Massebevægelsen har vist sin ubrydelige livskraft. Da de stod overfor det første seriøse forsøg fra reaktionen på at løfte sit grimme ansigt siden Goñis fald, har folkets respons været virkelig inspirerende. Hvis Mesa ikke tør bruge blodig undertrykkelse mod vejblokaderne og mobiliseringerne, er det ikke pga. hans humanisme, men fordi han er pinefuldt klar over, at en blodig undertrykkelse af bevægelsen bare vil radikalisere kampen og provokere en ny masseopstand, som i oktober 2003.

Vi er nu ved et kritisk punkt, som lige før den revolutionære omstyrtelse af Goñi. Millioner af arbejdere og bønder diskuterer hvilken vej de skal tage på møder på offentlige pladser, på arbejdspladser og i fabrikkerne, og i markernes nøgne dale. Flertallet ser til deres ledere efter en retning. Det er derfor, det er essentielt af uddrage alle de rigtige lærer fra erfaringerne fra de sidste 15 måneder.

Reform eller Revolution
Den bolivianske revolutions største svaghed er manglen på en modig ledelse, der udstyret med den rigtige taktik, program og krav, ville være i stand til at koncentrere massernes revolutionære energi på overtagelsen af magten.

Mens arbejderne og bønderne higer efter enhed, som demonstreret i alle deres mobiliseringer, er lederne af organisationerne domineret af spredte og tøvende ideer og mangel på klare mål.

Bevægelsen er generelt delt mellem en reformistisk fløj, repræsenteret af lederne for MAS og en mere venstreorienteret del, repræsenteret ved den nuværende ledelse i COB der, i det mindste i ord, taler om behovet for at skabe en revolutionær arbejder-bonde regering.

Hele MAS' politik og især Evo Morales' er blevet stillet med ryggen mod virkelighedens mur. De er blevet brugt af Mesa til at give hans politik et "venstreorienteret" udseende, hvilket har ført til forvirring og desorientering blandt MAS' ærlige kadrere og store dele af dets almindelige medlemmer. I sidste ende vil det føre til en krise indeni i MAS, hvor en højrefløj har udkrystalliseret sig indenfor parlamentsgruppen, der bevæger sig tættere og tættere på Mesa. Nu har Morales, under pres fra neden, tilsluttet sig COB og andre bonde og folkelige organisationer ved at gå aktivt i opposition til Mesa. For dette har han modtaget kritik fra højrefløjen af hans eget parti, som ikke har nogen indflydelse blandt de almindelige medlemmer.

Men Morales har endnu ikke fremsat et alternativ, der går ud over kapitalismens grænser. Selv på spørgsmålet om hydrocarboner, taler Morales ikke om behovet for at ophæve kontrakterne med de multinationale, men taler om at bede dem om at betale 50% af deres profitter. Dette er et skridt fremad sammenlignet med de 18%, som Mesa kræver, men rejser ikke det afgørende spørgsmål om ejerskabet over disse ressourcer, der ville forblive på udenlandske firmaers hænder.

På den anden side har lederne af COB fordømt Mesa i lang tid, og har sat gang i de vigtigste mobiliseringer imod hans politik. Solares (hovedlederen af COB) taler endda om at tage magten og indsætte en arbejder- og bonderegering.

Dette er fuldstændig korrekt og hvad der er brug for. Men Solares burde omsætte sine ord til handling. COB bruger mobiliseringerne til at lægge pres på Mesa og tvinge ham til at ændre sin politik. Men dette er ikke i sig selv nok. Erfaringerne har vist at kampen for nationalisering af hydrocarboner og kampen for at løfte flertallet af befolkningen ud af elendighed og fattigdom ikke kan forenes med at oligarkiet og de multinationale styrer samfundet, og dikterer Mesa's politik.

Fare for undertrykkelse

Mobiliseringerne må bruges til at involvere det størst mulige antal arbejdere, kombineret med kampen for delkrav - bedre lønninger, jobs, mod prisstigninger, højere skatter for de rige osv - med de mere generelle krav for nationaliseringen af hydrocarboner, for landreform, for nationaliseringen af bankerne og landets hovedproduktive sektorer. Arbejdernes bevidsthed må hæves ved klart at forklare at kun ved at dem fra neden tager magten, kan de problemer, vi står overfor, blive løst. På samme tid bør kampkomiteer og folkelige forsamlinger opsættes i enhver by, lokalområde, arbejdsplads og bondesamfund, der ville blive en vej til bevidst deltagelse i kampen. Sammen med disse burde der blive opstartet selvforsvars komiteer til at forsvare vores lokalsamfund og imod reaktionære bander og politiet.

En ægte revolutionær strategi for at tage magten burde basere sig på disse lokale komiteer og forsamlinger, så de bliver omdannet fra at være kamporganisationer til at være organer for arbejdermagt i Bolivia.
Afhængig af udbredelsen, situationens modenhed og den politiske bevidsthed nået gennem massernes kamp, må der, når dette punkt er nået, indkaldes en folkeforsamling, bestående af repræsentanter valgt i disse almindelige organer, som virkelige repræsentanter for de fattige i Bolivia, og denne Folkeforsamling tager magten i landet, som det skulle være sket I oktober 2003.

Den grundlovgivende forsamlings fælde
Kravet om en grundlovgivende forsamling er blevet et af de vigtigste krav i den bolivianske revolutionære proces. Det mest overraskende er, at dette krav forsvares af alle grupper og politiske tendenser i Bolivia næsten uden undtagelse: fra højre til venstre, fra arbejdsgiverne og imperialisternes partier til arbejder og bondeorganisationerne. Hvordan kan det være? Sandheden er, at dette krav blev kunstigt introduceret i den revolutionære bevægelse udefra. Det blev ikke født ud af at behov fra bevægelsen selv. Konkret spillede kravet om en grundlovgivende forsamling overhovedet ingen rolle i mobiliseringen af masserne til kamp, det stimulerede heller ikke den væbnede opstand, der væltede Goñi. Dette er et faktum, der ikke kræver nogen diskussion. Derudover er dette krav så uskadeligt for den herskende klasse i Bolivia og imperialisterne, at selv Mesa har appelleret til at et grundlovgivende forsamling indkaldes i år.

Eftersom at lederne for arbejderne, bønderne og venstrefløjens konstant insisterer på dette krav, som en slags trylleformular der kan løse alle massernes problemer, har de desværre uundgåeligt givet det troværdighed, og det er i øjeblikket en del af deres kampbanner.

Historisk ville indkaldelsen af en grundlovgivende forsamling være berettiget for at opnå demokratiske rettigheder for befolkningen; ytringsfrihed, retten til at demonstrere, organiseres osv. Alle disse rettigheder eksisterer allerede i Bolivia. Hvilken rolle kan agitationen for en grundlovgivende forsamling spille i denne situation? Det tjener kun til at desorientere og forvirre masserne væk fra deres virkelige revolutionære mål. Hvad dette krav gør, er at afspore bevægelsen mod en parlamentarisk løsning på noget, der kun kan løses ad revolutionær vej med revolutionære løsninger fra masserne i gaderne. Som om en ny grundlov (den eneste grund til at indkalde en sådan forsamling) kunne løse de sociale problemer uden forinden at have eksproprieret jorden, monopolerne og bankerne, som er i oligarkiets, det nationale borgerskabs og de multinationales hænder. For at kunne gøre dette står vi igen overfor behovet for at arbejderklassen og de fattige bønder tager magten.

Mesa ville uden tvivl bruge indkaldelse af en grundlovgivende forsamling for at narre masserne endnu engang, som han gjorde med afstemningen om gas for nogle måneder siden. Når først den sociale situation truer med at koge over, vil de bede masserne om at stoppe og vente et par måneder på indkaldelsen af en sådan forsamling. Som det sker i øjeblikket med hydrocarbon loven, hvor oligarkiet og Mesa har brugt mere end et år på parlamentariske procedurer, og forsinke den endelige godkendelse af love. I mellemtiden fortsætter de multinationale med at udnytte ressourcerne og tjene profitter, mens der ikke ser ud til at være nogen ende i sigte på de parlamentariske diskussioner. Med den grundlovgivende forsamling vil vi se en lignende situation. Enhver ny paragraf i loven vil det tage uger eller måneder at få gennemført, og imens vil masserne blive bedt om at være tålmodige, indtil alle paragraffer er vedtaget. I mellemtiden vil alle de gamle love fortsat gælde. Hvad den herskende klasse forsøger, er at vinde noget tid, udmatte masserne med endeløse parlamentariske tricks og vente på en bedre mulighed til at give et afgørende stød.

Men situationen i Bolivia er faktisk ekstremt favorabel til at forklare masserne den borgerlige parlamentarismes grænser, dets falskhed og tricks. Hvorfor så insistere på parlamentariske alternativer som en grundlovgivende forsamling? Den nuværende "støtte" til Mesa i parlamentet er et godt billede på den "repræsentative natur" og de arbejdende organer i det borgerlige demokrati. De partier, der i dag dominerer Kongressen, er de samme partier, der dannede den såkaldte Mega-koalition til støtte for Goñi, og som blev væltet af oktoberopstanden. De mangler den sociale base af støtte og prestige og forbliver kun ved magten på grund af automatikken i det borgerlige samfund. Det er en samling af kontrarevolutionære kujoner, og indtil videre har de ikke styrken til at forsøge at disciplinere masserne. De er ikke andet end imperialismens lakajer. Disse folk kan ikke forblive i spidsen for samfundet. De må væltes.

Vi går ind for det bredeste demokrati. Men vi forklarer, at det mest demokratiske regime, der kan blive er baseret på et demokrati fra neden gennem forsamlinger og komiteer, der vælger deres repræsentanter til en national Folkeforsamling. Dette vil garantere fælles ejerskab over landets ressourcer under arbejderne og bøndernes demokratiske kontrol. Det betyder et regime med ægte arbejderdemokrati, ægte socialistisk demokrati, hvori alle arbejder og bonde repræsentanter eller funktionærer kan trækkes tilbage på ethvert tidspunkt af dem, der har valgt dem, og hvis løn ikke vil være højere end en faglært arbejders. Dette ville være et samfund, hvor opgaverne med at styre og administrere samfundet ville blive varetaget på skift af befolkningen som et hele, for at forhindre karrieremageri og bureaukratisme, og hvor der ikke ville være nogen stående hær adskilt fra folket, men hvor folket i stedet er bevæbnet gennem arbejder og bonde militser.

Mange bolivianske arbejdere og bønder identificerer sikkert intuitivt den grundlovgivende forsamling med ideen om arbejderkontrol. Men de to forsamlinger er fuldstændig forskellige. Lad os være ærlige, sandheden er at nogle ledere, trods deres ærlighed og opofrende engagement i kampen, holder fast i disse slogans for at skjule deres mangel på tillid til arbejderne og bøndernes revolutionære formåen, og deres mangel på et klart program og strategi for den socialistiske revolutions sejr. Dette krav giver dem mulighed for at bruge revolutionært sprog om behovet for arbejdermagt, mens det på samme tid giver dem muligheden for at komme udenom at give nogen forklaring på, hvordan sådan en magt i praksis kan blive organiseret og kæmpet for. Af denne grund, uanset deres oprigtighed og engagement i sagen, fører deres handlinger dem til at spille hasard med revolutionen, og vil ikke føre til en revolutionær sejr.

Det haster derfor med at de ledende revolutionære kadrere i Bolivia ærligt revurderer situationen og foretager en vending i retning af de korrekte slogans, taktik og strategi, som kan gøre arbejdermagtens sejr mulig i Bolivia.

En arbejder og bonderevolution er det eneste alternativ og den eneste måde man kan sætte en stopper for sult, arbejdsløshed og lave lønninger, at stoppe undertrykkelsen af det indianske folk, og at komme på tværs af oligarkiet og imperialismens reaktionære planer. Et revolutionært socialistisk Bolivia ville have en enorm betydning i hele regionen, og accelerere den proces der er under forberedelse i Peru, Ecuador og i hele Latinamerika. Den amerikanske imperialisme ville blive paralyseret og ude af stand til at intervenere, fordi det ville stå overfor opstande overalt og en massebevægelse indenfor dets egne grænser. Den eneste ting, der mangler, er en modig ledelse bevæbnet med den korrekte politik og program.

Aníbal Montoya (El Militante Argentina)

Relaterede links