Bolivia - Masseopstand vælter præsidenten

“Dette er de fattige, arbejdernes og bøndernes sejr”. Sådan fejrede Roberto de la Cruz, lederen af El Alto regionale fagforening, afgangen af den hadede ”folkedræber præsident” Sanchez de Lozada om eftermiddagen fredag d. 17. oktober.

Massedemonstration fredag d. 17 I La Paz
Endelig lykkedes det masseopstanden, der har rystet Bolivia I næsten en måned, at vælte gringo Goni som han er kendt. Stående overfor med en massemobilisering, der voksede sig stærkere trods den brutale undertrykkelse, der var skyld i mere end 80 døde, tilbagetrak den amerikanske ambassade støtten fra deres marionetdukke. Ambassadør David Greenlee havde et møde med den tidligere vicepræsident Carlos Mesa tirsdag aften for at blive enige om ”en konstitutionel vej ud af krisen”, hvilket er en ny facade for at prøve at forhindre hele bygningen i at kollapse.
Masserne, som var samlet I gaderne I hovedstaden og landets andre storbyer, som var paralyseret af en ubegrænset generalstrejke, indkaldt af den bolivianske fagforening COB siden 29 september, fejrede med glæde og vrede den hadede præsidents flugt. Endnu engang har en hadet borgerlig præsident måtte flygte med helikopter for at undgå arbejdernes og bøndernes vrede. Sanchez de Lozada er kommet på en voksende liste af Latinamerikanske præsidenter der er faldet som et resultat af arbejdere og bønders massemobiliseringer mod kapitalistisk nedskæringspolitik og spareprogrammer.

Magten kunne være blevet taget
Sanchez de Lozadas afgang kom I sidste øjeblik. Det er ikke klart hvad der ville være sket hvis han havde udskudt det bare at par timer længere. Siden onsdag blev det stadig mere tydeligt at alle forhold var modne til at arbejderne og bønderne kunne tage magten. Kun bevægelsens lederes mangel på dristighed gav den herskende klasse en smal margen til at organisere en erstatning.
Generalstrejken voksede og spredte sig ud over landet, de første elementer af dobbeltmagt var opstået, masserne var parate til at gå lige til enden, splittelse indenfor hærens og politiets rækker voksede, middelklassen sluttede sig til protesterne og arbejderne var begyndt at organisere selvforsvars komiteer.
Fx instruerede Føderationen af nabokvarterers Junta (FEJUVE) I El Alto, organisationen der repræsenterer arbejdernes og folkets demokratiske magt I denne by med 1 million indbyggere, dets medlemmer til at opbygge “bevæbnede selvforsvars brigader” torsdag. Resolutionen fra den politiske komite i FEJUVEs instruerede lederne af 562 nabokvarter Juntaer at opbygge selvforsvarsbrigader for at gå imod det konstante chikaneri og drab som de har lidt under fra regeringens styrker. ”Brigaderne vil bestå af frivillige og de vil lave Molotov cocktails og eksplosive bomber”.

På den anden side havde ankomsten af tusinder af minearbejdere fra Huanani, bevæbnet med stave og dynamit fremskyndet den herskende klasse og den amerikanske ambassades manøvrer. Minearbejderne var blevet stoppet af hæren ved Patacamaya torsdag I sammenstød der resulterede I at tre minearbejdere blev dræbt. Men Fredag tog minearbejderne, fagforeningsaktivisterne og bønderne, der var blokeret ved Patacamaya en fast beslutning: ”Døde eller levende vil vi fortsætte, vi går til La Paz for at smide gringoen ud”. Mange nåede La Paz ved at gå over bjergene, og til sidst blev hoveddelen af kolonnen, udgjort af 158 lastbiler, tilladt igennem af hæren.
Da San Francisco pladsen allerede var fyldt med rygter om præsidentens tilbagetrækning, ankom minearbejderne og antændte dynamitstænger. En øjenvidnerapport: ”Næsten samtidig med at minearbejderne marcherede ind i La Paz, var byen El Alto næsten tom. Tusinder af folk havde marcheret ind i hovedstaden via motorvejen. Byen var tom, med ødelagte broer, togvogne der lå over motorvejen som barrikader og med sten langs hele vejen.
“Nede I La Paz var pladsen fyldt. Mobiliseringen var mindst lige så stor som de foregående dage og vi ankom på det tidspunkt da rygtet blev annonceret, at Goni var ved at træde tilbage. Som hvis en bombe var gået af strømmede menneskemassen af sted mod Plaza Murillo, (hvor præsidentpaladset var beskyttet af hundreder af politimænd og soldater). Den første politiafspærring smeltede væk og politimændene endte med at give hånd til folk. Men bag dem ville tanks’ene ikke flytte sig, og folket, der var ubevæbnet, kunne ikke komme igennem.
“(…) og så, ankom minearbejderne, der også krydsede igennem El Alto. Dette var ansigter der kom fra dybt nede I minerne, med hjelme, dynamitstænger, organiseret I bataljoner, og medbringende deres cocablade og tæpper. ”Goni, idiot, minearbejderne er ankommet”, lyden af eksploderende dynamit kunne høres før man kunne se minearbejderne. Masserne gav dem klapsalver, sang med dem, omfavnede dem og gav dem noget at drikke.
“Det må have været klokken fire om eftermiddagen, og det var nærmest en triumfmarch. ”Vi gjorde det!” og ”rifler og kugler vil ikke stoppe folket”. Dynamitstængerne blev nu ikke brugt til forsvar men til at fejre at præsidenten var ved at flygte”.
Ingen tillid til Carlos Mesa og hans regering
Men fejringen kan ikke skjule det faktum at bevægelsen er klar over at målene med kampen endnu ikke er blevet opfyldt: annuleringen af salget af gas og olie, landbrugsreformen, respekt for indianernes rettigheder, en ende på chikaneriet af coca-bønderne osv.
COB har besluttet ikke at vise nogen tillid til Carlos Mesas regering og har indvilliget I at opretholde den ubegrænsede generalstrejke indtil den nye regering kommer med en klar forpligtelse “til ikke at eksportere gas, hverken gennem Chile eller Peru, og til at tilbagetrække gas- og olieloven.” Et nationalt udvidet COB mød, overvåget af titusinder af demonstranter udenfor, enedes om at præsentere et program med basale krav som den nye præsident skal opfylde. Dette er hvorledes bolpress.com rapporterede det:
”Fagforeningen besluttede ikke at støtte den nye regering fordi den anser Gonzalo Sánchez de Lozadas afsked for bare at være en ændring af person og ikke en ændring i den økonomiske model. Samtidig foretrækker den at opretholde sin ”klasseuafhængighed”, hvilket betyder, ikke ”at lave aftaler med en regering, der ikke repræsenterer arbejderklassen”.
COB programmet med krav indeholder følgende punkter: “en undersøgelse I kongressen af alle kontrakter angående privatiseringer og delvise privatiseringer af olie, miner og statsejede firmaer”, “afskaffelsen af landloven og uddeling af land til bønderne. Respekt for indianernes rettigheder over landet”, ”tilbagekaldelse af alle love mod arbejdernes rettigheder”, ”en øjeblikkelig tilbagetrækning af retten til af ansætte og fyre”, ”bedring i den nationale industri, afvisning af frihandel som det er etableret i den amerikanske frihandelsaftale (Free Trade of the Americas Agreement)”. Sidst kræver det også ”retsforfølgelse af de ansvarlige for folkedrab på den bolivianske befolkning”.
Udtalelsen fra COBs udvidede nationale møde slutter med en trussel om at: “ligegyldig hvilken regering der end måtte være, må den imødekomme folkets krav. Hvis det ikke sker, vil gaderne og vejene i vores land endnu engang blive barrikaderet”. Fagforeningen indkaldte endnu et massemøde lørdag d. 18 for at beslutte hvilke skridt der skulle tages.
Den nye regering er derfor kommet til utrolig svækket. Den nye præsident måtte spørge arbejdernes ledere for parlamentsmedlemmerne om lov til at gå til møde i kongressen. Dette slår endnu engang fast hvad vi har sagt før: magten lå i gaderne, i hænderne på de mobiliserede arbejdere og bønder, og hvis situationen ikke gik længere var det fordi deres egne ledere ikke tog det sidste skridt.
Mesas regering har givet alle mulige slags løfter. Den kan ikke gøre andet hvis den vil købe noget tid til at etablere en eller anden form for social basis. I øjeblikket har den kun den usikre støtte fra hæren, den amerikanske ambassade og en håndfuld kapitalister og landejere. Derfor har den nye regering lovet at sætte salget af gas til folkeafstemning, ligesom økonomisk støtte til byen El Alto (det mest radikale center for protesterne), og har indkaldt en konstituerende forsamling eller hurtige valg.

Arbejder og bondeorganisationerne bør ikke give nogen støtte eller rum til manøvrer til denne nye regering. Mesa var når alt kommer til alt Sanchez Lozadas præsident for bare en uge siden, og er derfor også ansvarlig for hans politik med privatiseringer og angreb på arbejdere og bønder. Det samme kan siges om alle de tidligere partier i regeringskoalitionen, der kun forlod ”folkedræber præsidenten” for at redde deres eget skind.
Men ledere som Evo Morales, som torsdag aften foreslog, som en løsning dannelsen af en provisorisk regering ledet af Mesa, det vil sige det samme forslag som den amerikanske ambassades, blev fremsat for at redde kapitalismen I Bolivia. Evo Morales selv, som hovedlederen af MAS, har allerede sagt om den nye regering: ”vi vil give Carlos Mesa pusterum, en våbenhvile, så han kan få organiseret og opfylde hans løfter til landet”.
Den herskende klasses taktik vil være at forsøge at købe tid, forsinke indkaldelsen af en afstemning og en mulig konstituerende forsamling, og på samme tid intensivere appellerne til folket om at forblive rolige, for national enhed, for at ”genopbygge landet sammen”, med målet om at demobilisere masserne, og så, når situationen bliver mere favorabel, gå i offensiven igen. Desværre kan de i denne opgave regne med samarbejde fra nogle af masselederne som Evo Morales, der tror at landet kan blive fundamentalt ændret med forfatningsmæssige midler.
Men Bolivia har allerede oplevet 21 år med demokrati under kapitalisme, med alle mulige slags regeringer, og resultatet er tydeligt: 70% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og 30% er ekstremt fattige, landets naturlige ressourcer og rigdom er blevet solgt til bedste bud. Dette er den eneste fremtid kapitalismen kan tilbyde arbejder og bonde masserne i Bolivia, og det er præcis disse ubærlige forhold de har rejst sig imod.
Ingen ændringer I den politiske magtstruktur vil løse massernes mest presserende behov. Kun den demokratiske kontrol over økonomien i hænderne på bønderne og arbejderne kan tilbyde en vej ud. Gennationaliseringen af gas, ekspropriering uden kompensation af mineejerne (begyndende med dem som er ejet af Lozada selv), en grundig landbrugsreform, der ender godsejerdømmet, det er denne slags midler, der kan give de mange, ressourcerne til at begynde at forbedre deres leveforhold. Kampen må være en kamp for socialisme, for et ægte arbejder og bondedemokrati. Instinktivt har fabriksarbejderne, minearbejderne, cocabønderne, folket i El Alto, arbejderklassen i Bolivia som et hele, i disse herlige revolutionære dage, bevæget sig i den retning.
Det er muligt at den revolutionære bevægelse midlertidigt vil ebbe ud pga. manglen på en ægte revolutionær ledelse bevæbnet med et klart program for arbejdernes og bøndernes overtagelse af magten, stående overfor den herskende klasses parlamentariske manøvrer. Men masserne er ubesejrede, de føler sig stærke, i disse dage er de blevet klar over deres egen magt, og det vil blive svært for regeringen at genoprette borgerlig legitimitet.
COB udtalelsen gjorde dette punkt klart: “140 liv er blevet tabt på gaderne, de har givet deres blod for landet, vist at med vores styrke er vi I stand til at vælte diktatur, selv når de iklæder sig demokratiets kåbe. Regeringer, selv de mest onde og blodtørstige, kan væltes med folkets målrettede stræben. Nu ved vi at med vores organisation og vores kamp kan vi og må vi besejre neoliberalismen”.

Endnu engang er hovedopgaven opbyggelsen af en ægte marxistisk ledelse, der kan garantere sejr.

Jorge Martín      

1. Bolivia – På randen til Revolution
2. Solidaritet med den Bolivianske Revolution!