Belgien: Arbejdsgivernes milits bider i græsset

Danish translation of Belgium: Bosses’ militia bites the dust (05 March 2012).

Sent om aftenen søndag d. 26. februar blev tyve sortklædte muskelmænd – såkaldte sikkerhedsvagter fra et ukendt firma – eskorteret ud af Meister Benelux fabrikken af politiet. De var kommet fra Tyskland i varevogne og lastbiler tidligere på dagen. Bevæbnet med baseballbat, gummi-køller, tåregas spray og skudsikre veste gik de ind i virksomheden. Formålet var at få organiseret leveringen af bildele til den tyske bilindustri.

Arbejdsgivernes milits brugte hårdhændede metoder mod fire arbejdere, der var ansvarlige for vedligeholdelsen af maskinerne. De blev beordret til ikke at bevæge sig, men det lykkedes for en af arbejderne at slippe væk og ringe til politiet. Under aktionen blev to arbejdere såret af milits mænd. Fagforeningen blev også informeret og hurtigt kom der aktivister fra andre fabrikker for at styrke blokaden af portene.

Tidligere på ugen havde ledelsen truet med at flytte dele af produktionen til Tjekkiet. Som første reaktion låste arbejderne og deres fagforening ledelsen inde, indtil de ville ændre deres beslutning. Derefter besluttede de sig for at blokere tre lastbiler med bildele, der snart skulle leveres.

Det blev hurtigt klart, at ledelsen, konfronteret med arbejdernes beslutsomme reaktion, havde tyet til brugen af en privat milits for at bryde fagforeningens aktion. Den socialistiske metalarbejderfagforening fordømte disse ”metoder med en fascistisk lugt”. For mange arbejdere var dette et virkeligt chok. Andre henviste til de metoder der blev brugt i trediverne til at knuse venstrefløjen. I et land, der bryster sig af en såkaldt konsensustradition, sociale kontrakter og forhandlinger virkede sådanne metoder umulige i dag.

Denne model ‘à la Belge’ er højt besunget internationalt og bliver af den Internationale Arbejder Organisation (ILO) refereret til som en model til efterfølgelse og er endda blevet eksporteret til lande som Marokko, hvor sociale rådgivere fornyeligt er blevet trænet af den belgiske regering. Den er så indgroet i traditionen, at folk tror, at det er en del af den belgiske nationale karakter.

Mange fagforeningsaktivisters psyke er blevet skabt af koncepter på grundlag af de såkaldte “gyldne 60’ere og 70’ere”, en periode med et hidtil uset opsving. Realiteten er, at mens den materielle basis for denne sociale model, dvs. en periode med stor økonomisk vækst, hurtigt fordamper, vender arbejdsgiverne tilbage til gamle metoder som blackmail, fait accompli beslutninger på alle niveauer af den sociale forhandlings pyramide og en unilateral krig mod sociale rettigheder og fagforeningerne.

Nogle af arbejdsgiverne går længere og er klar til at bruge illegale og voldelige tvangsmetoder mod deres arbejdere. De er en minoritet, eller det var de indtil for nyligt. I en TV meningsmåling svarede 89 procent af de adspurgte, at de var enige med udsagnet at: ”sociale konflikter vil blive mere voldelige” (RTL, Controverse, 5. marts, 2012). En erfaren social forligsmand, der arbejder for arbejdsministeriet, Jean Marie Fafchamps, bekræfter, at ”industrielle konflikter er blevet mere anspændte og aggressive”.

Arbejdsgiverne er faktisk mere i harmoni med denne epokes natur, med intensiveret klassekamp, end de fagforeningsledere der desperat prøver, at klamre sig til den forgangne periodes metoder. Den regionale leder af den socialistiske fagforening FGTB, Thierry Bodson, hævder, at: “der i et ekstremt højt antal af lukninger og omstruktureringer af firmaer (dvs. massefyringer) ikke er en enkel strejkedag eller ingen gang nogen hændelser noteret”

På arbejdspladsniveau begynder fagforeningens almindelige aktivister mere og mere at indse tomheden i denne tilgang med ”ikke konflikt”. Den nye situation tvinger dem tilbage til gamle tiders klassekamps metoder. Og arbejdsgiverne er fuldt ud klar over den nye situation. I et åbent brev fordømmer arbejdsgivernes organisation i Vallonien, den fransktalende del af Belgien, hvad de opfatter som ”fagforeningsterrorisme” og de mange faglige konflikter ”der starter uden den mindste respekt for de etablerede procedurer”.

Arbejderne reagerede rigtigt godt og fortsatte meget modigt blokaden af fabrikken. Ved at fastholde presset har de formået at vende situationen til deres fordel. Arbejdsgivernes milits var nu lukket inde på fabrikken. De kunne ikke gå uden fagforeningernes godkendelse. Nu var det dem, der tilkaldte politiets hjælp, de blev tomhændet eskorteret ud af fabrikken. De efterlod vognlæs med materialer inde i fabrikken – en klar sejr for arbejderne.

Men til fagforeningernes forbløffelse arresterede politiet ikke bøllerne, ej heller bedte de dem om deres ID dokumenter! Selv den socialistiske regionale minister for økonomiske anliggender fordømte dette i medierne følgende dag. Spørgsmålet har fremprovokeret en skarp debat i det federale parlament, hvor det blev rejst. Det er tydeligt, at politiet og retssystemet nægtede at bruge deres egne love mod private militser, der var blevet stemt igennem i 1990. Forargelsen voksede, da man indså at arbejdsgivernes bøller havde åbnet alle arbejdernes skabe og gennemsøgt dem.

Statsapparatet kan ikke stoles på til at handle til støtte for arbejderne i faglige kampe. For femogtredve år siden forsøgte ledelsen hos værftet Boel Temse også at bruge et vagtværnfirma mod fagforeningerne. Dette firma; Inter-Garde lavede filer over aktivister og intimiderede arbejdere på arbejdspladsen. Skibsbyggerne gav vagtværnet øgenavnet Intergangsters. Gennem masseaktion formåede fagforeningen at begrænse deres rolle til kun at bevogte bygninger. Arbejderne frygtede dengang med rette semi-militariseringen af firmaet, især ved faglig konflikt. Nu som da har det været en hurtig og spontan reaktion fra arbejderne, der tvang arbejdsgiveren og hans milits til at bakke ned. Arbejdere kan kun stole på deres egen styrke.

Ikke desto mindre er der behov for mere. Fagforeningerne advarer alle arbejdsgiverne, at hvis disse metoder gentages, vil de mobilisere arbejdere fra hele industrien og fra hele landet til en stor og beslutsom blokade. Hvis arbejdsgiverne fortsætter med at bruge private militser, må vi organisere et svar til dem, præcis som arbejderne gjorde i 1930’erne. Dengang organiserede den belgiske arbejderbevægelse USAF (Union Socialiste Antifasciste) og arbejdernes forsvarsliga (en arbejder milits) for fysisk at beskytte fagforeningerne og arbejderpartiets aktiviteter mod fascistiske angreb. Vi er endnu ikke kommet til det punkt. Men vi bør forberede os på den kommende stormfulde periode. Mere generelt begynder et lag af arbejdere at indse, at tiderne virkeligt forandrer sig. Åben klassekamp er nu det vigtigste element i de sociale relationer, ikke konsultation eller forhandlinger.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)