Bekæmper Maos ‘Bekæmp liberalismen’ rent faktisk liberalisme?

Marxister anerkender de enorme fremskrift der blev opnået gennem den kinesiske revolution i 1949. Efter det kinesisk-sovjetiske brud fandt mange af Mao Zedongs slogans − ikke overraskende − et ekko på tværs af verden som et alternativ til det bureaukratiserede Sovjet. Men der er væsentlige politiske forskelle mellem de ægte marxistiske idéer og maoismen, som er vigtige at få afklaret.

[Source]

En af Maos mest velkendte artikler er ‘Bekæmp liberalismen’, der blev udgivet i 1942 som et angreb på hans rivaler inde i det Kinesiske Kommunistparti. I artiklen oplister han 11 typer adfærd, der anses som værende skadelige for den revolutionære bevægelse, herunder uærlighed, mangel på selvdisciplin, ligegyldighed overfor forkerte idéer/adfærd, at undlade at pointere andres forkerte attitude etc.

[I denne artikel bruges ordet ”Liberal” i sin amerikanske kontekst; altså en småborgerlig ideologi på venstrefløjen a la kulturradikale som Alternativet i Danmark. Det henviser ikke til borgerligt-liberale, som dem man finder i f.eks. Venstre.]

For mange nye socialister – som væmmes ved de liberales hovmod, hykleri og selvmodsigelser, eller er utilfredse med den løse organisatoriske tilgang og mangel på disciplin, som hersker i de grupper, de tilhører – lyder Maos ord som en guide til handling for seriøse revolutionære.

“Hvordan er man Bolsjevik?”

På overfladen virker de holdninger, der bliver præsenteret i ‘Bekæmp liberalismen’, overordnet set korrekte. Hvem ville gå ind for en løs og tilfældig arbejdsetik eller uærlig opførsel i en seriøs revolutionær organisation? Men i virkeligheden tilslører Maos artikel i voldsom grad liberalismens klasseperspektiv og politiske indhold. Derudover er de metoder, som Mao fremfører, baseret på bureaukratisk centralisme fremfor den ægte bolsjevismes demokratiske centralisme.

Det, der gør Maos artikel attraktiv for nye socialister, er forestillingen om, at den ved at give en præcis liste over de dårlige vaner, som de småborgerlige socialister – der i virkeligheden er liberale – udviser, kan hjælpe os med at fastholde en højere standard, når vi udfører revolutionært arbejde. Problemet er dog, at man ikke bliver trænet som bolsjevik blot ved at overholde et adfærdskodeks. Udgangspunktet for ægte bolsjevisme er et solidt teoretisk fundament i marxismen.

Med udgangspunkt i det skal man ikke bare anerkende, men også handle på behovet for at bygge den revolutionære subjektive faktor. Desuden bør man til enhver tid evaluere, om de valg, vi træffer, bidrager til at øge arbejderklassens bevidsthed, selvtillid og sammenhold. Det er ikke noget, som kan opnås ved at gennemtvinge et adfærdskodeks eller ved udenadslære. Kun gennem dedikeret studie af teorien, demokratisk debat og aktiv deltagelse i arbejderklassens kamp kan vi skabe en proletarisk ledelse.

Videnskabelige socialister begynder altid deres analyser med en grundig definition af begreber. Uden dette kan vi ikke deltage i en informeret og afklarende debat. Marxismen forklarer, at liberalismen er en ideologi, der repræsenterer klasseinteresserne fra én bestemt fløj af borgerskabet. Liberalismen påstår, at hvis vi garanterer individuelle rettigheder – den første værende den private ejendomsret – og tillader markedet og kapitalen at udvide sig frit, vil kapitalismen med tiden føre til et mere retfærdigt samfund. På den anden side fremstiller Mao liberalismen, som var den blot en problematisk attitude eller en personlig egenskab. Liberalisme har dog ikke noget at gøre med opførsel mellem mennesker. Liberale kan sagtens være ærlige og hårdtarbejdende såvel som uærlige og dovne. Det afgørende er de klasseinteresser der ligger bag ens politiske program, og ikke personlig moral, som Maos tekst er udtryk for:

»Liberalismen kommer af den småborgerlige selviskhed, der sætter personlige interesser i første række og revolutionens interesser i anden række. Deraf opstår så både ideologisk, politisk og organisatorisk liberalisme. [...] Liberalismen er et udslag af opportunisme, og den strider i bund og grund mod marxismen. Den er negativ og hjælper i virkeligheden fjenden. Det er derfor, fjenden glæder sig over at se den bevaret iblandt os. Når det forholder sig sådan, kan der ikke være nogen plads for liberalisme i revolutionens rækker. «

Tom moralisering

Efter at have forvirret læseren hvad angår liberalismens reelle indhold, transformerer Mao sine 11 typer adfærd til synder, der kun kan hjælpe vores modstandere. Marxister er ikke uenige i, at selviskhed og en mangel på disciplin er almindeligt blandt småborgerskabet (pga. deres atomiserede klasseposition). Vi er heller ikke uenige i, at en revolutionær kadre har brug for at være præget af individuel og kollektiv disciplin. Men ‘Bekæmp liberalismen’ tydeliggør ikke klasseindholdet af de “principielle argumenter”, “forkerte holdninger” og handlinger, der “skader massernes interesser”. For eksempel er det ligegyldigt, hvor disciplineret eller selvopofrende en person er, hvis de fører en strategi med klassesamarbejde. Deres organisatoriske effektivitet kan ende med at strømline vejen til deres egen politiske undergang.

Et eksempel er det Indonesiske Kommunistparti, der engang var et af de største og mest velorganiserede kommunistpartier i verden, men som fulgte Maos råd om at samarbejde med det “progressive nationale borgerskab”. Resultatet af denne strategi var, at revolutionen blev druknet i blod, og omkring 1,5 millioner kommunister blev myrdet. Man kan finde utallige lignende eksempler fra det sidste århundredes revolutionære erfaringer.

Lektionen er ikke, at den ene eller anden adfærd skal ændres, men at klassesamarbejde er en principiel streg i sandet, der ikke må krydses under nogen omstændigheder.

Det er også tilfældet i dag i USA. Selvom et samarbejde med det Demokratiske Parti næppe vil føre til en fysisk massakre af arbejdsklassen – i hvert fald ikke på nuværende stadie – så er arbejdernes nederlag fuldstændig garanteret, hvis man følger klassesamarbejdets strategi.

I sidste ende er Maos ‘Bekæmp liberalismen’ blot moralisering – behovet for at disciplinere individers adfærd med udgangspunkt i, om den er “rigtig” eller “forkert” i abstrakt forstand. Men som ethvert andet socialt fænomen kan moral ikke adskilles fra sit klasseindhold. Tilsløringen af disse fundamentale spørgsmål er netop den rolle, ‘Bekæmp liberalismen’ spiller: den tilslører politiske nøglespørgsmål med moraliserende floskler og afsporer ultimativt den egentlige kamp mod de liberale, der, med deres “arbejdervenlige” retorik, i virkeligheden er den farligste del af borgerskabet.

Revolutionære marxister bekæmper også liberalisme. Men vi gør det på basis af klasseuafhængighed, videnskabelig socialistisk teori og revolutionær internationalisme.