Anti-islam film: En reaktionær spiral

I juli blev filmen lagt op på YouTube, men næsten ingen lagde mærke til den. Filmens bagmænd var tydeligvis ikke tilfredse, fik den oversat til arabisk og lagde også denne version på YouTube. Selv da fik filmen ikke nævneværdig opmærksomhed.

Ind i billedet kommer Sheikh Khaled Abdallah. Han er en egyptisk TV-vært, der har et program på den islamistiske TV-station al-Nas. Han er blevet sammenlignet med den amerikanske Glenn Beck, der med sine programmer promoverer kristen fundamentalisme og værdier, der angiveligt er ”traditionelt amerikanske”.

Den 8. september viste Sheikh Khaled Abdallah et provokerende klip fra filmen, hvor en skuespiller, der spiller profeten Muhammed, kalder et æsel for ”det første muslimske dyr”. Det var først efter dette, at lavinen rullede. Sheikh Khaled Abdallah er i forvejen kendt for sine hadefulde udfald mod Egyptens kristne mindretal, der udgør omkring ti procent af befolkningen.

Det berygtede filmklip i Sheikh Khaled Abdallahs udsendelse blev set af mange, især salafister – tilhængerne af den fundamentalistiske bevægelse, som har en stor tilstedeværelse i Egyptens parlament. Indtil da havde små grupper af salafister forsøgt at opbygge en protestbevægelse med regelmæssige demonstrationer foran den amerikanske ambassade i Kairo, men uden succes. Sheikh Khaled Abdallah kom dem til hjælp og oppiskede anti-amerikanske følelser med hjælp fra den berygtede film.

Imidlertid var antallet af deltagere i protesterne herefter fortsat ikke stort. I Teheran var der ikke mere end 500, der protesterede, og råbte ”død over Amerika”. I Libanon var det under 200, der gik på gaden. I Jerusalem var der omkring 300, der demonstrerede. I Marokko talte rapporterne om, at ”hundredvis af salafister brændte amerikanske flag”. Den største demonstration var i Jordan, hvor op imod 2.000 protesterede. Ifølge Al Jazeera var det samlede antal demonstranter i hele Mellemøsten, der demonstrerede efter fredagsbønnen den 14. september, omkring 5.000. Det er på ingen måde en massebevægelse. Det er i virkeligheden en meget lille bevægelse, som bliver blæst op i verdens medier for, at den skal se meget større ud, end den reelt er.

Imidlertid bør man også huske på, at masserne i Mellemøsten nærer ægte, antiimperialistiske følelser. Man bør erindre, at USA i årtier med våben og penge har støttet alle de rådne regimer, der har undertrykt befolkningerne. De støtter fortsat regimer som Saudi Arabien. De vendte belejligt det blinde øje til, da Saudi Arabiens militær rykkede ind i Bahrain for at knuse revolutionen mod landets enevældige monarki. Bag kulisserne har USA manøvreret for at støtte konservative kræfter som det Muslimske Broderskab i Egypten. Den amerikanske imperialisme er ikke nogen ven af Mellemøstens masser.

Det forklarer, hvorfor det er relativt let for reaktionære folk som Sheikh Khaled Abdallah at fremføre anti-amerikansk propaganda. Den sunde antiimperialisme bliver ledt af reaktionære kanaler. Det er muligt, fordi der ikke er et stort arbejderparti i Egypten, som er i stand til at forene masserne på et klassegrundlag. I dette tomrum finder de reaktionære elementer en plads, de kan manøvrere i.

Fundamentalisterne er ikke antiimperialister. Men de misbruger massernes vrede til deres eget formål – som er at underminere revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika.

Det muslimske Broderskab har – af frygt for at miste tilslutning til salafisterne – også indkaldt demonstrationer. Både salafisterne og det Muslimske Broderskab arbejder på at underminere den egyptiske revolution. Det bedste middel til dette formål er at splitte Egyptens arbejdere langs religiøse linjer.

Den manglende forandring siden Mubaraks fald har ført til en vis træthed hos masserne, der deltog i revolutionen. Under sådanne forhold kan protester med få hundrede eller op til få tusinde deltagere virke langt mere vigtige, end de er. De forsøger at skære igennem klassekampen i landet og presse arbejderne tilbage. Marxisternes opgave er at afsløre dette og fremhæve behovet for enhed blandt arbejderne.

De kristne fundamentalister – og højrefløjen generelt – i USA og de islamiske fundamentalister i de lande, hvor islam er den fremherskende religion, læner sig op ad hinanden. De bruger hinanden. Provokationer som den seneste, der er blevet organiseret af reaktionære i USA, forsyner fundamentalister i lande som Egypten med ammunition til at piske en anti-amerikansk stemning op. Det bliver til gengæld brugt af de højreorienterede kristne fundamentalister i USA til at tegne et billede af den ”muslimske verden” som nogen, der hader amerikanere. Begge kræfter forsøger at splitte arbejderne. Begge modarbejder den arabiske revolution. Begge er fjender af arbejderne i alle lande.

Formålet med den oppiskede stemning er at aflede opmærksomheden fra virkeligheden. Verdenskapitalismens krise udtrykte sig i den arabiske verden gennem den tunesiske og den egyptiske revolution. Disse revolutioner inspirerede arbejdere og unge i hele verden. Senere har den store #Occupy-bevægelse i USA inspireret arbejdere og unge på hele planeten, herunder den arabiske verden.

På trods af alle deres forsøg, vil højrefløjen i USA og den arabiske verden ikke lykkes med deres forehavender. Krisen i kapitalismen er ubønhørlig. Livet for arbejdende mennesker bliver stadig mere ubærligt i alle lande. Og alle steder kommer klassekampen op til overfladen. Vi så det i Kairo, i Wisconsin, i New York og dernæst i Athen. Nu ser vi det i stor stil i Spanien og Portugal. Det spreder sig overalt.

Det er grunden til, at vi kan forvente flere forsøg på at oppiske nationalisme og religiøst had. Men ingen af disse forsøg kan skjule, at det kapitalistiske system har fejlet. Systemet er dødsdømt, fordi det overalt fratager arbejderne alle fremskridt, der tidligere er blevet vundet gennem kamp. Der er global klassekamp under opsejling, og det er det, der skræmmer de herskende klasser i alle lande. De sidste linjer i det Kommunistiske Manifest, ”arbejdere i alle lande, foren jer!” har aldrig været mere korrekte.