60-året for D-dag: Sandheden om anden verdenskrig - Del 1 Danish Share Tweet Danish translation of The truth about the Second World War - Part One by Alan Woods For tres år siden sidste måned landede allierede tropper i ly af en mørk og stormfyldt morgen på Normandiets strande. Det var D-dag, den længe udskudte invasion af Europa. En uge efter de officielle ceremonier besøgte jeg Normandiets strande med nogle venner og kammerater. I dag er de samme strande fredelige og rolige. Når man spadserer langs strandende i strålende solskin i juni er det svært at forestille sig det ragnarok, der udspillede sig for tres år siden, hvor ikke engang halvdelen af mændene kom op på Omaha-stranden før de blev skudt ned af ilden fra de tyske kanoner. Historien om D-dag er blevet fortalt mange gange. Den har gjort et stærkt indtryk på folk gennem film som The longest day og Saving private Ryan. Fejringen for nylig, akkompagneret af en stadig strøm af tv-dokumentarer, har genoplivet historierne om den heroiske invasion af Frankrig, den forfærdelige pris i menneskeliv, ofrene og heltemodet. Alt dette er sandt. Men det giver ikke hele historien. De militære kirkegårde, med deres endeløse rækker af kors i lige linier, giver ikke noget billede af, hvordan det var. Den amerikanske kirkegård er som en velholdt park med baggrundsmusik fra klokker, der spiller melodier som Republikkens krigshymne og gamle mænd med medaljer græder over deres faldne kammerater og deres tabte ungdom. En interessant ting blev fremhævet for mig. Korsene på den amerikanske kirkegård nævner kun dødsdatoen. Der er ingen dato for fødslen. Det ser ud til at soldater aldrig bliver født. De dør kun. Det er faktisk deres hovedfunktion i livet. De dør så andre kan leve i fred og demokrati. Det er i hvert fald den officielle fortælling. Sandheden om krig er noget anderledes. Men ved jubilæer som dette er sandheden det sidste, der ønskes. De officielle fejringer af D-dagen var som et teaterstykke. Og som al teater måtte det omhyggeligt opbygges og indøves. Dette år blev rollen som impresario dygtigt spillet af Jacques Chirac og den franske regering. Med megen pomp og pragt. Byerne og landsbyerne var alle dækket med de allieredes flag og paroler som ”Velkommen befriere” (på engelsk) og ”Tak”. Det var alt sammen meget bevægende. Bevægende ja, men også lidt overraskende. Det var, når alt kommer til alt, 60-årsjubilæet. På 50-årsdagen, som er en meget mere logisk dag at fejre, var festlighederne meget mindre. De officielle ceremonier var praktisk talt begrænset til en lille håndfuld notabiliteter. Faktisk var mange af ceremonierne lukkede, så offentligheden ikke havde adgang. Hvad er forskellen denne gang? Der var klart mere på spil end den historiske hukommelse. Det havde mere at gøre med vores egen tid og at de europæiske regeringer, og særligt den franske, er ivrige efter at reparere forbindelsen til USA efter konflikten over Irak. Stødt over amerikansk kritik af ”utaknemmelighed” forsøgte den franske regering at bevise sin oprigtige opbakning bag den nordatlantiske alliance. D-dagens jubilæum var den perfekte anledning. De mange tidligere amerikanske soldater som besøgte Frankrig i disse uger var uden tvivl rørte over den velkomst, som de fik fra almindelige franskmænd, som til gengæld var ærlige i deres ønske om at vise respekt til de soldater, der risikerede alt i en blodig krig mod fascismen. Når almindelige mænd og kvinder taler om deres ønsker om at leve i fred og frihed er der aldrig tvivl om deres oprigtighed. Men almindelige folks ord og handlinger er en ting, regeringernes og de herskende klassers ditto er en anden ting. Tysklands svaghed Invasionen over den engelske kanal i sommeren 1944 var uden tvivl resultatet af massiv militær planlægning, som involverede kolossale ressourcer og mandskab. Tyskerne havde befæstet kystlinien med betonbunkers og artilleri – et kæmpemæssigt forsvarssystem kendt som den atlantiske mur. På trods af store bombardementer fastholdt de tyske tropper en anseelig styrke. Jeg var overrasket over at se, at selv i dag står et antal tyske bunkere (nogle stadig med kanoner i) som groteske ruiner, omringet af dybe bombekratere, og trodser tiden. Men krigsførelsens historie viser, at mure og bunkere ikke nytter meget, hvis der ikke er seriøse tropper til at forsvare dem. I 1940 følte franskmændene sig sikre bag den tilsyneladende uigennemtrængelige Maginot-linie, indtil den tyske hær kørte rundt om. Den tyske kommandør Rundstedt sagde til tætte forbindelser, at muren ikke var andet end et gigantisk bluffnummer, en ”propagandamur”. Han mente, at de invaderende styrker måtte slås hårdt tilbage mens de stadig var på stranden, og dermed drives tilbage i havet. Det krævede mobilt panser, ikke statisk forsvar. Uheldigvis vidste Rundstedt, at hans tropper var forringet og generelt af dårlig kvalitet. ”De fleste tropper tilbage i Frankrig var enten for gamle eller utrænede drenge, eller også var de volksdeutche, etniske tyskere fra Østeuropa. Der var endda sovjetiske krigsfanger – armenere, georgiere, kossaker og andre etniske grupper, som hadede russerne og ville rense deres hjemlande for kommunismen. Kystdivisionernes våben var også andenrangs, meget af det var udenlandsk og utilstrækkeligt.” (M. Veranov, The third Reich at War, s. 490). Bekymret over udsigten til en allieret invasion i Frankrig, fik Hitler forflyttet Tysklands mest berømte general, den legendariske feltmarskal Erwin Rommel, tidligere anfører for det tyske Afrikakorps, til kystforsvaret. Den tyske højkommando forventede at drage nytte af Rommels erfaring og tekniske viden, og de håbede også at berolige den tyske befolkning og at bekymre de allierede. Men Rommel var chokeret over det tyske forsvars relative svaghed, og særligt manglen på effektive kampstyrker. ”Rommel var utilfreds med hvad han fandt. Han var så chokeret over manglen på en overordnet strategisk plan, at han først affejede hele ideen om den atlantiske mur som et produkt af Hitlers fantasi, og kaldte den for wolkenkucksheim, sky-kuk-land. Han anså de hærtropper, han så, for intet mere end strengt tilstrækkelige, og han afskrev flåden og luftvåbenet som nyttesløst. Luftwaffe kunne ikke mønstre mere end 300 duelige kampfly mod de tusinder af engelske og amerikanske fly, som kunne forventes at dække himlen over invasionsstrandene, og flåden havde kun en håndfuld skibe. ”Med de tyske styrkers åbenlyse svaghed kunne Rommel ikke se andet alternativ end at gøre alt for at stoppe de invaderende styrker ved vandkanten. Fra hans erfaring i Nordafrika var han overbevist om, at allierede kampfly og bombefly ville udelukke enhver større bevægelse af tyske tropper, der håbede på at gå til angreb på et etableret brohoved på stranden.” (M. Veranov, The third Reich at War, s. 490). Tyskernes eneste mulighed var at stoppe invasionen på stranden Som de ovenstående linier viser, var denne taktik bestemt af svaghed, ikke af styrke. Tyskerne samlede deres bedste kræfter til dette formål med dødbringende resultat. Nær Saint Laurent kan en kraftfuld 88mm. antitankkanon i en massiv beskyttelsesbunker stadig ses i dag. Fra denne strategiske position, med klart udsyn over Omaha-stranden, er det let at forestille sig den ødelæggende effekt, som sådanne kanoner har haft sammen med den ubønhørlige maskingeværsild langs kysten, der ødelagde kampvogne og mejede soldater ned ved kysten. 2000 englændere og amerikanere mistede livet bare første dag. På trods af de store tab på Normandiets strande var resultatet, så snart de britiske og amerikanske styrker var landet, givet på forhånd. De tyske styrker var for svage til at tilbyde effektivt forsvar. Årsagen til dette er klar. Hitler havde drænet reserverne i Frankrig for at råde bod på de store tab ved den russiske front. Imperialistiske intriger Landingen i Normandiet var en imponerende og kostbar militær operation, men den kan ikke sammenlignes med størrelsen på den røde hærs offensiv i øst. Det var klart for enhver med det mindste kendskab til krigens gang, deriblandt de allierede militære ledere og de regeringer, de repræsenterede. I august 1942 optegnede de øverste militære ledere i USA et dokument, der sagde: ”I anden verdenskrig optager Rusland en dominerende position og er den afgørende faktor, når man ser på aksemagterne i Europa. Mens Storbritanniens og USA’s styrker på Sicilien står over for 2 tyske divisioner, er der omkring 200 tyske divisioner ved den russiske front. Når de allierede åbner en anden front på kontinentet vil den bestemt være en sekundær front i forhold til den russiske; deres bidrag vil stadig være det største. Uden Rusland i krigen kan aksemagterne ikke besejres i Europa, og de forenede nationers position bliver prekær.” (citeret i V. Sipols, The Road to Great Victory, s. 133.) Disse ord udtrykker den virkelige tilstand, der eksisterede på tidspunktet for D-dagen. Ikke desto mindre frembringes en helt anden (og forkert) version af krigen i medierne i dag. Sandheden er, at krigen mod Hitler i Europa hovedsageligt blev udkæmpet af USSR og den røde hær. I det meste af krigen var England og USA kun tilskuere. Efter invasionen af Sovjetunionen i sommeren 1941 krævede Moskva gentagne gange åbningen af en anden front mod Tyskland. Men Churchill havde ikke travlt med at efterkomme dette. Årsagen til dette er ikke så meget militær som den er politisk. Den engelske og amerikanske herskende klasses politik i anden verdenskrig var overhovedet ikke dikteret af kærlighed til demokrati eller had til fascisme, som den officielle propaganda vil have os til at tro, men af klasseinteresser. Da Hitler invaderede Sovjetunionen i 1941 regnede den herskende klasse i England med, at USSR ville blive besejret af Tyskland, men at Tyskland i processen ville blive så svækket, at det ville blive muligt at træde ind og slå to fluer med et smæk. Det er sandsynligt, at strategerne i Washington tænkte i lignende baner. Men både de britiske og amerikanske ledende kredses planer bristede. I stedet for at blive besejret af Nazityskland slog Sovjetunionen igen og tildelte Hitlers hære et afgørende nederlag. Årsagen til denne ekstraordinære sejr kan aldrig blive anerkendt af forsvarerne for kapitalismen, men det er et selvindlysende faktum. Eksistensen af en nationaliseret planøkonomi gav USSR en enorm fordel i krigen. På trods af Stalins kriminelle politik, som næsten fik USSR til at kollapse i krigens start, var Sovjetunionen i stand til hurtigt at genvinde sin styrke og genopbygge sin industrielle og militære kapacitet. I 1943 alene producerede USSR 130.000 stykker artilleri, 24.000 kampvogne og selvdrejende kanoner, 29.900 kampfly. Nazisterne, med alle Europas store ressourcer bag dem, løftede også produktionen og producerede 73.000 stykker artilleri, 10.700 kampvogne og angrebskanoner og 19.300 kampfly. (V. Sipols, The Road to a Great Victory, s. 132.) Disse tal taler for sig selv. USSR udproducerede og udkanonerede den mægtige Wehrmacht ved at mobilisere den kæmpemæssige kraft i en planøkonomi. Det er hemmeligheden bag succesen. Der var en anden grund til den formidable kampkapacitet, som den røde hær besad. Napoleon understregede for lang tid siden vigtigheden af moralen i krig. Den sovjetiske arbejderklasse sloges for at forsvare, hvad der var tilbage af oktoberrevolutionens fremskridt. På trods af Stalin og bureaukratiets monstrøse forbrydelser repræsenterede den nationaliserede planøkonomi en enorm historisk erobring. Sammenlignet med fascismens barbari – den destillerede essens af imperialisme og monopolkapitalisme – var disse ting værd at kæmpe og dø for. Det gjorde det arbejdende folk i USSR på den mest rædselsfulde måde. Det virkelige vendepunkt i krigen var den sovjetiske modoffensiv i 1942, som kulminerede i slaget om Stalingrad og senere i det endnu mere afgørende slag om Kursk. Efter et nådesløst slag i en uge kollapsede den tyske modstand. Det vakte Hitlers vrede, han havde beordret den sjette armé til at ”kæmpe til døden”, at General Paulus overgav sig til den sovjetiske hær. Selv Churchill, den rabiate antikommunist, var tvunget til at erkende, at den røde hær havde ”revet indvoldene ud af den tyske hær” ved Stalingrad. Det var et rystende slag mod den tyske hær. Selv om præcise tal ikke er tilgængelige, ser det ud til, at halvdelen af de 250.000 mænd i den sjette armé døde i kamp eller af kulde, sult eller sygdom. Omkring 35.000 nåede i sikkerhed, men ud af de 90.000, som overgav sig, så knap 6000 Tyskland igen. Den russiske sejr havde kostet dem omkring 750.000 døde, sårede eller savnede. Det samlede billede var endnu mørkere. I kun seks måneders kampe siden midten af november 1942 havde Wehrmacht mistet 1.250.000 mænd, 5000 fly, 9000 kampvogne og 20.000 stykker artilleri. Over hundrede divisioner var enten blevet ødelagt eller ophørt med at eksistere som effektive kampenheder. Martin Gilbert skriver: ”I de første uger af 1943 så den røde hær ud til at angribe overalt. Operation Stjerne var en massiv sovjetisk fremgang vest for floden Don. Den 14. februar indtog russerne Kharkov, og yderligere sydpå nærmede de sig floden Dnjepr.” (M. Gilbert, Second world war.) I langt højere grad end landingen i Normandiet var slaget om Kursk i juli 1943 det mest afgørende slag i anden verdenskrig. Den tyske hær mistede over 400 kampvogne i denne episke kamp. Efter dette rystende slag begyndte de russiske arméer at skubbe tyskerne tilbage mod vest langs en lang front. Dette var den største militære offensiv i historien. Det fik øjeblikkeligt alarmklokkerne til at ringe i London og Washington. Den virkelige årsag til landingen i Normandiet var, at hvis ikke englænderne og amerikanerne øjeblikkeligt havde åbnet den anden front i Frankrig, ville de have mødt den røde hær ved den Engelske kanal. Årsagen til konflikten mellem Churchill og Roosevelt Allerede på dette tidspunkt forberedte de ledende kredse i Storbritannien og USA sig på den kommende konflikt mellem vesten og USSR. Den virkelige årsag til, at de skyndte sig at åbne den anden front i 1944 var, at de ville sikre sig, at den røde hærs fremgang blev stoppet. George Marshall udtrykte håb om at Tyskland ville ”lette vores indtrængen i landet for at drive russerne tilbage.” (ibid., s. 135). Konflikten mellem Churchill og Roosevelt på spørgsmålet om D-dagen var af en politisk, og ikke militær, karakter. Churchill ville begrænse de allieredes krig til Middelhavet, dels med et øje på Suezkanalen og ruten til Britisk Indien, og dels fordi han planlagde en invasion af Balkan for at blokere den røde hærs fremmarch der. Med andre ord drejede hans beregninger sig kun om den engelske imperialismes strategiske interesser og behovet for at forsvare det britiske imperium. Derudover havde Churchill ikke helt opgivet håbet om, at Rusland og Tyskland ville udmatte dem selv og skabe et dødvande i øst. USA-imperialismen og den britiske imperialismes interesser var aldeles modstridende på dette punkt. Washington, formelt Londons allierede, sigtede hele tiden på at bruge krigen til at svække Storbritanniens position, og især på at bryde Englands greb om Indien og Afrika. Samtidig var Washington opsat på at stoppt den røde hærs fremgang og vinde kontrol over et svækket Europa efter krigen. Det forklarer amerikanernes hast med at få åbnet den anden front og Churchills manglende entusiasme for det. Harry Hopkins, Roosevelts diplomatiske repræsentant, beklagede, at Churchills taktik havde ”forlænget krigen.” I august 1943 mødtes Churchill og Roosevelt i Quebec på baggrund af en kraftfuld sovjetisk offensiv. De sovjetiske sejre ved Stalingrad og Kursk tvang englænderne og amerikanerne til at reagere. Den nådesløse sovjetiske fremmarch tvang endda Churchill til at genoverveje sin holdning. Modstræbende gav Churchill efter for den amerikanske præsidents insisterende krav. Selv efter dette blev åbningen af den anden front udskudt til foråret 1944. Hele vejen igennem var den måde, hvorpå de engelske og amerikanske imperialister førte krig på, ikke dikteret af behovet for at besejre fascismen og forsvare demokrati, men af kyniske stormagtspolitiske overvejelser. Splittelserne mellem London og Washington opstod fordi den engelske og den amerikanske imperialismes interesser var forskellige og endda uforenlige. Amerikansk imperialisme ønskede ikke, at Hitler skulle sejre, fordi det ville skabe en mægtig rival til USA i Europa. På den anden side var det i USA-imperialismens interesser at svække England og dets imperium, fordi USA ønskede at overtage Storbritanniens position som den førende verdensmagt efter sejren over Tyskland og Japan. Beslutningen om at åbne en anden front i Italien var hovedsageligt dikteret ud fra, at, efter Mussolinis fald i 1943, kunne de italienske kommunister tage magten. Hovedmålet for englænderne og amerikanerne var derfor at forhindre, at de italienske kommunister kunne tage magten. Så på et tidspunkt, hvor den røde hær kæmpede mod den tyske hærs fulde vægt ved slaget om Kursk, vadede englænderne og amerikanerne op på Siciliens strande. Mussolini bad forgæves Hitler om forstærkninger. Al Hitlers opmærksomhed var rettet mod den russiske front. Churchills opmærksomhed var rettet mod Middelhavet, et standpunkt som var bestemt af britisk imperialisme og dens imperium. Imidlertid blev det fra slutningen af 1943 klart for amerikanerne, at USSR ville vinde krigen på østfronten, og med mindre noget blev gjort ville den røde hær rulle gennem Europa. Derfor pressede Roosevelt på for at åbne den anden front i Frankrig. På den anden side argumenterede Churchill hele tiden for at udskyde det. Det førte til alvorlige gnidninger mellem London og Washington. En nyere artikel om dette siger: ”Landingen i Normandiet blev længe overskygget af betragtelige politiske manøvrer mellem de allierede. Der var megen uenighed om timing, kommandoudnævnelser og præcis hvor, landingen skulle finde sted. Åbningen af en anden front var blevet udskudt længe (den var blevet foreslået i 1942), og var en kilde til strid mellem de allierede. Stalin havde presset de allierede til at lancere en ’anden front’ siden 1942. Churchill havde argumenteret for at udskyde det indtil sejren kunne garanteres, og han foretrak at angribe Italien og Nordafrika først” (http://encyclopedia.thefreedictionary.com/Battle%20of%20Normandy) Imperialisternes bekymringer blev åbent udtrykt ved et møde mellem de britiske og amerikanske stabschefer, der fandt sted i Cairo den 25. november 1943. De noterede, at ”den russiske kampagne er lykkedes over al håb og forventning (det vil sige russernes håb og deres ”allieredes” forventninger) og deres sejrrige fremmarch fortsætter.” Men Churchill fortsatte med at argumentere for at udskyde operation Overlord. Konflikter med Stalin Datoen for invasionen var sat til 1. maj, men et notat til mødet sagde: ”Vi må imidlertid ikke opfatte ’Overlord’ på en fast dato som udgangspunkt for hele vores strategi, hvorom alt andet drejer. Faktisk kan den tyske styrke i Frankrig næste forår gøre Overlord aldeles umulig.” Det ville ”uafvendeligt lamme handling på andre scener.” (Public Record Office, prem. 3/136/5 vol. 2, s. 77-8.) Hvilke ”andre scener” menes der her? Svaret blev givet i et andet notat med titlen ”Tyrkiets entre i krigen.” Det sagde, at hvis Tyrkiet erklærede krig med Tyskland, ville det starte fjendtligheder på Balkan, som ”ville indebære udsættelsen af ’Overlord’ til en dato så sent som 15. juli.” (Public Record Office, Prem. 3/136/5 vol. 2, s. 106-7.) Med andre ord koncentrerede Churchill sig stadig om Middelhavsområdet og Balkan. Om dette sagde George Marshall til de amerikanske stabschefer, at ”briterne muligvis vil smide ’Overlord’ over bord for at gå ind i Balkan.” (John Ehrman, Grand Strategy, vol. V, august 1943-september 1944, s. 117.) Diskussionen om den anden front fortsatte i Teheran, hvor Stalin mødte Churchill og Roosevelt den 28. november 1943. Den næste dag fandt følgende samtale sted mellem Stalin og Churchill: ”Stalin: Hvis det er muligt ville det være godt at iværksætte operation Overlord i løbet af maj måned, for eksempel den 10., 15. eller 20. ”Churchill: Jeg kan ikke give et sådant løfte. ”Stalin: Hvis Overlord bliver iværksat i august, som Churchill sagde i går, vil der ikke komme noget ud af operationen på grund af det dårlige vejr i den periode. April og maj er de mest oplagte måneder for Overlord. ”Churchill: (...) Jeg tror ikke, at mange af de mulige operationer i Middelhavet skal negligeres som ubetydelige blot for at undgå en udsættelse af Overlord på to eller tre måneder. ”Stalin: Operationerne i Middelhavet, som Churchill taler om, er kun afledningsmanøvrer.” (The Teheran Conference, s. 97.) Det var absolut korrekt. Operationerne i Middelhavsområdet var en biting sammenlignet med de titaniske slag på østfronten. For at gøre ondt værre tillod de britiske og amerikanske styrker, på trods af at de havde et betragteligt overtag over den tyske hær, at Wehrmacht kunne flytte tyske styrker fra Italien til den russiske front. Den 6. november 1943 sagde Molotov, at Sovjetunionen var ”utilfreds med at operationerne i Italien er blevet suspenderet,” hvilket tillod troppeflytninger til østfronten. ”Sandt nok,” sagde han, ”vinder vores styrker fremad, men det koster svære tab.” (Citeret af Sipols, s. 161.) De allieredes sløve fremgang var ikke et tilfælde. Det er nu almindelig kendt, at de britiske og amerikanske styrker kunne have taget Rom uden at have behøvet at slås i månedsvis ved Montecassino. De organiserede en landgang ved Anzio, længere oppe af kysten fra Montecassino, og hvis de hurtigt var marcheret mod Rom, ville de have afskåret de tyske tropper, som havde gravet sig ned ved Montecassino. I stedet spildte de værdifuld tid på at bygge deres brohoved på stranden. Dette tillod den tyske hær at omgruppere sig og bygge en forsvarslinie, der holdt de allierede på stranden ved Anzio. Da dette skete var der intet alternativ til at kæmpe sig vej gennem de formidable tyske forsvarslinier ved Montrcassino. De allierede mistede et stort antal soldater og lå gravet ned i månedsvis som et resultat af dette. Det er indlysende, at englænderne og amerikanerne var bekymrede for, at partisanerne kunne tage magten længe før de allierede styrker ankom. Deres synspunkt var, at det var bedre at lade nazisterne bekæmpe partisanerne og svække modstandsstyrkerne. Så mens de allierede sloges mod tyskerne i Italien var der en uerklæret og taktisk aftale mellem de to sider, når det drejede sig om at stoppe den fælles klassefjende, i dette tilfælde den italienske arbejderklasse. Angående den anden front var det klart, at Roosevelt havde en temmelig anden holdning end Churchill. Amerikanerne havde deres egne grunde til at ville opfylde USSR’s ønsker og åbne den anden front i Europa. De var indblandet i en blodig krig mod Japan i Stillehavet, hvor deres tropper skulle indtage stærkt befæstede øer en efter en. De indså, at det ville være en kæmpemæssig opgave at besejre Japans mægtige hær på det asiatiske fastland, med mindre den røde hær også startede en offensiv mod japanerne i Kina, Manchuriet og Korea. Stalin gjorde det klart, at den røde hær agtede at angribe japanerne, men først efter Tyskland var besejret. Det var en vægtig årsag for Roosevelt til at gå ind på Ruslands krav om at starte operation ’Overlord’ og overhøre englændernes protester. Frygt i London ogWashington Den røde hærs hurtige fremstød i Europa tvang til sidst Churchill til at ændre mening om Overlord. Fra at gå ind for dvask inaktivitet i Europa gik de allierede hurtigt i aktion. Frygten for den sovjetiske fremgang var nu hovedfaktoren i regnestykkerne i både London og Washington. Imperialisterne var så bekymrede, at de faktisk udarbejdede en ny plan, Operation Rankin, der indebar en landgang i Tyskland, hvis landet kollapsede eller overgav sig. De var fast besluttede på at nå til Berlin før den røde hær. ”Vi bør gå så langt som til Berlin,” sagde Roosevelt til sine stabschefer på vej til mødet i Cairo. ”Sovjet kan tage territoriet øst for det. USA bør have Berlin.” (FRUS, The Conferences at Cairo and Teheran, 1943, s. 254.) På trods af den røde hærs sejre havde Hitler stadig anseelige styrker til sin rådighed. Wehrmacht vedblev at være en kæmpemæssig krigsmaskine med over ti millioner mænd, hvoraf over seks og en halv million i felten. Men hvad der aldrig bliver gjort klart i vesten er, at to tredjedele af disse var ved den russiske front. Englænderne og amerikanernes eneste bidrag var bombetogterne, som smadrede tyske byer som Hamburg og dræbte et stort antal civile, men som overhovedet ikke ødelagde tyskernes kampånd eller stoppede krigsproduktionen. De tyske styrker ved østfronten havde 54.000 kanoner og morterer, mere end 5000 kampvogne og 3000 kampfly. På trods af de allieredes bombetogter optrappede Hitlers krigsindustri produktionen i 1944. De producerede 148.200 kanoner mod 73.700 i 1943. Produktionen af kampvogne steg fra 10.700 til 18.300 og kampfly fra 19.300 til 34.100. Den røde hær startede en gigantisk offensiv i slutningen af december 1943, som fejede alt til side foran den. Efter at have befriet Ukraine pressede de tyskerne tilbage gennem Østeuropa. Faktum er, at både Roosevelt og Churchill (for ikke at nævne Hitler) havde undervurderet Sovjetunionen. Og de allierede mødte ikke den røde hær i Berlin, men langt inde i Tyskland. Hvis de ikke havde startet Overlord, da de gjorde, ville de have mødt dem ved den Engelske kanal. Det er derfor, landgangen på D-dag fandt sted, da den gjorde. Selv efter landgangen i Normandiet i juni 1944 forblev østfronten den vigtigste front i krigen i Europa. Englands og USA’s hære kom så langt som til Tysklands grænse, men blev stoppet der. Derimod var den røde hærs fremmarch den mest opsigtsvækkende i hele krigshistorien. I december 1944 besluttede den tyske højkommando sig for at lancere en modoffensiv i Ardennerne for at afskære de allierede tropper i Belgien og Holland fra hovedparten af de allierede styrker. Formålet med denne offensiv var mere politisk end militært. Hitler håbede på at tvinge englænderne og amerikanerne til at indgå separate fredsaftaler. Men de tyske styrker på vestfronten var for svage til at tilstøde de allierede et afgørende slag, fordi de fleste tyske styrker koncentrerede sig om de vigtigere kampe i øst. Den tyske wehrmacht gik godt 90 kilometer frem, før den blev standset. Churchill skrev til Stalin 6. januar 1945: ”Kampen i vest er meget vanskelig, og overkommandoen kan når som helst anmode om store beslutninger. Du ved fra din egen erfaring, hvor usikker situationen er, når en meget bred front skal forsvares efter et midlertidigt tab af initiativet. General Eisenhower har et stort ønske og behov for, i store træk, at vide, hvad du agter at gøre, eftersom dette påvirker alle hans og vore store beslutninger (...) Jeg vil være taknemmelig, hvis du kan fortælle mig, hvorvidt vi kan regne med en stor russisk offensiv ved fronten ved Vistula eller andre steder i løbet af januar (...) Jeg anser sagen for at haste.” (Korrespondance mellem formanden for ministerrådet i USSR og præsidenterne i USA og premierministrene for Storbritannien i løbet af den store fædrelandskrig 1941-1945, bind 1, Moskva, 1957, s. 294.) De sovjetiske styrker gik fremad den 12. januar og tvang den tyske hær tilbage over en bred front. De engelske og amerikanske imperialister var i en vanskelig position. På den ene side, som Churchills brev viser, var de afhængige af USSR’s militære ildkraft til at besejre Hitler. På den anden side var de rædselsslagne for revolution i Østeuropa og den røde hærs hurtige fremskridt og Sovjetunionens magt. Bag de tyske linier på østfronten deltog tusinde sovjetiske arbejdere og bønder i en heroisk og desperat partisankrig. Natten til den 19. juni 1944 ødelagde mere end 10.000 sprængladninger, som sovjetiske partisaner havde lagt, hele det tyske jernbanenet vest for Minsk. De næste to nætter sprang yderligere 40.000 sprængladninger jernbanelinierne mellem Vitebsk og Orsha og Polotsk og Molodekno i stykker. De vitale linier for tyske troppeforstærkninger, der forbandt Minsk med Brest-Litovsk og Pinsk, blev også angrebet mens 140.000 sovjetiske partisaner vest for Vitebsk og syd for Polotsk angreb tyske militærstillinger. Martin Gilbert skriver: ”Alt dette var imidlertid blot et forvarsel før morgenen den 22. juni, hvor den røde hær åbnede sommeroffensiven. Med kodenavnet Operation Bagration, efter den zaristiske general, begyndte den på 3-årsdagen for Hitlers invasion af Rusland, men med en styrke større end Hitlers i 1941. I alt deltog 1.700.000 sovjetiske tropper, støttet af 2715 kampvogne, 1355 selvdrejende kanoner, 24.000 stykker artilleri og 2306 raketkaster, støttet fra luften af seks tusinde fly og fra landjorden af 70.000 lastbiler og op til hundrede forsyningstog om dagen. På en uge blev den 300 kilometer lange tyske front brudt, og tyskerne drevet tilbage mod Bobruisk, Stolbtsy, Minsk og Grodno, og deres greb om det vestlige Rusland var brudt for evigt. På en uge blev 38.000 tyske tropper dræbt og 116.000 taget til fange. Tyskerne mistede også 2000 kampvogne, 10.000 tunge kanoner og 57.000 køretøjer. Den tyske armégruppe Nord, som så meget afhang af, blev brudt i to grupper, hvor den ene trak sig tilbage mod de baltiske stater, den anden mod Østpreussen.” (M. Gilbert, Second World War, s. 544.) Offensive operationer på vestfronten blev taget op igen i februar. De britiske og amerikanske styrker blev mødt af liden alvorlig modstand på grund af, at Hitlers effektive kamptropper kæmpede på østfronten. Det gjorde det muligt for de allierede tropper at gå frem langs Rhinen. Eisenhower, den øverstkommanderende for de allierede styrker i Europa erkendte, at de ikke mødte alvorlig modstand. De to divisioner, som udførte angrebet led kun 31 tab. Den tyske hærs kampmoral var knækket. I gennemsnit overgav 10.000 tyske soldater sig til englænderne og amerikanerne hver dag. Men på østfronten fortsatte de med at kæmpe desperat. Grunden til dette findes i Stalins politik. Under Lenin og Trotskij førte bolsjevikkerne en internationalistisk politik. I løbet af den blodige borgerkrig, der fulgte efter oktoberrevolutionen, blev Sovjetrusland invaderet af 21 udenlandske hære. På et tidspunkt var sovjetmagten reduceret til området omkring Moskva og Petrograd. Og dog lykkedes det for revolutionen at besejre imperialisterne. Grunden var, at bolsjevikkerne førte internationalistisk propaganda blandt de imperialistiske tropper. Som et resultat af dette var der mytterier i hver eneste af de udenlandske hære. Den britiske premierminister Lloyd George sagde, at de britiske soldater måtte hentes hjem fra Murmansk fordi de var ”inficeret af bolsjevik-propaganda.” Men stalin førte en nationalistisk politik. Der var ingen forsøg på at vinde den almindelige tyske soldat og vende dem mod det nazistiske SS. I praksis var Stalins politik ”den eneste gode tysker er en god tysker.” Det sikrede, at den tyske hær på østfronten kæmpede til den bitre ende, hvilket kostede den sovjetiske hær forfærdelige tab. Problemet for London og Washington var, at den røde hær føg gennem Østeuropa som en ustoppelig bølge. På kun 12 dage gik de sovjetiske tropper 500 kilometer fremad – 25-30 kilometer om dagen. 300.000 tyske soldater blev dræbt og 100.000 blev taget til fange. Da de amerikanske og britiske styrker var kommet sig efter slaget ved Ardennerne og begyndt deres fremgang den 8. februar, var den røde hær kun 60 kilometer fra Berlin, og de allierede var stadig 500 kilometer derfra. I starten af april var de nazistiske tropper drevet ud af Polen. Den 13. april gik de sovjetiske styrker ind i Wien. Imperialistiske manøvrer De nazistiske ledere vidste, de havde tabt krigen, men en fløj af dem håbede på, at alliancen mellem USSR og englænderne og amerikanerne ville bryde sammen. Ideen var at overgive sig i vest og fortsætte med at kæmpe i øst. Det var ikke så umuligt, som det måske ser ud. Forhandlinger mellem chefen for det amerikanske efterretningsvæsen i Europa, Allen Dulles, og repræsentanten for den tyske overkommando i Italien, SS-general Wolff, om en tysk overgivelse i Italien blev startet i Schweiz. Da de hørte om disse forhandlinger insisterede russerne på deres ret til at være til stede ved sådanne forhandlinger. De var – med rette – bekymrede for, at målet med en sådan overgivelse ville være at flytte tyske tropper fra Italien til østfronten for at standse den røde hærs fremgang, og dermed tillade de britiske og amerikanske styrker at gå længere østpå. Churchill skrev til Stalin i en såret og uskyldig tone, mens Roosevelt forsikrede Stalin om sin ”trofasthed og troværdighed”. Amerikanske repræsentanter sagde, at de eneste kontakter, de havde etableret med tyskerne, var for at diskutere åbningen af forhandlinger. Det var løgn. Amerikanske journaler viser, at forhandlinger allerede fandt sted i Bern. Ud af dette er det klart, at nazisternes mål var at stoppe kampene i Italien for at flytte tropper til østfronten (Se Bradley F. Smith og Elene Agarossi, Operation Sunrise, The Secret Surrender, Basic Books, New York, 1979.) I midten af april tildelte den røde hær et knusende nederlag til de tyske styrker, der forsvarede Berlin. Den havde 2,5 millioner tropper, 41.600 kanoner og morterer, 6250 kampvogne og selvroterende kanoner og 7500 kampfly. De lukkede Berlin den 25. april. Samtidig mødtes de sovjetiske og amerikanske styrker ved Torgau ved Elben, og de skar dermed Tyskland midt over. Imidlertid betød alt dette ikke, at de britiske og amerikanske imperialister ikke alvorligt overvejede krig mod USSR. De ledende kredse i London og Washington overvejede muligheden, men de indså, at det var umuligt. Efter at have udkæmpet en blodig krig, der skulle forestille at være en krig mod fascisme, ville de amerikanske og britiske soldater aldrig have været klar til at slås mod Sovjetunionen. Den frygt, som USSR’s økonomiske og militære succes affødte, blev udtrykt i interne dokumenter, der først er blevet offentliggjort mange år efter. Et særligt dokument var udfærdiget af det amerikanske udenrigsministerium, og det sagde: ”Det fantastiske faktum (som) må noteres, er den nylige fænomenale udvikling af den hidtil latente russiske militære og økonomiske styrke – en udvikling, der synes sikker på at være epokegørende i dens påvirkning af fremtidige politisk-militære internationale relationer, og som stadig ikke har nået den fulde styrke, som de russiske ressourcer stiller til rådighed.” (FRUS, The Conferences at Malta and Yalta, 1945, s. 107-8.) Disse linier viser imperialisternes virkelige beregninger. På krigens højdepunkt gjorde de ledende kredse i USA og England situationen i Europa op og forberedte sig på en kamp mod deres russiske allierede. Amerikanerne overvejede muligheden for en krig mod Sovjetunionen selv før Hitler var besejret, og de udelukkede det – alene fordi de korrekt vurderede, at de ikke kunne vinde. Rapporten pointerede, at USSR’s militære og industrielle styrke allerede var større end Storbritanniens. Selv hvis USA slog sig sammen med Storbritannien mod USSS, konkluderede rapporten med utrolig ærlighed, kunne de ”ikke under de eksisterende forhold besejre Rusland.” Udenrigsministeriet konkluderede, at i sådan en konflikt ville USA ”befinde sig i en krig, som det ikke kunne vinde (ibid, min fremhævning, AW.)Alan Woods Relaterede links60-året for D-dag: Sandheden om anden verdenskrig - Del 2