Vi giver ikke op! Fransk bevægelse imod reaktionær arbejdslov går ind i 3. måned

"On lache rien!" Vi giver ikke op! Denne parole opsummerer ganske godt stemningen af militant beslutsomhed i den bevægelse, blandt franske arbejdere og unge, , der nu er gået ind i sin tredje måned mod forslaget til en ny arbejdslov. Sidste uge [sidste uge af maj] var der strejke på olieraffinaderier, havne og atomkraftværker og brændstofdepoter blev blokeret af strejkende arbejdere. Hvilket stadie er bevægelsen på, og hvad er perspektiverne?

Ugen, der begyndte 23. maj, markerede et vigtigt vendepunkt i udviklingen af bevægelsen. Et efter et stemte landets otte olieraffinaderier for at gå i en all out strejke. Dette fulgte efter regeringens beslutning om at bruge CRS uropolitiet til at bryde de blokader af brændstofdepoter, som strejkende arbejdere havde arrangeret den foregående uge. Regeringens undertrykkelse tjente kun til at skubbe bevægelsen fremad og selvfølgelig er det lettere for regeringen, at sende politiet ud for at fjerne brændende dæk, end det er for den at tvinge strejkende raffinaderi-arbejdere tilbage på arbejde.

Oliearbejdernes all out strejke, som også blokerede landets to vigtigste maritime olieterminaler i Le Havre (CIM, med et flertal på 95% for strejke i afstemningen) og Marseille (Fos-sur-Mer), blev et nyt omdrejningspunkt for bevægelsen. Udover oliearbejdernes strejke gik også arbejderne på de vigtigste atomkraftværker med i strejken, landets havne blev paralyseret, og betydelige demonstrationer i de fleste større byer fandt sted på den nationale aktionsdag den 26. maj.

Selv arbejderne på den prestigefyldte atomubådsfabrik DCNS ved Cherbourg gik i strejke og etablerede en blokade. "Vi har også blokeret den militære havn [ved siden af]," sagde Alexis Padet, CGT fagforeningsmand på DCNS.

Den magtfulde CGT Syndicat du Livre [avis-fagforening] gik i strejke, og forhindrede udgivelsen af alle nationale dagblade d. 26. maj. I forsøget på delvist at modgå alle avisernes anti-fagforeningsbias, krævede fagforeningen, at alle aviser skulle indeholde en opinionsartikel af CGT-formand Martinez, hvilket avisernes redaktører fordømte som værende imod "pressefriheden". Derfor var den eneste landsdækkende avis, der udkom på dagen, den kommunistiske L'Humanité, som gik med til at bringe CGT formandens artikel.

Hele den nordvestlige del af landet er blevet en højborg for bevægelsen. På Le Havre demonstrerede 30.000, heriblandt en 2500-mand stærk kolonne af havnearbejdere. Bevægelsen har her udviklet sig videre end andre steder. Daglige stormøder for de faglige aktivister fra de vigtigste arbejdspladser mødes og beslutter hvilke industrielle områder, broer eller vigtige veje, de vil blokere, for at tilbyde støtte til strejkende arbejdere osv. Arbejdsgiverne klager: "der er ingen skibe, ingen transport, ingen varer, det er en belejring!"

Faktisk har denne bølge af strejker klart bragt arbejderklassens enorme magt i et moderne kapitalistisk land frem i lyset. Ikke et hjul drejer og ikke en pære skinner uden tilladelse fra arbejderne (i dette tilfælde bogstaveligt talt, eftersom atomkraftværker, olieraffinaderier, el-transformerstationer, vejtransport, osv. alle er gået i strejke), selv landsdækkende aviser bliver nødt til at få tilladelse fra trykkernes fagforening for at udkomme. Hvilket svar til kynikerne og skeptikere, der sagde, at arbejderklassen ikke længere eksisterer, at den er blevet atomiseret og ikke kan handle kollektivt. Dette er ikke at for afvise effekten af den udbredte casualisation af arbejdskraften, gennem underleverandører, vikararbejde, og andre midler. Men når arbejderklassens tunge bataljoner begynder at bevæge sig, samler de alle de andre sektioner bag sig. I denne bevægelse har vi set de unge spille en vigtig rolle som en forløber for arbejdernes strejke, og begge forenes i demonstrationer og vejblokader.

Fos-sur-Mer raffinaderiet i nærheden af Marseille er også blevet endnu et omdrejningspunkt for bevægelsen. Tidligt om morgenen d. 24. maj, brugte den "socialistiske" regering CRS uropoliti, med tåregas og vandkanoner til at bryde igennem blokaden af dette vigtige raffinaderi. Regeringens retorik var krigerisk: "Raffinaderiet er blevet befriet, andre vil følge trop". CGT repræsentanter beskrev også scenen som en krigsscene: "et uprovokeret angreb på fredelige demonstranter. Politiet jagtede os derefter med helikoptere ind i byen og gik ind i fagforeningens bygning." En anden forklarede: "CRS intervenerede på meget kraftfuld vis. De brugte gummikugler, stave, tåregasgranater blev skudt direkte mod os, flere tilstedeværende kammerater blev ramt især i ansigtet og bagsiden af hovedet. De forfulgte os ind i den lokale fagforening og er nu posteret uden for døren. Ingen kan komme ind, ingen kan komme ud."

Politiets brutalitet tjente kun til at øge de strejkendes beslutsomhed. D. 26. maj, marcherede 7000 fra raffinaderiet ind i byen Fos-sur-Mer, som har en befolkning på 15.000.(se videoen herunder)

Det er interessant at bemærke, at Fos-sur-Mer i 2014 valgte en borgmester fra Socialistpartiet med et stort flertal, men at over 50% stemte på Front Nationale i regionalvalget i december 2015. Og blot et par måneder senere oplever byen en enorm arbejderopstand. Der er mange konklusioner, der kan drages fra dette: desillusion med venstreorienterede partier, der gennemfører højreorienteret politik, vil føre til at flere undlader at stemme og proteststemmer på partier langt ude på højrefløjen, men samtidig at radikal klassekamp (og kun radikal klassekamp) kan sætter en stopper for opbakningen til den ekstreme højrefløj.

Politibrutalitet er blevet en gennemgående tråd gennem hele bevægelsen. Loven om undtagelsestilstand, som blev vedtaget (med stemmer fra alle kommunistpartiets parlamentsmedlemmer) efter terrorangrebet i Paris, bruges nu på brutal vis mod arbejdere og unge, der forsvarer deres rettigheder. I et hidtil uset angreb på demokratiske rettigheder er nogle demonstrationer blevet forbudt, enkelte individer har fået forbud mod at deltage i demonstrationer, journalister er blevet forhindret i at dække protester, nogle er blevet tvunget til at slette billeder, andre er blevet beskudt bevidst med tåregasgranater for at forhindre dem i fortsat at rapportere, og betjente i civil har snuppede demonstranter blandt publikum, mens andre har fungeret som politiprovokatører.

I en meget sigende hændelse d. 26. maj i Bordeaux, snuppede uropolitiet en 18-årig studerende fra ungdomsblokken i bagenden af demonstrationen og lavede derefter en linje for at forhindre hans kammerater i at få ham tilbage. Hele demonstrationen standsede og vendte om. Faglige aktivister, især havnearbejderne, gik imod CRS uropolitiet i en anspændt konfrontation der varede ca. 30 minutter, indtil den studerende blev frigivet til de jublende demonstranter.

Til disse angreb på grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder må vi tilføje, at regeringen var tvunget til at bruge dekret beføjelser (artikel 49.3) for at forhindre en afstemning om loven i Parlamentet, da den ikke havde det nødvendige flertal.

Ugen sluttede den 27. maj med en national aktionsdag i solidaritet med de strejkende i Air France, der invaderede direktørernes bestyrelse i oktober 2015, forfulgte dem og rev skjorten af en af dem. Tusinder af arbejdere samledes i lufthavne over hele landet og sendte et stærkt budskab om arbejdernes klassesolidaritet (Se demonstrationen i Marseille lufthavn herunder).

Angrebene mod strejkende arbejdere, vejblokader og demonstrationer har været ledsaget af en højt profileret kampagne for at dæmonisere fagforeningerne og især CGT. "Frankrig er taget som gidsel af CGT's sociale terrorisme," hyler avisoverskrifter. Den tidligere borgerlige premierminister Fillon fordømte CGT for "at have placeret sig uden for den demokratiske og republikanske ramme", de samme ord der bruges til at beskrive terroristerne fra angrebet i Paris. Chefen for arbejdsgiversammenslutningen MEDEF, Gattaz, beskrev disse fagforeningsfolk der gik imod arbejdsloven som "bøller og terrorister", og han beskyldte dem for at handle "som et stalinistisk diktatur". "Vi må gøre alt for at ikke give efter for afpresning, vold, trusler og terror," sagde han.

Arbejdsgiverne og regeringen har også regnet med Bergers (generalsekretær for CFDT fagforeningen) tjenesteydelser. Berger har været den mest engagerede fortaler for loven, efter at være blevet givet et par krummer i begyndelsen af bevægelsen. Berger har brugt al sin tid i tv-studier og avis interviews på at forsvare loven og kræve, at regeringen ikke skal give efter, især på artikel 2.

Den Europæiske Union er også bekymret for Frankrig. Trojkaen mener reformen "ikke er nok", men dog stadig "et skridt i den rigtige retning", som skal gennemføres for enhver pris. Den 31. maj, kom Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker med sine tanker: "Dette er ikke nogle uhyrlig reform, det er ikke et angreb på fransk arbejdslovgivning. Det er justeringer, der fjerner nogle stivheder. Det ville være godt, hvis Frankrig gennemførte dette..." Vi kender naturligvis Juncker, og vi har set hans "justeringer" før - i Grækenland. Hvad, han siger, er: "vi vil kun tage din rygsøjle, ser du, så du kan være mere fleksibel" ...

Juncker er også bekymret over det potentielle eksempel, som den franske bevægelse sætter for arbejderne i andre europæiske lande. Mange i Italien, Belgien, Spanien, Storbritannien og videre ud følger nøje begivenhederne i Frankrig. Bevægelsens kampvilje ses som en inspiration. Arbejdere i hele Europa kan se, at hvis denne kontra-reform gennemføres i Frankrig, vil de være de næste. I nogle lande er der allerede blevet indført samme tiltag. Bevægelsen i Frankrig har klart haft den virkning, at opmuntre bevægelsen i Belgien mod lignende angreb på arbejdsmarkedslovgivningen. I sidste uge udbrød der en spontan strejke blandt jernbanearbejderne, der spreder sig som en steppebrand. D. 31. maj gik de i officiel strejke. En generalstrejke er under forberedelse til 24. juni. En sejr til den franske bevægelse vil have eksplosive konsekvenser for arbejderbevægelsen i hele Europa.

Den herskende klasse er tydeligvis i panik over muligheden for, at regeringen kan blive tvunget af en stærk social bevægelse til tilbagetog. Regeringen er yderst svag. Modstanden mod El Khomri arbejdsloven forbliver fast blandt befolkningen generelt. Utilfredsheden med præsident Hollande er på et rekordhøjt niveau: 83%, og med premierminister Valls er den 73%. Samtidig bebrejder et flertal af den offentlige mening (61%) regeringen, hvis protesterne ender med forstyrre EM i fodbold, som Frankrig er vært for fra næste uge.

Under disse forhold er regeringen begyndt at ændre sin kurs. Først og fremmest har den forsøgt at give delvise indrømmelser til forskellige sektorer af dem, der er ude i kamp, for at afspore og splitte bevægelsens enhed. Dette synes at have virket med transportarbejderne, der stoppede deres strejke. Det virkede ikke med jernbanearbejderne i SNCF, der har startet en all out strejke den 31. maj.

Der er også en masse snak om en mulig ændring af artikel 2 i loven. Denne artikel giver aftaler på virksomhedsniveau forrang over aftaler på sektor- eller nationalt niveau, og underminerer dermed det grundlæggende princip om kollektive overenskomstforhandlinger. Således kombinerer regeringen undertrykkelse og trusler med på samme tid at antyde mulige indrømmelser. Regeringens ønsker at udmatte bevægelsen og skabe forvirring ved at give delvise indrømmelser. Artikel 2 er en væsentlig del af arbejdsloven, og hvis den bliver trukket tilbage, vil det betyde en vigtig, men delvis, sejr for bevægelsen.

Hvad er strategien for fagforeningskoordination (Intersyndical)? I denne uge har vi en all out strejke blandt jernbanearbejderne i SNCF, der starter om aftenen den 31. maj indkaldt af CGT, UNSA og Sud-Rail, både i opposition til arbejdsloven og som en del af forhandlinger med virksomheden om arbejdsforhold. Den offentlig transport i Paris vil også blive påvirket af en all out strejke indkaldt af CGT med start 2. juni, mens Sud-fagforeningen har indkaldt sin egen separate all-out strejke fra 10 juni. Alle fagforeningerne indenfor den civile luftfart har indkaldt en 3 dages strejke startende på fredag mod den fortsatte ødelæggelse af arbejdspladser i sektoren. I mellemtiden har Air France piloternes fagforening SNPL hørt sine medlemmer om en eventuel strejke. Imponerende 78% deltog i afstemningen og stemte med et flertal på 68% for en "forlænget" strike (over 6 dage), hvis det skulle blive nødvendigt.

Udover disse strejker, der er indkaldt officielt, har der - tirsdag 31 maj - været vejblokader på centrale industrielle områder over hele landet, primært organiseret på initiativ af de lokale og regionale fagforeningsstrukturer.

CGT's nationale ledelse synes at presse på for en national aktionsdag den 14. juni, hvilket er den dag, loven vil begynde at blive diskuteret i Senatet. CGT har samtidig besluttet at "forstærke og understøtte aktioner, som arbejderne beslutter på stormøder, herunder vedvarende strejker." Problemet med denne strategi er blevet forklaret tidligere. Den endeløse række af nationale aktionsdage, hver uge eller hver fjortende dag, har risiko for at udmatte bevægelsen. I enhver bevægelse er der fare for, at det bare fuser ud, hvis ikke bevægelsen eskaleres og holder rytmen. Arbejderne på raffinaderierne har allerede været i strejke en uge eller ti dage. De kan ikke bare blive bedt om at holde ud endnu to uger på egen hånd. Det samme gælder for jernbane- og andre transportarbejdere, der først starter deres egen all-out strejke nu, men som allerede har haft flere dage med strejke i de seneste to måneder.

De faglige ledere tilbyder venligt at støtte aktioner, som "er besluttet af arbejderne", men giver ingen reelle retningslinjer for, hvad de mener, disse tiltag bør være! Det er selvfølgelig op til arbejderne på de enkelte arbejdspladser at stemme for eller imod strejke på stormøder. Det er ABC. Men arbejderne på en fabrik eller i en industrisektor ønsker at vide, om de kommer til at stå alene eller om deres strejke vil være en del af en generel bevægelse. Det er formålet med at have nationale faglige organisationer, der omfatter arbejdere i alle regioner og på tværs af alle brancher, således at hvis et problem påvirker dem alle (og det gør arbejdsmarkedsloven tydeligvis), kan de alle bevæge sig sammen.

På lokalt plan og i nogle industrisektorer er stemningen tydeligvis meget radikal og beslutsom. De ønsker at påføre regeringen, som de føler er svag, et politisk nederlag.

Samtidig har CGT's generalsekretær antydet muligheden for forlig. Han fremhævede at have modtaget et telefonopkald fra Valls; "Et første," sagde han, og tilbød indgå i forhandlinger med regeringen uden forhåndsbetingelser. "Martinez byder genstart af dialog med regeringen velkommen," annoncerede overskrifterne. "Dialog" betyder i sig selv ikke noget, hvis den anden side insisterer på, at den ikke vil give nogen indrømmelser. Det tjener kun til at skabe det indtryk, at noget væsentligt er på bordet, hvilket bare svækker de strejkendes beslutsomhed. Endvidere har Martinez nu sagt, at han er parat til at drøfte indholdet af artikel 2 i stedet for at kræve dens tilbagetrækning. Langt fra at tilbyde "støtte til de aktioner, som arbejderne har besluttet", er dette det modsatte.

Regeringen er svag. Dette er ikke tiden til løs snak om dialog, men i stedet til at gå i offensiven og kræve tilbagetrækning af El Khomri arbejdsloven. Der er brug for en klar opfordring til en national strejke. Stormøder bør knyttes sammen på lokalt, regionalt og endelig nationalt niveau gennem delegerede, der er valgt og kan trækkes tilbage. At give de strejkende demokratiske struktur er den eneste måde at sikre, at ingen aftale vil blive underskrevet bag de strejkendes ryg, og at arbejderne selv er i fuld kontrol over alle beslutninger vedrørende strejken. Det er vejen til at give parolen "on lache rien" reel betydning. Vi giver ikke op! Fremad til sejr!