Overgrebene i Køln og behovet for klasseenhed

Der er kommet langt over 500 anmeldelser til politiet i Køln om overgreb og forulempelser nytårsnat. Præcis hvad der skete, er stadig uklart. Om vi nogensinde får et klart billede af begivenhederne, er yderst usandsynligt, da fortællingen om nytårsnat i Køln allerede er blevet en del af højrefløjens racistiske propaganda.

At der skete seksuelle overgreb nytårsnat i Køln virker dog til at være sikkert. Vi fordømmer absolut de seksuelle overgreb i Køln, præcis lige som vi fordømmer alle seksuelle overgreb. De er desværre på ingen måde enkeltstående tilfælde, men noget der sker hele tiden i nattelivet over hele Europa.

Men de seksuelle overgreb i Køln blev kun en historie i medierne, fordi gerningsmændene efter sigende var flygtninge og/eller indvandrere. Debatten om overgreb på kvinder druknede derfor i racistisk propaganda. Højrefløjen bruger kynisk ofrenes smerte og lidelse til at så splittelse i arbejderklassen. Al hykleriet afsløres af, at voldtægter og seksuelle overgreb normalt dysses ned, når det involverer ikke-immigranter.

Dem der vinder på historien, er de mest reaktionære lag i samfundet: den yderste højrefløj med organisationer som Pegida, det tyske højrepopulistiske parti AfD og herhjemme DF, og samtidig den tyske og europæiske herskende klasse og politiske elite. Imens vil islamiske fundamentalister fiske efter flere rekrutter blandt et lag af unge muslimer, der frustreres over endnu en bølge af racistiske propaganda angreb mod dem.

I Calais, på Lesbos, grænsen til Ungarn osv. stuves mennesker sammen under de mest umenneskelige forhold. I Europas storbyer overfaldes muslimer på gaden og politiet opfører sig ublu racistisk. Ved at behandle mennesker som dyr, brutaliserer systemet dem og skaber betingelser der kan fremprovokere afstumpede handlinger, uværdige for mennesker. Der vil uden tvivl komme flere historier om kriminalitet begået af flygtninge så længe disse forhold eksisterer. Det vil være en test for venstrefløjen at fremsætte et klasseperspektiv mod både sexisme og racisme.

Afvis højrefløjens demagogi

Køln var en propagandagave for et lag af kapitalisterne i Europas, der forsøger at aflede arbejderklassens opmærksomhed fra krisen og deres upopulære nedskæringspolitik ved at gøre flygtninge til syndebukke, var. De bruger historier som den i Køln til at begrunde deres brutale flygtningepolitik og lukning af grænserne. Medierne greb øjeblikkeligt bolden. Højrefløjen rejste krav om endnu større angreb på flygtninge. At der var kvinder, der var blevet udsat for overgreb, druknede fuldstændig i anti-immigrations hysteri, og blev reduceret til en sidebemærkning.

Venstrefløjen har været ude af stand til at sige noget klart om Køln fra et klasseperspektiv, eftersom de er paralyseret af småborgerlig feminisme, hvilket betyder, at de ser fuldstændig bort fra klasser og reproducerer den reaktionære ide om sammenstød mellem ”kulturer”. Der tegnes et billede af sexistiske og kulturelt tilbagestående mænd fra Mellemøsten, altså et billede af, at de flygtninge, der kommer hertil, er ”farlige”.

En del af venstrefløjen hopper helt med på højrefløjens vogn og kræver en strammere asylpolitik. Den anden del, som Enhedslistens, foreslår at de skal undervises i dansk kultur: ”frisind og ligestilling” - af den danske stat (!). Begge ender med at gå højrefløjens ærinde.

Arbejderkvinder i Europa oplever ikke "frisind og ligestilling". Hvis vi ser bort fra spørgsmålet om manglende ligeløn løn, barselsregler, er sexisme stadig et stort problem. Seksuel chikane og overgreb på arbejdspladsen og i hjemmet er del af kvinders hverdag - og at tale højt om det er et tabu.

Et eksempel illustrerer de store problemer der stadig findes: Kort efter nytår, få dage inden historien fra Køln for alvor begyndte at fylde i medierne, viste DR dokumentaren ”Jeg blev voldtaget”.

Dokumentaren handler om en 25-årig kvinde, der fortæller hvordan hun, efter en julefrokost, blev voldtaget af 3 mænd i en bil. Alle tre blev senere frikendt, fordi det var påstand mod påstand. De tre mænd påstod, at kvinden var med på den. Den historie hørte man ikke meget til i medierne, og eftersom gerningsmændenes etnicitet ikke er refereret, må man gå ud fra de var pæredanske.

I forbindelse med dokumentaren kom det frem, at det anslås, at der hvert år begås omkring 4000 voldtægter eller voldtægtsforsøg i Danmark. Ud af dem er det kun ca. 400, der anmeldes til politiet, ifølge de officielle tal. De tal er i øvrigt alt for lave, eftersom politiet ifølge statsadvokaten har registreret sagerne forkert.

Dertil kommer de utallige historier om, hvordan kvinder, der anmelder en voldtægt, behandles af politiet. Kun ca. 145 af de sager, der anmeldes til politiet, ender i en reel tiltale og deraf er det kun ca. 50 om året, der ender med en dom, dvs. 1,25 procent (!) af de formodede voldtægter. Den historie trak ikke overskrifter.

Det er klart, at kvinders forhold er langt bedre i Danmark og Europa end i lande som fx Pakistan, Iran og Saudi-Arabien. Andelen af kvinder, der rapporterer vold, er højest i Afrika (45,6%), næsthøjest i Sydøstasien (40,2%) og lavest i Europa (27,2%). Globalt har mere end en tredjedel - 35,6% - af alle kvinder over 15 år oplevet fysiske og/eller seksuelle overgreb fra deres partner eller seksuelle overgreb fra en ikke-partner ifølge en WHO-rapport fra 2013. Derudover er der naturligvis alle de tilfælde, der ikke rapporteres.

Feminisme

De seneste år har feminismen fået en form for renæssance. Mange af dem, der anser sig selv som feminister, ønsker en verden med ligestilling, et mål vi er fuldstændig enige i. Men som begivenhederne i Køln endnu en gang har vist, så er problemet med småborgerlig feminisme, at den adskilles fra klassekampen, og dermed bruges i reaktionære øjemed. Det bliver et spørgsmål om kultur og moral frem for et spørgsmål om samfundsforhold og arbejderklassens bevægelse.

Feminismen blev spændt for højrefløjens vogn, da Afghanistan og Irak skulle invaderes. Ligesom feminismen spændes for højrefløjens vogn i dæmoniseringen af flygtninge og indvandrere.

Kvindeundertrykkelsen er på ingen måde indbygget i mellemøstlige mænd. Marx og Engels henviste til den franske utopiske socialist og filosof Charles Fouriers udtalelse om, ”at menneskeligt fremskridt kan måles i kvindens fremskridt mod frihed”. Så længe der har eksisteret undertrykkelse og klasser, lige så længe har der eksisteret kvindeundertrykkelse. At kvinders forhold stadig er så forfærdelige og tilbagestående i dele af verden skyldes kapitalismen og imperialismens undertrykkelse; især hvor fejlslagne revolutioner er endt i reaktionære diktaturer og elendige sociale forhold.

I Afghanistan er de barbariske forhold for kvinder direkte resultat af den vestlige imperialismes indblanding for at besejre Saurrevolutionen i 1978 med støtte til islamistiske grupper som mujahedinerne.

Saurrevolutionen introducerede bl.a. ”decree no. 7”, der skulle "sikre lige rettigheder for kvinder og mænd i det civilretlige domæne og eliminere uretfærdige patriarkalske feudale relationer mellem kone og mand". Revolutionen kriminaliserede bl.a. også, at piger blev giftet væk i bytte for penge og varer samt tvangsægteskab og fastsatte desuden alderen for forlovelse og ægteskab til 16 år for kvinder og 18 for mænd, og forbød på den måde effektivt børneægteskaber.

Herfra er det tydeligt, at kvindeundertrykkelse ikke er indbygget i den afghanske ”kultur”. De reaktionære og barbariske forhold i Afghanistan i dag er et direkte resultat af Vestens indblanding for at vælte netop det regime som Saurrevolutionen havde skabt og erstatte det med det barbariske Taleban regime.

I Egypten bragte det arabiske forår kvinder og mænd ud i kamp mod Mubarak. Gennem fælles kamp blev barriererne mellem kønnene nedbrudt, i et land hvor mere end fire ud af fem kvinder har været udsat for seksuelle overgreb i løbet af deres liv.

”På pladsen havde du folk fra forskellige klasser, både mænd og kvinder, der blandede sig med hinanden og diskuterede. De [mændene] så, at kvinder er stærke, at de kan passe på sig selv. De så at kvinder kæmpede hårdt for revolutionen, stod i spidsen for protester og deres svar [ikke at lave seksuelle overgreb] var deres måde at sige ’jeg respekterer dig’, på”, forklarede Ms. Hassan direktør i Nasra Feminist Studies Centre i Kairo. Den situation ændrede sig igen, så snart reaktionen satte ind med deres del-og-hesk taktik med organiserede angreb på kvinder og religiøse mindretal.

Racisme og sexisme er begge redskaber for den herskende klasse til at splitte arbejderklassen. Venstrefløjen må bekæmpe denne splittelse på køn og race, men det indbefatter også en kamp mod de reaktionære ideer om ”clash of civilizations”. Kampen mod det system, der skaber og opretholder undertrykkelse, racisme og sexisme, er en kamp for arbejderklassen i hele verden, uanset deres nationalitet og religion.

Den russiske revolutionære Leon Trotskij beskriver i nedenstående citat, hvad der adskiller revolutionære bolsjevikker fra ”velmenende” frisindede ”humanister”. Han beskriver det som forskellen på at stå på sidelinjen af klassekampen, mens man taler om rettigheder og pligter for de undertrykte, mens bolsjevikkerne gør, hvad de kan, for at organisere arbejderklassen på tværs af grænser og ”kulturer” i en uforsonlig kamp mod selve systemet.

”Det der kendetegner bolsjevismen på det nationale spørgsmål er, at den i sin holdning til undertrykte nationer, selv de mest tilbagestående, i dem ikke kun ser et objekt, men også et subjekt for politik. Bolsjevismen begrænser sig ikke til at anerkende deres ’ret’ til selvbestemmelse og til parlamentariske protester mod nedtrampningen af denne ret. Bolsjevismen trænger ind midt i de undertrykte nationer; det rejser dem op mod deres undertrykkere; det forbinder deres kamp med proletariatets kamp i de kapitalistiske lande; det instruerer de undertrykte kinesere, hinduer eller arabere i opstandens kunst og påtager sig det fulde ansvar for dette arbejde overfor de civiliserede bødler. Først her begynder bolsjevismen, dvs. revolutionære marxisme i handling. Alt, der ikke træder over denne grænse forbliver centrisme.” (Trotskij, What Next, Vital Questions for the German proletariat, 1932)

Det er ikke kultur, der skaber kvindeundertrykkelse og seksuelle overgreb, det er sociale forhold. Er verden, hvor flertallet af menneskeheden behandles umenneskeligt, betyder racisme og sexisme. Kampen mod undertrykkelse og for kvinders frigørelse kan ikke kæmpes under det feministiske banner, hvor undertrykkelse og overgreb adskilles fra de sociale forhold og klassekampen.

Kampen mod seksuelle overgreb, som i Køln, kan ikke adskilles fra kampen mod kapitalismen. Al snak om kultur og belæring om vestligt ”frisind” er med til at legetimere kapitalismen i sin ”vestlige” form.

Det der kræves, er at udstille, at det netop er de vestlige regeringer, der er ansvarlige for det system og den politik, der skaber umenneskelige barbariske forhold over hele verden. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde. At det største antal mennesker siden Anden Verdenskrig er tvunget på flugt under de mest barbariske forhold, er et symptom herpå.

Flygtninge og indvandrere, og kvinder og mænd fra Mellemøsten, er hverken fjender eller ofre. De er kampfæller i kampen mod kapitalismen. For arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande må kampen rettes mod deres egne reaktionære kræfter, startende med deres egne borgerskaber.

Kampen må rettes mod alle reaktionære kræfter, der er bannerførere for en politik, der resulterer i kvindeundertrykkelse, og som tvinger mennesker til at flygte fra deres hjemlande. Det gælder også feminisme, når den spændes for reaktionens vogn. Sexisme og seksuelle overgreb skal bekæmpes med næb og kløer men ikke ved at støtte det system, der skaber det, men ved at føre en uforsonlig kamp imod det.