Terrorangreb i Paris – hvordan bør arbejderbevægelsen reagere?

Reaktionær islamisk fundamentalistisk terrorisme slog i fredags til igen, i et kordineret angreb imod forskellige steder i Paris, hvilket efterlod over 128 døde og mere end 100 alvorligt såret. Dette er et fuldt ud reaktionært angreb imod almindelige arbejdende mennesker, mange af dem unge, der nød en aften ude på restauranter, til koncert eller på et fodbold stadium. Vi fordømmer den morderiske bande, der stod bag dette angreb, og vi udtrykker vores solidaritet med befolkningen i Paris.

Den yderste højrefløj og de reaktionære i Frankrig, og andre steder, forsøger allerede at vinde politisk opbakning på baggrund af angrebene, ved at anklage flygtninge, som for nyligt er ankommet til Europa. Vi kan forvente mere af dette, og ikke kun fra den yderste højrefløj, men også fra mere ”mainstream” borgerlige højrefløjspolitikere. De vil også bruge angrebene til at beskylde muslimske lokalsamfund.

Derudover vil den herskende klasse, som ved tidligere lejligheder, bruge dette brutale angreb til at indskrænke demokratiske rettigheder, forøge beføjelserne til sikkerhedsstyrker, legalisere yderligere overvågning osv. Lignende foranstaltninger taget efter Charlie Hebdo angrebet i januar, har ikke formået at forhindre fredags angreb.

Arbejderbevægelsen må stå imod ethvert forsøg på at beskylde flygtninge, immigranter og muslimske lokalsamfund. Og bør ikke falde i fælden med ”national enhed”. Arbejdere og unge i Frankrig og andre steder vil, utvivlsomt, blive ramt af en oprigtig følelse af forfærdelse, væmmelse og sorg. Allerede i fredags blev der udvist solidaritet, fra befolkningen i Paris, som åbnede deres hjem for dem på flugt fra angrebene og strandet pga. manglende transport.

Den herskende klasse vil forsøge at bruge disse følelser til at forene befolkningen bag dem. Men frihed, lighed og broderskab betyder ikke det samme for Air France arbejderen, der lige er blevet fyret, som for Air France chefen, der hjerteløst afskedigede tusindvis af dem. Der kan ikke være nogen national enhed imellem disse to.

Vi må også afvise hykleriet fra den herskende klasse og dens repræsentanter, i Frankrig og andre stedet, som ikke er uskyldige ofre for disse angreb. Disse terror angreb er ikke adskilt fra den nylige fremmarch af reaktionær islamisk fundamentalisme i lande som Syrien, Irak, Libyen osv. men er en direkte og indirekte konsekvens af imperialistisk intervention i disse lande. Amerikansk, Britisk og også Fransk imperialisme og deres allierede Tyrkiet, Qatar og Saudi Arabien, har bevæbnet, støttet og trænet IS, Al Nusra, Taliban og lignende reaktionære jihadist grupper, for at fremme deres egne interesser og underminere deres konkurrenter i regionen.

Vi må afvise ethvert forsøg på at præsentere disse angreb inden for rammerne af ”clash of civilisations" (civilisationernes sammenstød) eller ”islamiske vs europæiske værdier”, som et forsøg på at retfærdiggøre national enhed imod ”den fælles fjende”. Dette er falskt. Arbejderne og de fattige i Libanon, Syrien, Yemen, Afghanistan, Pakistan, Tyrkiet, Nigeria og andre landet i Mellemøsten og videre, lider også under denne reaktionære terrorisme på regelmæssig basis. I torsdags udførte IS terrorister et selvmordsattentat i Beirut, hvor dusinvis blev dræbt. Den samme uge demonstrerede hundrede tusinde i Afghanistan imod talibans grusomheder. I Afghanistan var det, som bekendt, USA, der først finansierede og støttede den mørke reaktions kræfter i deres kamp imod PDPA regimet og Sovjet Unionen i 1980.

Derfor kan kampen imod terrorisme ikke adskilles fra kampen imod imperialistiske interventioner og krig, og kampen imod systemet, der skaber forholdene hvori religiøs fanatisme trives.