Tunesien og den arabiske revolutions fremtid

De tunesiske arbejdere og unges fantastiske bevægelse er en inspirationskilde og et eksempel til efterfølgelse for hele verden. I over en uge gennemgik Tunesien en revolution af episke dimensioner. Masseopstanden i Tunesien styrtede den forhadte diktator Ben Ali efter 23 år ved magten.

Opstanden overraskede næsten alle, herunder regeringen. Den 6. januar sagde The Economist selvsikkert: ”Uroen i Tunesien vil sandsynligvis ikke vælte den 74-årige præsident eller blot rokke ved hans enevældige styreform.” Den nordafrikanske nation er blevet set som en oase af stabilitet og relativ velstand, om end den blev regeret med en jernnæve. For udenlandske investorer har Tunis været et sikkert sted at investere og en kilde til billig arbejdskraft. For turisterne var det et sted at solbade og nyde livet.

Men det, der lignede et lyn fra en klar himmel, var i virkeligheden blevet forberedt i årtier. Det afspejlede en forværring af den økonomiske situation, hvilket har påvirket folk fra de lavere sociale lag hårdest. Men det afspejlede også noget andet – mindre synligt men mere vigtigt. Revolution kan ikke forklares alene med fattigdom, da masserne altid har lidt under fattigdom. Det er en dialektisk proces, hvor tusindvis af små uretfærdigheder samler sig indtil ophobningen når et kritisk punkt, hvor en eksplosion er uundgåelig. Når samfundet når dette punkt kan enhver tilfældighed udløse eksplosionen.

I dette tilfælde var det en frugtsælger fra byen Sidi Bouzid, som satte ild til sig selv, der var gnisten, der fik det hele til at flamme op. Mohamed Bouazizi, den unge mand, der satte ild til sig selv, var en universitetsuddannet, der ligesom mange andre ikke var i stand til at finde passende arbejde. Han forsøgte at skabe sig et levebrød ved at sælge frugt og grønt, men selv dét viste sig umuligt, da politiet forhindrede ham i at sælge uden tilladelse. I desperation besluttede han at afslutte sit liv på en dramatisk måde. Han døde få uger senere. Denne hændelse udløste en massiv protestbølge og optøjer.

De stigende priser på mad og andre basale fornødenheder, omsiggribende arbejdsløshed og manglen på frihed fik optøjerne til at sprede sig til hele landet. Ud over de fattige, der indledte agitationen, gik tusindvis af studerende på gaden for at demonstrere deres had imod regimet. Et nyt element i ligningen er fremkomsten af et stort lag af uddannede unge, der ikke har udsigt til at få arbejde. I en periode, hvor millioner har adgang til fjernsyn og internet, hvor folk er bekendte med de riges luksuriøse livsstil, bliver fastholdelsen i tænderskærende fattigdom og arbejdsløshed i stigende grad ubærligt.

Ben Ali og Trabelsi-klanen var synonymt med korruption, enorm ulighed og politisk undertrykkelse. Deres korruption var så slem, at den fremprovokerede indignation hos USA’s ambassadør, hvilket vi ved fra Wikileaks’ afsløringer. Massebevægelsen, der begyndte som en protest imod utålelige leveforhold, arbejdsløshed og de høje leveomkostninger, fik hurtigt en politisk karakter. Det kan sammenfattes i en enkelt parole: Ben Ali må gå!

Da først flammen var tændt, kunne den ikke slukkes. En bølge af uro er fejet over landet, med demonstrationer imod arbejdsløshed, prisstigninger og korruption. Et stort antal arbejdsløse universitetsuddannede, frustration over manglen på frihedsrettigheder, den herskende klasses overdådighed og vreden over politiets brutalitet har alt sammen samlet sig og har antændt en ustoppelig bølge af folkelig vrede.

Fra repression til indrømmelser

Kampene blev mere fatale i weekenden 8-9. januar, og derefter spredte de sig til hovedstaden Tunis. Regimet var rystet af oprøret i gaderne og forsøgte at redde sig selv gennem en kombination af undertrykkelse og indrømmelser. Som altid var den første reaktion patroner, tåregas og knippelsuppe. Politiets vilde repression rystede selv forhærdede vestlige journalister. Det er umuligt at sige, hvor mange, der mistede livet under disse blodige kampe, men ifølge menneskerettighedsgrupper blev mindst 60 mennesker dræbt.

Men efter en uge blev det klart, at disse metoder ikke virkede. Tværtimod kastede det blot mere benzin på bålet. Når først et helt folk rejser sig og siger ”nej”, er der ingen stat, hær eller politistyrke i verden, der kan standse dem.

Når masserne begynder at miste deres frygt kan et diktatorisk regime ikke redde sig alene ved hjælp af repression.

Først benægtede præsidenten, at politiet overreagerede, og han sagde, at de beskyttede den offentlige ejendom imod et lille antal ”terrorister”. Dette beroligede ikke demonstranterne. Alle universiteter og skoler blev lukket for at holde de unge hjemme og væk fra gaderne. Det slog også fejl. Lidt efter lidt smuldrede regimet foran hans øjne, og virkeligheden begyndte at trænge ind i præsidentens tykke hoved.

Den 12. januar fyrede han sin indenrigsminister og beordrede alle de anholdte fra optøjerne løsladt. Han oprettede også en særlig kommission til at ”efterforske korruption”. Det er som Satan, der undersøger Beelzebub. Han lovede også at tage fat om problemets rødder ved at skabe 300.000 nye arbejdspladser. Men uroen fortsatte og nåede hovedstadens centrum den 13. januar, på trods af udgangsforbud om aftenen og natten.

Dernæst lovede Ben Ali at gøre noget ved prisstigningerne på fødevarer, tillade pressefrihed og at ”udbygge demokratiet og genoplive pluralismen”. Han sagde også, at han ikke ville ændre forfatningen, så han kunne genopstille som præsident i 2014. I et sidste, desperat forsøg på at redde sig selv, sagde han i fjernsynet, at politiet ikke længere ville have lov til at skyde på demonstranter, og han bekendtgjorde en stribe reformer og indrømmelser. Det er let af afstå det, som man ikke længere magter at fastholde.

Præsidenten beordrede først, at skydningen skulle indstilles, da det var tydeligt, at yderligere massakrer fra politiets side ville udløse mytteri i hæren, endda på topplan. En fransksproget hjemmeside melder om stigende uro inden for de væbnede styrker og en åben splittelse mellem politiet og hæren: ”En af de nye og vigtige udviklinger i begyndelsen af ugen var, at dele af hæren distancerede sig fra regimet. Mandag [den 10. januar] stod et dusin soldater ifølge flere vidner vagt ved domhuset i Kasserine, både for at forhindre eventuel uro indenfor, og for at beskytte advokaterne.”

Der var mange meldinger om fraternisering mellem hæren og folket, og i nogle tilfælde om at hæren beskyttede demonstranterne imod politiet. Dette var grunden til, at hæren blev trukket tilbage fra gaderne og erstattet af politiet. Da en massedemonstration nåede præsidentpaladset, omfavnede befolkningen og politiet hinanden.

Protesterne nåede et højdepunkt fredag den 14. januar, da tusindvis samlede sig uden for indenrigsministeriet, et symbol på regimet. Mange kravlede op på bygningens tag. Politiet svarede igen med byger af tåregas, men uden resultat. Masserne på gaden havde fået en fornemmelse af deres egen magt, og de tolkede korrekt præsidentens tale som et tegn på svaghed. Overalt blev kravet rejst: Ben Ali må gå! Ben Ali havde allerede lovet at træde tilbage – i 2014. Men denne beregning viste sig at være for optimistisk. Folket på gaderne krævede – og fik – hans omgående afsked.

I en vanvittig hast opløste den tidligere præsident sin regering og landets parlament, pakkede sine kufferter og tog af sted til lufthavnen. Ben Ali og hans familie forlod Tunesien og leder efter et sted, de kan få asyl. Men det er lettere sagt end gjort. Det er en af livets sørgelige kendsgerninger, at når en person er succesrig og velstående, har han masser af venner, men alle døre er lukkede for en nederlagets mand.

Præsident Nicolas Zarkozy afslog høfligt men bestemt en forespørgsel fra sin gamle ven om at lande flyet i Frankrig. Han endte i Jeddah i Saudi Arabien, hvor han vil få en mere sympatisk velkomst fra den saudiske kongefamilie, der må begynde at bekymre sig om, at de kan lide en lignende skæbne i en ikke alt for fjern fremtid.

Præsidentens hurtige exit har banet vejen for manøvrer i toppen, hvor Washingtons bekymrede hånd trækker i snorene bag scenen. Som et første skridt meddelte premierminister Mohammed Ghannouchi i en tale på TV, at han ville tage over som midlertidig præsident, og at der var erklæret nødretstilstand.

Soldater begyndte straks at hive de allestedsnærværende protrætter af Ben Ali ned fra plakattavler og mure over hele landet. Lederne håber, at de ved at fjerne de ydre tegn på et autoritært styre, kan stille masserne tilfredse, og at de vil gå hjem. Det vil tillade, at de samme mennesker, der regerede før, kan fastholde al magten, mens folket kan få en illusion om, at noget er forandret.

At forvente, at disse folk skal gennemføre meningsfyldte politiske reformer og frie og fair valg, vil være topmålet af tåbelighed. Mohammed Ghannouchi er et ledende medlem af det gamle regime. Han er ”Ben Alis mand”. Han var arkitekten bag den selv samme økonomiske politik, der bidrog til det nuværende roderi. Han har fra begyndelsen været i det gamle regimes hjerte. Han kan ikke forventes at handle i folkets interesse. Samtidig med, at han holder flotte taler om demokrati og forfatning, baserer han sig på en nødretstilstand, der bliver opretholdt af hæren og sikkerhedsstyrkerne.

Hæren og regimets elite fører denne forhalingstaktik for at undertrykke protesterne og dernæst genskabe deres greb om magten. Virkeligheden bag den ”demokratiske” facade er, at dekretet om nødretstilstand bliver opretholdt, hvilket forbyder forsamlinger på over tre personer samt et udgangsforbud om aftenen og natten. Sikkerhedsstyrkerne har fået tilladelse til at skyde enhver, der overtræder disse regler.

Imperialisternes hykleri

Alt dette har sat gang i alarmklokkerne i Washington, Paris og London. Imperialisterne er blevet rystede af begivenhederne, de ikke ventede, og er ude af stand til at kontrollere. Revolutioner har ingen respekt for grænser, og mindst af alt de kunstige grænser, som imperialisterne tidligere har etableret for at dele Maghrebs levende krop.

Nordafrika og Mellemøsten er afgørende for USA’s og EU’s – især Frankrigs – strategiske interesser. Magdi Abdelhadi, der er analytiker for BBC, sagde: ”Ben Ali’s fald kan ryste hele den post-koloniale orden i den bredere arabiske verden.” Det er meget sandt, og det slår hovedet på sømmet.

Nu, da masserne har omstyrtet den gamle tyran gennem en heltemodig opstand, snubler de vestlige regeringer over hinanden i deres hast for at opfordre til demokrati. Præsident Sarkozy sagde, at han stod skulde ved skulder med borgerne i Tunesien, sit lands tidligere protektorat. Nicolas Sarkozy har gjort kynisme til en kunstart. Hvis der var en Nobelpris i hykleri ville han utvivlsomt vinde den.

I april 2008, under en af sine rejser til Tunesien, erklærede han: ”Jeres land medvirker til fremme af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.” Få måneder senere sagde den administrerende direktør for IMF, Dominique Strauss Kahn – i Tunis i slutningen af 2008 – at Ben Alis regime i Tunesien var ”den bedste model for mange udviklingslande.”

Disse folk kan ikke hævde, at de var uvidende om forholdene. Menneskerettighedsorganisationer har i årtier fordømt utallige forbrydelser i Tunesien, men det forhindrede ikke den franske præsident fra at være det første (og et af de få) statsoverhoveder, der lykønskede Ben Ali efter hans ”genvalg” i 2009. Nu kan den samme mand – uden så meget som at rødme – sige, at ”kun dialog kan føre til en demokratisk og varig løsning på den nuværende krise.”

Disse lumske ord er en fælde for de, der ikke tager sig i agt. De revolutionære masser rådes til at holde op med at kæmpe og i stedet indgå i en venlig dialog – med hvem? En dialog med de selv samme folk, der har plyndret og undertrykt dem i årtier. De samme bødler, hvis hænder er røde af folkets blod. Hvem er det, der fremkommer med dette venlige råd? Det er ham, der støttede bødlerne helt til det sidste, hvor regimet blev væltet af masserne. Gennem hele det tunesiske folks opstand var Sarkozy tavs, men hans regering forsøgte at redde diktaturet.

Hæren skød med skarpt imod ubevæbnede folk, men den franske regerings talsmand Francois Baroin sagde, at en fordømmelse af repressionen ville være ”indblanding” – som om at den franske hærs permanente tilstedeværelse i mange afrikanske lande, der ikke har det fjerneste at gøre med demokrati, ikke i højeste grad er indblanding.

Landbrugsministeren Bruno Lemaire var ganske åben omkring sin støtte til den tunesiske diktator. Ben Ali ”bliver ofte fejlbedømt” og ”gjorde meget”, sagde han. Vi ved ikke, om de ”ting”, han henviste til, var gode eller dårlige. Det, vi ved, er, at den franske udenrigsminister, Alliot-Marie, gik endnu længere end sin kollega og tilbød Ben Ali ”vore sikkerhedsstyrkers know-how”. På den måde tilbød ”demokraterne” i Paris diktaturet hjælp til at undertrykke dets eget folk i et land, Frankrig havde koloniseret i 73 år. Gamle vaner forgår ikke let.

Tre dage efter, at ubevæbnede mængder blev skudt, sagde Francois Fillon, at han var ”bekymret” omkring den ”uforholdsmæssige anvendelse af vold”, hvormed han placerede ofre og bødler på samme niveau. Videre i det samme, sædvanlige svindelnummer, opfordrede han alle parter til at udvise tilbageholdenhed og følge en vej med dialog. Men ingen har nogensinde forklaret, hvordan det er muligt at ”vælge dialogens vej” med politi, der skyder på alt, der bevæger sig.

Nu, hvor spillet er ude, er alle disse ”demokrater” ivrige efter at rådgive det tunesiske folk. Og ikke kun i Paris. Barack Obama har storsindet fordømt volden imod de tunesiske borgere, der ”fredeligt udtrykte deres mening i Tunesien”. Men den samme person, hvilket vi vid fra Wikileaks’ afsløringer, var fuldt ud vidende om alle kendsgerningerne vedrørende det korrupte og undertrykkende regime i Tunis, og han gjorde absolut intet ved det.

Nu siger den samme mand: ”Jeg bifalder det tunesiske folks mod og værdighed.” Men han skyndte sig at tilføje: ”Jeg opfordrer alle parter til at bevare roen og undgå vold, og jeg opfordrer den tunesiske regering til at respektere menneskerettighederne, holde frie og fair valg, der vil afspejle det tunesiske folks sande vilje, i den nære fremtid.”

Den samme sang bliver sunget overalt. Det er en beroligende vuggevise, og som alle vuggeviser har det til hensigt at sende masserne tilbage i søvn. De bliver bedt om at være rolige og ”afstå fra vold”. Alt, der kræves af masserne, er, at de roligt går hjem til sig selv, ”forbliver rolige” og frem for alt ”afstår fra vold”. Er det ikke sært, at det altid er masserne, der bliver bedt om at gå hjem, forblive rolige og ”afstå fra vold”, når det er de rige og magtfulde, der har monopol på voldsanvendelse, og bruger dette monopol til at forsvare deres magt og privilegier?

Folk, der har været nødt til at trodse politiets patroner og køller, der har set deres kammerater, venner og familiemedlemmer brutalt blive tæsket, sparket, gasset, arresteret, tortureret og myrdet i koldt blod. De blev endda nægtet adgang til deres kæres lemlæstede lig. Nu bliver de bedt om at være stille, ”afstå fra vold” og frem for alt blive væk fra gaderne, demobilisere og gå hjem for at tillade, at en gruppe tyveknægte kan bestemme deres skæbne. Det er en usmageligt dårlig vittighed.

Oprøret spreder sig

Udbruddet af folkelig utilfredshed i Tunesien og nabolandet Algeriet er et mareridt for autoritære ledere i hele Nordafrika og den bredere arabiske verden. De korrupte og reaktionære regimer i Nordafrika og Mellemøsten ryster i bukserne. De frygter, at det eksempel, som er blevet sat af masserne i Tunesien, i morgen vil blive fulgt af arbejderne og bønderne i andre lande, hvor der eksisterer de samme problemer. Det er grunden til, at oprøret i løbet af få dage havde spredt sig til nabolandet Algeriet. Det var udløst af prisstigninger på sukker, mælk og mel, og mindst fem er døde.

Al Jazeera meddelte, at de unge råbte ”giv os sukker”, og demonstranter brød ind i lagerbygninger for at stjæle melsække i protest over priserne på fødevare, der er steget mellem 20 og 30 procent i den første uge i januar. I et forsøg på at dæmpe protesterne har den algeriske regering i al hast skåret i importafgifterne og skatterne for at nedbringe prisen på fødevarer, og den hævder, at den nu har ”vendt bladet” efter de landsdækkende fødevare-uroligheder.

Optøjerne i adskillige algeriske byer aftog først efter at regeringen lovede at gøre alt, der krævedes for at beskytte borgerne fra de stigende leveomkostninger. Libyen, Marokko og Jordan har også offentliggjort planer for at sænke priserne på basisvarer. Men situationen i Algeriet vedbliver at være meget ustabil. Lad os huske på, at den algeriske berber-region Kabylien i hele året 2001 var scene for en stor opstand. Også i Marokko er det reaktionære regime under Kong Mohammed VI meget ustabilt, og det har mange ligheder med Tunesien.

Lige før Ben Ali blev væltet, skrev kommentatoren Abdelrahman al-Rasheed i avisen Ash-Sharq al-Awsat: ”Meget af det, der forhindrer protest og civil ulydighed, er blot den psykologiske barriere.” Omstyrtelsen af Ben Ali vil – ligesom forsøgene i Algeriet på at dæmpe vreden over prisstigningerne – medvirke til at punktere den frygt, der længe har holdt utilfredsheden i skak i hele regionen. Satellit-nyheder og sociale medier kan komme uden om autokratisk taktik og kan hurtigt samle frustrationerne hos unge i isolerede, fattige regioner, i en bred bevægelse.

Oprørets flamme breder sig til andre arabiske lande. Den revolutionære bevægelse i Tunesien er blevet fulgt tæt på satellit-kanaler i fjernsynet og på internettet over hele Mellemøsten, hvor den høje arbejdsløshed, befolkninger med en enorm andel af unge, stærkt stigende inflation og en tiltagende forskel mellem rig og fattig bærer ved til bålet.

Algeriet ligger ved siden af Tunesien, men Amman er 2.500 kilometer fra Tunis, men årsagen til demonstranternes vrede er den samme, og ligeledes var kravene om, at lederen træder tilbage. Kong Abdallah II kan føle jorden ryste under sig, og han beordrede en sænkning af priserne og skatterne på visse fødevarer og brændstof. Regeringen har allerede afsat 1.256 millioner kroner i finansloven for 2011 som subsidier til brød, som mange fattige i landet afhænger af. Pengene vil også blive brugt til at nedbringe prisen på brændstof og til at skabe jobs, men det var for lidt og for sent.

Ifølge Al Jazeera bar demonstranterne på bannere med teksten ”Jordan er ikke kun for de rige. Brød er en rød linje. Tag jer i agt for vores sult og vrede”. Over 5.000 folk protesterede i hele Jordan på en ”vredens dag” i protest mod eskalerende fødevarepriser og arbejdsløshed på samme dag som – i en anden del af den arabiske verden – at Tunesiens præsident flygtede fra den nordafrikanske stat efter ugevis med voldsomme demonstrationer.

Jordanske universitetsstuderende og tilhængere af Ba’ath-partiet afholdt også demonstrationer i Irbid, Karak, Salt og Ma’an med krav om, at premierministeren Samir Rifai går af. Officielle rapporter hævder, at politiet havde held til at holde demonstranterne tilbage ved at omringe dem, og at ingen blev anholdt. Efter at have set, hvad der skete i Tunesien, har de jordanske myndigheder indset, at blodige kampe kan forvandle protesterne til en opstand.

Den jordanske blog Ammon News meddelte, at folk til protesten ”vredens dag” råbte: ”Samlet klasse, samlet har regeringen suget jeres blod” og bar plakater med påsat brød. ”Vi protesterer imod regeringens politik, høje priser og høj beskatning, der får det jordanske folk til at gøre oprør,” sagde Tawfiq al-Batoush, tidligere borgmester i Karak til Reuters.

En artikel af Tom Pfeiffer fra Reuters den 15. januar indeholdt nogle meget interessante citater: ”Det kunne ske hvor som helst,” sagde Imane, ejer af en restaurant i Egypten, som ikke ville oplyse sit fulde navn. ”De billeder på satellit-tv og internettet, vi kan se nu til dags, betyder at folk, der normalt ville være kuede, nu kan se andre, der får, hvad de ønsker.”

”Vi er ikke vant til noget som dette i denne del af verden,” sagde Kamal Mohsen, en 23-årig libanesisk studerende. ”Det er større end en drøm i en region, hvor folk bliver ved med at sige’hvad kan vi gøre?’”

”Unge over hele den arabiske verden burde gå på gaden og gøre det samme. Det er på tide, at vi kræver vores ret,” sagde Kamal Mohsen, den libanesiske studerende. ”De arabiske ledere bør være meget bange, for de kan ikke tilbyde deres folk noget andet end frygt, og når tuneserne vinder, vil frygten blive knækket, og det, der sker, vil være smitsomt. Det er kun et spørgsmål om tid,” tilføjede han.

Af alle de arabiske lande er Egypten med sin mægtige arbejderklasse det vigtigste. Bekymringerne om landets fremtid blev udtrykt for nylig i en artikel i det libanesiske dagblad Daily Star:

”De, der venter en regional revolution bør se på Egypten, der importerer omkring halvdelen af den mad, der bliver spist af befolkningen på 79 millioner, og som kæmper med en inflation på over 10 procent.”

”Med et massivt sikkerhedsapparat, der er hurtigt til at undertrykke større gadeprotester, og det største oppositionsparti det Muslimske Broderskab uden for formel politik, kommer statens største udfordring fra strejker på fabrikkerne i industribæltet i Nildeltaet.”

”Egyptens internet-baserede kampagne for politisk forandring, landets mest kritiske stemme, har ikke haft held til at gå fra den sludrende middelklasse til de fattige i gaderne.”

”’Der har været en skarp opdeling mellem økonomiske kampe og politiske kampe i Egypten,’ sagde Laleh Khalili, Mellemøst-ekspert fra University of London. ’Der har været strejker, men de har ikke spredt sig ud i det offentlige rum.’”

”Dette kan imidlertid ændre sig, hvis den tiltagende utilfredshed med prisstigningerne på fødevarer æder sig ind på den bredere sygdom af politisk og økonomisk stagnation og manglen på muligheder og frihed.”

Den internationale valutafond IMF har sagt, at med den nuværende arbejdsløshed, der i forvejen er meget høj, har regionen brug for at skabe næsten 100 millioner nye jobs inden 2020. Men i en situation, hvor budgetterne er under pres fra de stigende omkostninger ved importeret mad og brændstof, vil det være umuligt – især for de lande, der ikke har store energireserver.

”Der er en fare ved at blive for tilfreds ved argumentet om, at ’de arabiske stater vil klare sig’,” sagde Stephen Cook fra den amerikanske organisation US Council on Foreign Relations på sin blog sidste uge. ”Det er måske ikke enden for [Egyptens præsident Hosni] Mubarak eller nogen anden stærk leder i Mellemøsten. Men der foregår helt klart noget i regionen.”

Behov for revolutionært perspektiv

Borgerlige politiske eksperter trøster sig med tanken om, at Tunesiens eksempel ikke vil sprede sig, og afsætte autoritære regeringer fra Rabat til Riyadh, fordi oppositionsbevægelserne er svage og demoraliserede. Men det er slet ikke pointen.

Opstanden i Tunesien var ikke organiseret af oppositionen, som også er svag og demoraliseret. Det var en spontan masseopstand, og den var netop ikke til at standse, fordi der ikke var en ”ansvarlig” reformistisk organisation til at lede den ad sikre kanaler. Svagheden hos eller fraværet af reformistiske masseorganisationer afspejler ikke, at de enevældige regimer er stærke, men at de er svage. Når først masserne begynder at bevæge sig, vil det være som en bil uden bremser, der kører ned af en bakke.

Som vi pegede på i forbindelse med Iran, er bevægelsens spontane karakter på én gang dens styrke og svaghed. I Tunesien var masserne stærke nok til at vælte et korrupt og råddent regime. Men spørgsmålet er: hvad sker der nu?

”Vores store problem er manglen på et politisk perspektiv,” sagde Nizar Amami, en afde faglige ledere fra UGTT. ”Der er ikke opstået noget parti; det Progressive Demokratiske Parti (DPP, det legale oppositionsparti) er for svagt. UGTT har indtaget oppositionens rolle med at fremføre paroler, lave solidaritetsaktioner og så videre, men hvad angår det [politiske] projekt … Regimet er virkelig blevet destabiliseret, og det er noget hidtil uset.”

Emma Murphy, der er professor fra Durham Universitet og ekspert i Tunesien, fik følgende spørgsmål af BBC:

”Kan de [den legale opposition] levere mere for det tunesiske folk?

Hun svarede som følger:

”Formentlig ikke. Men hvis der skal skabes demokrati, er der brug for, at det ledende råd kommer med meget klare indikationer på, at der vil komme grundlæggende reformer af partisystemet, valgprocesserne, forsamlingsfriheden, borgerrettigheder og pressefriheden længe inden valget.”

”En hurtig stopper for nødretstilstanden og nogle klare tegn på, at korruptions-kommissionen, der blev oprettet for nogle dage siden, direkte vil tage sig af Ben Ali og Trabelsi-klanernes aktiviteter, vil komme langt i forhold til at overbevise tuneserne om, at løfterne om konstitutionelt styre denne gang vil blive overholdt, at national forsoning denne gang vil betyde netop dette, og at hæren, der forsvarer stabiliteten, ikke endnu en gang vil forsvare et autoritært styre.”

Vi kan roligt forudsige, at en hær af ”Tunesiens venner” i de kommende uge og måneder vil tage til Tunis: repræsentanter for ”frie” fagforeninger med kufferter fulde af dollars, mænd i jakkesæt fra USA og EU, NGO’er i massevis, den Socialistiske Internationale, Friedrich Ebert Stiftelsen og af CIA’s ”respektable” fremtrædelsesformer, alle ivrige efter at komme med rådgivning og (for de, der vil følge denne rådgivning) betragtelige materielle ressourcer. Disse folks mål kan sammenfattes således: tilbagevenden til orden.

Orden kan genskabes med forskellige midler. Kontrarevolution kan gennemføres i en demokratisk såvel som diktatorisk klædedragt. Det, Ben Ali ikke kunne opnå med patroner og knipler, håber hans efterfølgere og deres imperialistiske bagmænd at opnå ved smil og søde ord, hjulpet på vej af dollars og euro. Imidlertid er formålet det samme: at få folk væk fra gaden, at arbejderen vender tilbage til sin drejebænk, at bonden vender tilbage til sit landbrug, studenten til sine studier. De ønsker sig varmt en hurtig tilbagevenden til normaltilstanden: det vil sige, at de ønsker en hurtig tilbagevenden til det gamle slaveri under et nyt navn.

Der kan ikke være nogen som helst tillid til disse hykleriske ”demokrater”. De selv samme regeringer støttede Zinde al-Abedine Ben Alis diktatoriske regime. Store vestlige virksomheder tjente god profit, og de havde ingen grund til at klage over de lave lønninger, da det var grundlaget for deres profit. Disse herrer og damer fastholdt en høflig tavshed over for det rådne og undertrykkende regime i Tunis i årtier, fordi regimet forsvarede deres profitter. Nu, hvor regimet er væltet, har de pludselig stemmekraft til at råbe på ”ro”.

Begivenhederne bevæger sig med lynets hast. Mens jeg skriver disse linjer er Ghannouchi allerede blevet erstattet af parlamentets formand Foued Mbazaa, der forsøger at samle en national samlingsregering for at udskrive valg til afholdelse om 60 dage. Dette viser, at regimet er svagt og internt splittet.

Tunesiens arbejdere og unge, vær på vagt! Det, I har erobret, er resultatet af jeres egne heroiske kampe og ofre. Tillad ikke, at det, der er vundet med blod, bliver taget fra jer gennem svindel! Stol ikke på fine taler og hule løfter. Stol kun på jeres egne kræfter, jeres egen selvorganisering, jeres egen beslutsomhed.

Tanken om en ”national regering” med de forskellige legale politiske partier og muligvis en eller to andre, som militæret ikke anser som en trussel for landets stabilitet og dets forhold til allierede som USA og EU. Dette er endnu en fælde. Den ”lovlige opposition” er en samling svage, kujonagtige opportunister, der er kompromitteret af årevis af samarbejde med – eller underkastelse under – Ben Alis regime.

Tunesiens folk er ikke tåber eller små børn, der kan lulles i søvn af hykleriske ord. De bør ikke demobilisere, men tværtimod optrappe mobiliseringen og give den et organiseret udtryk. Resterne af det gamle regime bør ikke få udsættelse. Disse banditter må ikke tillades at reorganisere en ny ”demokratisk” version af det gamle regime. Tiden til tale er for længst overskredet. Ikke flere intriger! Ned med regeringen! For et omgående stop for nødretstilstanden! For fuld forsamlingsfrihed, organisationsfrihed og ytringsfrihed! For en revolutionær grundlovsgivende forsamling! For omgående opløsning af alle organer til undertrykkelse og en folkedomstol for morderne og torturbødlerne!

For at opnå disse krav er der brug for en landsdækkende generalstrejke. Arbejderklassen er den eneste kraft, der har den nødvendige vægt til at vælte det gamle styre og bygge et nyt fra top til bund. Proletariatet må sætte sig i spidsen for samfundet. Det er den eneste vej fremad. Kravet om en generalstrejke har allerede vundet genklang hos dele af UGTT. Der er rapporter om, at der i sidste uge var generalstrejker i adskillige regioner (Kasserine, Sfax, Gabes, Kairounan og Jendouba).

For at forberede en generalstrejke må der dannes komiteer på alle niveauer: lokalt, regionalt og nationalt. Livet selv lærer os, at den eneste vej til at opnå frihed og retfærdighed er gennem massernes direkte aktion. I Tunesien er spørgsmålet om magten blevet stillet helt åbent. Det er nødvendigt at organisere og mobilisere hele folket for på afgørende vis at omstyrte det gamle regime.

Der har været meldinger om udbredte plyndringer. Dette er tydeligvis blevet organiseret af politiet og af provokatører, der er loyale over for Ben Ali. De ønsker at skabe en kaotisk situation, som de håber, kan tillade dem at afspore revolutionen og vende tilbage. Der er også meldinger om, at der bliver oprettet lokale selvforsvars-komiteer.

Arbejderne må fraternisere med soldaterne, som er på deres side. Der bør rettes en appel til de menige i hæren om at danne soldaterkomiteer for at forbinde sig med folket. Arbejderne og bønderne må skaffe sig våben til selvforsvar og oprette en folkemilits på hver fabrik, i hvert distrikt og hver landsby for at opretholde orden og forsvare sig imod banditter og kontrarevolutionære. Det er afgørende for revolutionens succes.

Den arabiske marxismes tilbagekomst

Jeg nærer ingen tvivl om, at der vil være ”kloge” folk, der af en eller anden grund anser sig for at være marxister, der vil sige, at det, der sker i Tunesien, ”ikke er en revolution”, selv om de sandt at sige ikke kan fortælle, hvad det er. I sin bog Den Permanente revolution sammenligner Trotskij mensjevikkerne med en gammel skolelærer, der i mange år har undervist i foråret. Men en morgen åbner han vinduet, og da han rammes af solskin og fuglesang, smækker han vinduet i og erklærer, at disse ting aer en afvigelse fra naturen.

Ægte marxister tager udgangspunkt i den levende virkelighed, ikke livløse skemaer. Revolutionen i Tunesien minder på mange måder om februarrevolutionen i Rusland i 1917. Revolutionen er tydeligvis begyndt, men den er ikke færdig. Den har væltet det gamle regime, men den har endnu ikke været i stand til at sætte noget i dets sted. Derfor er det muligt, at revolutionen vil blive besejret, især uden en ægte revolutionær ledelse.

Hvis bolsjevikpartiet ikke havde været til stede, ville februarrevolutionen have lidt nederlag. Og havde det ikke været for Lenin og Trotskijs tilstedeværelse, ville bolsjevikpartiet have været ude af stand til at spille den rolle, det gjorde. Ledelsen ville fortsat have været hos sovjetternes reformistiske ledere, og revolutionen ville have lidt skibbrud. Hvis det var sket, ville de samme ”kloge” marxister uden tvivl have skrevet bøger, hvori de forklarede, at der naturligvis ikke kunne være revolution i Rusland på grund af a, b, c og d.

Da jeg forberedte denne artikel og læste forskellige meldinger på internettet, kom jeg til at læse nogle anarkistiske blogs. Jeg fandt det interessant at se, at der ikke blot er ”kloge” folk blandt marxister, men også blandt anarkisterne. Forfatteren til den tidligere nævnte blog beklagede sig inderligt over manglen på støtte til revolutionen i Tunesien, fordi den ikke passer ind i de anarkistiske fordomme. Han har i det mindste revolutionære instinkter, ikke ligesom de pedanter, der nægter at give den tunesiske revolution sin fødselsattest, fordi den ikke passer i deres stupide forudindtagelser.

I årtier er tanken om, at der ikke er grundlag for socialisme og marxisme hos masserne i Nordafrika og Mellemøsten, nøjsomt blevet opdyrket. I det omfang, at der er en opposition – sådan lyder argumentet – er det under den islamiske fundamentalismes faner. Men dette argument er helt igennem forkert, og det er blevet tilbagevist af begivenhederne i Tunesien. De unge kvinder, der gik på gaden imod politiet, gik ikke med burka. De er veluddannede og intelligente mennesker, der taler godt fransk og engelsk. De kræver ikke indførsel af sharia-lov, men demokratiske rettigheder og arbejde.

De såkaldte venstreorienterede, der har flirtet med islamisk fundamentalisme udviser en foragt for de arabiske arbejder og unges evne til at forstå tingene. At fremstille fundamentalisterne som en revolutionær tendens er forræderi imod socialismens sag. Den fremtidige arabiske revolution vil ikke finde sted under den islamiske fundamentalismes sorte faner, men under socialismens røde flag.

Tidligere var der en stærk socialistisk og kommunistisk tradition i den arabiske verden. Men stalinismens forbrydelser havde den mest forfærdelige virkning i denne del af verden. De kommunistiske massepartier i Irak og Sudan blev ødelagt af den forræderiske politik med ”to stadier”, der gav magten til såkaldte ”progressive borgerlige” som Kassem og Nimeri. Det førte til udslettelse af den kommunistiske fortrop og konsolidering af diktatoriske regimer som Saddam Husseins, og alt det indebar for Mellemøstens folk.

Naturen udfylder et tomrum. Det samme gør sig gældende i politik. Ind i det tomrum, der blev efterladt af stalinismens kollaps, trådte de islamiske fundamentalister, der fremstiller sig som ”antiimperialister” på trods af, at de blev støttet og finansieret af USA for at bekæmpe ”kommunismen” og slås imod Sovjetunionens styrker i Afghanistan. Det er tilstrækkeligt at huske på, at Osama bin Laden var agent for CIA indtil han brød med sina gamle venner i Washington.

Til demonstrationen i Bruxelles den 15. januar var der en kammerat, der havde en samtale med en tunesisk kvinde, der sagde: ”har du set mænd med langt skæg til vores demonstrationer i Tunesien? Nej! Det er fordi, vi ikke har brug for de folk til at befri os.” Fundamentalisterne er altid blevet brugt som middel til at rive masserne bort fra socialistisk revolution. Det er ingen tilfældighed at Rashid Ghannoushi, en islamisk leder, har fået lov til at vende tilbage fra eksil og nu bliver fremhævet i de tunesiske medier. Mange siger: ”vi sparkede ikke Ben Ali ud for at få islamisterne i stedet!”

Det er meget vigtigt at understrege, at det er første gang, at en arabisk diktator er blevet væltet af folket selv uden indblanding udefra. Det er et afgørende brud med den fatalistiske opfattelse, der desværre er blevet udbredt i den arabiske verden, og som siger ”ja, der har været mange kampe, men vi er altid blevet besejret”. Det er bemærkelsesværdigt, at det mest udbredte kampråb ved demonstrationen i Bruxelles var ”ja vi kan!”

De socialistiske traditioner er stadig levende og vokser i styrke. En ny generation af arabiske aktivister vokser op under forhold med kapitalistisk krise. I løbet af kampen lærer de hurtigt. Det, de leder efter, er de marxistiske ideer. Det fantastiske arbejde, som marxy.com udfører, begynder at skabe vigtige resultater – ikke blot i form af forsvar for marxismens ideer og principper, men ved at organisere praktisk revolutionært arbejde og solidaritet, hvilket man kan se på deres kampagne i solidaritet med den tunesiske revolution.

I aftes var der et program på den tunesisk baserede TV-station Nessma (TV-station for hele Maghreb) med intellektuelle og journalister, og der blev stillet et spørgsmål om, hvordan man kan få den rigdom tilbage, som Ben Alis familie har røvet fra folket. En journalist sagde: vi bør nationalisere bankerne og alle Trabelis-klanens aktiver. Dernæst var der en, der nævnte ”det tunesiske forår”, og en anden tilføjede spontant, ”ja vi kender til den marxistiske artikel [med henvisning til en artikel på marxy.com, der findes her i let redigeret version på dansk], men vi er endnu ikke nået til det forår.”

Det er en lille anekdote, men den viser den genlyd, som de marxistiske ideer vinder hos venstrefløjen i Tunesien. Det, vi har set i Tunesien, er intet mindre end begyndelsen på den arabiske revolution, en kolossal begivenhed, der vil ændre verdenshistoriens gang. Fra det ene land til det andet vil oprørets flammer sprede sig fra Atlanterhavet til Eufrat. Den revolutionære bevægelse vil udvikle sig, modnes og hæve sig til det niveau, historiens opgaver kræver. Marxismens kræfter vil kæmpe skulder ved skulder med dem og vokse med dem. Den arabiske revolution vil sejre som en socialistisk revolution, eller den vil ikke sejre overhovedet.

• Ned med Foued Mbazaa-regimet!
• Fulde demokratiske rettigheder nu!
• For en revolutionær grundlovsgivende forsamling!
• For ekspropriation af Trablesi-klikens uretmæssige rigdomme!
• Sejr til de tunesiske arbejdere og unge!
• Længe leve den tunesiske revolution!

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)