Efter Tripolis fald: vejen frem for den libyske revolution

Enden kom pludseligt og uden advarsel. I sandhedens øjeblik faldt Gaddafi regimet som et korthus.

I går aftes var Tripolis gader fyldt af jubel, som oprørsstyrkerne besatte den Grønne plads i Tripoli. Libyske rebeller viftede med oppositionsflag og affyrede skud i luften i jubel efter at have nået hovedstadens centrale plads i de tidlige timer mandag. Indtil nu var hovedparten af pladserne reserveret til omhyggeligt forberedte demonstrationer til lovprisning af Moammar Gaddafi. Nu er der udbrudt jubelscener, efter at rebellerne trængte ind i centrum af den libyske hovedstad.

I fredags besatte oprørsstyrker Zlitan, 80 mil øst for hovedstaden. Tripoli blev fanget i en knibtangsmanøvre, hvor oprørerne rykkede frem fra øst og vest fra Zlitan og Zawiya for at afskære Tripoli fra resten af Libyen. Zawiyas fald var et dødeligt slag, der afskar hovedstaden adgangen til olieforsyninger. Det var højst sandsynligt det afgørende øjeblik, der underminerede kampmoralen hos Gaddafis mænd fuldstændig. Kun et fuldstændigt kollaps i kampmoralen kan forklare det tilsyneladende fravær af modstand i de sidste stadier og den relative lethed, hvormed rebellerne indtog centrum af Tripoli.

Så nyligt som i går [søndag - red] insisterede Gaddafi administrationen på, at den ville kæmpe til enden. Oberst Gaddafis ældste søn Saif-Al Islam lovede i en TV-tale, at han aldrig ville hejse det ”hvide flag” over Tripoli. Derefter, i hvad der tydeligvis var et tegn på desperation, erklærede Muammar Gaddafis regering sin villighed til at indgå i øjeblikkelige forhandlinger med oprørerne. Når man står overfor militært nederlag, er det sædvane at bede om øjeblikkelige forhandlinger – selvom der aldrig virkelig var noget tilbage at forhandle om.

Oberst Gaddafi annoncerede sin villighed til at forhandle direkte med lederen af oprørernes Nationale Overgangsråd, sagde talsmanden Moussa Ibrahim. Efter uger og måneder med skrydende retorik om at kæmpe til døden i Tripolis gader var dette temmelig ironisk. Endnu mere ironisk er, at det ser ud til, at regeringen havde bedt NATO om at overbevise oprørsstyrkerne om at stoppe et angreb på Tripoli, ifølge en talsmand på stats-tv i går aftes.

Som svar på dette tilbud skyndte overhovedet for Overgangsrådet sig at annoncere, at oprørsstyrkerne ville stoppe deres offensiv, hvis oberst Gaddafi annoncerede sin tilbagetræden. Mustapha Abd El Jalil tilføjede, at oprørsstyrkerne ville give Oberst Gaddafi og hans sønner sikker passage ud af landet. Det er endnu et bevis på, at lederne for Overgangsrådet under hele forløbet har forsøgt at strikke et principløst kompromis sammen med det gamle regime.

Men denne overbevisning blev tydeligvis ikke delt af oprørsstyrkerne, der har kæmpet i månedsvis for at vælte Gaddafi. Mens de ignorerede deres ”lederes” smarte manøvreringer, pressede de på med deres offensiv og fejede den frugtesløse modstand fra, hvad der var tilbage af Gaddafis hær, til side. Vest for Tripoli stormede oprørerne depotet for 32. elitebrigade under oberst Gaddafis søn Khamis’ kommando. Og i aftes havde oprørsstyrkerne overtaget adskillige forstæder og rejst deres flag over offentlige bygninger.

Med en imponerende hastighed trængte oprørerne frem direkte ind i byens hjerte, tilsyneladende uden nogen større modstand fra nogen Gaddafi loyale tropper. Som oprørerne bevægede sig ind i hovedstaden, smeltede dens forsvarere simpelthen væk. I løbet af timer annoncerede oprørerne, at de havde overtaget hele hovedstaden, undtaget Gaddafis højborg.

Gaddafis vrangforestillinger

Fraværet af al seriøs modstand, efter at regeringen havde sværget at kæmpe for hver en gade, er en sigende bekræftelse på manglen på nogen fast støtte til det smuldrende regime. I stedet for blodige gadekampe viste TV-billederne et stort antal mennesker, der kom ud i Tripolis gader for at byde oprørerne velkommen. En oprørsleder sagde, at enheden, der var ansvarlig for beskyttelsen af Gaddafi og Tripoli, havde overgivet sig og var gået med i oprøret, hvilket tillod oppositionsstyrkerne af bevæge sig frit.

Reuters rapporterede, at Gaddafis søn og tilsyneladende efterfølger Saif Al-Islam er blevet arresteret. Det ser ud til at Muhammad Gaddafi, hans ældste søn, overgav sig til oprørsstyrkerne i Tripoli ifølge en rapport fra oprørsregeringen. Denne feje overgivelse står i klar kontrast til kampretorikken og løfterne om at kæmpe til døden. Det tyder på en fuldstændig demoralisering i den herskende klike.

Om Gaddafi selv er der ingen nyheder. I den sidste radioudsendelse anerkendte han, at oppositionsstyrker bevægede sig ind i Tripoli og advarede om, at byen kunne blive omdannet til et nyt Bagdad. ”Hvordan kan I tillade, at Tripoli, hovedstaden, kan blive besat endnu en gang?” sagde han. ”Forræderne baner vejen for at indsætte besættelsestropper i Tripoli.”

Obersten insisterede på, at han ikke ville forlade hovedstaden, og at han ville besejre fjendtlige styrker. Han opfordrede sine støtter til at marchere i hovedstadens gader og ”rense den” for ”rotterne”. Disse ord viser, at den gamle mand er gjort af stærkere stof end hans forkælede sønner. I sit hoved planlægger han måske et eller andet modangreb. Men hans tale mindede om et desperat brev fra Tsar Nikolaj til sin general i februar 1917. Ligesom ham flyttede Gaddafi rundt på en fantomhær, der ikke længere eksisterer, ud over i hans fantasi.

Chancen for et sidste øjebliks come-back er lille. Selvom Gaddafi ofte har overrumplet, er det svært at se, hvilke kort han stadig holder i sine hænder. En mulighed er, at han måske forsøger at omgruppere sin hær i de områder, hvor han har støtte blandt visse stammer og lancerer en guerilla krig. Men selv hvis han har nogen tropper, der er villige til at adlyde hans ordrer, rykker en sådan mulighed længere og længere væk, i takt med at timerne går og oprørernes greb om Tripoli strammes. Scenerne med folkemængder, der fejrer sejren på den grønne plads i går aftes, fortalte sin egen historie. Det er stedet, hvor Gaddafis støtter har samlet sig på natlig basis under oprøret for at vise opbakning til deres leder. Den symbolske betydning af disse scener er selvindlysende.

Den libyske leder er ikke uintelligent, men han har længe været omringet af en kamarilla af ja-mænd, der aldrig modsagde ham og forstærkede hans følelse af almagt og usårlighed. Det er åbenlyst ud fra hans ord og handlinger, at Gaddafi har levet i en vrangforestilling i nogen tid. Hans taler bar samme præg af uvirkelighed som Hosni Mubaraks i de sidste dage af hans regime.

Lord Acton sagde: magt har en tendens til at korrumpere; absolut magt korrumperer absolut. Det er et veldokumenteret historisk faktum, at absolutte monarker og diktatorer til sidst bukker under for en form for vanvid. Når nogen begynder at tro, at de er almægtige, bliver grænsen mellem, hvad der er virkeligt og hvad der er fantasi, udvisket.

Imperialistisk kynisme

Libyen er det eneste tilfælde, hvor imperialisterne har været i stand til at intervenere direkte i de begivenheder, der har fejet hen over den arabiske verdens de sidste otte måneder. Erfaringerne fra deres forsøg på at intervenere i Iran i 1979-1980 lærte amerikanerne, at det ikke er en god ide at intervenere militært i en revolution.

Selv da de besluttede at intervenere i Libyen, var de splittet. Amerikanerne var tøvende især generalerne, der har lært nogle smertefulde lektioner i Irak og Afghanistan. Det var franskmændene og briterne der, af deres egne grunde var de mest krigeriske. Men på det seneste har de også udtrykt alvorlig tvivl om deres involvering i Libyen. Deres statskasser er tomme, deres hære overbebyrdede og deres befolkninger ikke entusiastiske omkring udenlandske militære eventyr.

For at retfærdiggøre deres libyske eventyr brugte de undskyldningen om at “forhindre civile tab”. På grundlag af denne undskyldning fik de FNs sikkerhedsråd til at stemme for en militær aktion. Dette begrænsede formål var blot et figenblad for at skjule NATO-magternes virkelige formål – at vælte Gaddafi. Briterne og franskmændene forestillede sig, at det ville være nok at smide et par bomber for at Gaddafi ville overgive sig. De tog fejl.

Det er unødvendigt at pointere, at NATOs intervention har betydet langt flere civile tab. Deres talsperson (en kvinde selvfølgelig!) pralede i går aftes af, at NATO fly havde angrebet over 4000 mål, siden de begyndte operationerne for et par måneder siden. Disse mål var ikke blot militære, men inkluderede civile områder. De dræbte ikke blot civile, men også oprørssoldater. De gentagne tilfælde af NATO fly, der bombede oprørspositioner, afslørede hulheden i propagandaen om ”intelligente bomber”, der antageligt skulle garantere, at der ikke ville komme nogen civile tab.

Den imperialistiske bombekampagne var ubarmhjertig og brutal. De forsøgte at dræbe Gaddafi og medlemmer af hans familie og følge. Det gik langt ud over kampagnens angivne formål. Trods vrede protester fra russerne gjorde talspersonerne i Washington, London og Paris intet for at skjule, at deres mål var en regimeændring i Tripoli. Disse handlinger afslørede imperialismens kynisme og de såkaldt Forenede Nationers reaktionære rolle, der giver banditterne et respektabelt dække, som de kan udføre deres beskidte arbejde under.

Det er klart, at NATOs intervention spillede en nøglerolle i at ødelægge Gaddafis militære evner gennem nådesløse luftbombardementer. NATO har dækket oprørernes fremrykning med luftangreb på Tripoli og har rapporteret om ødelæggelsen af 36 mål hen over weekenden. Gaddafis talsmand Moussa Ibrahim hævdede, at 1300 mennesker blev dræbt i kampene i Tripoli i går. Uden dette luftdække ville rebellernes opgave have været langt mere vanskelig. Men det var ikke NATO, der vandt krigen. Krigen blev udkæmpet og vundet af oprørskæmperne på jorden. Det er et vigtigt faktum, der vil bestemme, hvad der vil ske på de næste stadier.

I virkeligheden understregede NATO kampagnen begrænsningerne i luftmagt alene. Måneder efter bombningerne begyndte, var der intet tegn på en afgørende militær sejr. Lederne i Paris og London frygtede, at den libyske konflikt kunne trække ud uden resultat i årevis. Krigshistorien viser, at det er umuligt at vinde en krig med luftmagt alene. I sidste ende vindes krige af tropper på jorden. Men efter Irak og Afghanistan var det sidste, de ønskede, at blive trukket ind i en landkrig i Libyen. De var derfor yderst lettede (så vel som overraskede) over nyheden om, at oprørerne var gået ind i Tripoli.

Præsident Obama sagde, at Gaddafi regimet havde nået et ”vendepunkt”. Den britiske regering sagde, at enden var nær for den libyske leder og opfordrede ham til at gå af. Men imperialisterne jubel er blandet med en følelse af nervøsitet. Sejren blev vundet af oprørerne på jorden, hvis virkelige mål og intentioner er uklare. De er bevæbnede og vil nu føle sig meget selvsikre. Dette scenarie er et minefelt for imperialisterne, der allerede udtrykker bekymring over et ”magttomrum” efter Gaddafis fald.

I krig sker det ofte, at allierede hære kæmper mod en fælles fjende af helt forskellige grunde. I den amerikanske uafhængighedskrig i det attende århundrede kæmpede det monarkistiske Frankrig sammen med de amerikanske oprørere imod den britiske krones styrker. Frankrigs militære intervention hjalp uden tvivl de amerikanske kolonister til at vinde. Men Frankrigs krigsmål havde intet til fælles med de amerikanske oprøreres mål.

Frankrig var del af en magtkamp med England over kontrollen med kolonier – inklusiv i den nye verden. Hvis de amerikanske oprørere var endt med Versailles herredømme i stedet for Londons, ville de have stået i en endnu værre situation end før. Heldigvis forhindrede den internationale magtbalance – og den franske revolution – dette.

Vores indstilling til krig

Vores indstilling til krig dikteres ikke af sentimentale årsager (falsk “humanisme”; “demokrati”, osv. osv.) men af spørgsmålet om hvilke interesser, der er bag krigen i det givne tilfælde. I dette tilfælde ønskede både imperialisterne og oprørerne at vælte Gaddafi. Men de gjorde det af grunde, der ikke bare var forskellige, men modsatrettede.

Imperialisterne ønskede at komme af med Gaddafi, fordi han var for uafhængig og ikke var villig til at gøre, hvad de ønskede i alle tilfælde. De ønskede (og ønsker stadig) at erstatte ham med en mere føjelig og lydig håndlanger. Frem for alt ønsker de at få fingrene i Libyens rige olieforsyninger. Grådighed, ikke humanisme, er deres virkelige motiv.

Opstanden imod Gaddafi, der begyndte i Benghazi, gav dem en mulighed, der var for god til at gå glip af. De lod som om de sympatiserede med det revolutionære folk, præcis som den franske konge lod som om, han sympatiserede med de amerikanske kolonielle oprørere. Men deres sympati var, ligesom bourbonernes aldrig ægte. De frygter den arabiske revolution som pesten og vil gøre alt i deres magt for at ødelægge den.

Så længe krigen fortsatte, blev disse modsætningerne i det store og hele holdt under overfladen. Nogle vildledte elementer i oprørernes rækker bad endda NATO om at optrappe deres intervention. Sådanne illusioner til imperialisternes gode vilje er ikke blot forfejlede; de er ekstremt farlige. Imperialisterne følger deres egen dagsorden, der ikke inkluderer det revolutionære folks sejr i Libyen eller nogen andre steder.

Det øjeblik kampene ender, vil disse modsætninger komme frem til overfladen. I virkeligheden var de allerede tydelige selv under kampene. Det er ikke et tilfælde, at NATO nægtede at give oprørerne våben. Havde de været ordentligt bevæbnede og udstyret, kunne rebellerne have indtaget Tripoli for flere måneder siden. Men de blev kun bevæbnet med små våben, der ikke kunne matche Gaddafis kampvogne og svære artilleri.

Det var en af årsagerne til den langsomme hastighed i oprørernes fremrykning, der gentagne gange blev kastet tilbage af Gaddafis tropper, der var ordentligt bevæbnet og udstyret. Men det var ikke den eneste grund. Det selvudnævnte og ikke-valgte Overgangsråd, der har etableret sig selv i Benghazi, som drister sig til at tale på revolutionens vegne, selvom ingen nogensinde har givet det retten hertil, har hele tiden stræbt efter en aftale med Gaddafi og sat en bremse på revolutionen. Det er næppe overraskende, eftersom det indeholder et betydeligt antal tidligere Gaddafi-støtter i sine rækker. Oprørernes sejr blev vundet ikke takket være dette organ, men på trods af det.

Hvad nu?

I mere end 40 år styrede Gaddafi Libyen med hård hånd. Nu er dette jerngreb blevet knust. Det store spørgsmål nu er: hvad kommer så? Denne sejr har været dyr og er vundet gennem det revolutionære folk, især ungdommens, blod og opofrelse. Ingen ved hvor mange, der er blevet dræbt i de blodige seks måneders borgerkrig, men antallet vil med sikkerhed være oppe i titusinderne. Der kan meget vel være et ønske om hævn fra oprørernes side, selvom retorikken nu går på national forsoning og enhed.

Dette er et farligt tidspunkt for den libyske revolution. Mens folk danser og jubler i gaderne, samler mørke skyer sig. Hvad der er vundet med blod, kan nemt fraskrives i blæk. Sejrens frugter kan blive stjålet fra folket, der vandt dem i kamp.
Bag scenen tinger købmændene, advokaterne snyder, politikerne manøvrerer. Det var ikke disse folk, der kæmpede og døde, men de vil nu hurtigt komme frem for at indtage den centrale plads.

Karrieremagerne og opportunisterne – hvoraf ikke få var loyale Gaddafi støtter indtil for nylig, vil møve sig frem foran de revolutionære unge, der forlod Benghazi i gamle ramponerede biler, bevæbnet med ikke meget mere end revolutionær glød for at møde Gaddafis velbevæbnede lejesoldater. De sidste vil finde sig selv kørt ud på et sidespor i en skrupelløs magtmagt.

Og hele tiden vil imperialisterne cirkle som sultne gribbe, der venter på at komme til de saftige bidder.”Se”, vil de sige: ”vi er jeres venner. Husker I ikke, hvordan vi hjalp jer?” Det libyske folk vil have bedst af at holde sig væk fra ”venner” som disse!

Alle modsætningerne, der var skjult under den væbnede konflikt, vil nu komme op til overfladen. Målet med krigen for imperialisterne og deres håndlangere i Overgangsrådet er uforenelige med det revolutionære folks mål. Der vil komme en skarpere og skarpere polarisering indenfor oprørernes lejr.

Hvad angår den nationale forsoning, vil revolutionens interesser ikke blive fremmet af en meningsløs heksejagt på mindre figurer i det gamle regime. Men der kan ikke på nogen måde være tale om forsoning med dem, der har udført forfærdelige forbrydelser mod folket. Det libyske folk er de eneste, der er berettigede til at dømme disse kriminelle. De bør ikke overleveres til den såkaldte internationale domstol, men bør stilles for folkets revolutionære domstol.

Den internationale straffedomstol (International Criminal Court - ICC) i Haag bekræftede til NBC News, at Saif al-Islam var i oprørernes varetægt. I juni udstedte ICC arrestordre på Gaddafi, hans søn Saif og den libyske efterretningschef Abdullah al-Senussi anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, efter at FNs sikkerhedsråd overgav den libyske situation til domstolen i februar.

Det er endnu et eksempel på imperialisternes hykleri og dobbeltmoral. Der er ingen tvivl om, at disse mænd er tyranner, hvis hænder er plettet med deres folks blod. Men det samme kan siges om sultanen af Bahrain, der brutalt undertrykker den pro-demokratiske bevægelse med aktiv assistance fra saudiske bødler. Hvor er anklagerne mod disse gentlemen? Og hvor er anklagerne mod den israelske herskende klasse? Eller for den sags skyld imod Tony Blair og George W Bush? Imperialisterne er kun interesserede i ”retfærdighed”, ”demokrati” og ”humanisme” i den grad, det tjener deres interesser.

Vi må gå imod ethvert forsøg fra imperialisterne på at blande sig i det libyske folks affærer. Lad det libyske folk selv afgøre deres sager uden indblanding fra de imperialistiske gangstere! Enhver illusion til imperialisternes gode intentioner vil være fatal for den libyske revolutions fremtid.

Gangsterne i Paris, London og Washington var aldrig interesserede i det libyske folks problemer. Deres ”humanisme” var en meget dårlig vittighed. De er interesserede i at få fingrene i den libyske olie. De har deres følehorn langt inde i Overgangsrådet, der vil være mere end villige til at sælge Libyens rigdomme til deres venner i NATO, så længe de modtager en passende provision.

Vores politik er: for Libyens fuldstændige selvstændighed og nationale enhed! Det er vores første krav. Stop den imperialistiske intervention. Det libyske folk må være frit til selv at bestemme uden udefrakommende indblanding!
For det andet kræver vi fuldt demokrati nu: for en revolutionær grundlovgivende forsamling for at udarbejde en ny grundlov baseret på de mest omfattende demokratiske rettigheder for folket: retten til at strejke, demonstrere og organisere sig, fuld ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og alle andre rettigheder, der vil gøre de libyske arbejdere i stand til at organisere sig og udvikle klassekampen i sit fulde omfang.

For det tredje, Ingen tillid til Overgangsrådet. Gaddafi regimet blev besejret af det bevæbnede folk og magten må være i det bevæbnede folks hænder, ikke tilranes af karrieremagere. Opsæt revolutionære komiteer i alle byer og landsbyer og på alle fabrikker, skoler og universiteter. Komiteerne må forbindes på lokalt, regionalt og nationalt plan. Kun de revolutionære komiteer kan garantere indkaldelsen af en ægte revolutionær og demokratisk grundlovgivende forsamling.

Det er naturligt for folket at fejre sejren. Men det er farligt at juble for tidligt. Det revolutionære folk må være på vagt for at forsvare, hvad der er blevet vundet, ellers kan sejren glide dem af hænde. Den libyske revolution er ikke ovre endnu. Mange prøvelser og vanskeligheder ligger forude.

Hvis revolutionen havde en ledelse, der var den værdig, kunne det være startpunktet for en generel genoplivning af den arabiske revolution, startende i Maghreb: det kunne give en kraftig impuls til revolutionen i Tunesien, Algeriet og Marokko og frem for alt Egypten. Men den egyptiske revolution viser, hvor nemt revolutionen, i fraværet af en tilstrækkelig ledelse, bliver bragt på afveje og kapret af fremmede elementer.

Den libyske revolution indeholder mange modsatrettede elementer og kan gå i en række forskellige retninger. Dens største svaghed er, som i Tunesien og Egypten, fraværet af den subjektive faktor: det revolutionære parti og ledelse. Den manglende faktor vil komplicere revolutionen og trække den i langdrag, men revolutionen har også store styrker.

Det revolutionære folk og frem for alt ungdommen har udvist enormt mod, styrke og beslutsomhed. Vi må basere os på disse ting og kæmpe for at bringe revolutionen til en succesfuld konklusion. Det vil kun være muligt, når arbejderne og bønderne tager magten i deres hænder.

Det libyske folk kæmpede ikke for at fjerne en bande korrupte gangster for blot at erstatte dem med en anden endnu mere rovgrisk bande. Arbejdere og unge i Libyen! I har udvist mod og dygtighed gennem jeres handlinger. Tillad ikke nogen at stjæle sejren fra jer. Stol kun på jer selv, jeres egen styrke og jeres egne revolutionære organisationer! Gaddafis omstyrtelse var kun første skridt. Den virkelige libyske revolution starter nu.

London, 22. august, 2011.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)