Efter Gaddafis død: Revolution og kontrarevolution i Libyen

Danish translation of After the death of Gaddafi: Revolution and counterrevolution in Libya (21 October 2011)

Tilfangetagelsen og drabet på oberst Gaddafi er blevet beskrevet i detaljer i massemedierne i alle dets blodige detaljer. Med Gaddafis død og indtagelsen af Sirte begynder Det nationale overgangsråd at tale om at danne en overgangsregering. Det nationale overgangsråd er anerkendt af de imperialistiske magter, hvis interesser det repræsenterer. Men mange almindelige libyere ser med begrundet mistillid til overgangsrådet og deres imperialistiske bagmænd.

Selvom Gaddafi blev fanget i live blev han skudt uden omsvøb. Det er ikke svært at se, hvorfor han ikke blev arresteret og prøvet for en domstol. Var han blevet sat for en domstol, ville det have blotlagt hans tidligere aftaler med folk som Blair, Sarkozy og Berlusconi. Det forklarer, hvorfor de er gået så meget op i hans død. Deres hykleri lugter langt væk, da de har haft mange lukrative aftaler med Gaddafi tidligere, endda udlevering af folk til hans regime, der efterfølgende blev tortureret.

Gaddafis død og hans regimes endelige kollaps lukker et kapitel. Det er dog blot et vendepunkt i situationen. Nu hvor det gamle regime endeligt er væk, vil der åbne en kamp om Libyens fremtid. I denne kamp vil vi se, at både revolutionen og kontra-revolutionens kræfter vil prøve at få overtaget. Her publicerer vi første del en analyse af situationen skrevet af Alan Woods.

Forvirring på venstrefløjen

Venstrefløjen har udvist en enorm forvirring over begivenhederne i Libyen. På den ene side har nogle folk kapituleret til imperialismen i en sådan grad, at de støttede NATO’s militære intervention. Dette var både naivt og kontrarevolutionært. At tillade at ens dømmekraft bliver overskygget af det hykleriske omkvæd fra de hyrede medier og at sluge løgnene om en såkaldt humanitær intervention for at beskytte civile var ekstremt dumt.

NATO’s intervention var på ingen måde startet af humanitære grunde eller for at beskytte civile. Det blev dikteret af kolde og kyniske beregninger. De samme folk der etablerede et hyggeligt forhold til Gaddafi, der leverede våben til ham og sendte politiske fanger til Libyen for at blive tortureret af hans hemmelige politi, kan næppe gøre krav på humanitære principper. De har ikke vist samme bløde bekymring for det Bahrainske folks lidelser.

Det libyske folks befrielse angår ingen andre end det libyske folk. Det kan ikke overlades til imperialister, der har støttet alle blodbestænkte diktaturer i Nordafrika og Mellemøsten i årtier. Vores første krav er en ende på al udenlandsk indblanding i Libyen. Lad det libyske folk løse deres egne problemer på deres egen måde. Men den anden tendens på venstrefløjen var ikke bedre. De gik til den anden yderlighed og bakkede op om Gaddafi, som de udstillede rosenrødt som "progressiv", "anti-imperialistisk" og endda "socialistisk". Intet af dette var sandt.

Det er rigtigt, at det libyske regime (og også det syriske regime) havde en anden karakter end regimerne i Tunesien og Egypten. Men det betød ikke nogen grundlæggende ændring i deres undertrykkende karakter eller kvalificerer dem som ægte anti-imperialistiske.For at kaste lys over de reelle processer, der foregår, er det ikke nok at placere et plus eller minus foran disse to lige forkerte positioner. Vi må se hele billedet og ikke kun fremsætte et ensidigt synspunkt.

Vi må ikke male situationen i rosenrøde farver. Den mest alvorlige fejltagelse fra et marxistisk synspunkt er at benægte eller minimere de revolutionære eller potentielt revolutionære elementer i ligningen. Hvad, der er nødvendigt, er en flersidet og afbalanceret tilgang, der tager alle elementer med i betragtningen, og viser, hvordan modsætninger kan løses. Det største problem - som i Egypten - er manglen på revolutionær ledelse.

Historien er fuld af eksempler på revolutioner, som blev besejret, aborterede eller kapret af fremmede klasse kræfter. Libyen er ingen undtagelse fra denne regel. Det faktum at en folkelig revolution har fundet sted, betyder på ingen måde, at dens endelige succes er garanteret. Men denne generelle betragtning er lige så sandt for Tunesien og Egypten, som det er for Libyen.

I Spanien i perioden 1931-37 var alle objektive betingelser for sejr til den socialistiske revolution til stede. Trotskij forklarede, at den spanske arbejderklasse var i stand til at lave ikke én men ti revolutioner. Men den spanske revolution blev først overtaget af borgerlige elementer og derefter besejret, og det spanske folk måtte lide under fire årtiers fascisme som resultat. Selvfølgelig er betingelserne meget forskellige, i den forstand, at der i Spanien i 1930'erne eksisterede magtfulde arbejderorganisationer, men trods dette blev den spanske revolution overtaget af tendenser, der ødelagde den. Nøjagtig det samme kunne have fundet sted i Rusland i 1917. Lad os huske, at uden tilstedeværelsen af det bolsjevikiske parti under ledelse af Lenin og Trotskij, ville den russiske revolution også være endt i nederlag.

Gaddafi regimets ejendommeligheder

Gaddafis regime havde en meget ejendommelig karakter. I starten havde Gaddafi en massebase som et resultat af hans anti-imperialistiske retorik. Regimet, der fremstillede sig selv som "socialistisk", nationaliserede hovedparten af økonomien, og med enorme reserver af olie og en lille befolkning, var han i stand til at give en relativt høj levestandard, sundhed og uddannelse for størstedelen af befolkningen.

Det gav hans regime betydelig stabilitet i lang tid. Det forklarer også, hvorfor Gaddafi, efter den første opstand mod ham, trods alt, stadig var i stand til at samle tilstrækkelig støtte til at modstå flere måneder og ikke blev væltet umiddelbart. Men det var et system, der koncentrerede al magt i hænderne på et enkelt individ. Det forhindrede i praksis udviklingen af noget, der bare lignede politiske eller endog statslige institutioner. Der var intet regerende parti (politiske partier var forbudt), et meget lille bureaukrati og en svag, delt hær. Gaddafi holdt sig ved magten gennem et kompliceret system af beskyttelse, alliancer med stammeledere og et netværk af uformelle kontakter.

I løbet af de sidste 20 år - og især det sidste årti - var Gaddafis regime begyndt at løse op for statens kontrol over økonomien og forsøgte at nå frem til en aftale med imperialismen, åbne sine markeder og indoptage økonomisk teorier om det "frie marked" og neo-liberal politik. Det indførte en række markedsorienterede reformer, herunder ansøgning om medlemskab af Verdenshandelsorganisationen, reducerede tilskud og annoncerede planer om privatiseringer. Siden 2003 er mere end 100 statsejede selskaber blevet privatiseret i industrien, herunder olieraffinering, turisme og fast ejendom, hvoraf 29 er 100% udenlandsk ejet.

Dette skridt i retning af markedsøkonomi førte til et fald i levestandarden for mange libyere og til berigelsen af et mindretal, hovedsageligt Gaddafi-familien. Dette var en af de vigtigste årsager til den folkelige utilfredshed, der førte til opstanden. I den sidste periode af Gaddafis styre blev livet for almindelige mennesker mere og mere vanskeligt. Fattigdommen voksede som følge af vedtagelsen af de neoliberale politikker. Efter 1999 foretog de en skarp vending mod markedsøkonomien og neoliberale politikker. Men det var kun til gavn for en lille elite bestående hovedsageligt af Gaddafi-familien, visse stammer og medlemmerne af sikkerhedsapparat.

Dette forklarer til dels splittelserne i det herskende lag, med en hel serie af ex-generaler, ministre og fremtrædende forretningsfolk, der vendte sig mod ”Broder Leder” og sprang fra den synkende skude, mens de samtidigt søgte at kapre den ægte revolutionære bevægelse, der var brudt ud fra neden.

Var der en revolution i Libyen?

Bevægelsen i Libyen var en del af den generelle revolutionære gæring, der fejede gennem den arabiske verden efter opstandene i Tunesien og Egypten. Det begyndte med en folkelig opstand i Benghazi. Dette var en spontan oprejsning uden lederskab og uden klart definerede mål andet end omstyrtelsen af det forhadte regime. Denne bevægelse havde unægtelig en progressiv og potentielt revolutionær karakter.Hovedkraften bag opstanden var det revolutionære folk, massen af fattige fra byerne, arbejdere og småborgerskabets laveste lag. Et stort antal middelklassefolk (læger, advokater osv.) rejste sig også mod Gaddafi, Den største svaghed er, at arbejderklassen ikke er organiseret - langt mindre end i Egypten og Tunesien. Den er koncentreret i olie sektoren, der i sig selv er meget afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Proletariatet var derfor ude af stand til at sætte deres klare aftryk på bevægelsen.

Som i Tunesien og Egypten havde den revolutionære bevægelse ikke en konsekvent ledelse. Desuden blev situationen i Libyen kompliceret af alle mulige nationale, regionale og stammemæssige elementer og fordi arbejderklassen spillede en mindre rolle kom disse frem i forgrunden.

Historisk set er det libyske område sammensat af tre provinser (eller stater), Tripolitanien i nordvest, Barka (eller Cyrenaika) i øst og Fezzan i sydvest. Disse territorier blev samlet under den italienske imperialisme, der i 1934 delte Libyen op i fire provinser og et territorium: Tripoli, Misrata, Benghazi, Bayda og den libyske Sahara. For at konsolidere sin magt prøvede Gaddafi at spille arabere ud mod berbere, øst mod vest, stamme mod stamme. Lokale rivaliseringer og stammealliancer har gjort situationen mere kompliceret og fortsat den hastige nedstigning mod borgerkrig.

Naturen afskyr et vakuum. I mangel af et lederskab trådte borgerlige elementer i forgrunden. De organiserede det såkaldte Nationale Overgangsråd. Disse elementer var selvudnævnte, ikke-valgte, og ikke stod ikke til ansvar for nogen. De tvang sig frem i forgrunden, maste de revolutionære masser til siden, primært de unge, der havde udkæmpet kampene.

Benghazi opstanden

Som i Egypten blev de første protester i Benghazi organiseret over facebook. Den 17. februar var sat som startdag for demonstrationerne. I et forsøg på at forhindre protesterne den 17. februar, anholdt Gaddafi-regimet den systemkritiske advokat Fathi Terbil 15. februar. Terbil var koordinator for familierne til ofrene for Abu Saleem fængselet, hvor 1200 uskyldige fanger blev massakreret i 1996 på Gaddafis ordrer.

Anholdelsen af Terbil havde den modsatte effekt. Familierne til de, der var blevet myrdet i fængslerne, kom ud på gaderne for at protestere mod hans anholdelse d. 15. februar, mens de råbte: ”Vågn op Benghazi, dagen I har ventet på er kommet!” Folket kom ud i gaderne for at protestere. En stor del af Østlibyen sluttede sig til protesterne; Al-Marj, Al-Bida, Derna, Shahat, Tobruk lige som Ajdabiya.

Gaddafi svarede ved at sende tropper mod folket, inklusiv lejesoldater og militser, der blev kommanderet af hans sønner. Tunge våben blev brugt mod ubevæbnede folk. Mange blev dræbt og dette fortsatte, indtil de tog magten i hans militærbarak i Benghazi. Dette skubbede med det samme situationen i retning af borgerkrig.

Masserne i Benghazi’s heroiske opstand kan sammenlignes med de barcelonesiske arbejderes opstand i 1936, hvor de næsten med deres bare næver angreb det fascistiske militær. De ubevæbnede demonstranter blev tvunget til at forsvare sig med kæppe, sten og flasker fyldt med benzin, som de smed mod militærkasernerne. En af demonstranterne fyldte sin bil med køkkengas-cylindere og kørte den ind i kasernerne. Derved ødelagde han to mure.

Det tog flere dage for oprørerne at indtage kasernen i Benghazi. Under pres fra det revolutionære folk begyndte hæren at knække. Benghazi bataljonen, under general Abdul Fatah Younis, sluttede sig til opstanden, der førte til faldet af kasernen. Da Benghazis befolkning gik ind i bygningen, fandt de mange lig af soldater, der var blevet skudt for at nægte at følge ordrer til at skyde deres egen befolkning.
I sidste ende spredte den eksklusivt østlige revolution sig til de vestlige byer.

Demonstrationer brød ud i Al-Zawia, Misrata lige som dele af hovedstaden. Gadaffi’s reaktion kom prompte og var ekstremt brutalt. Han brugte lejesoldater til at knuse enhver bevægelse og sendte jægerfly og krigsskibe for at angribe Østlibyen. Flere piloter deserterede og søgte politisk asyl i Malta og Egypten.

Hård repression blev brugt for at kvæle bevægelsen i Tripoli, hvor der var demonstrationer i starten af opstanden. Mange mennesker blev myrdet, kidnappet og tortureret. Enhver forsamling af mennesker blev forbudt og hovedstadens gader blev patruljeret af lejesoldater. Telefonopkald blev aflyttet. Det undertrykkende regime formåede at gøre bevægelsen i Tripoli tavs i noget tid, indtil den brød ud igen i august.

Regimet forberedte en kontraoffensiv for at knuse al modstand i øst. En flod af blod adskilte regimet fra dets befolkning. Gaddafi indikerede, at han ikke ville stoppe for noget for at knuse revolutionen og drukne Benghazi i blod. Den bitterhed, som regimets opførsel skabte, ændrede hurtigt den folkelige opstand til en blodig borgerkrig.

NATO’s rolle

Det Nationale Overgangsråd I Benghazi appellerede til NATO om at intervenere. Gennem alle de revolutionære omvæltninger i mellemøsten og Nordafrika har imperialisterne været ude af stand til at intervenere. Men nu forstod de at de kunne spille en rolle i situationen. Amerikanerne, franskmændene og briterne tog kontakt til Det Nationale Overgangsråd, der er en alliance af borgerlige elementer og tidligere ministre fra Gaddafi regeringen. Denne handling viser organets fuldkomne reaktionære natur.

Det ville være forkert at overvurdere Det Nationale Overgangsråds rolle, eller at tro at det havde fuldkommen kontrol. Tværtimod havde Det Nationale Overgangsråd intet tag i oprørene der til at starte med så på dem med mistro og fjendtlighed. Dette sås tydeligt ved en hændelse i marts, da britiske specialstyrker blev taget til fange af oprørere, mens de prøvede at komme ind i Benghazi for at kontakte lederne af det nationale overgangsråd. Det var ekstremt pinligt for regeringen i London, som var ude af stand til at forklare tilstedeværelsen af disse styrker i Libyen.

Hvad der ændrede oprørernes indstilling var den overhængende fare for en fuld offensiv fra Gaddafis mod Benghazi. Saif al-Islam Gaddafi sagde i starten af konflikten: "Libyen er ikke Tunesien, det er ikke Ægypten ... Det vil blive borgerkrig Der vil være blodsudgydelser på gaderne.". Gaddafi selv truede med at opspore oprørerne som rotter:"fra hus til hus, gyde til gyde".

Frygten for en massakre, styrket af Gaddafis taler, skabte et klima, hvor det nationale overgangsråds krav, om en væbnet udenlandsk intervention, kunne få et ekko blandt masserne, selv hos de der oprindeligt havde modsat sig det. Det høje kor til fordel for en "humanitær" intervention gav imperialister en god undskyldning for intervention. Politikerne i Paris og London var særdeles ivrige efter at gribe ind. Delvist bestemt af kortsigtede overvejelser: den faldende popularitet hos både Sarkozy og Liberalt-konservative koalition i Storbritannien.

Endnu engang viste de såkaldte forenede nationer at være en front for imperialister, der kynisk bakkede op om den angivelige ”humanitære” intervention. Men hovedgrunden var af økonomisk og strategisk natur. Der er ingen grund til at nævne, at ønsket om at rede libyernes liv ikke talte højest.

Især Frankrig har sin egen dagsorden og interesser. Sarkozy var særligt opsat på at genetablere hans troværdighed i den arabiske verden, efter at havde støttet Tunesiens faldne diktator Ben Ali. Frankrig har altid betragtet Afrika (især Nordafrika) og Mellemøsten som sin indflydelsessfære. Det er ikke tilfældigt, at franske tropper stod bag statskuppet i Elfenbenskysten (Côte d'Ivoire), der erstattede Gbagbo med en vestlig (fransk) håndlanger, Ouattara.

Tony Blair havde tidligere etableret et hyggeligt forhold til Gaddafi. Nu beordrede Cameron RAF til at bombe ham. Det markerede dog ingen reel ændring i den britiske imperialismes politik. Briterne har hele tiden haft øjnene på Libyens olie rigdom, med eller uden Gaddafi. Krig er, som Clausewitz forklarede, kun en fortsættelse af politik med andre midler.

NATO og borgerkrigen

Amerikanerne var i modsætning til franskmændene og briterne forsigtige. Efter at have brændt fingrene i Irak og Afghanistan, havde de ikke travlt med at få viklet sig ind i en luftkrig i Libyen der let kunne ende i endnu en krig på jorden. De indvilligede kun i at deltage under pres fra London og Paris og på betingelse af at missionen blev ledet af NATO ikke USA.

Flere af de amerikanske generaler udtrykte deres tvivl ved missionen. De vidste det er umuligt at vinde en krig kun ved hjælp af flyangreb. I Afghanistan var de afhængige af, at den Nordlige Alliance, og i Kosovo KLA, førte kampen på landjorden. I Libyen, selvom NATO’s fly angreb åbenlyst spillede en rolle i at ødelægge Gaddafi’s militære kapacitet, var krigen nød til at blive kæmpet og vundet på landjorden. Det viste sig det ikke var lige så nemt som imperialisterne troede.

I en borgerkrig spiller politik en endnu større rolle end i en normal krig. Manglen på en virkelig revolutionær politik gjorde det meget svært, at vinde masserne til oprøret. En anden faktor var splittelsen oprørslederne i mellem, og nogle eks Gaddafi officerers rolle, som blev mistænkt for (sikkert korrekt) at ville indgå en aftale med Broder Lederen. Hvis krigen var blevet udkæmpet under normale militære forhold ville Gaddafi’s tropper havde haft fordelen af, at være en professionel hær med overlegen udrustning og trænede soldater.

På grund af alle disse betingelser fik krigen en udtrukket og blodig karakter. Oprørstropperne var utrænede og dårligt udrustede civile. NATO’s generaler utrykte åbent deres foragt for oprørshæren. The Economist citerede en af dem for at sige: ”De er ikke på krigsstien og de virker ikke som de virkelig vil slås. De skaber sig bare”.

Selvom fly angreb kan spille en afgørende rolle i at ødelægge våben på jorden, så er det en velkendt militær grundsætning at krige ikke vindes med fly kraft alene. Det seneste eksempel fra Libyen beviser dette. NATO’s flyangreb forsinkede Gaddafi’s offensiv mod Benghazi og lod dermed oprørene starte en modoffensiv. Men flyangrebene i sig selv var ikke i stand til at garantere en afgørende militær sejr. Efter måneder med intensive fly bombningerne så det faktisk ud som, at krigen på jorden var gået i hårdknude.

Bekymrede miner udtrykte i London og Paris deres bange anelser om muligheden for, at konflikten i Libyen ikke ville tage måneder men år. Krigen i Libyen kostede en masse penge, tidligt i oktober havde den britiske regering brugt 1,75 mia. pund og USA havde brugt 1,1 mia. dollars. Det var svært, at retfærdiggøre i tid en med nedskæringer, underskud i budgettet og en faldende levestandard. Den britiske udenrigsminister, William Hague, udtalte sig meget pessimistisk for at klargøre den offentlige opinion på at krigen i Libyen kunne trække i langdrag.

I Frankrig var de endnu mere bekymrede. De franske kampfly stod bag en tredje del af alle NATO’s flyangreb. Le Monde beklagede sig i en overskrift på forsiden: “Den franske forsvarsminister, admiral Edouard Gullard, gav d. 11. maj en overraskende indrømmelse: ”De franske tropper er i dag både skrøbelige og afkræftede. Det skal man ikke forsøge at benægte eller skjule. Vi er i en svær situation”.

Tyrkiet, et medlem af NATO, blev også sat i en svær situation. De havde opbygget tætte bånd med Gaddafi regimet og havde fået lukrative kontrakter til tyrkiske firmaer i bytte, og prøvede derfor at modsætte sig Storbritannien og Frankrigs ivrighed for at intervenere. Da det blev klart at situationen var ved at vende sig mod Gaddafi, ændrede Erdogan hurtigt sin position og forsøgte at skabe en rolle for Tyrkiet i Libyen efter regimets uundgåelige fald.

Imidlertidigt åbenbarede selv den begrænsede bombning en alvorlig overanstrengelse i NATO’s militær kapacitet. Splittelse var ved at opstå i rækkerne. Tyskland ville intet have med at gøre med missionen i Libyen, samtidigt med at andre, som Italien, næsten ikke bidrog i krigen. De britiske og franske ledere beklagede bitter at deres NATO allierede ikke udrettede nok, og pegede anklagende på Italien og Tyskland.

Tripolis Fald

Endeligt blev tingene sat på plads med Tripolis fald i august. Var NATO’s bombning skyld i Tripolis fald. At Tripolis kamp helt bag på NATO, er en indikation på at det ikke var tilfældet. Helt op til denne begivenhed, forsøgte lederne at klargøre den offentlige opinion på en langvarig militær intervention. Al snak var interventionens hårdknude. Da Tripoli endeligt faldt, var det generelt en overraskelse. Imperialisterne og Det Nationale Overgangsråd var slet fuldstændigt uforberedte på faldet. Selv oprørenes militære ledere var overraskede, som Patrick Cockburn, i Counterpunch, rapporterede:

”Lokale milits ledere blev taget på sengen af dette. Selv i områder som Abu Salim, som var formodet fyldt med Gaddafi støtter, var der næsten ingen kamp. Khalid, en revisor i den lokale bank bærende på et gevær, sagde: ” Vi troede de var stærke, men de kampen stod kun på et par timer. Mange folk skiftede side i sidste øjeblik.” (Counterpounch, d. 5. September, 2011)

Den samme rapport fortsætter: “ Næsten alle i Tripoli påstår at havde arbejdet åbent eller hemmeligt for oprørene. Sådanne usandsynlige påstande har man sikkert set i alle erobrede byer i gennem historien. Alt taler dog for, at da oprørene brød igennem ved Zawiyah i august, og til deres overraskelse fandt vejen mod hovedstaden åben og ubevogtet, var de Gaddafi tro troppers moral allerede kollapset.

”En tidligere soldat beskrev hvordan han forlod sin tank ved Zawiyah da tilbagetrækning blev beordret, på baggrund af et oprørs angreb fra Nafusa bjergene, et oprør i Zawiyah selv og de ubarmhjertige bombninger af de Gaddafi tro troppers defensive positioner af NATO fly. Han besluttede at kampen var tabt, og at der ikke var nogen grund til at blive i sin tank og vente på at blive destrueret. Han tog sin uniform af og løb.

”Inde i Tripoli besluttede regimets støtter ligeledes at der ikke var nogen grund til at dø for en sag som var dødsdømt. Issam, en islamistisk lastbils ejer som var ansvarlig for Souq al-Juma distriktet, sagde at de i starten ikke havde mange våben, men fik flere ved at gå fra hus til hus og bede dem om at aflevere deres våben og at blive hjemme. ”

Ingen nægtede. Khalid i Abu Salim sagde han selv troede at krigens vendepunkt indtraf, da Gaddafi ikke formåede at erobre Misrata tidligt på sommeren og NATO intensiverede bombningen. Efter det var Gaddafi’s støtter på tilbagetrækning og det var nemt at udpege den endelige sejrherre.

Til slut endte regimet med at kollapse som et korthus. Forsvaret af Tripoli kollapsede fordi Gaddafi’s soldater ikke så nogen grund til at kæmpe og at dø for en tabt sag.

Hvilke kræfter var involveret

Den væbnede opstand i Tripoli spillede en fundamental rolle i kollapset af de Gaddafi tro troppers forsvar i byen. Det er blevet konkluderet af en række kilder bl.a. i artiklen Libya: How They Did It af Nicholas Pelham.

I artiklen finder vi en interessant beskrivelse af situationen i Tripoli efter oprørenes ankomst.

”Først da jeg nåede Suq al-Juma, Tripoli’s udspredte østlige forstad med 400.000 beboere, 3 dage efter oprørenes ankomst til byen d. 21. august, følte jeg at jeg var et sted frit for Muammar Gaddafi’s råd. I kontrast til de efterladte og lukkede gader andre steder i hovedstaden, så summede det af liv bag sidegadernes bemandede barrikader. Børn legede ude om aftenen til efter midnat. Kvinder kørte biler. Moskeerne spillede takbir, den fejrende sang reserveret for Eid, enden på Ramadanen, at Gud er Stor, og større end obersten selv.

”Suq al-Juma var den første bydel i Tripoli til at udtrykke sin støtte til Gaddafi’s revolution i 1969, og den første til at vende sig imod den for 39 år siden.

”Flere forstæder reagerede på alarmen fra moskeerne, der lød da de troende brød deres faste ved solnedgang d. 20. august, men ingen kunne matche hverken oprørets omfang og organiseringsgrad i Suq al-Juma. Inden for få minutter havde hele distriktet bygget barrikader af gamle køleskabe, udbrændte biler og andet krigsaffald og udkommanderet mænd ved indgangene. Lastbiler kørte igennem gaderne og uddelte hjemmelavede Molotov Cocktails og granater kaldet gelatine, og senere samme nat også våben, som de havde købt i løbet af de sidste 6 måneder for 3.00 dinarer per styk. Baseret på en tidligere fremstillet blacklist brød oprørene ind i tusinder af hjem tilhørende regimets støtter og informanter for at afvæbne dem og slæbe dem væk.”

Den samme rapport siger:

”Badet i legitimitet i udlandet, havde det Nationale Overgangs Råd (National Transitional Council, NTC) det svært med, at hævde sig selv i den udråbte hovedstad i de første dage. I kontrast til Iraks tvungne regimeskifte stod Libyen dog i en bedre situation. Dets nye ledere var libyere, ikke fremmede, og selvom NATO hjalp oprøret fra himlen, så befriede de sig selv på landjorden.” (min understregning, AW)

Den amerikanske avis Socialist Worker udgav d. 20. september et interessant brev, som beskrev Tripolis fald og de kræfter, som var involveret i oprørenes lejr. Titlen på brevet var betegnende: En dybdegående folkelig revolution. Brevet, som var skrevet af en person i Tripoli, var et svar på en leder på hjemmesiden SocialistWorker.org, som forklarede, at det var NATO, som vandt krigen og ikke det libyske folk. Forfatteren svarede således:

“1. Det har været en dybdegående folkelig revolution. Tripoli blev ikke befriet af fremmede oprørere. Snarere startede det folkelige oprør indefra d. 20. august i flere bydele over hele byen. Ved middag d. 21. var statens sikkerhedsapparat fuldstændigt besejret i flere bydele og i andre smuldrede det. Om aftenen d. 21. nåede de første oprørsbrigader byen og kæmpede sig igennem de tilbageværende fæstninger.

“Den drivende kræft i oprøret har været masserne deltagelse, både i det oprindelige oprør i Benghazi, i den vestlige by Zintan og i og omkring Tripoli.

“I dag er gaderne i Tripoli styret af almindelige mennesker. Alle bydele har deres folkelige komiteer bestående af bevæbnede lokale. De kontrollerer ud- og indgange til deres bydele, undersøger biler og i manglen på politi, som kun lige er på vej tilbage, udgør de magten i gaderne.

“Som en libysk ven fortalte mig: ’Alt er vendt på hovedet’. Lokale har ladet den herskende magts gamle centre stå tomme, fra sikkerhedskontorer til Gaddafis paladser. Du kan bruge dine aftener på at besøge Gaddafis villaer eller gennemlæse papirer i efterretningstjenestens hovedkvarter. Lokale har overtaget nogle af Gaddafis gamle huse og fængsler og gjort dem til en slags museer. Den enorme svømmepøl Aisha Gaddafis hus, bygget med penge tilhørende den almindelige libyer, er nu lavet om til en offentlig pøl. I nogle kvarterer har beboere overtaget hoteller og restauranter, sparket de Gaddafi tro ejere ud, og kører dem nu selv.

“Den samme fornemmelse for egen magt, at forestille sig det umulige, der prægede Egypten efter revolutionen, eksisterer nu her.”

Beskrivelsen fra et øjenvidne i Tripoli er interessant. Den fremhæver et element i ligningen, nemlig at den grundlæggende motor i oprøret mod Gaddafi var masserne. Fra et marxistisk synspunkt er dette den vigtigste overvejelse. Men selvfølgelig udtømmer det på ingen måde spørgsmålet om, hvilken klassekarakter oprøret havde eller på hvilken måde situationen vil udvikle sig på.

Forfatteren beskriver de forskellige grupper blandt oprørene som følger:

“1) Revolutionære leder i Tripoli som har ledet bevægelsen siden dag et i februar, ofte med meget lidt direkte kontakt med NATO; 2) Revolutionære fra Tripoli, som har været bosat et andet sted som Benghazi, Tunesien eller længere væk, og som nu er på vej tilbage; 3) Islamiske grupper ledet af prominente religiøse ledere; 4) Det National Overgangsråd (NTC) støttet af USA og baseret i Bengahzi og specielt den ministerieagtige eksekutivkomite; 5) Tripolis militære kræfter splittet i to fraktioner, en under eksislamisten Abdel Hakim Belhja og en anden under ledelse af eks Gaddaffi støtter. Belhaj, som før var fængslet og blev tortureret på grund af splittelse mellem Gaddafi og USA, har en vis støtte blandt befolkningen i det østlige Libyen, og menes at være støttet af Qatar; 6) Omkring 40 oprørs kataibas, eller brigader, fra forskellige dele af landet.”

Fra denne rimeligt detaljerede rapport kan vi se situationens enorme kompleksitet, som indeholder mange modsigende elementer. Det er åbenlyst, også fra andre rapporter, at NTC ikke har kontrol over situationen. Der er mange komiteer og militser, som er bevæbnede og kontrollerer situationen på stedet.

Gribbene kredser

Mens vi skriver disse linjer nedbrydes Gaddfi regimets sidste bastioner. Oberst Gaddafi blev selv tilfangetaget og er nu dræbt. Gaddafis trusler om at forsætte krigen holdt ikke vand, selvom nogle af hans støtter forsøgte igennem terrorisme og guerilla taktik at destabilisere det nye regime

Selv før Gaddafis død rykkede imperialisterne ind. USA genåbnede officielt deres ambassade for nylig og den tilbagevendende ambassadør forsøger at hjælpe amerikanske firmaer med at udnytte forretningsmulighederne i landet. Clinton har allerede besøgt landet, uden tvivl på udkig efter lukrative kontrakter til amerikanske firmaer.

De nye ledere i Libyen er endnu mere parate til at kaste sig selv i armene på imperialisterne. Under en nyhedskonference sidste uge udtalte Mustafa Abdel Jalil, formanden for det Nationale Overgangs Råd – de selv udnævnte civile ledere af de tidligere oprørere – at den nye regering ville give deres vestlige støtter ”fortrin” i adgangen til den libyske økonomi.

Der er ikke givet nogle løfter til de vestlige støtter, sagde han, ”men som et rettroende muslimsk folk vil vi værdsætte denne indsats og de vil få fortrinsret inde for en ramme af gennemskuelighed.”

Mens den midlertidige regering har respekteret alle “legitime kontrakter” indgået under Gaddafi tiden, foretog de en gennemgribende undersøgelse af ”hvilken som helst finansiel korruption, der må havde smittet dem.”

“Stanken af korruption påvirkede alt hvad Gaddafi regimet foretog sig med hensyn til kommercielle forhold”, sagde han, ”Det var bureaukratiets praksis, fordi det var den måde, det blev gjort på og fordi familien bestemte alt. Alle aftaler involverede en betaling til Gaddafi familien eller et håndtryk”.

Når han siger sådan, tildækker han belejligt det faktum, at mange af NTC’s ledere kommer fra Gaddafi regimet og selv tidligere var involveret i alt dette. Jalil var faktisk selv et medlem af Libyens folkekomite, men forstod hurtigt hvilken vej vinden blæste og skiftede side tidligt under revolutionen for derefter at positionere sig og komme ud revolutionen som en af dens ledere.

Han forsatte sin udtalelse med at forsikre, at Libyens nye ledere fremstår ”villige til at tilslutte sig internationale standarder for gennemskuelighed og ansvarlighed, og jeg mener, det er en god ting.”

Sarkozy, som før var på god fod med Gaddafi, talte for nylig til en massedemonstration i Benghazi, hvor han udtrykte Frankrigs solidaritet med det libyske regime. Ved siden af ham stod den engelske konservative premiereminister, David Cameron, og sagde den samme slags ting.

”Den rolle, som Storbritannien spillede i omstyrtelsen af Gaddafi, vil aldrig blive glemt, og britiske firmaer kan forvente at spille en afgørende rolle i genopbyggelsen af Libyen,” fortalte en højtstående diplomat de engelske ledere. ”Jeg kan forsikre, at engelske firmaer har en rolle at spille, og jeg håber, I vil hjælpe os i arbejdet med at bygge fremtidens Libyen,” udtalte Nacua, Charge d’affaires for Libyen på deres ambassade, i London til et møde, hvor der deltog 100 embedsmænd. Mødet var lukket for medierne på nær Reuters. Naturligvis ønskede disse demokrater ikke, at verden skulle se, hvordan forhandlingerne følger deres ”demokratiske” idealer.

Vestlige leder har udtrykt deres bekymring for, at militante eller i det mindste anti-vestlige islamister skulle tage magten. Men islamisterne falder næsten over hinanden i forsøget på at understrege, at de er moderate, demokratiske og tolerante. De er alle parate til at sælge Libyen til den højest bydende.

Ambassadøren Gene A. Cretz støttede statsdepartementets konferenceudtalelse sammen med omkring 150 amerikanske firmaer, som håber på at gøre forretning i Libyen:

”Vi ved, at olien er kronjuvelen af de libyske naturressourcer, men selv i Gaddafis tid måtte de starte fra ingenting med at bygge infrastruktur og andre ting”, fortalte han, om da de åbnede op for vesten for seks år siden.”Hvis vi kan få amerikanske firmaer hertil i rimelig stor skala, som vi vil forsøge alt for at få til at ske, vil det kunne tjene til, at vi forbedre situationen i USA med hensyn til jobmarkedet.”

Mr. Crets vedholdt, at olie aldrig var den ”afgørende grund” for den amerikanske intervention. Men hans kommentar klargjorde alligevel USAs begær efter en eventuel profit. Hans kommentar er slående for USA og andre vestlige landes økonomiske interesser i Libyen. De er ikke kun interesseret i Libyens olie, men også i at sælge dem, de varer og tjenester, som olien sætter Libyen i stand til at købe af dem. Midt i en krise, hvor efterspørgslen er lav, er det simpelthen en for god mulighed til ikke at udnytte.

Den imperialistiske indblanding vil fremprovokere nye modsætninger. Oprørslederne har kæmpet som et vildt dyr klemt op i et hjørne. Abdel Fattah Younis, en af Gaddafis tidligere militære chefer, som gik over til oprørenes side, blev myrdet under mistænkelige omstændigheder sidste juli. Mange anklagede islamisterne, men sagen er aldrig blevet opklaret. Efter Gaddafi’s højborg i Baba Az’ Azia fald sidst i august forsøgte islamisten Abdul Hakim Belhaj, også kendt som Abu Abdullah Assadaq, at begå kup og tage kontrollen som den militære leder i Tripoli.

Det ledte til sammenstød med flere andre rivaliserende militære ledere som Abdullah Naker, som fortalte CNN: ”Hvem er Abdul Hakim Balhal og hvem udnævnte ham? Vi kender ham ikke. Vi er lederne, vi er de revolutionære, vi ved alt.” Hvem som udnævnte Belhja er et godt spørgsmål. Men man kunne stille det samme spørgsmål om Abdullah Naker eller hele NTC. NTCs formand Abdul Jalil forsøgte at forsone de voksende uenigheder. Efter et kontroversielt møde med alle lederne blev atmosfæren så ophedet, at han var nødt til at mødes separat med de forskellige fraktioner individuelt næste dag.

Belhaj er blevet anklaget for at være Qatars håndlanger, som har sendt ham penge og våben. Qatar har interveneret i Libyen som en del af NATO alliancen, og som englænderne, amerikanerne, franskmændene og italienerne forfølger de aktivt deres egne interesser med hjælp fra lokale agenter og håndlangere. Denne indblanding udefra vil forstærke splittelserne blandt oprørene og kan true Libyens enhed.

Men på trods af fremvisning af venskabet i Benghazi så hader og mistror de libyske masser imperialisterne. De ved, at den libyske revolution samlede så meget støtte fra vesten på grund af landets olierigdomme og fordi englænderne, franskmændene og amerikanerne kun ønsker at udbytte landet for dets naturressourcer. Situationen minder meget om den, som opstod i Bagdad i 2003, med den ene forskel at der ingen amerikanske tropper er på landjorden.

Libyerne ved, at demokraterne i London og Paris i fire årtier har haft et hyggeligt forhold til Gaddafi. De ved, at Nicolas Sarkozy omfavnede Gaddafi i 2007 og bombede ham mindre end 4 år efter uden at fælde en tåre. De ved, at Tony Blair tog til Libyen og lå på maven for Gaddafi for at skaffe lukrative olie kontrakter.

De ved også, at de såkaldte demokrater sendte politiske fanger til Tripoli for at forhøre dem og torturere dem i det hemmelige politis celler. Befolkningen i Tripoli vil snart få dokumenterne fra Gaddafis olie- og udenrigsministerium i hånden, og med egne øjne kunne se Gaddafis hemmelige aftaler og kontrakter indgået med Blair, Sarkozy og Berlusconi – undtagen hvis de franske og engelske efterretningstjenester får fat i dokumenterne først.

Hvem vil sejre?

I analysen af et hvilken som helst fænomen, må vi omhyggeligt skelne mellem de forskellige tendenser, og adskille det progressive fra det reaktionære. Med hensyn til Libyen er det ikke altid lige nemt. Bevægelsen i Libyen rummer åbenlyst mange forskellige elementer, både reaktionære og potentielle revolutionære. Der er en række kræfter, som kæmper om lederskabet af revolutionen. Denne kamp er ikke afgjort endnu og kan gå flere forskellige veje, som jeg forklarede i min artikel fra august.

Det er en forvirret og modsætningsfyldt situation, og udfaldet er endnu ikke klart. På denne side kæmper massebevægelsen, med arbejderklassen, for deres egne krav. På den anden side manøvrerer dele af borgerskabet i alliance med imperialisterne for at kontrol over situationen. Hovedmotoren i revolutionen er de unge oprørere, som er ærlige og modige men også desorienterede og kan blive manipuleret af fundamentalisterne og andre demagoger. Sidst, men ikke mindst. er arbejderklassen begyndt at bevæge sig og udtrykke klassens selvstændige krav, men den er numerisk svag og mangler en tilstrækkelig ledelse.

Det er ikke sikkert hvilken at disse kræfter, der vil ende med magten. Det amerikanske støttede NTC er ret svagt og har begrænset opbakning i befolkningen. Demonstrationer imod rådet er allerede opblomstret i Benghazi og i flere forskellige andre byer. Så sent som midt i september konkurrerede Overgangs Rådet stadig med en bred vifte af oprørsgrupper og politiske fraktioner om kontrollen over landet. Der er ingen garanti for, at NTC kan opsætte et arbejdsdygtigt regime. Deres svaghed blev åbenlys, da Tripoli faldt og de forblev i Benghazi, da de var bange for at tage til hovedstaden, som var blevet erobret af bevæbnede militser.

Nicolas Pelham skriver i The New York Review of Books:

”Alle deltog i fremvisningen af enhed, da den ledende NTC repræsentant, finansminister Ali Tarkhouni, ankom til Tripoli fra oprørsbasen i Benghazi. Men allerede da de sluttede sig til ham på scenen til en pressekonference, dukkede nye brud op. Under lysekronen i hotellets balsal, glemte Tarhouni at nævne Tripolis indbyggere i hans lange takketale, hvor både udenlandske og hjemlige støtter blev takket for deres hjælp med at jage Gaddafi ud af byen. ’Han værdsatte ikke den rolle som intifadaen spillede’, sagde et forbitret medlem af det nye Tripoli-råd, der talte fra den anden ende af den balsal, som Tarhouni talte i.

Han gav afløb for mistanken om, at det østlige Libyen ville forsøge at overskygge det vestlige, idet han forsatte:” Hvis han tror, at han kan fortælle befolkningen, som befriede deres by, at de skal aflevere deres våben, vil han blive sendt bort igen.”

Patrick Cockburn skriver:

”Det Nationale Overgangs Råds medlemmer har været lang tid om at komme til Tripoli og endnu længere tid om tage kontrollen, da de endeligt ankom. Abdel-Rahman el-Kieb, et medlem af NTC, fortalte mig, at han mente i forhold til oprørsledernes tidligere selvtillid, så var de nu ’desorganiserede, fordi de ikke havde troet, at Gaddafis kollaps ville ske så pludseligt. Hans styrker var ikke så stærke som vi troede”.

Splittelser er opstået over hvem, som skal have kontrollen over Libyens milliarder af dollars. Nogle har allerede beriget sig. Problemet er, at mange libyere er loyale over for deres familie, stamme eller by før nationen.

Patrick Cockburn fortsætter:

”Politisk er NTC sårbare, splittede og ikke parate til at tage magten. De lokale komiteer, som kontrollerer Tripolis gader, ser i kontrast til NTC ud til, at være godt organiserede. Selvom der er mangel på vand, mad, brændstof og næsten alt andet i forretningerne, så har komiteerne meddelt, at de har opbygget et stort nok lager til at kunne afværge en humanitær krise inden for de næste seks måneder. Men det politiske lederskab ser svagt ud, og det er højest usandsynligt, at militserne vil opløse sig selv. Den nye libyske stat vil måske ikke kunne modstå et større pres, men i modsætning til lande som Irak og Afghanistan kan presset måske undgås.”

I fraværet af en revolutionær ledelse er det muligt, at de vil lykkedes. Men borgerskabet står overfor store problemer. For det første står de over et folk, som er vågnet og som er bevæbnet. Den første opgave er derfor at afvæbne befolkningen. Men det er nemmere sagt end gjort. Den amerikanske ambassadør Cretz opstillede en række bekymrende faktorer, som afvæbningen af den nybevæbnede befolkning og afvæbning af mange autonome militser.

Ismail Sallabi, lederen af Benghazi’s militære råd, opfordrede NTC til at træde til tilbage og hånede dets medlemmer som ”levn fra Gaddafi’s era” og ”som en gruppe liberale med ingen opbakning i det libyske samfund”.

Mange oprørere, som Sallabi, insisterer på, at de spillede en afgørende rolle i at vælte Gaddafi. Nogle går endnu længere og siger, at deres hurtige erobring af Tripoli tog på NTC sengen og at de dermed besejrede, hvad de hævder, var NATOs virkelige plan for landet: dets deling i øst og vest. De fastholder, at NATOs strategi var at fastfryse konflikten i vest, og i praksis gøre Brega til skillelinjen mellem det befriede øst og Gaddafis vest.

Soumaya Ghannoushi har skrevet nogen interessante kommentarer hertil, selvom vi må tage med i betragtningen, at hun er datter af Gannoushi, lederes af En Nadja islamisterne i Tunesien. Det, hun skriver, er meget interessant, fordi det afslører splittelsen mellem oprørernes græsrødder og NTC. Hun skriver:

“Denne konflikt udspilles på en række forskellige måder over hele regionen. I hvert tilfælde trues de forskellige revolutioners interne dynamik af de udenlandske magters logik om inddæmning og kontrol. Det, der er på spil her, er, hvorvidt det arabiske forår fører til en beregnet, begrænset og overvåget forandring, hvor nye spillere erstatter de gamle, mens spillets regler forbliver intakte, med proxi-krige [stedfortræderkrige – red] bemandet via lokale eliter for at genbruge det gamle regime ind i det nye. Det er det, som forskellige udenlandske magter ønsker skal ske.

“Gaddafi er væk, men Libyen vil nu blive scenen for flere kampe: ikke kun konflikter mellem NATOs mænd og oprørerne på jorden, men også mellem udenlandske styrker, der har investeret i krigen – franskmændene, der er fast besluttede på at have overhånden politisk og økonomi; italienerne, der anser Libyen for at være deres baggård; briterne, der ønsker at beskytte deres kontrakter; tyrkerne, der er ivrige efter at genoplive deres indflydelse i den gamle ottomanske hemisfære; og selvfølgelig de tabende spilledere i den opstående orden, kineserne og russerne.” (http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2011/sep/06/libya-national-transitional-council)

Arbejderklassens rolle

Den libyske revolution er et uafsluttet drama, hvor Gaddafis fald blot var første akt. Fremtiden vil blive afgjort af en kamp mellem levende kræfter og det endelige udfald er endnu ikke afgjort. Forskellige udfald er mulige – både revolutionære og kontrarevolutionære. Fremtidige udviklinger vil blive bestemt af begivenheder både i Libyen og på internationalt plan. Det er nødvendigt at stille spørgsmålet konkret: var Gaddafis fald en sejr for revolutionen eller kontrarevolutionen?

Ved at fjerne en kolossal forhindring på arbejderklassen vej står revolutionen med nye muligheder. Det rejser også nye farer. Manglen på en stærk arbejderklasse var det, der forvandlede kampen til en blodig borgerkrig. Den oprørske ungdom gik med i revolutionære grupper. De var ofte baseret på stammemæssige eller lokale loyaliteter. De var bevæbnet og finansieret af forretningsmænd, der stillede våben og køretøjer til rådighed. Og fordi, der ikke eksisterer nogen uafhængige arbejderorganisationer, for slet ikke at tale om et ægte revolutionært marxistisk parti, er oprørernes politiske perspektiv begrænset til at lede efter et alternativ indenfor kapitalismens rammer, dvs. indenfor begrænsninger i en form for borgerligt demokrati. Alle disse faktorer rejser et stort spørgsmålstegn overfor bevægelsens fremtidige udvikling.

Vil imperialisterne formå at påtvinge deres styre og underordne den libyske revolution deres interesser? Dette spørgsmål kan ikke afgøres med absolut sikkerhed i forvejen. Der er magtfulde kræfter, der trækker i den retning. Men enhver aktion har en lignende og modsatrettet reaktion. At nogen folk vifter med franske og engelske (og egyptiske, algeriske og qatariske) flag betyder ikke nødvendigvis, at det libyske folk vil være parate til at se deres land og dets olierigdomme solgt til højest bydende.

Det er én ting at udtrykke taknemmelighed til disse lande for at smide bomber på Gaddafis kampvogne. Det er noget andet at acceptere tilbagevenden til kolonialt styre i Libyen. Det var bemærkelsesværdigt, at NTCs ledelse, trods sin krybende indstilling til vesten, for nylig var tvunget til at udtale sig imod FN sikkerhedsstyrker på landjorden, hvilket afspejler, at der eksisterer et folkeligt pres. Det indikerer, at de revolutionære masser er mistænksomme overfor NTC og er imod at tillade imperialistiske styrker ind i Libyen.

Øjenvidnet i Tripoli, der tidligere blev citeret, skriver:

“USA og dets allierede fortsætter med at forsøge at underordne revolutionen deres interesser. De har støttet en del af oprørerne, der ser ud til at mangle en national base, i et forsøg på at kontrollere den arabiske revolutions kurs. De er ikke interesserede i ægte demokrati, men i et begrænset, styret demokrati, der er underlagt deres behov.”

Og han konkluderer:

“Trods revolutionens folkelige natur, betyder svagheden i de politiske strukturer i Libyen, at udsigten til at en venstrefløj opstår fra dem er yderst svag. Men de var endnu svagere under Gaddafi og revolutionen giver det libyske samfund pladsen til, at sådanne ting kan udvikle sig. Det kommer måske ikke snart – det ville kræve en omstrukturering af økonomien, en vækst i arbejderklassen osv. – men for første gang i sin historie har Libyen en chance. Af den grund alene må revolutionen støttes. Derudover har sejren pustet nyt liv i oprørene over hele den arabiske verden, især i Syrien og Yemen.

“Det er alt for tidligt at sige, hvem der vil være den endelige vinder af Libyens revolution, men vi ved hvem, der vil forsøge at bestemme udfaldet.”

Det er en rimelig afbalanceret konklusion. Det er rigtigt, at den libyske arbejderklasse er langt svagere end for eksempel det egyptiske proletariat. Det har indtil nu ikke været i stand til at sætte sit aftryk på revolutionen. Venstrefløjen er generelt set meget svag og presset fra de borgerlige elementer og imperialismen kan skubbe Libyen i en anden retning. Trods dette skaber Gaddafis fald mere favorable betingelser for udviklingen af klassekampen indeni i Libyen.

Erfaringen med udviklingen af den libyske revolution, hvor en borgerlig ledelse kaprer bevægelsen, hvor ledere, der var del af det gamle regime, klæder sig ud som demokrater, er også en vigtig lektion for den pågående bevægelse i Syrien og Yemen. Læren er følgende: Hvis et regime omstyrtes med hjælp fra imperialistiske magter, må masserne betale prisen. I stedet for ægte forandring vil de ende op med meget af det gamle regime genbrugt som nyt og ingen af de virkelige brændende sociale spørgsmål vil blive adresseret. Derfor må masserne forberede en anden, gennemgribende revolution for at færdiggøre den opgave, de oprindeligt havde stillet sig.

De materielle forhold i Libyen er afgørende på lang sigt. Massernes forhold er desperate. Elektricitets- og vandforsyningen er blevet forstyrret. Der er også en desperat mangel på benzin. Arbejderne kan ikke leve for evigt på taler og ”demokratisk” retorik alene. De har presserende behov, der må opfyldes. Nu da Gaddafi er død vil kampenes afslutning føre til en polarisering indenfor oprørslejren langs klasselinjer.

Arbejderne er allerede kritiske overfor NTC og protesterer imod bibeholdelsen af de gamle chefer i olieindustrien. Mere end hundrede ansatte i Libyens Nationale Olieselskab (NOC) protesterede tirsdag d. 27. september udenfor dets kontorer i Tripoli imod ledernes mislykkede forsøg på at bryde med fortiden:

“Dette er en ny æra, en ny revolution. Vi har betalt meget blod. Vi ønsker en kæmpe forandring,” sagde Haifa Mohammed, der fortalte, at hun arbejdede i firmaets afdeling for bæredygtighed og udvikling. ”Vi forventede, at denne forandring ville finde sted. Men det, vi ser, er, at de gamle folk stadig er der, de dårlige folk, cheferne.”

Det er ikke et isoleret tilfælde. The Economist rapporterede d. 9. april om en protest fra oliearbejderne i Benghazi udenfor kontorerne tilhørende the Arabian Gulf Oil Corporation (AGOCO) det største olieselskab i Libyen for at kræve en ændring i firmaets ledelse. Firmaet var tvunget til at bibeholde formanden for den komite, der var blevet valgt af arbejderne. Arbejderne opnåede denne sejr på trods af modstand fra NTC. Rapporten citerer en fagforeningsmand: ”lokale godfathers forsøger at opdele landet lige så hurtigt som udenlandske spillere.”

Her har vi den libyske revolutions ægte stemme: stemmen fra den arbejderklasse, der har rystet et diktatur af sig og ikke ønsker det erstattet af en ny form for diktatur: kapitalens diktatur og imperialistisk styre. Det indikerer, at arbejderklassen begynder at bevæge sig. Vi må gøre alt i vores magt for et støtte og opmuntre ethvert skridt i retning af en uafhængig bevægelse fra arbejderklassen i Libyen.

Situationen er meget kompliceret og der er tendenser, der trækker i forskellige retninger. Det siger sig selv, at marxisterne altid må basere sig på arbejderklassen og de mest revolutionære elementer i ungdommen, selv når disse udgør et lille mindretal. Vi baserer os på det, der er progressivt og kæmper imod det, der er reaktionært.

Frem for alt er Gaddafis fald endnu et led i en kædereaktion, der spreder sig over hele den arabiske verden. Ben Ali og Mubarak er væk, Saleh hænger i en tynd tråd. Nu er Gaddafi blevet væltet. Det bringer Assad i Syrien i stor fare. Abdullah i Jordan står stadig overfor hård modstand. Folket i Bahrain sygner harmfuldt hen under minoritets Sunni-monarkiet, holdt oppe af saudiske bajonetter. Men hvor længe kan disse regimer vare? De saudiske masser, der lever i et med så megen rigdom, vil ikke for evigt tolerere det korrupte, dekadente og udtjente monarkis styre. De libyske begivenheder er del af den storslåede arabiske revolution, der langt fra er ovre.

Translation: Socialistisk Standpunkt (Denmark)